Betænkning afgivet af By- og
Boligudvalget den 29. maj 2013
1. Ændringsforslag
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 20. marts
2013 og var til 1. behandling den 5. april 2013. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i By- og
Boligudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
ministeren for by, bolig og landdistrikter sendte den 8. februar
2013 dette udkast til udvalget, jf. BYB alm. del - bilag 38. Den
19. marts 2013 sendte ministeren for by, bolig og landdistrikter de
indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra
Ejendomsforeningen Danmark.
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til
udvalget.
Deputationer
Endvidere har Andelsboligforeningernes
Fællesrepræsentation mundtligt over for udvalget
redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 17
spørgsmål til ministeren for by, bolig og
landdistrikter til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
1 af udvalgets spørgsmål til
ministeren for by, bolig og landdistrikter og ministerens svar
herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er for
mere gennemsigtighed på andelsboligmarkedet. Lovforslaget vil
med sælgers udvidede oplysningspligt give køberne
bedre indsigt i økonomien i den andelsboligforening, hvori
de overvejer at købe en andel. På samme måde vil
den foreslåede karensperiode på 2 år for
valuarvurdering efter salg af en udlejningsejendom til lejerne
være med til at lægge en dæmper på
spekulative opjusteringer af ejendomsværdierne. EL kan
på den baggrund støtte lovforslaget.
Imidlertid så EL gerne, at ministeren
indskærpede, at valuarvurderinger skal foretages med
udgangspunkt i den leje, som udlejningsejendommen - i den stand,
ejendommen har på tidspunktet for salget - kan indbringe. Det
betyder, at valuarvurderingen ikke må indregne værdien
af en fremtidig leje baseret på f.eks. moderniseringer af
ejendommen efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2. Dette er
et af de sikreste greb for at modgå spekulative
værdistigninger.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget ønsker en modernisering af
andelsboligloven. Andelsboligmarkedet virker ugennemsigtigt for
mange, og det fører til en del usikkerhed på
andelsboligmarkedet. Ministerens lovforslag giver imidlertid ikke
den ønskede klarhed. Ud over to bemyndigelser til ministeren
indgår der et forbud i forhold til opgørelsesmetoder
på andelsboliger. V og KF frygter, at dette lovforslag blot
vil føre til mere bureaukrati og dermed mindre
gennemsigtighed på andelsboligmarkedet. Derudover er der
bekymring i forhold til de øgede byrder, som forslaget
pålægger andelsforeningerne, som kan gøre det
endnu sværere at drive en forening uden en professionel
administrator.
V og KF ønsker i stedet øget
gennemsigtighed og en moderne andelsboliglov, bl.a. gennem
udvidelse af andelsboligbogen, således at salgspriserne
på andelsboliger bliver offentligt tilgængelige i
anonymiseret form. Det vil øge gennemsigtigheden på
andelsboligmarkedet. Ligeledes er det relevant at undersøge
det hensigtsmæssige i andelsboligforeningernes pligt til at
bruge maksimalpriser. Maksimalprisen er en kunstig pris sat med
udgangspunkt i markedet for private udlejningsejendomme handlet af
danske og udenlandske investorer, som sjældent svarer til
salgsprisen på en andelsbolig. Den gør derfor markedet
mindre gennemskueligt. Endelig vil det være
hensigtsmæssigt at løse paradokset omkring
renoveringer af andelsboliger. Det er et problem, at det ikke kan
betale sig at renovere andelsboliger, da udgifterne til
renoveringen vil blive trukket ud af foreningens formue og dermed
gå ud over andelsværdien. Sluttelig kunne
Erhvervsstyrelsens vejledende regnskabsregler for andelsboliger
gøres lovpligtige. Der er i dag stor usikkerhed blandt
bestyrelser og administratorer, i forhold til hvordan regnskabet
for en andelsbolig opgøres. Denne usikkerhed bør
fjernes.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
ønsker en effektivisering af andelsboligloven, hvor
gennemsigtigheden øges for andelsboligejerne.
