Skriftlig fremsættelse (20. marts
2013)
Beskæftigelsesministeren Mette
Frederiksen:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension og forskellige andre love (Ændring af
sammensætningen af bestyrelsen i LD, ATP, AES m.v.)
(Lovforslag nr. L 196)
De respektive bestyrelser for
Lønmodtagerens Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets
Tillægspension har fremsat en række ønsker til
ændringer i ATP- og LD-lovene. Der er tale om ændringer
og præciseringer, der tydeliggør retstilstanden og
forenkler forvaltningen til gavn for LD´s og ATP´s
medlemmer.
Desuden har bestyrelsen i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond ønsket en reduktion af
fondens bestyrelse, så bestyrelsen bliver mindre og mere
operationel.
Endvidere er der på grund af
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiveres (SALA) ophør
som selvstændig hovedorganisation behov for at ændre i
kredsen af indstillingsberettigede i en række organer
på Beskæftigelsesministeriets område. SAL´s
hidtidige aktiviteter er overgået til Dansk
Arbejdsgiverforening (DA).
Lovforslaget har til formål at
ændre lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond i
overensstemmelse med LD's ønsker om ændring af
reglerne om bestyrelsessammensætning samt gennemføre
de ønskede tekniske ændringer og
præciseringer.
Forslaget har også til formål
at overføre SALA´s indstillingskompetence til DA i en
række love. SALA´s indstillingsret til diverse
bestyrelsesposter m.v. vil overgå til DA i ATP´s
repræsentantskab, ATP´s bestyrelse, Arbejdsretten,
Beskæftigelsesrådet (BER), de regionale
beskæftigelsesråd og Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring (AES). Samtidigt gennemføres en
række tekniske ændringer og præciseringer i lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension i overensstemmelse med
ATP's bestyrelses ønsker.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.