Skriftlig fremsættelse (1. marts
2013)
Erhvervs- og
vækstministeren (Annette Vilhelmsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v.
(Lovforslag nr. L 175)
Med lovforslaget indføres nye
regler, hvorefter forvaltere af alternative investeringsfonde
underlægges regulering og tilsyn. Dette medfører, at
alternative investeringsfonde herunder bl.a. kapital- og hedgefonde
fremover vil være underlagt skærpede regler samt tilsyn
fra Finanstilsynet. Lovforslaget er udtryk for en implementering af
EU-direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde i
dansk ret.
Formålet med lovforslaget er at skabe
et mere effektivt indre marked for forvaltning af alternative
investeringsfonde gennem indførelsen af mere ensartede
regler på området og ved at åbne mulighed for
grænseoverskridende forvaltning af alternative
investeringsfonde. Samtidig sikres der gennemsigtighed og
åbenhed over for investorerne og dermed en ensartet
beskyttelse for samtlige investorer.
Lovforslaget indeholder bl.a. krav om, at
en forvalter af en alternativ investeringsfond fremover enten skal
have en tilladelse eller skal lade sig registrere hos
Finanstilsynet. Endvidere skal forvaltere leve op til et ensartet
minimumsniveau for så vidt angår forvalterens
indretning, herunder aflønning, forvalterens ledelse,
investeringsbegrænsning, årsrapporter, ophør mv.
samt krav til forvalteren om, hvordan de alternative fonde skal
indrettes og drives. Hensigten hermed er at sikre investorerne
større tryghed omkring deres investering i alternative
investeringsfonde.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Tingets velvillige
behandling.