Derfor afholdt By- og Boligudvalget efter
forslag fra DF for nylig en høring for interessenter
på området. På høringen var der bl.a.
flere interessenter, der foreslog, at andelsboligforeninger skal
aflægge regnskab efter Erhvervsstyrelsens regnskabsvejledning
for andelsboligforeninger. DF havde gerne set, at ministeren tog
dette forslag til sig, men det har ministeren desværre
afvist. Der henvises til svar på spørgsmål 8,
som er optrykt som bilag til denne betænkning.
Hovedformålet med lovforslaget er at
styrke gennemsigtigheden på andelsboligmarkedet,
således at sælger og køber har det bedst mulige
beslutningsgrundlag, når der handles andelsbolig.
Desværre har der også vist sig et behov for at sikre
imod spekulation i værdiansættelsen af en
andelsboligforenings ejendom ved etablering af foreningen.
DF ønsker samtidig klarere regler
omkring konkursloven for andelshaverne, da den nuværende
lovgivning på området er temmelig uklar. DF har derfor
anmodet ministeren om at finde en løsning på dette og
tage det med i loven. Dette er imidlertid ikke sket.
DF vil gerne medvirke til at gøre
andelsboligmarkedet mere gennemsigtigt, men DF mener, at det her
lovforslag har nogle mangler. DF ønsker ikke at give
ministeren en så bred bemyndigelse til at varetage markedets
interesser, når det ikke har været muligt at få
at vide, hvad der præcis er indeholdt i denne
bemyndigelse.
DF ønsker at bidrage med
forbedringer på området, men DF ønsker ikke at
stå uden for indflydelse på andelsboligområdet
ved at give ministeren to brede bemyndigelser, da det så er
ministeren, der kan bestemme, hvordan bekendtgørelsen
udarbejdes, og hvilke nøgleoplysninger m.m. der skal
udleveres uden yderligere inddragelse af Folketinget.
DF ønsker derfor ikke at stemme for
en lov, som DF ikke kender indholdet af. DF ønsker en
effektivisering på hele andelsboligmarkedet, så der er
tryghed for andelshaverne, der sælger og køber en
andelsbolig.
DF kan derfor ikke støtte
lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af ministeren for by, bolig
og landdistrikter, tiltrådt af udvalget:
1) Nr. 2
affattes således:
»2. I §
5, stk. 2, ændres »Ved opgørelsen af
foreningens formue ansættes ejendommen til en af
følgende værdier, der ikke må overskrides ved
opgørelsen af værdien af andelen i foreningens
formue« til: »Ved opgørelsen af foreningens
formue ansættes ejendommen til en af de i litra a-c
nævnte værdier, der ikke må overskrides ved
opgørelsen af værdien af andelen i foreningens formue,
dog skal værdien af ejendommen i de første 2 år
efter andelsboligforeningens stiftelse ansættes efter litra
a, når en andelsboligforening er stiftet ved erhvervelse af
en udlejningsejendom«.«
[Ændret placering af
bestemmelse om karensperiode for anvendelse af valuarvurdering og
offentlig vurdering ved værdiansættelse af foreningens
ejendom]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den under nr. 2 foreslåede
bestemmelse om karensperiode for anvendelse af valuarvurdering og
offentlig vurdering ved værdiansættelse af foreningens
ejendom blev oprindelig foreslået indsat efter litra c i
§ 5, stk. 2.
Med ændringsforslaget flyttes
bestemmelsen af lovtekniske årsager, så den i stedet
placeres før litra a-c i § 5, stk. 2.
Der foretages ikke nogen
indholdsmæssige ændringer i den foreslåede
bestemmelse.
