Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 21. juni 2013

1. Ændringsforslag

Der er stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget. Ministeren for sundhed og forebyggelse har stillet ændringsforslag nr. 1, 2, 10 og 11. Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3-6, 8, 9 og 12. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 7.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. maj 2013 og var til 1. behandling den 3. juni 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 3. maj 2013 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 279. Den 28. maj 2013 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Christian Carstensen, Allerød,

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM),

En gruppe af tidligere chefer og nøglemedarbejdere fra Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed (DAK-E) og Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD),

De praktiserende læger på Bornholm,

Poul Michael Fanøe, Herlev,

Forsikring & Pension,

Hans Holmsgaard, Thyborøn,

Gunver Lillevang, Roskilde,

A. M. N. ,

Monique Nielsen, Næstved,

Praktiserende Lægers Organisation (PLO),

Henrik Schaumburg, Sønderborg,

Pernille Vieht, Ry, og

Frantz Vogel, København

Ministeren for sundhed og forebyggelse har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Praktiserende Lægers Organisation (PLO) mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 105 spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af disse spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, RV og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren for sundhed og forebyggelse stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at samarbejde og sammenhæng i sundhedsvæsenet er en afgørende forudsætning for, at borgerne oplever god behandling. En af sundhedsvæsenets vigtige aktører er den praktiserende læge, ikke mindst for patienter med kronisk sygdom og ældre, medicinske patienter. Den praktiserende læge er nemlig det centrale omdrejningspunkt, når det handler om at skabe sammenhæng for patienter, hvis behandling og pleje sker som led i forløb på tværs af sundhedsvæsenet.

Men den praktiserende læge er også central for alle danskeres sundhed. Borgerne kontakter den praktiserende læge, når de har spørgsmål om sundhed og mistanke om sygdom. Den praktiserende læge er borgerens egen læge og typisk også læge for hele familien. Det er herfra borgerne - når det er nødvendigt - henvises til f.eks. sygehus eller kommunale tilbud. Og det er hos den praktiserende læge, at der, f.eks. efter en indlæggelse, skal være styr på opfølgningen. Derfor er det afgørende, at sammenhængen mellem de praktiserende læger, sygehusene og den kommunale sundhedsindsats sikres, og at den praktiserende læges rolle i sundhedsvæsenet styrkes.

S, RV og SF bemærker desuden, at der med dette lovforslags vedtagelse etableres en overordnet lovgivningsramme, som skal sikre, at almen praksis også fremover udvikler sig i takt med det øvrige sundhedsvæsen.

S, RV og SF lægger vægt på, at en række patientrettigheder fremover fremgår af lovgivningen. Loven vil endvidere give kommunerne og borgerne større indflydelse på planlægningen af almen praksis, samtidig med at det sikres, at regionerne har den nødvendige kompetence og dermed mulighed for at leve op til deres forpligtelse til planlægning og sikring af tilbud i hele det behandlende sundhedsvæsen. S, RV og SF lægger endvidere vægt på, at dette sker under behørig iagttagelse af de praktiserende lægers integritet som selvstændigt erhvervsdrivende og med sikkerhed for deres indflydelse på vilkårene for de ydelser, som lægerne indgår aftale med regionerne om at levere til det offentlige.

Det er endvidere væsentligt, at der gives muligheder for nye organisationsformer i almen praksis, bl.a. med det formål at sikre lægedækning i alle egne af landet. Læger, der arbejder inden for rammerne af en overenskomst, vil kunne eje op til seks ydernumre, og regionerne vil på nærmere fastsatte vilkår kunne udbyde driften af klinikker til private aktører eller vil, såfremt dette ikke løser et lægedækningsproblem, i en 4-årigperiode selv kumme drive almene medicinske klinikker.

Herudover sikres det, at regionerne får øget viden om virksomheden på praksisområdet til brug for deres planlægning, kvalitetssikring og kontrol. S, RV og SF skal i den forbindelse bemærke, at det fortrolige rum imellem læge og patient bevares, idet det fremgår af reglerne, at oplysninger vedrørende diagnose og datafangst ikke må identificere eller gøre det muligt at identificere patienten.

Venstres medlemmer af udvalget tager til efterretning, at det ikke er lykkedes Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) at opnå enighed om en ny samarbejdsaftale i forhandlingerne om en ny overenskomst, og herunder at regeringen efterfølgende har valgt at fremsætte et lovforslag, hvormed der foreslås etableret en overordnet lovgivningsramme.

Venstre mener ikke, at det er en opgave for Folketinget at detailregulere arbejdstilrettelæggelsen i almen praksis. Det afgøres af et lægefagligt skøn og af aftaler mellem relevante parter. I den forbindelse noterer Venstre sig med tilfredshed, at omfanget af ministerbemyndigelser og muligheder for detailstyring er blevet indhegnet.

