L 210 Forslag til lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v.

(Nedbringelse af fondens egenkapital til dækning af omkostninger til bortskaffelse af sprængstof ved Vágar Lufthavn).

Af: Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Færøudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 17-04-2013

Fremsat: 17-04-2013

Fremsat den 17. april 2013 af erhvervs- og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)

20121_l210_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. april 2013 af erhvervs- og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v.

(Nedbringelse af fondens egenkapital til dækning af omkostninger til bortskaffelse af sprængstof ved Vágar Lufthavn)

§ 1

I lov nr. 28 af 29. januar 1964 om en investeringsfond for Færøerne m.v., som ændret ved lov nr. 217 af 27. maj 1970, lov nr. 153 af 31. marts 1976, § 1 i lov nr. 566 af 16. november 1977 og lov nr. 350 af 18. april 2007, foretages følgende ændring:

1. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Fonden skal gennem en nedbringelse af fondens egenkapital yde finansiering på 28.000.000 kr. til bortfjernelse af sprængstof fra tidligere anlægsarbejder ved Vágar Lufthavn.

Stk. 2. Beløbet kan udbetales til Færøernes landsstyre dagen efter lovens ikrafttræden.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2013.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Investeringsfonden for Færøerne blev oprettet ved lov nr. 28 af 29. januar 1964. Der er tale om et særligt statsligt forvaltningssubjekt, dvs. fonden er offentligretlig og ikke underlagt de krav, der gælder for privat oprettede fonde. Fonden er således hverken underlagt tilsyn hos Erhvervsstyrelsen eller Justitsministeriet (Civilstyrelsen). Fondens egenkapital er oprindelig tilvejebragt ved statstilskud i finansårene mellem 1964-65 og 1979 og udgør 624.271.858 kr. pr. 31. december 2012 ifølge Investeringsfondens regnskab for 2012.

2. Gældende ret

Det fremgår af § 3 i loven om en investeringsfond for Færøerne, at fondens midler i første række skal anvendes til at yde lån til investeringer, navnlig i større offentlige anlæg og lignende, som må anses for påkrævede eller ønskelige af hensyn til det færøske erhvervsliv, og hvortil midler ikke fra anden side kan tilvejebringes i tilstrækkeligt omfang til en rationel og økonomisk forsvarlig gennemførelse af sådanne anlæg m.v. Herudover kan fonden yde lån til private erhvervsvirksomheder og sammenslutninger af sådanne samt til sammenslutninger eller organisationer med almennyttige formål til løsning af opgaver, hvortil tilstrækkelige midler ikke fra anden side har kunnet tilvejebringes, og som må anses at kunne tjene til fremme af det færøske erhvervsliv som helhed.

På baggrund af § 6 i lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder overtog de færøske myndigheder i sommeren 2007 Vágar Lufthavn og ansvaret for driften heraf efter aftale med de danske myndigheder, jf. fælleserklæring af 27. juni 2006 mellem Færøernes landsstyre og den danske regering herom.

I forbindelse med overtagelsen af lufthavnen blev det aftalt, at der skulle gennemføres moderniserings- og forbedringsarbejder, herunder en forlængelse af start- og landingsbanen, ombygning og udbygning af lufthavnsterminalen, ny standplads for flyene samt etablering af navigationsanlæg, der kan forbedre regulariteten på flyvninger til Vágar Lufthavn. En dansk-færøsk arbejdsgruppe udarbejdede forud for overtagelsen en rapport om omfanget af moderniserings- og forbedringsarbejdet. Arbejdsgruppen anslog udgifterne hertil til ca. 365 mio. kr.

Den nødvendige kapital til opdatering af lufthavnen blev tilvejebragt ved, at egenkapitalen i Investeringsfonden for Færøerne blev nedbragt med 365 mio. kr.

3. Lovforslagets indhold

I forbindelse med den aftalte udbygning har der imidlertid vist sig uforudsete omkostninger af ikke ubetydelig størrelse til bortskaffelse af sprængstof, som hidrører fra en udbygning af landingsbanen tilbage i 1978-80. Dette sprængstof udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko i forbindelse med de aktuelle anlægsarbejder og er derfor bortskaffet. Forekomsten af disse sprængstoffer er først konstateret i forbindelse med de igangværende anlægsarbejder og har således ikke kunnet indgå i det skøn over udgifterne, som i 2006 blev lagt til grund for beløbsfastsættelsen i forbindelse med nedbringelsen af Investeringsfondens egenkapital.

