L 228 Forslag til lov om ændring af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ferie og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

(Forlængelse af uddannelsesordningen for ledige, målretning af 6 ugers selvvalgt uddannelse m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-05-2013

Fremsættelse: 28-05-2013

Skriftlig fremsættelse (28. maj 2013)

20121_l228_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. maj 2013)

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om ferie (Forlængelse af uddannelsesordningen for ledige, målretning af 6 ugers selvvalgt uddannelse m.v.)

(Lovforslag nr. L 228)

Lovforslaget er led i udmøntningen af dele af Aftale om midlertidig arbejdsmarkedsydelse indgået mellem regeringen (S, SF og RV) og Enhedslisten i maj 2013 om forlængelse af den særlige uddannelsesordning og en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse, og indeholder følgende elementer:

Det foreslås, at uddannelsesordningen forlænges med ½ år. Forlængelsen omfatter:

Forsikrede ledige, som har ret til uddannelsesordningen i 1. halvår 2013.

Forsikrede ledige, som opbruger retten til dagpenge i 2. halvår 2013.

Personer, der overgår til den særlige uddannelsesordning i 2. halvår 2013, og som under ordningen får midlertidigt ordinært arbejde, har ret til at genindtræde i ordningen inden for referenceperioden på 12 måneder efter dagpengerettens udløb eller efter udløbet af den første periode med særlig uddannelsesydelse.

Det foreslås, at den eksisterende ret og pligt til uddannelse i uddannelsesordningen suppleres med en mulighed for, at ledige kan komme i virksomhedsrettede forløb (løntilskud og virksomhedspraktik).

Det foreslås, at uddannelsesordningen i øvrigt forbliver uændret.

Det foreslås, at udgifterne til forlængelse af uddannelsesordningen delvist finansieres således:

Ordningen med 6 ugers selvvalgt uddannelse målrettes ledige med 4 måneders forudgående ledighed. Hvis en person er påbegyndt et uddannelsesforløb i sin opsigelsesperiode fra et arbejde, og uddannelsen strækker sig ind i personens ledighedsperiode, kan personen dog fortsætte med uddannelsen som selvvalgt uddannelse i op til 6 uger fra første dag i dagpengeperioden.

Statens indtægt forøges med 40 mio. kr. af uhævede feriepenge samt af afkastet fra Arbejdsmarkedets Feriefonds kapital.

De samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget er merudgifter for det offentlige på 368,3 mio. kr. i 2013 og 318,6 mio. kr. i 2014. Heraf forventes statens udgifter at udgøre henholdsvis 142,3 mio. kr. i 2013 og 122,0 mio. kr. i 2014. De kommunale udgifter forventes at udgøre 226,0 mio. kr. i 2013 og 196,5 mio. kr. i 2014.

Forslaget er fuldt finansieret ved målrettede omprioriteringer af en række andre offentlige udgifter, indtægter, puljer og reserver.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2013. Der er tale om en helt ekstraordinær situation, som gør det påtrængende, at loven stadfæstes straks efter dens vedtagelse. Det foreslås derfor videre, at loven stadfæstes straks efter dens vedtagelse.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring hos forskellige organisationer myndigheder mv. med høringsfrist den 4. juni 2013.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.