Venstre lægger vægt på, at de praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende, og understreger almen praksis' yderst centrale rolle i sundhedsvæsenet. Venstre ønsker at styrke almen praksis' rolle i sundhedsvæsenet.

Venstre mener, at alle danskere skal have adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl, og bemærker i den sammenhæng, at der i dag er problemer med at sikre lægedækning i bl.a. nogle af landets yderområder.

Venstre støtter, at lovforslaget på den ene side giver regioner og kommuner bedre muligheder for at sikre befolkningen lægedækning i hele landet, uanset hvor i landet man bor, og på den anden side kan bidrage til at sikre en bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

I den forbindelse lægger Venstre vægt på, at der åbnes op for nye organisationsformer i almen praksis, hvor læger, der arbejder inden for rammerne af en overenskomst, vil kunne eje op til seks ydernumre, ligesom regionerne på nærmere fastsatte vilkår vil kunne udbyde driften af klinikker til private sundhedsleverandører. I den forbindelse bemærker Venstre, jf. svaret på spørgsmål 59, at regionerne undtagelsesvis vil få adgang til at kunne etablere et midlertidigt tilbud i form af en regionsdrevet klinik i en periode på op til 4 år.

Venstre understreger, at regionerne ikke får adgang til at kunne tvangsopkøbe eller tvangsflytte praksisser. Det bemærkes, at der med lovforslagets vedtagelse skal nedsættes praksisplanudvalg vedrørende almen praksis, hvor både almen praksis, kommuner og regioner bliver repræsenteret. Det bemærkes i øvrigt, at almen praksis og regionen sikres ligelig repræsentation i sammensætningen af praksisplanudvalget, og at der skal tilstræbes enighed i udvalget om den endelige udformning af praksisplanen. Venstre konstaterer samtidig, at det i dag er regionerne, der har myndigheds- og finansieringsansvaret for praksisområdet.

Praksisplanen vil fremover blive et centralt samarbejds- og planlægningsværktøj, og Venstre forventer, at kommunernes øgede indflydelse vil bidrage til at skabe bedre sammenhæng til den kommunale sundhedsindsats. Derudover bemærkes det, at der i forbindelse med ændringen af sundhedsloven lægges op til, at den centralt forhandlede overenskomst for almen praksis i højere grad end i dag suppleres af decentrale aftaler indgået efter forhandlinger mellem regionen, kommuner og almen praksis.

I lovbehandlingen har det været centralt for Venstre at få præciseret, at aftaleretten i relation til praksisplanerne opretholdes, og herunder at få tydeliggjort, at nye opgaver qua eksempelvis forløbsprogrammer eller sundhedsaftaler, vil skulle følges op af en underliggende aftale mellem parterne på området i forhold til implementering, og herunder spørgsmålet om økonomi. Dette er sikret med ministerens svar på spørgsmål nr. 10, 21, 66, 74, 77 og 78. I ministerens besvarelser præciseres det bl.a., at lovforslagets bemærkninger vedrørende underliggende aftaler ikke er begrænset til de opgaver, som beskrives i et forløbsprogram, men vil gælde alle de opgaver, som følger af sundhedsaftaler.

Venstre mener ikke, at de praktiserende læger skal pålægges et nyt omfattende registreringsarbejde. I den forbindelse bemærker Venstre, at de data, som de praktiserende læger fremover skal dele med regionen, er de data, som de praktiserende læger i forvejen er forpligtet til at registrere, jf. svar på spørgsmål nr. 89. Samtidig bemærkes det, jf. ministerens svar på spørgsmål 23 og 61, at en udvidelse af kodningsforpligtelsen forudsætter, at der skal foreligge en indstilling fra det faglige selskab, og at der skal indgås en efterfølgende aftale med lægerne om implementering. Det bemærkes samtidig, jf. svaret på spørgsmål nr. 61, at »parterne bag den gældende Overenskomst om almen praksis har tilkendegivet, at man er enige om, at resultaterne af dataindsamling for kodede henvendelser skal danne grundlag for en senere aftale om udvidelse af kodningsforpligtelsen«.

Venstre mener, at patienter skal kunne have tillid til, at følsomme og personlige oplysninger, som patienten deler med f.eks. deres praktiserende læge, bliver behandlet strengt fortroligt og med respekt for den enkelte patient. Det er afgørende, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved det fortrolige rum imellem patient og læge. I den forbindelse lægger Venstre afgørende vægt på, at de oplysninger, der deles mellem praksis og regionerne, ikke må være på personniveau, så man kan identificere den enkelte patient.

