L 160 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Kriminalpræventive sociale indsatser).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (udpeget af S) (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 07-05-2013

Afgivet: 07-05-2013

Ændringsforslag nr. 1-3 af social- og integrationsministeren stillet den 07.05.2013 (omtryk)

20121_l160_aendringsforslag_beh31247333.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 7. maj 2013

Ændringsforslag

Til § 1

Af social- og integrationsministeren:

1) Indledningen affattes således:

»I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012, som ændret ved § 12 i lov nr. 1380 af 23. december 2012, § 1 i lov nr. 1400 af 23. december 2012 og § 1 i lov nr. 326 af 23. marts 2013, og som ændres ved § 2 i det af Folketinget den 14. maj 2013 vedtagne forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og forskellige andre love (Forenkling af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område), foretages følgende ændringer:«

[Konsekvensændring som følge af L 158, som vedtages af Folketinget ved 3. behandling den 14. maj 2013]

2) I den under nr. 14 foreslåede § 137 l ændres i stk. 1 »det sociale nævn« til: »Ankestyrelsen«.

[Konsekvensændring som følge af L 158, som vedtages af Folketinget ved 3. behandling den 14. maj 2013]

3) I den under nr. 14 foreslåede § 137 l udgår i stk. 2 », forældremyndighedsindehaver«.

[Præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget til indledningen er en konsekvens af, at Folketinget den 14. maj 2013 forventes at vedtage L 158 (Forenkling af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område) ved 3. behandling.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er alene en konsekvens af Folketingets vedtagelse af L 158 (Forenkling af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område) ved 3. behandling den 14. maj 2013.

Ved den nævnte lov forenkles klagestrukturen på bl.a. det sociale område, hvorefter de sociale nævn nedlægges, og kommunalbestyrelsens afgørelser på det sociale område kan i stedet indbringes for Ankestyrelsen, i det omfang det fremgår af lovgivningen. Som led i ændringerne af klagestrukturen er bl.a. klagebestemmelsen i servicelovens § 166 ved nævnte lovs § 2 blevet ændret, således at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for Ankestyrelsen.

Med ændringsforslaget til det under § 1, nr. 14, foreslåede § 137 l, stk. 1, i L 160 (Kriminalpræventive sociale indsatser) kan afgørelser om indgreb, jf. de i forslagets § 1, nr. 14, foreslåede §§ 137 g-137 j i lov om social service, således fremover påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i stedet for til de sociale nævn, som følge af at nævnene nedlægges.

Til nr. 3

Ændringsforslaget præciserer, hvem der kan klage over afgørelsen i de situationer, hvor den voksne person, som indgrebet vedrører, ikke er i stand til at klage.

I forhold til unge, der er anbragt på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, nr. 5 og 6, i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, kan forældremyndighedsindehaveren altid indbringe afgørelser efter den under § 1, nr. 14, foreslåede § 137 g om indskrænkning i adgang til internet og telefon for Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166. Den unge kan ligeledes indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen, jf. det under § 1, nr. 15, foreslåede § 167, stk. 1, nr. 8.

I forhold til personer under 18 år med eller uden nedsat psykisk funktionsevne, der er anbragt på et anbringelsessted, jf. § 66, nr. 5 og 6, i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, er der allerede en vidtgående adgang til at gribe ind over for børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted efter gældende ret i lighed med de indgreb, der stilles forslag om i lovforslagets §§ 137 h og 137 i. Personer under 18 år er derfor ikke medtaget i lovforslagets §§ 137 h og 137 i.