L 217 Forslag til lov om ophævelse af lov om afgift af mineralvand m.v. og om ændring af øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love.

(Nedsættelse og senere ophævelse af sodavandsafgiften, nedsættelse af ølafgiften, afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift, øget momsfradrag på hotelovernatninger og midlertidig forhøjelse af reparationsgrænsen for totalskadede køretøjer m.v.).

Af: Skatteminister Holger K. Nielsen (SF)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-05-2013

Fremsættelse: 17-05-2013

Skriftlig fremsættelse (17. maj 2013)

20121_l217_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. maj 2013)

Skatteministeren (Holger K.: Nielsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ophævelse af lov om afgift af mineralvand m.v. og om ændring af øl- og vinafgiftsloven og forskellige andre love. (Nedsættelse og senere ophævelse af sodavandsafgiften, nedsættelse af ølafgiften, afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift, øget momsfradrag på hotelovernatninger, samt midlertidig forhøjelse af repara­tionsgrænsen for totalskadede køretøjer m.v.)

(Lovforslag nr. L 217)

Lovforslaget indeholder følgende elementer fra delaftalen om Vækstplan DK indgået af Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti den 21. april 2013:

Indsats mod grænsehandlen gennem afskaffelse af sodavandsafgiften og en nedsættelse af ølafgiften. Ophævelsen af sodavandsafgiften gennemføres med halv virkning fra 1. juli 2013 og med fuld virkning fra 2014. Ølafgiften reduceres med 15 pct. fra 1. juli 2013. Dette vil medføre hjemvendt grænsehandel og mindre illegal handel med de omhandlede varer.

Afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift fra 1. januar 2015. Dermed sikres både en direkte reduktion af virksomhedernes produktionsomkostninger og betydelige lettelser af virksomhedernes administrative byrder.

Større momsfradrag for hotelovernatninger. Fradraget øges fra 1. januar 2014 fra de gældende 50 pct. til 75 pct. Dette vil forbedre danske hotellers og konferencecentres mulighed for at tiltrække danske og udenlandske kunder.

Midlertidig forhøjelse af reparationsgrænsen for totalskadede biler fra de nuværende 65 pct. til 75 pct. med virkning i 2014 og 2015. Dette vil give autobranchen ekstra reparationsarbejde i de kommende år.

Ophævelse af sodavandsafgiften og nedsættelse af afgiften på øl vil påvirke producenter og detailhandel positivt. Den resterende del af forslaget vil i 2014 give dansk erhvervsliv en økonomisk lettelse på ca. 290 mio. kr., i 2015 på ca. 750 mio. kr. og i 2016 og frem på ca. 625 mio. kr. årligt.

Forslagene skønnes at medføre et umiddelbart varigt mindreprovenu for staten på 1.525 mio. kr. svarende til et varigt mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 1.035 mio. kr.

Forslaget er sendt i høring forud for fremsættelsen med høringsfrist den 28. maj 2013. Høringssvarene foreligger således ikke endnu, men vil blive fremsendt forud for 1. behandlingen af forslaget. For hurtigst muligt at give virksomhederne klarhed omkring de nye regler, og da dele af lovforslaget skal have virkning fra 1. juli 2013, ønskes forslaget vedtaget i indeværende Folketingsår.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.