Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 23. maj 2013
1. Ændringsforslag
Der er stillet 2 ændringsforslag til
lovforslaget. Venstres medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1. Justitsministeren har stillet
ændringsforslag nr. 2.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar
2013 og var til 1. behandling den 19. marts 2013. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 10. januar 2013 dette udkast til
udvalget, jf. REU alm. del - bilag 139. Den 28. februar 2013, den
11. marts 2013 og den 21. marts 2013 sendte justitsministeren de
indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
1 af udvalgets spørgsmål og
justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til
betænkningen.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af V og LA) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med det af
justitsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil
stemme imod det af Venstre stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget har en klar
holdning til økonomisk kriminalitet: at berige sig på
andres bekostning er utilstedeligt. I Venstres regeringstid er
indsatsen mod økonomisk kriminalitet blevet styrket, og
lovgivningen er skærpet. Økonomisk kriminalitet er en
hån mod flertallet, der følger loven. Den forstyrrer
økonomien og undergraver tilliden til aftaler, produkter og
virksomheder. Der er ingen tvivl om, at et samfund uden
økonomisk kriminalitet ville være et bedre
samfund.
Lovforslaget rummer en række
væsentlige tiltag i kampen mod økonomisk kriminalitet.
Det afgørende spørgsmål er efter Venstres
opfattelse, hvorvidt der lovgivningsmæssigt er den rette
balance mellem på den ene side hensynet til den enkeltes
eller virksomhedernes retssikkerhed og på den anden side en
styrket indsats mod stadig mere udspekulerede former for
organiseret økonomisk kriminalitet.
Ikke mindst af retssikkerhedsmæssige
årsager bør vi som lovgivere grundigt overveje, om en
styrket indsats mod økonomisk kriminalitet berettiger til,
at man i sager om økonomisk kriminalitet tager
værktøjer i anvendelse, som i dag kun kan bruges i
kampen mod terror og opklaring af grov personfarlig kriminalitet -
en politisk overvejelse, som også efterspørges af
flere af høringsparterne, bl.a. Dansk Industri (DI) og
Advokatrådet.
Efter Venstres opfattelse er der balance i
lovforslaget, og særlig rigspolitiets og rigsadvokatens
forsikringer i bemærkningerne til lovforslaget om, at de i
lovforslaget foreslåede redskaber er nødvendige for
effektivt at kunne forebygge, forhindre og opklare alvorlige
forbrydelser, har gjort at Venstre med en enkelt undtagelse kan
støtte lovforslaget.
Ved 1. behandling af lovforslaget
opfordrede Venstre ministeren til at overveje forslaget i DI's
høringssvar om at indføre en revisionsbestemmelse i
lovforslaget med henblik på, at der efter f.eks. 2 eller 3
år skal foretages en nærmere vurdering af effekten af
de foreslåede initiativer. Det har justitsministeren ikke
ønsket, og derfor vil Venstre løbende via den
almindelige parlamentariske kontrol i regi af Retsudvalget
følge praksis på området netop for at sikre, at
de meget vidtgående redskaber politiet nu får adgang
til, når der er tale om mistanke om økonomisk
kriminalitet, benyttes som beskrevet i bemærkningerne til
lovforslaget, og at praksis ikke skrider.
Venstre var ved 1. behandling af
lovforslaget som mange af høringsparterne meget skeptisk
over for muligheden for kraftigt at udvide anvendelsen af hemmelige
ransagninger i en lang række sager om økonomisk
kriminalitet. Hemmelige ransagninger udgør et meget stort
indgreb i den personlige frihed og den enkeltes ret til privatliv.