De samlede omkostninger til bortskaffelse af de konstaterede rester af sprængstof beløber sig til 28.000.000 kr. Der er tale om omkostninger vedrørende arbejder, som af sikkerhedsmæssige årsager ubetinget skulle udføres i forbindelse med det igangværende projekt. Hvis forholdet havde været kendt for den dansk-færøske arbejdsgruppe, ville omkostningerne have været medtaget i beregningen af udgifterne til opdatering og modernisering af Vágar Lufthavn. Det foreslås derfor, at nedbringe egenkapitalen i Investeringsfonden for Færøerne med 28.000.000 kr. til dækning af de afholdte udgifter.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Egenkapitalen i Investeringsfonden for Færøerne nedbringes med 28.000.000 kr. Beløbet udbetales til Færøernes landsstyre som led i udbygningen af Vágar Lufthavn til dækning af omkostningerne forbundet med at bortskaffe sprængstof, der hidrører fra en tidligere udbygning af Vágar Lufthavn i 1978-80.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) med henblik på at vurdere lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. TER vurderer, at forslaget ikke indeholder administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget bør derfor ikke forelægges et af Erhvervs- og Vækstministeriets virksomhedspaneler.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget er i overensstemmelse med hjemmestyrelovens § 7 forelagt for de færøske myndigheder til udtalelse. Investeringsfonden for Færøerne har modtaget lovforslaget i høring.

   
10. Sammenfattende skema
  
   
 
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Ingen
Fonden skal gennem en yderligere nedbringelse af fondens egenkapital yde finansiering på 28.000.000 kr. til bortfjernelse af sprængstof fra tidligere anlægsarbejder i Vágar Lufthavn.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovforslaget skal ses i forlængelse af Fælleserklæring vedr. færøsk overtagelse af Vágar Lufthavn af 27. juni 2006. I forbindelse med opdaterings- og udbygningsarbejdet forbundet med overdragelsen af Vágar Lufthavn viste det sig, at der ved et tidligere anlægsarbejder i 1978-80 var efterladt rester af sprængstof, som udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko for den planlagte udbygning, og som derfor er bortskaffet. Det foreslås på denne baggrund i, at disse uforudsete omkostninger i forbindelse med det igangværende anlægsarbejde afholdes gennem en nedbringelse af Investeringsfondens egenkapital til dækning af denne udgift.

De færøske myndigheder har oplyst, at arbejdet i forbindelse med bortfjernelsen af sprængstofferne beløber sig til 28.000.000 kr. På denne baggrund foreslås det stk. 1, at Investeringsfondens egenkapital nedbringes med 28.000.000 kr., og at dette beløb udbetales til Færøernes landsstyre.

Bestyrelsen for Investeringsfonden for Færøerne har oplyst, at fonden er indstillet på at opfylde sine pligter i henhold til loven.

De færøske myndigheder har allerede afholdt de angivne udgifter i forbindelse med anlægsarbejderne ved Vágar lufthavn. Nedsættelsesbeløbet kan således, jf. forslagets stk. 2, udbetales til de færøske myndigheder på anfordring allerede fra dagen efter lovens ikrafttræden.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2013. Dette giver tidsmæssigt mulighed for, at loven kan blive kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerðablaðið forud for lovens ikrafttræden.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov nr. 28 af 29. januar 1964 om en investeringsfond for Færøerne m.v., som ændret ved lov nr. 217 af 27. maj 1970, lov nr. 153 af 31. marts 1976, § 1 i lov nr. 566 af 16. november 1977 og lov nr. 350 af 18. april 2007, foretages følgende ændring:
   
§ 4. Fonden skal gennem en nedbringelse af fondens egenkapital yde finansiering på indtil 365 mio. kr. i forbindelse med udbygning af Vágar Lufthavn.
Stk. 2. Færøernes landsstyre kan få udbetalt beløbet i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor landsstyret overtager Vágar Lufthavn fra staten, dog tidligst fra lovens ikrafttræden. Indtil den 1. januar 2008 kan landsstyret dog maksimalt få udbetalt 180 mio. kr. Fra den 1. januar 2008 til den 1. januar 2009 kan landsstyret få udbetalt yderligere maksimalt 90 mio. kr. og fra den 1. januar 2009 det resterende beløb.
  
   
  
§ 4 a. Fonden skal gennem en nedbringelse af fondens egenkapital yde finansiering på 28.000.000 kr. til bortfjernelse af sprængstof fra tidligere anlægsarbejder ved Vágar Lufthavn.
Stk. 2. Beløbet kan udbetales til Færøernes landsstyre dagen efter lovens ikrafttræden.
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. juni 2013.