L 216 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og kildeskatteloven.

(Genindførelse og udvidelse af boligjobordningen og udvidelse af ordningen om skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter).

Af: Skatteminister Holger K. Nielsen (SF)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-05-2013

Fremsættelse: 17-05-2013

Skriftlig fremsættelse (17. maj 2013)

20121_l216_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. maj 2013)

Skatteministeren (Holger K.: Nielsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og kilde­skatte­loven (Genindførelse og udvidelse af BoligJob­ordningen og udvidelse af ordningen om skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter)

(Lovforslag nr. L 216)

Lovforslaget indeholder følgende elementer fra delaftalen om Vækstplan DK indgået af Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti den 21. april 2013:

Genindførelse og udvidelse af BoligJobordningen i 2013 og 2014. Det foreslås at genindføre BoligJobordningen om fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelser i hjemmet i 2013 og 2014. BoligJobordningen videreføres i uændret form. Samtidig foreslås det at udvide ordningen, så der fra den 22. april 2013 til udgangen af 2014 også kan opnås fradrag efter BoligJobordningen vedrørende fritidsboliger, der er omfattet af ejendomsværdiskatteloven. Det foreslås, at de ydelser, der kan give fradrag efter BoligJobordningen i forhold til helårsboliger, også giver fradrag i relation til fritidsboliger. Efter forslaget kan der i alt opnås fradrag på op til 15.000 kr. årligt pr. person for fradragsberettigede ydelser i hjemmet og/eller i en fritidsbolig.

Udvidelse af ordningen om skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter. Det foreslås at udvide ordningen om skattekreditter for forsknings- og udviklingsaktiviteter i virksomhederne fra 2015, så loftet over den årlige udbetaling af skattekredit til den enkelte virksomhed forhøjes fra skatteværdien af underskud på 5 mio. kr. til skatteværdien af underskud på 25 mio. kr. fra disse aktiviteter. Virksomhederne får dermed forbedret mulighederne for at gennemføre aktiviteter relateret til forskning og udvikling, som understøtter vækst og innovation.

Genindførelsen og udvidelsen af BoligJob­ordningen skønnes at medføre et mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 1,6 mia. kr. i 2013 og ca. 1,7 mia. kr. i 2014. Udvidelsen af skattekreditter skønnes at medføre et mindreprovenu efter tilbageløb og adfærdsændringer på ca. 200 mio. kr. i 2015 og et varigt mindreprovenu på 95 mio. kr. årligt.

Forslaget er sendt i høring forud for fremsættelsen med høringsfrist den 28. maj 2013. Høringssvarene foreligger således ikke endnu, men vil blive fremsendt forud for 1. behandlingen af forslaget. For hurtigst muligt at give virksomhederne klarhed omkring de nye regler, og da dele af lovforslaget skal have virkning for hele 2013, ønskes forslaget vedtaget i indeværende Folketingsår.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.