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen
(S) Jens Joel (S) Mette Reissmann (S) fmd. Simon Kollerup (S) Jesper Petersen
(S) Thomas Jensen (S) Liv Holm Andersen (RV) Lone Loklindt (RV)
Rasmus Helveg Petersen (RV) Eigil Andersen (SF) Pernille
Vigsø Bagge (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Lars Dohn (EL)
Rosa Lund (EL) Louise Schack Elholm (V) Martin Geertsen (V) Jane
Heitmann (V) Preben Bang Henriksen (V) Michael Aastrup Jensen (V)
Karen Jespersen (V) nfmd. Karsten
Lauritzen (V) Kim Andersen (V) Karina Adsbøl (DF) Alex
Ahrendtsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Dennis Flydtkjær
(DF) Ole Birk Olesen (LA) Benedikte Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 191
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar samt
høringsnotat, fra ministeren for by, bolig og
landdistrikter | 2 | Henvendelse af 19/3-13 fra
Ejendomsforeningen Danmark | 3 | Tidsplan over udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | 1. udkast til betænkning | 5 | Ændringsforslag fra ministeren for
by, bolig og landdistrikter | 6 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 191
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om ministerens kommentar til
henvendelsen af 19/3-13 fra Ejendomsforeningen Danmark, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. , om ministeren vil være
indstillet på at få nedsat et udvalg, som kan komme med
forslag til en gennemgribende modernisering af andelsboligloven,
til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om, hvad der konkret ligger i den
bemyndigelse, som ministeren tildeles vedrørende dokumenter
og nøgleoplysninger, som overdrager skal udlevere til
erhververen ved salg af en andelsbolig, til ministeren for by,
bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om oversendelse af udkast til
bekendtgørelse, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om bekræftelse på, at den
bemyndigelse, som ministeren tildeles med forslagets § 1, nr.
5, medfører, at ministeren reelt kan indrette reglerne, som
ministeren vil, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm. om en redegørelse for, hvad
der konkret ligger i den bemyndigelse, som ministeren tildeles, jf.
forslagets § 1, nr. 5, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om ministerens holdning til
Ejendomsforeningen Danmarks forslag om, at der nedsættes et
hurtigt arbejdende udvalg, der kan komme med forslag til en
modernisering af hele andelsboligloven, til ministeren for by,
bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 8 | Spm. om ministerens holdning til at
forpligte andelsboligforeninger til at aflægge regnskab efter
Erhvervsstyrelsens vejledning til andelsboligforeninger, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 9 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre
rådgiveransvaret i forhold til, om det er uvildige, som
rådgiver andelsboligforeningerne, til ministeren for by-,
bolig- og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 10 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre
udregningen, således at valuarvurderingen ikke bliver sat for
højt, til ministeren for by-, bolig- og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 11 | Spm. , om ministeren i forbindelse med
udarbejdelsen af lovforslaget har overvejet, om lovforslaget
også skulle indeholde en regulering af andelshavernes
rettighederne i forbindelse med en konkurs, således at disse
forbedres, til ministeren for by-, bolig- og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 12 | Spm. , om ministeren i forbindelse med
udarbejdelsen af lovforslaget har overvejet, om lovforslaget
også skulle indeholde en regulering af kravene til
stiftelsesprocessen i en andelsboligforening, til ministeren for
by-, bolig- og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 13 | Spm. om, hvordan prisen for en privat
udlejningsejendom, der sælges til lejerne med henblik
på stiftelse af en andelsboligforening, fastsættes, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 14 | Spm. , om en valuarvurdering ikke kan
indregne lejen fra mulige fremtidige moderniseringer efter
boligreguleringslovens § 5, stk. 2, til ministeren for by,
bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 15 | Spm. , om en valuarvurdering alene kan
bygge på lejeindtægten ved udlejning af lejlighederne,
sådan som ejendom og lejligheder fremstår ved
vurderingen, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 16 | Spm. om at bekræfte, at
såfremt en andelsboligforening sælger sin ejendom, kan
de andelshavere, der ønsker at fortsætte som lejere,
ikke påtvinges moderniseringer efter boligreguleringslovens
§ 5, stk. 2, til ministeren for by, bolig og landdistrikter,
og ministerens svar herpå | 17 | Spm. om ministerens præcisering af
besvarelsen på spørgsmål 14 om valuarvurdering
ved fastsættelse af prisen for en andelsboligforening, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå |
|
Bilag 2
1 af udvalgets spørgsmål til
ministeren for by, bolig og landdistrikter og dennes svar
herpå
Spørgsmålet og ministerens var herpå er
optrykt efter ønske fra Dansk Folkeparti.
