L 21 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer.

(Bemyndigelse til fastsættelse af regler om oversvømmelseskort, digital fremsendelse af oversvømmelseskort og risikostyringsplaner m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 21-11-2012

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 21. november 2012

20121_l21_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 21. november 2012

1. Ændringsforslag

Miljøministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2012 og var til 1. behandling den 26. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljøudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 25. juni 2012 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2011-12, MIU alm. del - bilag 424. Den 4. oktober 2012 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Indstillinger


Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det stillede ændringsforslag.


Politiske bemærkninger


Socialdemokratiets, Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker:


»Vis vand vejen - vand volder vanskeligheder.« Dette gamle håndværkerråd er ved at komme til ære og værdighed igen. På grund af klimaforandringerne står Danmark over for nogle store udfordringer med voldsomme regnskyl, også kaldet monsterregn. Skybruddet i København den 2. juli 2011 er et tydeligt eksempel på dette.


Efter nogle år, hvor klimatilpasning kun har været en ad hoc-strategi uden egentligt mål, har denne regering med både regeringsgrundlaget og kommuneaftalen fra juni 2012 slået fast, at klimatilpasningen skal op i et helt andet gear end hidtil. Med aftalen forpligter alle kommuner sig til at gennemføre risikokortlægning og udarbejde kommunale klimatilpasningsplaner. Dette er meget væsentligt og også et skridt og initiativ, som kommunerne er godt i gang med.


Det gælder for klimatilpasning ligesom meget andet: Det er billigere at forebygge end at stå med voldsomme oversvømmelser. Endvidere indeholdt kommuneaftalen også et element om, at der skal investeres ekstra 2,5 mia. kr. i klimatilpasning på spildevandsområdet i 2013. Det er fremskridt, som S, RV, SF og EL er meget tilfredse med.


Mange skridt er taget det seneste år og flere bliver taget, bl.a. med en national handlingsplan for klimatilpasning. Med dette lovforslag sikres det, at kommunerne får mulighed for at bede spildevandsforsyninsselskaberne om at udarbejde og udlevere oversvømmelseskort og oplysninger til kommunerne vedrørende risiko for oversvømmelser som følge af kapacitetsproblemer i spildevandsanlæg.


Det skulle gerne sikre, at ejere af tilsluttede ejendomme, spildevandsforsyningsselskaber og kommuner får bedre forudsætninger for at træffe beslutning om forebyggende foranstaltninger. Med dette lovforslag bliver der taget væsentlige skridt for at sikre, at klimatilpasningen i Danmark og kommunernes udarbejdelse af klimatilpasningsplaner til gavn for borgere og virksomheder holder et højt niveau.


Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget er positive over for, at ministeren tager fat på planlægning af klimatilpasningerne. Mindretallet er imidlertid stærkt imod, at modellen for opkrævning af spildevand ikke ændres. Med dette lovforslag vil de kommende oversvømmelseskort blive betalt via nye afgifter på den enkelte families vandforbrug og på virksomhedernes forbrug af drikkevand, som ministeren bekræfter i svar på spørgsmål 8. Med den nuværende spildevandsmodel vil det få konsekvenser for virksomhedernes konkurrenceevne.


I stedet for at finansiere lovforslaget ved en fast afgift pr. m³, uanset forbrug, mener Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at der skal fastsættes en differentieret prisstruktur (en såkaldt trappemodel) som anbefalet af spildevandsudvalget, således at store vandforbrugende virksomheder ikke betaler en meget stor overpris i forhold til den reelle kostpris for at behandle spildevandet.


I ministerens svar på spørgsmål 3 udskydes arbejdet med en indførsel af en trappemodel indtil regeringens eget vækstteam for vand, bio- og miljøløsninger kommer med deres endelige anbefalinger, til trods for at vækstteamet i deres udkast til anbefalinger, som vækstteamet præsenterede den 2. november 2012, anbefalede, at man undersøger muligheder for at overgå til den såkaldte trappemodel. Mindretallet ønsker derfor at følge udvalget og vækstteamets anbefalinger og gå i gang med arbejdet om udarbejdelsen af en trappemodel med det samme. Mindretallet kan derfor ikke støtte op om dette forslag, som giver endnu en ekstraregning, bl.a. til de store vandforbrugende virksomheder, som i forvejen betaler en overpris. Mindretallet kan først støtte dette forslag, hvis prisstrukturen ændres, så lovforslaget ikke vil få konsekvenser for virksomhedernes konkurrenceevne og danske arbejdspladser udflages som påpeget ved 1. behandlingen.


Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance støtter op om, at en ændret prisstruktur stadig skal være indrettet således, at der er et incitament til at sænke ens vandforbrug.


Dansk Folkeparti mener endvidere, at man i stedet for at bruge penge på at udarbejde oversvømmelseskort i stedet skal fokusere på at bruge pengene til direkte klimatilpasninger.


Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemmer for lovforslaget, idet vi lægger afgørende vægt på ministerens svar på spørgsmål 10, hvor ministeren lover at se på mulighederne for en ny prisstruktur. Det er for os afgørende, at prisstrukturen ændres til den såkaldte trappemodel, og vi ser frem til drøftelserne med ministeren om dette.


Dansk Folkeparti stemmer imod lovforslaget.


Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 4

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Datoen »den 1. december« ændres til: »den 15. december«.

[Ændret ikrafttrædelsesdato]

Bemærkninger

Til nr. 1

Af hensyn til behandling af lovforslaget i Folketinget er ikrafttrædelsesdatoen udskudt 14 dage i forhold til det fremsatte lovforslag.


Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jens Joel (S) John Dyrby Paulsen (S) Mette Reissmann (S) Torben Hansen (S) Simon Kollerup (S) Lone Loklindt (RV) fmd. Andreas Steenberg (RV) Lotte Rod (RV) Eigil Andersen (SF) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Sara Olsvig (IA) Erling Bonnesen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) Henrik Høegh (V) Birgitte Josefsen (V) Hans Chr. Schmidt (V) Anni Matthiesen (V) nfmd. Hans Christian Thoning (V) Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) René Christensen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Villum Christensen (LA) Benedikte Kiær (KF)

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 21


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Ændringsforslag fra miljøministeren
4
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 21


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at der ikke er en sammenhæng mellem vandforbrug og uønskede oversvømmelser, men at oversvømmelserne er en følge af uforudsete vandmængder pga. klimaforhold, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvorvidt ministeren kan garantere, at lovforslagets bemærkninger ikke fastsætter, hvordan kommende klimatilpasningsudgifter kan finansieres, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvorvidt ministeren er indstillet på at drøfte en ny betalingsmodel for udgifter til klimatilpasning, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorvidt ministeren vil love, at der indgås en aftale om en ny betalingsmodel for finansiering af klimatilpasninger, inden nye store klimatilpasninger skal finansieres, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om at redegøre for planerne for opfølgning på spildevandsudvalgets rapport fra 2011, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, i hvor høj grad kommunerne allerede i dag råder over de oplysninger, som vil indgå i oversvømmelseskortene, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvilken ekstraværdi de nye oversvømmelseskort giver, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at der ikke påføres virksomhederne ekstra udgifter som følge af lovforslaget og af kommunernes klimatilpasningsplaner, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvorvidt ministeren har planer om at ændre spildevandstaksterne, således at de udformes som en differentieret prisstruktur (den såkaldte trappemodel) som foreslået af spildevandsudvalget, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvorvidt ministeren er indstillet på at ændre betalingsmodellen for spildevandstakster, til miljøministeren, og ministerens svar herpå