Venstre ønsker at fremme et mere åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Forudsætningen for et reelt frit valg er, at patienterne har adgang til relevant information og dermed et godt grundlag at træffe deres valg på. Et frit valg skal også være et informeret valg. På den baggrund lægger Venstre vægt på, at borgerne får øget adgang til relevante data på praksisniveau, og herunder, at f.eks. de nuværende praksisdeklarationsoplysninger udbygges, og patienttilfredshedsundersøgelser gøres offentligt tilgængelige på praksisniveau. Dette understøtter borgernes frie valg, og Venstre ser gerne, at der arbejdes hen imod lignende initiativer i forhold til også sygehusvæsenet, som kan skabe øget gennemsigtighed omkring bl.a. kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Venstre ønsker, at alle patienter frit skal kunne vælge praktiserende læge uanset geografisk afstand, så man f.eks. har mulighed for at vælge læge tæt på sit arbejde, eller at man kan beholde sin familielæge, selvom man flytter længere væk fra lægens praksis. På den baggrund lægger Venstre vægt på, at kilometergrænsen ved valg af læge ophæves, idet lægen dog ikke forpligtes til at komme på hjemmebesøg, hvis afstanden overstiger den nuværende grænse på 5 km i hovedstaden og 15 km i resten af landet.

Venstre ønsker at beholde aftalesystemet og mener, at den samlede økonomiske ramme, der skal dække opgaveløsningen i almen praksis, fortsat skal fastlægges i forhandlingerne om en overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Venstre imødeser, at parterne forhandler en ny aftale på plads i løbet af de næsten 15 måneder, hvor overenskomsten i kraft af lovforslaget løber uændret videre.

Et mindretal i udvalget (DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet og de af ministerens for sundhed og forebyggelse stillede ændringsforslag. Såfremt mindretallets ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at almen praksis og de praktiserende læger har en meget vigtig rolle i det danske sundhedsvæsen. Som speciallæger i almen medicin kan de favne bredt, og de har en helhedsorienteret tilgang til deres patienter. Godt 9 ud af 10 henvendelser i almen praksis bliver afsluttet med behandling i almen praksis. Og en af de helt store styrker ved familielægerne er de langvarige patient-lægeforhold. Det skaber detaljeret kendskab, sammenhæng og tryghed i behandlingen. Rigtig mange danskere lægger en meget stor værdi i, at de har deres egen læge, der både kender dem og deres familie godt. Netop den tillid er afgørende, særlig i den forebyggende indsats og i behandlingen af patienter med kroniske sygdomme. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti lægger derfor meget stor vægt på at fastholde familielægeinstitutionen og mener på den baggrund, at det er et problem, at dette lovforslag udvander styrkerne i almen praksis og familielægeinstitutionen.

F.eks. giver dette lovforslag regionerne mulighed for at udvande familielægeinstitutionen ved konsekvent at kunne sætte driften af overtagne og nye ydernumre i udbud til private leverandører eller etablere regionsklinik uden først at undersøge, om der er alment praktiserende læger, der gerne vil overtage ydernummeret. Som argument for at fremsætte dette lovforslag har ministeren ellers gang på gang lagt meget vægt på, at det er for at sikre lægedækning for alle. I sin pressemeddelelse den 3. maj 2013 skriver ministeren bl.a., at forslaget skal sikre, at »Alle har adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl. Sådan er det ikke i dag, hvor det er svært at få læger til at praktisere i visse områder langt fra byerne og i socialt belastede områder.« I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det desuden, at »Regeringen ønsker, at regionernes mulighed for som ansvarlig myndighed at opfylde forpligtelsen til at tilbyde alle gruppe 1-sikrede borgere adgang til almen lægehjælp på effektiv vis og af høj kvalitet skal forbedres.« De nye muligheder for at sende ydernumre i udbud og drift af regionsklinikker (jf. § 227) bliver begrundet med ønsket om at sikre lægedækning til alle på baggrund af nogle forventninger om, at der i fremtiden »vil være problemer i forhold til praksis, der ikke kan sælges eller passes af andre praksis.« Men af svarene på spørgsmål 27, 28, 39 og 60 fremgår det klart, at de nye bestemmelser i § 227 kan bringes i anvendelse, når regionen vil det - og ikke fordi regionen skal løse et problem med lægedækning i tilfælde af lægemangel. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ønsker, at de nye bestemmelser i § 227 kun kan bringes i anvendelse i tilfælde i lægemangel, og at regionen først skal have forsøgt at sælge ydernummeret til en praktiserende læge, før de nye muligheder for udbud og regionsklinikker kan bringes i anvendelse. Ligesom Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti mener, at der skal være de samme periodekrav til udbudsklinikkerne som til regionsklinikkerne - dvs. en 4-årig driftsperiode (jf. svar på spørgsmål 29). Derfor har partierne stillet ændringsforslag nr. 6 for at sikre, at der ikke sker en udvanding af familielægeinstitutionen.