Spørgsmål nr. 8:
Hvad er ministerens holdning til at forpligte
andelsboligforeninger til at aflægge regnskab efter
Erhvervsstyrelsens vejledning til andelsboligforeninger, som
foreslået af Dansk Ejendomsmæglerforening og
Ejendomsforeningen Danmark i deres høringssvar.
Svar:
Jeg har noteret mig, at synspunktet om at
gøre vejledningen obligatorisk også blev
fremført af enkelte andre interessenter under
høringen om andelsboligmarkedet den 23. april 2013.
Efter både gældende og
foreslåede regler stilles der krav om, at sælgeren af
en andelsbolig skal udlevere et årsregnskab til
køberen inden aftalens indgåelse. Der er i dag ikke en
lovbestemt pligt til at anvende en ekstern revisor. Langt de fleste
foreningers vedtægter indeholder dog bestemmelser om
revision, ligesom ministeriets normalvedtægt for private
andelsboligforeninger, der kan anvendes af foreninger, der ikke
ønsker at udarbejde egne individuelle vedtægter,
indeholder en bestemmelse om, at generalforsamlingen vælger
en statsautoriseret eller registreret revisor til at revidere
årsrapporten.
Med lovforslaget indføres ikke en pligt
for foreningerne til at anvende en ekstern revisor. Dette skal ses
i lyset af, at langt de fleste foreninger allerede anvender en
ekstern revisor, og at det er blevet påpeget, at det kan
være byrdefuldt for især mindre foreninger, der ikke
ønsker at anvende en ekstern revisor, såfremt
sådan en pligt indføres.
Regnskabsvejledningen kan anvendes af
foreningerne, uanset om de har en ekstern revisor tilknyttet eller
ej. Efter de oplysninger, som jeg har, er regnskabsvejledningen
allerede meget anvendt blandt revisorer, andelsboligforeninger og
administrationsselskaber, ligesom Ejendomsforeningen Danmark har
oplyst, at foreningen anbefaler deres medlemmer at anvende
vejledningen.
I dag skal andelsværdien efter
andelsboliglovens § 6, stk. 5, oplyses som en note til
årsregnskabet. Det fremgår af lovforslaget, at de nye
nøgleoplysninger i videst muligt omfang på samme
måde vil skulle fremgå af noter til
årsregnskabet.
Erhvervsstyrelsen vil i samråd med mit
ministerium opdatere vejledningen på baggrund af de nye krav
til nøgleoplysninger og det vil her blive afklaret, hvilke
nøgleoplysninger, der med fordel kan integreres i
regnskabsvejledningen.
Som det fremgår af bemærkningerne
til lovforslaget, forventes nøgleoplysningerne inddelt i
stamoplysninger om foreningen og boligen, drifts- og
erhvervsoplysninger, byggetekniske oplysninger og finansielle
oplysninger. Da en række af disse oplysninger, f.eks.
vedrørende foreningens vedligeholdelsesstand, ikke har
direkte tilknytning til andelsboligforeningens
regnskabsaflæggelse, vil disse oplysninger ikke
nødvendigvis blive optaget i den reviderede
regnskabsvejledning.
For de foreninger, der i dag allerede anvender
regnskabsvejledningen og/eller har en revisor tilknyttet, vil det
blive enkelt at finde frem til den del af de nye
nøgleoplysninger, der efter de nye regler forventes at
fremgå af den reviderede regnskabsvejledning.
Som ovenfor nævnt vil det formentligt
være relativt få foreninger, der i dag ikke har en
ekstern revisor tilknyttet. For disse foreninger må det
antages, at incitamentet til som minimum at anvende
regnskabsvejledningen vil være stort, idet foreningen
på denne måde på en enkel måde sikrer sig
nem adgang til en del af de nøgleoplysninger, der med
lovforslaget vil blive stillet krav om skal udleveres i forbindelse
med en andelsbolighandel.
På den baggrund mener jeg ikke, at der
på nuværende tidspunkt er behov for at indføre
en generel pligt til at anvende regnskabsvejledningen, men jeg vil
naturligvis følge op, såfremt der viser sig et behov
herfor.