Det er et effektivt efterforskningsredskab, men det har hidtil
været begrænset til bl.a. terrorsager, netop fordi det
tilsvarende er et alvorligt indgreb. Efter grundige overvejelser og
i lyset af den verserende bandekonflikt støtter Venstre dele
af udvidelsen af adgangen til hemmelige ransagning. Det
gælder særlig i forhold til de kriminalitetsformer,
hvor rocker- og bandemedlemmer er særlig aktive, og hvor
hemmelige ransagninger er afgørende for opklaring af
kriminaliteten som beskrevet i svaret på
spørgsmål nr. 3, der er optrykt som bilag til
betænkningen. Venstre mener dog, at der er fundamental
forskel på alvorlig kriminalitet som menneskesmugling,
menneskehandel og tyveri af særlig grov beskaffenhed og
kriminalitet i form af overtrædelser af skatte-, told-,
afgifts- eller tilskudslovgivningen, og derfor har Venstre stillet
ændringsforslag om, at denne del udgår af
lovforslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal i
udvalget (LA):
1) I
den i nr. 1 foreslåede
ændring, ændres »§ 288 eller §
289« til: »eller § 288«
[Udvidelsen af adgangen til
hemmelige ransagninger omfatter ikke overtrædelser af
skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen]
Til § 14
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
2) I
stk. 2 og 3
indsættes efter »anordning«: »helt eller
delvis«.
[Præcisering af lovens
bestemmelse om territorial gyldighed]
Bemærkninger
Til nr. 1
Venstre anerkender, at det kan være
nødvendigt at foretage hemmelige ransagninger for at
sætte effektivt ind over for organiseret kriminalitet og
rocker- og bandekriminalitet. Venstre finder imidlertid ikke, at
den udvidede adgang til at foretage hemmelige ransagninger skal
omfatte overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen. For Venstre er der fundamental forskel
på alvorlig kriminalitet som menneskesmugling, menneskehandel
og tyveri af særlig grov beskaffenhed og kriminalitet i form
af overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen. Med det stillede ændringsforslag
ønsker Venstre at sikre, at udvidelsen af adgangen til
hemmelige ransagninger ikke kommer til at omfatte
overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller
tilskudslovgivningen.
Til nr. 2
Lovforslagets § 14 vedrører
lovens territoriale gyldighed.
Efter de foreslåede stk. 2 og 3 kan
en række nærmere opremsede bestemmelser i lovforslaget
ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne og Grønland.
Med ændringsforslaget
præciseres det, at de i stk. 2 og 3 opregnede bestemmelser
ved kongelig anordning også kan sættes i kraft delvis
for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Jesper Petersen (S) Julie Skovsby
(S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole Hækkerup (S)
Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla
Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Mette Boye (SF) Pernille Skipper
(EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning Hyllested (EL) Doris
Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger
Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V)
Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V)
Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF)
Kim Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke
(KF) nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 164
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren | 2 | Supplerende høringssvar, fra
justitsministeren | 3 | Supplerende høringssvar, fra
justitsministeren | 4 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 5 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 6 | Ændringsforslag, fra
justitsministeren | 7 | 1. udkast til betænkning | 8 | Revideret tidsplan for udvalget behandling
af lovforslaget | 9 | 2. udkast til betænkning | | |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 164
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om en redegørelse for,
hvorvidt bestemmelserne i lovforslaget vil kunne anvendes til at
sætte ind over for bandemedlemmers deltagelse i hellig krig,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spørgsmålet
tilbagetaget | 3 | Spm. om, hvilken effekt ministeren
forventer at hemmelige ransagninger ift. rocker- og
bandekriminalitet vil få, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
|
Bilag 2
1 af udvalgets spørgsmål
til justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålet og justitsministerens
svar herpå er optrykt efter ønske fra Venstre.
Spørgsmål 3:
Vil ministeren redegøre for, hvilken
effekt ministeren forventer, at hemmelige ransagninger ift. rocker-
og bandekriminalitet vil få? Ministeren bedes desuden
fremsende konkrete eksempler på, at politiet har efterspurgt
denne hjemmel.
Svar:
1. Forslaget om at
udvide muligheden for at anvende hemmelig ransagning er udarbejdet
efter drøftelse med og på baggrund af oplysninger
modtaget fra Rigsadvokaten.