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er desuden bekymret for, at ministeren kun vil sikre »en vis ensartethed i borgernes adgang til og kvaliteten i almen medicinsk lægehjælp, uanset leverandør« i de nye udbudsklinikker og regionsklinikker. Dertil stiller ministeren ikke de samme uddannelseskrav til lægerne hos de private aktører, som der i dag stilles til de alment praktiserende læger. Som det fremgår af lovforslaget, kan en privat aktør drive en klinik med flere læger, hvor der kun er krav om, at en af disse skal have en almenmedicinsk speciallægeuddannelse. Af svarene på spørgsmål 26 og 53 fremgår det meget klart, at ministeren ikke vil stille de samme uddannelseskrav til lægerne, der bemander en almen praksis efter udbud eller en regionsklinik, som de krav, der i dag og fremover stilles til en almen praksis ejet og drevet af en alment praktiserende speciallæge i almen medicin. Det finder Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er et stort problem, da styrken ved almen praksis netop er, at ens læge - familielægen - har en speciallægeuddannelse i almen medicin. På den baggrund har de to partier stillet ændringsforslag for at sikre samme høje kvalitet også i de nye organisationsformer - udbudsklinikker og regionsklinikker, jf. ændringsforslag nr. 8.

De nye muligheder for at afhænde ydernumre, uden der er tale om lægemangel, samt de færre kvalitetskrav - herunder uddannelsesniveau hos lægerne i udbuds- og regionsklinikker - finder Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er et opgør med familielægeinstitutionen, som vi kender den i dag. Styrken ved det langvarige patient-læge-forhold bliver udvandet, ligesom der vil ske en udvanding af kvaliteten, da der i de nye organisationsformer kun er tale om en »vis ensartethed« i forhold til de krav, der i dag stilles til alment praktiserende læger, der ejer og driver deres almene praksis. Især det sidste er bekymrende, da speciallæger i almen medicin jo netop er specialister i at kunne henvise korrekt videre og er oplært i at tage sig af alt fra psykiatriske lidelser til at kunne opspore kræftsygdomme.

Når det gælder de nye praksisudvalg, vil Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti gerne kvittere for, at ministeren erkender, at det var forkert fuldstændigt at udelukke lægerne i det lovforslag, som blev sendt i høring. Med det ændrede forslag vil ministeren give lægerne pladser i udvalgene, og der skal tilstræbes en enighed i udvalget om den endelige udformning af praksisplanen i de enkelte regioner. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder, at aftaler, der er resultatet af forhandlinger og enighed, har en høj værdi, da alle parter har medejerskab og dermed medansvar for at virkeliggøre aftalen. Derfor ser vi gerne princippet om ligeværdighed i de nye praksisudvalg, dog med undtagelse af sikringen af almene praksisklinikker i alle dele af landet, dvs. placering og sikring af lægedækning alle steder. I svarene på spørgsmål 36, 54 og 56 fremhæver ministeren bl.a., at den konkrete udmøntning af praksisplanerne forudsætter, at der indgås underliggende aftaler med de praktiserende læger. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti finder, at dette kunne fremgå tydeligere af lovforslaget, ligesom styrken ved ligeværdigt samarbejde bør sikres, da det vil bane vejen for et stærkere samarbejde mellem hospital, kommune og praktiserende læge til glæde for patienterne - især dem med kroniske lidelser.

I øvrigt hæfter vi os ved, at professor i offentlig markedsaktivitet Karsten Naundrup Olesen og lektor og ph.d. i sundhedsret Kent Kristensen, begge fra Syddansk Universitet, der har gennemgået lovforslaget, betegner lovforslaget som særdeles vidtgående i forhold til den indflydelse, som regioner og kommuner vil få over de praktiserende læger i eksempelvis sundhedsaftalerne.

Faktisk mener de, at lovforslaget afgørende bryder med den retspraksis, man i Danmark har omkring aftaler.

»Det er uhyre sjældent, at to aftaleparter kan aftale noget, som en tredjepart er tvunget til at udføre. Lovforslaget betyder reelt, at dele af de ledelsesmæssige beføjelser, kommuner og regioner har over ansat personale, i princippet også kommer til at gælde for de praktiserende læger,« siger Karsten Naundrup Olesen.

Han peger på, at lovforslaget er særligt vidtgående, fordi den enkelte læge ikke vil kunne sige nej til opgaver i eksempelvis sundhedsaftalerne.

Ifølge PLO tilgår der næste år ca 30.000 patienter, som skal behandles i eget hjem frem for i hospitalsregi. Da aftalen betyder, at praksislægen oftere skal komme på hjemmebesøg og at det er patienter, der er mere svækket end normalt, bør disse besøg udløse økonomikompensation, så lægerne har de ressourcer, der skal til for at ansætte det personale, som kan sikre den nødvendige kapacitet.

