Skriftlig fremsættelse (20. marts
2013)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om barseludligning for
selvstændigt erhvervsdrivende
(Lovforslag nr. L 194)
Lovforslaget indeholder følgende
elementer:
• En
selvstændigt erhvervsdrivende defineres i loven på
baggrund af den pågældendes registrering hos SKAT som
udøver af selvstændig erhvervsmæssig virksomhed
eller som værende honorarmodtager med B-indkomst.
• Den
bidragspligtige kreds er selvstændigt erhvervsdrivende mellem
18 og 64 år.
• Det
årlige fuldtidsbidrag til ordningen udgør 328 kr.
•
Bidragsstørrelsen beregnes forholdsmæssigt på
baggrund af evt. indbetalt lønmodtager ATP-bidrag for den
pågældende.
• En
selvstændigt erhvervsdrivende, for hvem der indbetales fuldt
lønmodtager ATP-bidrag, undtages fra bidragspligten.
• En
selvstændigt erhvervsdrivende er berettiget til kompensation
fra ordningen, hvis den pågældende har ret til
barseldagpenge som selvstændigt erhvervsdrivende, har anmodet
Udbetaling Danmark herom, og har en arbejdsfortjeneste, der
overstiger højeste dagpengesats.
• ATP
bemyndiges til at administrere ordningen i lighed med
administrationen af barseludligningsordningen på det private
arbejdsmarked
• Regler for
tilsyn og kontrol og klage og straf svarer til bestemmelserne herom
i den eksisterende barseludligningsordning (Barsel.dk).
Lovforslaget vil medføre mindre
økonomiske konsekvenser for selvstændigt
erhvervsdrivende i form af et årligt bidrag på 328 kr.
Eneste administrative konsekvens er, at den selvstændigt
erhvervsdrivende én gang om året skal foretage
indbetaling af bidrag til ordningen.
Lovforslaget har ingen administrative eller
økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.