Som det fremgår af pkt. 5.2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, har Rigsadvokaten
anført, at den seneste udvikling inden for den organiserede
kriminalitet tyder på, at det ikke længere er
afgørende, hvilken type af kriminalitet der er tale om,
når blot der er tale om et betydeligt udbytte, og at de
karakteristika, der tidligere primært kendetegnede
narkotikakriminalitet, nu i højere grad også synes at
passe på andre kriminalitetsformer, herunder organiseret
indbrudskriminalitet, der ofte er planlagt og målrettet mod
særlige værdier, f.eks. designermøbler, og
organiseret af en flerhed af personer, hvor nogle begår
indbrudskriminalitet, nogle forestår opbevaring, mens andre
har kontakt til aftagerleddet, ligesom kriminaliteten synes at
være forankret i bande- og rockermiljøet. For disse
kriminalitetsformer kan der således også være et
væsentligt behov for hemmelig ransagning for at undgå
en (for) tidlig afdækning af politiets efterforskning af
alvorlig organiseret kriminalitet.
Ifølge Rigsadvokaten er der derfor
grund til at overveje at udvide adgangen til hemmelig ransagning
til at omfatte visse alvorlige kriminalitetstyper, der typisk
begås i mere organiseret form. Rigsadvokaten har i den
forbindelse peget på overtrædelse af straffelovens
§ 192 a, § 288, § 262 a, § 125 a,
§ 289 og § 286, stk. 1, jf. § 276.
For så vidt angår straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1, om besiddelse mv. af skydevåben
under særligt skærpende omstændigheder
fremgår det af pkt. 5.2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, at der i den igangværende
rocker-/bandekonflikt hovedsagelig har været anvendt
håndskydevåben (og ikke de våben af
særdeles farlige karakter, hvor der efter de gældende
regler er mulighed for hemmelig ransagning). Det fremgår
videre, at det er af væsentlig betydning for mulighederne for
at standse yderligere skyderier i konflikten, at politiet finder
frem til gruppernes våben. Det er ligeledes væsentligt,
at politiets efterforskning mod en bestemt person og/eller
lokalitet ikke afdækkes, idet en ransagning på et
»forkert sted«, hvor det våben, man
eftersøger, p.t. ikke befinder sig, vil kunne
indebære, at personen bliver opmærksom på
efterforskningen og derfor får anledning til at gemme
våbnet (yderligere) af vejen.
2. Til brug for
besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet i
øvrigt indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har
oplyst følgende:
»Jeg kan i den forbindelse oplyse, at
der efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §
799 under nærmere opregnede betingelser er mulighed for at
foretage en ransagning, uden at den mistænkte eller andre
gøres bekendt hermed (hemmelig ransagning), hvis
efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse
af en række alvorlige straffelovsovertrædelser,
herunder drab og drabsforsøg samt overtrædelse af
straffelovens § 192 a, stk. 1, for så vidt angår
våben og eksplosivstoffer, der på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade.
Efter forarbejderne til den gældende
bestemmelse tager bestemmelsen om hemmelig ransagning navnlig sigte
på kriminalitet, der begås af en flerhed af personer,
og hvor hensynet til hemmeligholdelse af en igangværende
efterforskning mod de pågældende gør det
nødvendigt at foretage ransagning, uden at de
pågældende bliver underrettet herom. Hemmelig
ransagning anvendes således med henblik på at sikre, at
det ikke på et tidligt tidspunkt i en efterforskning
afsløres, at politiet interesserer sig for forholdet.
Med den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 799 foreslås adgangen til at foretage
hemmelig ransagning udvidet til bl.a. at omfatte efterforskningen
af overtrædelser af straffelovens § 192 a i sin helhed.
Hermed kommer bestemmelsen til også at omfatte besiddelse mv.
under særlig skærpende omstændigheder af
almindelige skydevåben, dvs. håndskydevåben,
geværer og lignende, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1,
nr. 1, og ikke kun våben af særdeles farlig karakter,
hvor der efter de gældende regler er mulighed for hemmelig
ransagning.
Der er inden for de senere år forekommet
en række sager, hvor personer inden for rocker- og
bandemiljøet er fundet i besiddelse af eller har anvendt
almindelige håndskydevåben. I sådanne
tilfælde vil det med den foreslåede ændring
fremover efter omstændighederne være muligt at anvende
hemmelig ransagning i forbindelse med efterforskningen mod de
pågældende.
Hemmelig ransagning vil således
være et velegnet værktøj ved efterforskningen af
bl.a. overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
1, om besiddelse mv. af almindelige skydevåben i de
kriminelle miljøer, herunder særlig i rocker- og
bandemiljøet.