I og med at hospitalet sparer penge ved at 30.000 patienter ikke er indlagt, må der selvfølgelig sørges for, at ressourcerne følger patienterne. På den baggrund har de to partier stillet ændringsforslag nr. 4, 5, 9 og 12.

Lovforslaget giver også ministeren en række bemyndigelser, når det gælder dataregistreringer, ligesom ministeren med lovgivning vil sikre regionernes adgang til data. Såfremt der skal ske en udvidelse af kodningsforpligtelsen, fremgår det af svaret på spørgsmål 23, at der skal være en indstilling fra det faglige selskab, ligesom der skal indgås en efterfølgende aftale med lægerne om implementeringen. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er tilfredse med denne præcisering i svaret, Det er vigtigt, at registreringer giver mening for dem, der skal stå for registreringerne, og at der ikke bare kan ske en udvidelse af kodningsforpligtigelsen. Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ønsker dog også, at den fremtidige kvalitet af dataregistreringerne bevares. Her er det vigtigt at hæfte sig ved de udenlandske erfaringer af dataregistreringer, som kan bruges til kontrol af den enkelte læge. Det viser sig nemlig, at værdien af data forringes, hvis data skal bruges til at jagte den enkelte læge. På den baggrund er ministerens svar på spørgsmål 55 bekymrende, hvilket også er baggrunden for, at Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har stillet ændringsforslag nr. 3.

Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag og de af ministeren for sundhed og forebyggelse stillede ændringsforslag. Såfremt det af mindretallet stillede ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at almen praksis udgør en nøglefunktion i det danske sundhedsvæsen. Speciallæger i almen medicin har ofte indgående kendskab til deres patienter og har en helhedsorienteret tilgang til borgerens sundheds- og sygdomsproblemer. Den praktiserende læge er samtidig afgørende for at skabe sammenhæng i behandlingen og koordinere mellem sundhedsvæsenets øvrige aktører i kommune og region. EL bemærker samtidig, at EL bakker op om lovens formål om at sikre bedre lægedækning i egne af landet, som i dag mangler praktiserende læger, og at sikre bedre opgavefordeling og mere sammenhæng mellem almen praksis, kommuner og regioner. EL er endvidere tilfreds med, at de praktiserende læger er repræsenteret i praksisplanudvalget, idet det giver bedre mulighed for at koordinere og samtænke vores sundhedsvæsen.

EL er imod, at regionerne fremover tvinges til at udbyde driften af almen praksis til private aktører, såfremt det ikke er muligt at afsætte et ydernummer til en speciallæge i almen medicin. Private hospitaler og andre private selskaber skal ikke være en del af det primære sundhedsvæsen, hvor indtjening og kommercialisering bør fylde mindre og ikke mere. EL har derfor stillet ændringsforslag med henblik på at sikre, at regionerne ikke tvinges til at gennemføre udbud, men kan vælge at drive klinik selv.

EL bemærker samtidig, at data, som genereres i almen praksis ikke i fremtiden bør bruges til bedømmelse eller honorering af den enkelte læge. Data bør alene bruges til at forbedre kvalitet og forbedre opgavefordeling og planlægning.

Et tredje mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af ministeren for sundhed og forebyggelse stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:

1) I indledningen ændres »og senest ændret ved lov nr. 361 af 9. april 2013« til: »og § 5 i lov nr. 622 af 12. juni 2013 og senest ved § 1 i lov nr. 653 af 12. juni 2013«.

[Lovteknik]

2) I den under nr. 4 foreslåede ændring ændres »§ 59, stk. 3« til: »§ 59, stk. 5«, og »Stk. 3« til »Stk. 5«.

[Lovteknik]

Af et mindretal (DF og KF):

3) I det under nr. 6 foreslåede § 195, stk. 2, indsættes efter »patienten«: »eller lægen«.

[Ingen pligt til at give oplysninger, der identificerer lægen]

4) I det under nr. 7 foreslåede § 204, stk. 2, affattes 3. og 4. pkt., således:

»Der skal være enighed i udvalget om praksisplanen i alle forhold bortset fra placering af lægepraksis. Er det ikke muligt at opnå enighed om placering af lægepraksis, tilfalder den endelige beslutningskompetence vedrørende placering af praksis regionsrådet.«

[Beslutningskompetence i praksisplanudvalget]

5) Efter det i nr. 7 foreslåede § 204, stk. 2, indsættes som nye stykker:

»Stk. 01. Inden regionsrådet træffer beslutning efter stk. 2, 4. pkt., om placering af lægepraksis, skal det sikre sig, at placeringen ikke underminerer driftsgrundlaget for en eksister?ende nabopraksis.

