Skriftlig fremsættelse (20. marts
2013)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Margrethe Vestager):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
frikommuner. (Yderligere forsøgsmuligheder for
frikommunerne)
(Lovforslag nr. L 188)
Med lovforslaget ønsker regeringen
at etablere yderligere hjemler til forsøg i de ni udvalgte
frikommuner.
Lovforslaget bygger således videre
på det fundament for forsøg i frikommunerne, som blev
skabt med Folketingets vedtagelse af lov om frikommuner, der
trådte i kraft den 1. juli 2012, og lov om ændring af
lov om frikommuner mv., der trådte i kraft den 1. januar
2013.
Lovforslaget indeholder forslag til
yderligere hjemler til konkrete forsøg i frikommunerne
på en række forskellige områder. Lovforslagets
hjemler til yderligere forsøg i frikommunerne er baseret
på ansøgninger om nye forsøg, som
kommunalbestyrelserne i frikommunerne har indsendt i navnlig
frikommuneforsøgets fjerde ansøgningsrunde.
Herudover indeholder lovforslaget hjemler
til udmøntning af ansøgninger om forsøg fra de
samarbejder med frikommunerne om udvalgte centrale kommunale
velfærdsområder, som regeringen tog initiativ til at
etablere i foråret 2012.
Lovforslagets hjemler til nye forsøg
vedrører en række forskellige områder. Som
eksempler kan nævnes forsøg med etablering af
seniorjob i private virksomheder, forsøg med afskaffelse af
kontantkasser i borgerservice, forsøg med etablering af
partnerskabsprojekt i sundhedssektoren med fokus på tidlig
indsats og inddragelse af udsatte borgere i sammenhængende
patientforløb og forsøg med individuelt
iværksætterforløb af op til 12 ugers varighed
for nye iværksættere, der har oprettet egen
virksomhed.
Som det er tilfældet med de
gældende forsøgshjemler, er der efter lovforslaget i
de fleste tilfælde krav om, at den relevante ressortminister
godkender kommunalbestyrelsens forsøgsønsker i
henhold til frikommunens ansøgning, inden forsøg kan
iværksættes. En række af lovforslagets
forsøgshjemler giver dog kommunalbestyrelserne i
frikommunerne adgang til at træffe beslutning om at
iværksætte forsøg uden forudgående
godkendelse.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. juli 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.