Under efterforskningen af sager mod rocker- og
bandemiljøet bliver politiet således jævnlig
gjort opmærksom på, at en person formentlig besidder et
skydevåben, men det er ikke oplyst, hvor våbnet
befinder sig. Hvis der i den forbindelse sker ransagning et
»forkert sted«, dvs. et sted, hvor våbnet ikke
befinder sig, vil den pågældende blive opmærksom
på politiets efterforskning og derfor have anledning til at
søge at skjule våbnet yderligere.
Der har i nogle tilfælde i sådanne
sager været mulighed for at indhente en kendelse om hemmelig
ransagning på baggrund af en mistanke om drabsforsøg.
Selv om der ikke konkret kan påvises en mistanke om
drabsforsøg, er det imidlertid af væsentlig betydning
for mulighederne for at standse skyderier i bl.a. rocker- og
bandemiljøet, at politiet finder frem til gruppernes
våben.
Med den foreslåede udvidelse af
anvendelsesområdet for retsplejelovens § 799 vil
politiet i videre omfang få mulighed for også at
anvende hemmelig ransagning i forbindelse med en fremadrettet
efterforskning i de kriminelle miljøer, idet bl.a. en
mistanke om overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk.
1, nr. 1, om besiddelse mv. af almindelige skydevåben
også efter omstændighederne vil kunne danne grundlag
for en hemmelig ransagning.«
3. Til brug for
besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet
endvidere indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst
følgende:
»Med den foreslåede ændring
af retsplejelovens § 799 udvides adgangen til at foretage
hemmelig ransagning til også at omfatte visse alvorlige
kriminalitetstyper, så som straffelovens § 125a, §
192a, § 262a, § 288, § 286, stk. 1, jf. § 276
og § 289, der typisk begås i mere organiseret form.
Det er Rigspolitiets vurdering, at det i
efterforskning af disse alvorlige kriminalitetstyper kan være
af afgørende betydning, at politiet kan foretage hemmelig
ransagning, idet ransagning ofte er et vigtigt
efterforskningsværktøj i sådanne sager, og
hemmeligholdelse af ransagningen ofte er nødvendig, eftersom
sagerne ofte involverer flere ukendte medgerningsmænd, som
skal identificeres og anholdes.
Det er derfor af afgørende betydning i
disse sager, at det ikke på et tidligt tidspunkt i
efterforskningen afsløres, at politiet har igangsat en
efterforskning.
Rigspolitiet har til brug for udtalelsen
anmodet Task Force Øst om et kort bidrag.
Task Force Øst har oplyst, at det er
Task Force Øst klare opfattelse, at en del af
rockergrupperne finansierer deres aktiviteter ved
overtrædelse af straffelovens § 289 - grov
økonomisk kriminalitet, herunder bl.a. ved de såkaldte
kædesvigssager. I disse sager er der i den eksisterende
lovgivning ikke hjemmel til at foretage hemmelige ransagninger.
Task Force Øst har i de forløbne 3 år
gennemført adskillige sager, herunder 5 meget omfangsrige
sager af denne type, hvor gerningsmændene havde
tilhørsforhold til rocker- og bandemiljøet og den
tunge organiserede kriminalitet. Det har betydet, at Task Force
Øst ikke har haft mulighed for at gennemføre
hemmelige ransagninger sideløbende med den øvrige
fremadrettede efterforskning. Det har derfor ikke været
muligt løbende at afdække de kriminelles
»sorte« regnskab, kontante udbetalinger af
»sorte« penge og bogføring, før sagen via
andre efterforskningsskridt og en lang efterforskningsfase har
været belyst tilstrækkeligt. Det har konkret i alle de
gennemførte sager betydet, at efterforskningsfasen er blevet
forlænget, ligesom det har givet de kriminelle mulighed for i
perioden løbende at fjerne spor fra lokaliteter - spor som
via hemmelige ransagninger kunne have været dokumenteret.
Det er på den baggrund Rigspolitiets
opfattelse, at en udvidelse af retsplejelovens § 799 til de
ovennævnte kriminalitetstyper vil give politiet et
særdeles velegnet efterforskningsværktøj i de
omhandlede sager.