Stk. 02. Regionsrådene nedsætter i forening et uvildigt nævn, der kan efterprøve beslutninger truffet af et regionsråd efter stk. 2, 4. pkt., og beslutninger truffet af et regionsråd i henhold til en praksisplan. Nævnets formand skal være en dommer, der er udpeget af præsidenten for Sø- og Handelsretten.«

[Beslutningskompetence og efterprøvelse af regionsrådets beslutninger]

6) Det under nr. 12 foreslåede § 227, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Hvis det ikke har været muligt at afsætte et ydernummer til en læge, som vil praktisere i henhold til stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, kan regionen i tilfælde af lægemangel udbyde drift af praksis, som hidtil har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 60, stk. 1, og hvor regionsrådet har fået overdraget ydernummeret. Regionsrådet kan desuden under iagttagelse af de i 1. pkt. anføre betingelser udbyde drift af praksis vedrørende nye ydernumre, som regionsrådet har oprettet, samt som led i praksisplanlægningen opkøbe eksisterende ydernumre fra læger, der har ønsket at sælge, og udbyde driften af disse praksis. Udbud af drift af praksis kan ske i en periode på op til 4 år.«

[Præcisering af adgangen til at anvende visse organiseringsformer og tidsbegrænsning af den periode, en almen medicinsk klinik kan drives på baggrund af udbud]

Af et mindretal (EL):

7) Det under nr. 12 foreslåede § 227, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Regionsrådet kan vælge selv at etablere en praksis i en periode op til 4 år. Et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften efter udløbet af 4-årsperioden, kan alene gøre dette, hvis det ikke er muligt at sælge ydernummeret til en læge efter stk. 2.«

[Regionsrådet kan drive praksis uden forudgående udbud af ydernumer]

Af et mindretal (DF og KF):

8) Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer:

»01. Efter § 227 indsættes:

»§ 227 a. Regionsrådet skal ved udbud af drift af praksis efter § 227, stk. 3, og ved etablering af praksis efter § 227, stk. 5 eller 6, sikre, at lægebemandingen her sker med læger, der har Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som speciallæge i almen medicin, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der vil i de i stk. 1 nævnte stillinger kunne ansættes læger, der er i uddannelsesforløb, og i særlige tilfælde læger, der ikke har Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som speciallæge i almen medicin, i et kortvarigt vikariat.««

[Krav om almenmedicinsk speciallægeuddannelse]

9) Den under nr. 13 foreslåede affattelse af § 229 affattes således:

»§ 229. Foreligger der ingen overenskomst vedrørende vilkårene for ydelser efter § 227, stk. 1, fastsætter ministeren for sundhed og forebyggelse nærmere regler om vilkårene for regionernes og kommunernes tilskud, herunder regler om ydelsernes indhold og anvendelse og om udbetaling af honorarerne til sundhedspersonerne, om honorarstørrelserne på de enkelte ydelser, og om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59 omhandlede personer m.v. Ministeren kan fastsætte regler om den samlede økonomiske ramme for ydelserne, dog ikke regler om, at eventuelle overenskomstaftalte pris- og lønreguleringer annulleres, samt regler om eventuel modregning i fremtidige honorarer ved overskridelse af denne ramme. Ministeren kan ligeledes fastsætte regler om, at hidtidige overenskomstfastsatte forpligtelser knyttet til udbetaling af honorarer skal være gældende ligesom ministeren kan fastsætte regler om henvisning til behandling.«

[Justering af bemyndigelsen til at fastsætte vilkår i en periode, hvor der ikke foreligger en overenskomst]

Til § 2

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:

10) Efter nr. 3 indsættes som nye numre:

»01. I § 30, stk. 6, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 3 og 4«.

02. I § 31, stk. 6, ændres »nr. 1 og 2« til: »nr. 3«.«

[Lovtekniske konsekvenser af lovforslagets § 2, nr. 3]

Til § 3

11) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 2, stk. 1, ændres »1. juli 2013« til: »1. september 2013«.«

[Ændret ikrafftrædelsesdato for forsikringspligt for private sygehuse, specialklinikker og speciallægepraksisser]

Til bilag 1

Af et mindretal (DF og KF):

12) Efter »106 mio. kr. pr. 1. april 2011 og yderligere 108 mio. kr. fra 1. april 2012 (beløbet er opgjort i 1. april 2011-niveau).« indsættes:

- 108 mio. kr. pr. 1. september 2013 (beløbet er opgjort i 1. april 2011-niveau).«

[Forhøjelse af økonomirammen]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Der er tale om lovtekniske ændringer.

Til nr. 3

Det foreslås at fastsætte, at forpligtelse efter § 195, stk. 2, for alment praktiserende læger til at give oplysninger om deres virksomhed til regionsrådene ikke skal omfatte oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere den enkelte læge. Hermed vil der hverken skulle gives oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten eller den alment praktiserende læge.

