L 157 Forslag til lov om ændring af lov om regional statsforvaltning, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love som følge af ændret organisering af statsforvaltningerne.

(Ændret organisering af statsforvaltningerne, regelforenklinger og omkostningsdækkende egenbetaling på det familieretlige område m.v.).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-02-2013

Fremsættelse: 27-02-2013

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2013)

20121_l157_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2013)

Økonomi- og indenrigsministeren (Margrethe Vestager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om regional stats­for­valtning, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love som følge af ændret organisering af statsforvaltningerne (Ændret organisering af statsforvaltningerne, regelforenklinger og omkostningsdækkende egenbetaling på det familieretlige område m.v.)

(Lovforslag nr. L 157)

Lovforslagets formål er at udmønte en del af den politiske aftale om statsforvaltningernes struktur, som blev indgået mellem Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance i forbindelse med Finansloven for 2013.

Forslaget indebærer, at de nuværende fem statsforvaltninger fremover bliver organiseret som én myndighed. Statsforvaltningen skal fortsat varetage den regionale, statslige forvaltning tæt på borgerne, navnlig inden for familieretsområdet. Øvrige opgaver, der forudsætter regional tilstedeværelse, skal ligeledes fortsat løses i alle statsforvaltningens regionale centre. Organiseringen som én myndighed gør det muligt at samle og dermed specialisere de faglige opgaver i statsforvaltningen, der ikke indebærer direkte borgerkontakt.

Det foreslås, at ægtefæller får adgang til skilsmisse uden forudgående separation. Samtidig forkortes separationsperiodens længde fra 1 år til 6 måneder i de tilfælde, hvor parterne ikke er enige, så separationsperioden i alle tilfælde er 6 måneder.

I forbindelse med separation og skilsmisse skal vilkårsforhandling aktivt vælges til i stedet for som i dag vælges fra af ægtefællerne.

Klagefristen forkortes fra 1 år til 4 uger i sager om børne- og ægtefællebidrag.

Organiseringen af statsforvaltningerne som én myndighed har nødvendiggjort en justering af stiftsøvrighedens sammensætning samt et antal forenklinger af stiftsøvrighedens opgaver. Forenklingerne indebærer, at biskoppen får kompetencen alene i forhold til visse ledelses- og driftsmæssige opgaver, som i dag også kræver stiftamtmandens (statsforvaltningsdirektørens) medvirken.

Endelig indeholder lovforslaget regler om gebyrer i sager om separation, skilsmisse, vilkårsforhandling og ændring af underholdsbidrag til børn. Gebyrerne må ikke overstige omkostningerne ved behandlingen af sagerne og vil blive fastsat og reguleret af social- og integrationsministeren.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.