Særligt i forhold til forslaget om at
udvide retsplejelovens § 799 til også at omfatte
straffelovens § 192 a i sin helhed, hvorved bestemmelsen
kommer til at omfatte besiddelse mv. af almindelige
skydevåben, og ikke kun våben af særdeles farlig
karakter, hvor der efter gældende regler er mulighed for
hemmelig ransagning, kan Rigspolitiet særligt bemærke,
at Rigspolitiet har kunnet konstatere, at personer inden for
rocker- og bandemiljøet ved flere tilfælde er fundet i
besiddelse af eller har anvendt almindelige skydevåben. Det
kan i den forbindelse oplyses, at dansk politi i 2013 på
baggrund af den igangværende rocker- og bandekonflikt har
gennemført fire målrettede koordinerede politiaktioner
mod rocker- og bandemiljøet, henholdsvis den 12. marts, 14.
marts, 21. marts og 2. maj 2013. Ved aktionerne blev der beslaglagt
ca. 15 almindelige skydevåben, herunder blandt andet
håndskydevåben.
Det er Rigspolitiets opfattelse, at det er af
væsentlig betydning, at politiet råder over de
fornødne efterforskningsmuligheder for at finde frem til
rocker- og bandegrupperingernes våben, herunder i de
tilfælde hvor der udelukkende er mistanke om besiddelse eller
opbevaring af almindelige skydevåben. Det er i den
forbindelse væsentligt, at politiets efterforskning mod en
bestemt person eller lokalitet ikke afdækkes, idet
ransagningen på et »forkert sted«, hvor det
våben, man eftersøger, pt. ikke befinder sig, vil
kunne indebære, at efterforskningen bliver kompromitteret, og
at personen får lejlighed til at gemme våbnet/skille
sig af med våbnet. Det kan endvidere påpeges, at det
ofte ikke tydeligt fremgår af politiets aflytninger, om der i
sagerne er tale om almindelige skydevåben eller våben
af særlig farlig karakter, hvilket kan vanskeliggøre
mulighederne for at opnå en kendelse om hemmelig ransagning
under den nuværende § 799 i retsplejeloven.
Det er på den baggrund Rigspolitiets
vurdering, at en udvidelse af retsplejelovens § 799 til
også at omfatte straffelovens § 192a i sin helhed, vil
være et særdeles velegnet
efterforskningsværktøj for politiet, særligt
inden for politiets indsats mod rocker- og
bandekriminalitet.«
4. Særligt for
så vidt angår straffelovens § 286, stk. 1, jf.
§ 276, om tyveri af særlig grov beskaffenhed kan
Justitsministeriet endvidere henvise til pkt. 5.2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, hvoraf fremgår, at der
på baggrund af en stigning i antallet af anmeldelser om
indbrud i privat beboelse på Sjælland samt en
øget professionalisme og organisering af
indbrudskriminalitet bl.a. i rockermiljøet pr. 1. januar
2012 blev oprettet en Task Force Indbrud (TFI). TFI er
organisatorisk placeret i Nordsjællands Politi og har til
opgave at monitere, afdække og efterforske organiseret
indbrudskriminalitet, hælernetværk og
hjemmerøverier.
Som det fremgår af lovforslagets
almindelige bemærkninger, har Nordsjællands Politi
oplyst, at man som led i efterforskningen af disse sager kan have
brug for at identificere de lagre, som tyvene opbevarer koster i,
uden at det herved afdækkes, at der foregår en
efterforskning mod det organiserede miljø. Afdækning
af lagrene vil kunne afsløre, hvem der efterfølgende
afhenter koster på lokaliteten, hvilket typisk er personer
højere oppe i hierarkiet i den kriminelle struktur end
tyvene.
Som det videre fremgår af lovforslagets
almindelige bemærkninger, har Nordsjællands Politi
endvidere oplyst, at TFI jævnligt er i en situation, hvor man
har mistanke om, at der på bestemte lokaliteter findes
tyvekoster, men hvor man afstår fra at foretage ransagning,
fordi dette vil afsløre efterforskningen i sagen og dermed
muligheden for at optrævle det kriminelle netværk,
herunder finde bagmændene.