Til nr. 4 og 5

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det, at der skal være enighed i det praksisplanudvalg, som i medfør af § 204, stk. 2, foreslås oprettet i hver region, om udformningen af de praksisplaner, som udvalget ifølge den foreslåede bestemmelse i § 206 a, stk. 1, skal udarbejde i hver valgperiode.

Kravet om enighed gælder dog ikke i spørgsmål om den fysiske placering af en praksis. Det foreslås således, at regionsrådet træffer den endelige beslutning, hvis det ikke er muligt at nå til enighed herom i udvalget.

Endelig foreslås det at etablere et uvildigt nævn, der skal efterprøve regionsrådenes beslutninger om placering af en praksis, i sager, hvor det ikke har været muligt at nå til enighed herom i udvalget. Nævnet, der vil skulle oprettes af regionsrådene i forening og skal have en dommer udpeget af præsidenten for Sø- og Handelsretten som formand, vil ifølge forslaget også kunne efterprøve beslutninger truffet af regionsrådene i medfør af allerede vedtagne praksisplaner.

Til nr. 6

Den foreslåede affattelse af bestemmelsen indebærer, at alment praktiserende læger, der ønsker at virke efter overenskomst, jf. lovens § 227, stk. 1, får fortrinsret til overdragne, nye eller opkøbte ydernumre. Det præciseres desuden, at adgangen til at etablere praksis efter udbud eller etablere midlertidige regionsdrevne praksis alene vil være mulig i tilfælde af lægemangel. Ved lægemangel forstås i den forbindelse, at patienterne i det berørte område ikke kan tilmeldes en almen lægepraksis, der drives på sædvanlige overenskomstmæssige vilkår. Der kan f.eks. være tale om, at praksis i patientens lokalområde har lukket for tilgang af nye patienter, eller at det ikke har været muligt at besætte et ydernummer, der er blevet ledigt. Endvidere foreslås det, at udbud af drift af praksis kan ske i en periode på op til 4 år. Et regionsråd kan med andre ord også vælge, at udbudsperioden skal have en kortere udstrækning end den i bestemmelsen fastsatte 4-årsgrænse.

Til nr. 7

Ændringsforslaget indebærer, at det er muligt for regionen at vælge at drive klinik, uden at regionen behøver at udbyde driften af ydernumre, før denne mulighed tages i brug.

Til nr. 8

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for regionsrådene til ved udbud af drift af praksis efter den foreslåede bestemmelse i § 227, stk. 3, og ved etablering af midlertidige praksis, som regionerne selv driver efter § 227, stk. 5 eller 6, at sikre, at lægebemandingen i de omhandlede praksis udelukkende sker med læger, der har speciallægeuddannelse i almen medicin. Regionsrådet kan sikre den rette bemanding ved i udbudsmaterialet at betinge sig dette, og på midlertidige klinikker, som regionerne selv driver, ved at ansætte læger med speciale i almen medicin.

Der vil dog i henhold til den foreslåede bestemmelses stk. 2 kunne ansættes læger i uddannelsesstillinger og i ganske særlige tilfælde læger, der ikke har Sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som speciallæge i almen medicin, i et kortvarigt vikariat.

Det skal samtidig bemærkes, at den foreslåede § 227 a ikke berører adgangen til at ansætte andre sundhedspersoner end læger i de pågældende praksis.

Til nr. 9

Den ændrede affattelse af bestemmelsen indebærer, at ministeren for sundhed og forebyggelse i en situation, hvor der ikke foreligger en overenskomst om vilkårene for ydelser efter § 227, stk. 1, ikke kan fastsættes, regler om, at honorarerne for de enkelte ydelser kan nedsættes i tilfælde af væsentligt øget aktivitet i en overenskomstløs periode, der ikke er begrundet i et tilsvarende øget behov for sundhedsydelser.

Det fremgår endvidere eksplicit af den foreslåede affattelse af bestemmelsen, at ministeren ikke kan fastsætte regler om, at eventuelle overenskomstaftalte pris- og lønreguleringer annulleres.

Til nr. 10

Der er tale om lovtekniske konsekvensændringer som følge af, at der i § 30, stk. 5, efter nr. 1 indsættes et nyt nr. 2. Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

Til nr. 11

Med vedtagelsen af lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Private sygehuse, klinikker og speciallægepraksissers medfinansiering af patientskadeerstatningsordningen, vederlag og befordringsgodtgørelse til Forbrugerrådets og Danske Patienters repræsentanter i tandlægenævnene m.v.) den 6. december 2012 blev det besluttet, at private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser ikke længere skal have visse patientskadeerstatninger på deres område finansieret af det offentlige, men selv skal finansiere de skader, som sker.

