L 2 Forslag til lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd.

(Måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning i bestyrelser m.v. for statslige institutioner og virksomheder m.v.).

Af: Minister for ligestilling og kirke Manu Sareen (RV)
Udvalg: Ligestillingsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-11-2012

Afgivet: 28-11-2012

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 28. november 2012

20121_l2_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Ligestillingsudvalget den 28. november 2012

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2012 og var til 1. behandling den 23. oktober 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Ligestillingsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for ligestilling og kirke sendte den 29. juni 2012 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2011-12, LIU alm. del - bilag 63. Den 3. oktober 2012 sendte ministeren for ligestilling og kirke de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til ministeren for ligestilling og kirke til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Enhedslistens medlemmer af udvalget mener imidlertid, det er ærgerligt, at regeringen ikke har villet tage stilling til, hvornår der skal være opnået ligestilling i statslige virksomheder og institutioner. Enhedslisten havde gerne set, at regeringen havde sat en skæringsdato for at kunne vurdere, om det er den rigtige vej at gå.


Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget er generelt enige i, at mere mangfoldighed, herunder en mere ligelig kønsfordeling på ledelsesgangene og i bestyrelseslokalerne, vil være til gavn for danske virksomheder og institutioner. V og KF ønsker dog ikke at pålægge private virksomheder yderligere administrative byrder. V og KF støtter derfor initiativer, der sikrer fremdrift i virksomhedernes kønsfordeling gennem virksomhedernes egen aktive medvirken og frivillige initiativer.


Venstre og Det Konservative Folkeparti finder det bekymrende, at det i en række af høringssvarene vurderes, at arbejdsbyrden i forbindelse med virksomhedernes udarbejdelse af måltal, politikker og redegørelser vil være betydeligt større, end regeringen estimerer i lovforslagets bemærkninger. De to partier mener generelt, at flere byrder og mere bureaukrati risikerer at forringe de danske virksomheders konkurrenceevne yderligere i en tid, hvor der skal arbejdes for vækst og arbejdspladser. V og KF finder derfor ikke, at de ligestillingsmæssige resultater, der forventes af lovforslaget, opvejer de byrder, der pålægges de danske virksomheder.


V og KF mener, at den nuværende regel i årsregnskabslovens § 99 a, der forpligter de 1.100 største virksomheder til at redegøre for deres samfundsansvar i deres årsrapporter (CSR), kan rumme muligheden for, at de virksomheder, der vil, kan redegøre for deres arbejde for en mere ligelig kønsfordeling i ledelse og bestyrelse. V og KF finder, at denne mulighed giver de 1.100 største virksomheder den tilstrækkelige fleksibilitet til at kunne prioritere deres interesser med deres virksomhedsstrategi. De to partier finder desuden, at der allerede findes tilstrækkelige regler i ligestillingsloven, der tager hånd om udfordringen, for så vidt angår statsligt ejede virksomheder og institutioner.


Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget mener derfor ikke, at der er tilstrækkeligt tungtvejende grunde til, at Folketinget skal pålægge private virksomheder og statslige virksomheder og institutioner krav om måltal, politikker og redegørelser om opfyldelse af deres arbejde for en mere ligelig kønsfordeling i ledelser og bestyrelser.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan ikke støtte lovforslaget, da loven fratager ejere af virksomheder retten til selv at vælge deres bestyrelse. Samtidig pålægges virksomhederne at opstille måltal, lave politik på området og lave indberetninger. Dansk Folkeparti ønsker ikke at pålægge virksomhederne dette.


DF er imod kvoter for det underrepræsenterede køn og anser det ikke for at være ligestilling. Kvinder og mænd i Danmark har samme muligheder, hvilket er ligestilling. Derfor mener DF, at kvinder og mænds forskellige valg skal respekteres, da de ikke nødvendigvis, på trods af ens muligheder, foretager de samme valg i forhold til karriere.


Liberal Alliances medlem af udvalget kan ikke støtte lovforslaget, der bl.a. pålægger alle statslige institutioner og virksomheder at opstille måltal for antallet af det underrepræsenterede køn i deres bestyrelser og andre ledelsesorganer, samt at statslige institutioner og virksomheder med 50 eller flere medarbejdere pålægger at udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn i deres øvrige ledelsesniveauer. Liberal Alliance finder, at lovforslaget vil medføre mere offentligt bureaukrati, og at det ikke vil medvirke positivt på kvinders muligheder i livet.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Rasmus Prehn (S) Trine Bramsen (S) Troels Ravn (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Sofie Carsten Nielsen (RV) nfmd. Zenia Stampe (RV) Andreas Steenberg (RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Stine Brix (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Louise Schack Elholm (V) Karen Ellemann (V) Jane Heitmann (V) Henrik Høegh (V) Lykke Friis (V) Mads Rørvig (V) Inger Støjberg (V) Fatma Øktem (V) Pia Adelsteen (DF) Liselott Blixt (DF) Martin Henriksen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Merete Riisager (LA) fmd. Mai Henriksen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 2


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for ligestilling og kirke
2
Materiale fra teknisk gennemgang den 11. oktober 2012
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 2


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvilke konsekvenser det vil have, hvis en statslig institution eller virksomhed ikke opnår den anbefalede sammensætning af kvinder og mænd på 40/60 eller 1/3 målsætningen, til ministeren for ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at redegøre for den nuværende fordeling af kvinder og mænd i de øverste ledelsesorganer i de 50 største offentlige institutioner og virksomheder, som er omfattet af lovforslaget, til ministeren for ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå