Betænkning afgivet af Kirkeudvalget
den 8. maj 2013
1. Ændringsforslag
Ministeren for ligestilling og kirke har
stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. marts
2013 og var til 1. behandling den 20. marts 2013. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Kirkeudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
ministeren for ligestilling og kirke sendte den 25. januar 2013
dette udkast til udvalget, jf. KIU alm. del - bilag 16. Den 13.
marts 2013 sendte ministeren for ligestilling og kirke de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Allan
Dalkvist, Hvidovre. Ministeren for ligestilling og kirke har over
for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til ministeren for ligestilling og kirke til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et mindretal af
udvalget (EL) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller i mod
lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af ministeren for
ligestilling og kirke, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
1) I
den under nr. 9 foreslåede
affattelse af § 13, stk. 4,
ændres i nr. 2 »den endelige behandling« til:
»behandlingen«.
[Præcisering af pligten til
at indkalde stedfortræder]
2) I
den under nr. 9 foreslåede
affattelse af § 13, stk. 4,
indsættes i nr. 4 efter
»præsteansættelser«: »eller afgives
udtalelse om provsteansættelser«.
[Pligt til at indkalde
stedfortræder ved afgivelse af udtalelse om
provsteansættelser]
Bemærkninger
Til nr. 1
Som det fremgår af de specielle
bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 9,
foreslås det med § 13, stk. 4, nr. 2, at
stedfortræderen ikke blot skal indkaldes til det årlige
møde, hvor den endelige behandling af de kirkelige kassers
budget og regnskab finder sted, men også til de møder,
hvor den indledende behandling af budget og regnskab finder sted.
Dette tydeliggøres ved ændringsforslaget.
Til nr. 2
Udgangspunktet i § 13, stk. 2, i lov
om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 24.
februar 2012, er, at menighedsrådets formand indkalder en
stedfortræder til førstkommende møde i
menighedsrådet, når formanden får meddelelse om
eller på anden måde får kendskab til, at et
medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i en
forventet periode af mindst 2 måneder. Herudover er der i
lovens § 13, stk. 4, oplistet en række særlige
situationer, hvor stedfortræderen skal indkaldes ved
medlemmers forfald til enkeltstående møder.
Ved lovforslagets § 1, nr. 9, og
affattelsen af § 13, stk. 4, foreslås adgangen til at
indkalde stedfortræder ved et medlems forfald udvidet i
forhold til den nugældende menighedsrådslovs § 13,
stk. 4.
Af lov om menighedsråd § 13,
stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, fremgår
reglerne om obligatorisk stedfortræderindkaldelse til det
møde, hvor der foretages bindende afstemning i forbindelse
med præsteansættelse. Denne del af § 13, stk. 4,
svarer til den nugældende lovs § 13, stk. 4, nr. 4.
Ved lov nr. 1250 af 18. december 2012 om
ændring af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken
m.v. og lov om folkekirkens økonomi (Ændret procedure
ved besættelse af provstestillinger, høringsret til
provstiudvalget ved besættelse af stillinger som provst,
udvidelse af provstiudvalgets sammensætning og ændring
af provstiudvalgets valg- og funktionsperiode) blev forholdet
mellem provstestillingen og præstestillingen ændret,
således at provstestillingen fremover betragtes som en
separat fast stilling, hvortil der knyttes en præstestilling
- i stedet for som tidligere, at provstestillingen blev knyttet til
en separat sognepræstestilling. Dette betyder blandt andet,
at menighedsrådet har mistet indstillingsretten til disse
stillinger, men alene afgiver en udtalelse, jf. §§ 14-14
c i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 297 af 14. marts 2013. Der er tale om
et betydeligt antal provstestillinger, hvor udnævnelsen ikke
bør påvirkes af, at forfald betyder forskydning i den
sammensætning af menighedsrådet, som er resultatet af
seneste menighedsrådsvalg, og hvor det tilstræbes at
fastholde den størst mulige sammenlignelighed i forhold til
menighedsrådets bindende afstemninger i forhold til
ansættelser i præstestillinger, som ikke er knyttet til
en provstestilling, uagtet at der er tale om en udtalelse i stedet
for en indstilling.
Ved ændringsforslaget foreslås
derfor en udvidelse af den obligatoriske
stedfortræderindkaldelse i § 13, stk. 4, nr. 4, til
ligeledes at omfatte udtalelser, som afgives i forbindelse med
provsteansættelser, således at der er parallelitet i
forhold til stedfortræderindkaldelse ved
præsteansættelser, hvor menighedsrådet afgiver en
indstilling.
Karen J. Klint (S) fmd. Flemming Møller Mortensen
(S) Julie Skovsby (S) Leif Lahn Jensen (S) Daniel Toft Jakobsen (S)
Orla Hav (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Marlene Borst Hansen (RV)
Camilla Hersom (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Pernille Vigsø
Bagge (SF) Sanne Rubinke (SF) Jørgen Arbo-Bæhr (EL)
Rosa Lund (EL) Per Clausen (EL) Erling Bonnesen (V) Birthe
Rønn Hornbech (V) Bertel Haarder (V) Birgitte Josefsen (V)
Flemming Damgaard Larsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V)
Søren Pind (V) Hans Christian Schmidt (V) Christian
Langballe (DF) Morten Marinus (DF) Marie Krarup (DF) Søren
Espersen (DF) Mette Bock (LA) nfmd. Per Stig Møller (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 182
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra ministeren for ligestilling og kirke | 2 | Udkast til tidsplan | 3 | Ændringsforslag fra ministeren for
ligestilling og kirke | 4 | 1. udkast til betænkning | 5 | Henvendelse af 28/4-13 fra Allan Dalkvist,
Hvidovre | 6 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 182
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af 28.
april 2013 fra Allan Dalkvist, Hvidovre, til ministeren for
ligestilling og kirke, og ministerens svar herpå |
|