Der er tale om de undersøgelser, behandlinger el.lign. , som er betalt af borgeren selv eller af en sundhedsforsikring, men også de undersøgelser, behandlinger el.lign. , som foretages efter sundhedslovens §§ 87 (det udvidede frie sygehusvalg), 87 a-d (udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge) og 87 e-h (udvidet ret til behandling af psykisk syge voksne), som vedrører det udvidede frie sygehusvalg.

Desuden forpligtes de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser til ved ændringen at dække erstatninger efter lovens § 30, stk. 1, af en forsikring.

At de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser gives et økonomisk medansvar for patientskadeerstatningsordningen, vil være med til fortsat at sikre patienterne sundhedsydelser af høj kvalitet.

Med dette ændringsforslag ændres alene på datoen for, hvornår forsikringspligten for de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser træder i kraft. Der ændres ikke på, at de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser skal forsikre sig mod patientskaderne nævnt ovenfor.

En udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen vil ikke påvirke patientens muligheder for erstatning.

Der er tale om en ny form for lovpligtig forsikring, som introducerer et nyt marked for forsikringsudbydere.

I tiden efter lovforslagets vedtagelse i december 2012 er relevant data om de private aktørers skadeshistorik og risikoprofiler blevet opdyrket og bearbejdet, så det kunne danne grundlag for forsikringsselskabernes stillingtagen til, hvorvidt de ønskede at udbyde forsikringer på området, og i givet fald være grundlag for fastsættelsen af de konkrete forsikringspræmier.

Der er bl.a. i tæt samarbejde med de relevante parter foretaget en gennemgribende opdatering af bekendtgørelsen om forsikringspligtens gennemførelse (bekendtgørelse nr. 403 af 17. april 2013), som afløser den oprindelige fra 1992. Bekendtgørelsens formål er at fastsætte en ensartet ramme for at udbyde og tegne forsikringer til de forsikringspligtige efter loven. Desuden er det formålet at sikre, at enhver erstatningsberettigende skade efter loven er dækket af en forsikring. Der er således søgt en balance mellem på den ene side at gøre det muligt at udbyde forsikringer på området og på den anden side at gøre det muligt at betale for tilbuddet.

Det er selvsagt afgørende, at der skabes de bedst mulige rammer for, at patientskadeerstatningerne bliver forsikringsbart for alle parter.

Der skal desuden skabes rammer for, at der kan opstå en konkurrencesituation, hvor der er flere forsikringsudbydere på dette i forsikringssammenhæng forholdsvis lille marked.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er bekendt med, at foreløbigt to danske forsikringsselskaber har valgt at udbyde forsikringer på området.

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker har efter fremsættelsen af lovforslaget skrevet til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og gjort opmærksom på, at brancheforeningen har modtaget tilbud om forsikring til deres medlemskreds fra begge forsikringsselskaber. Dog vil forsikringspræmierne efter det oplyste blive 2-3 gange højere end de faktiske skadesudbetalinger for brancheforeningens medlemmer. Derudover afspejles risikoen ved de enkelte behandlingstyper, der udføres på det enkelte behandlingssted, ikke i alle tilfælde i forsikringspræmierne.

Af hensyn til behovet for at kunne skabe et mere præcist grundlag og de rette forudsætninger for forsikringstibuddene og præmierne, vurderes det mest hensigtsmæssigt, at tidspunktet for forsikringspligten udskydes. Dermed gives der også mere tid til at indgå i en grundig dialog med de interesserede forsikringsselskaber med henblik på at få korrigeret eventuelle skævheder, som måtte være i de konkrete fremsendte forsikringstilbud.

Derfor foreslås det at udskyde datoen for de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksis' medfinansiering af patientskadeerstatninger fra den 1. juli 2013 til den 1. september 2013. Det skaber mere tid til at sikre det nødvendige grundlag for, at forsikringsselskaberne kan udbyde forsikringerne under de rette forudsætninger.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er opmærksom på, at nogle private aktører - særlig speciallægepraksis - allerede har tegnet forsikring, som træder i kraft den 1. juli 2013. Ifølge Forsikring og Pension vil der blive fundet en løsning herpå.

Af lovprocessuelle årsager er det ikke muligt at lade udskydelsen træde i kraft den 1. juli 2013, men først den 15. juli 2013, jf. lovforslagets § 4, stk. 3. Dog har den virkning fra 1. juli 2013.

Til nr. 12

Med ændringen af bilagets tekst fastsættes, at der den 1. september 2013 lægges 108 mio. kr. til den overordnede økonomiramme. Beløbet vil efter lovforslaget skulle løn- og prisreguleres fra den 1. april 2013.

Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Karen J. Klint (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) fmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Orla Hav (S) Camilla Hersom (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Jonas Dahl (SF) Eigil Andersen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Martin Geertsen (V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Gitte Lillelund Bech (V) Liselott Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Joachim B. Olsen (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.