Fremsat den 27. februar 2013 af erhvervs-
og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)
Forslag
til
Lov om finansielle rådgivere
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og
definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse
på virksomheder, der som led i deres erhvervsmæssige
hoved- eller bibeskæftigelse yder rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Rådgivning efter stk. 1 kan kun udøves af aktie- og
anpartsselskaber, partnerselskaber (kommanditaktieselskaber),
kommanditselskaber, interessentskaber og enkeltmandsvirksomheder,
som har fået tilladelse som finansiel rådgiver i
medfør af § 3.
Stk. 3.
Loven finder ikke anvendelse på:
1) Rådgivning om finansielle
produkter, som virksomheden udbyder på egne eller andres
vegne.
2) Rådgivning om finansielle
produkter til virksomhedens medarbejdere eller til medarbejdere i
en modervirksomhed, dattervirksomhed eller en af modervirksomhedens
andre dattervirksomheder.
3) Lejlighedsvis eller accessorisk
rådgivning om finansielle produkter i forbindelse med
udøvelse af anden erhvervsvirksomhed, hvis denne anden
virksomhed er reguleret ved lov eller professionen i øvrigt
er adfærdsreguleret.
4) Rådgivning om finansielle
produkter, der ydes af en finansiel virksomhed, jf. § 5, stk.
1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.
5) Rådgivning, der ydes af en
investeringsrådgiver, jf. kapitel 20 a i lov om finansiel
virksomhed.
6) Rådgivning om forsikringer, der
ydes af en forsikringsformidler, jf. lov om
forsikringsformidling.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) Finansiel rådgiver: En
virksomhed, der som led i dennes erhvervsmæssige hoved- eller
bibeskæftigelse yder rådgivning om finansielle
produkter til forbrugere.
2) Rådgivning: Personlige
anbefalinger til en forbruger om transaktioner i tilknytning til
finansielle produkter.
3) Finansielle produkter: Kreditaftaler,
indlån, forsikringer, pensioner og investeringsprodukter.
4) Investeringsprodukter: Instrumenter,
jf. bilag 5 i lov om finansiel virksomhed, indskud i
pengeinstitutter, hvor et afkast afhænger af udviklingen i et
eller flere underliggende aktiver, garantbeviser, andelsbeviser og
pantebreve.
5) Forbruger: En person, der i
forbindelse med rådgivning omfattet af denne lov hovedsagelig
handler uden for sit erhverv.
Kapitel 2
Tilladelse til at udføre
virksomhed som finansiel rådgiver
§ 3. En virksomhed, der yder
rådgivning om finansielle produkter, skal have
Finanstilsynets tilladelse som finansiel rådgiver, jf. stk.
2.
Stk. 2.
Finanstilsynet giver tilladelse, når følgende
betingelser er opfyldt:
1) Virksomheden har hovedkontor og
hjemsted i Danmark, jf. dog stk. 3.
2) Virksomheden har forretningsgange
på alle væsentlige aktivitetsområder, herunder en
forretningsgang for håndtering af interessekonflikter, jf.
§ 8.
3) Virksomhedens bestyrelse og direktion
eller, såfremt virksomheden drives som interessentskab eller
enkeltmandsvirksomhed, den eller de for virksomheden
ledelsesansvarlige opfylder kravene i § 4.
4) Virksomheden har en ansvarsforsikring
eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav.
5) Virksomheden dokumenterer,
såfremt denne modtager betroede midler fra forbrugere, at der
er oprettet en særlig konto til indsættelse af betroede
midler, og at virksomheden har etableret en sikkerhed for disse
midler. En finansiel rådgiver, som ikke modtager betroede
midler, skal erklære dette over for Finanstilsynet.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan, uanset stk. 2, give tilladelse som finansiel
rådgiver, når virksomheden har en lignende tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område. Disse virksomheder skal anmeldes og registreres i
Finanstilsynet, inden virksomheden kan påbegyndes.
Stk. 4. En ansøgning om
tilladelse efter stk. 1, skal indeholde de oplysninger, der er
nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om
betingelserne i stk. 2 er opfyldt, herunder en beskrivelse af
de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at
udøve.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter
nærmere regler om den i stk. 2, nr. 4, nævnte
ansvarsforsikring og om den i stk. 2, nr. 5, nævnte sikkerhed
for betroede midler.
§ 4. Et medlem af bestyrelsen eller
direktionen hos en finansiel rådgiver skal have
fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller
varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.
Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen eller
direktionen skal desuden opfylde følgende:
1) Den pågældende må
ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar
for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning
eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen
indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit
hverv eller sin stilling på betryggende måde.
2) Den pågældende må
ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering eller være under
rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller
gældssanering.
3) Den pågældende må
ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund
til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller
stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 3. Medlemmer af bestyrelsen eller
direktionen i virksomheden skal oplyse Finanstilsynet om forhold
nævnt i stk. 2 i forbindelse med deres indtræden i
hvervet eller stillingen, og hvis forholdene efterfølgende
ændres.
Stk. 4.
Såfremt virksomheden drives som interessentskab eller
enkeltmandsvirksomhed, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse
på den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige.
§ 5. En finansiel rådgiver er
udover de tilfælde, der er omfattet af § 4, stk. 3,
forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis
der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger,
som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af
tilladelse.
Stk. 2. En virksomhed skal én
gang om året indsende en erklæring til Finanstilsynet
om, at virksomheden opfylder betingelserne for at få meddelt
tilladelse efter § 3, stk. 2. Erklæringen skal
være underskrevet af virksomhedens bestyrelse og direktion
eller, såfremt virksomheden drives som interessentskab eller
enkeltmandsvirksomhed, den eller de for virksomheden
ledelsesansvarlige.
Stk. 3. Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke ændringer
finansielle rådgivere skal underrette Finanstilsynet om i
henhold til stk. 1.
Kapitel 3
Kompetencekrav
§ 6. En finansiel rådgiver skal
sikre, at virksomhedens ansatte, der yder rådgivning om
finansielle produkter, har tilstrækkelige kompetencer til at
yde en forsvarlig rådgivning.
Stk. 2.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om
kompetencekrav til ansatte hos en finansiel rådgiver, jf.
stk. 1.
Kapitel 4
God skik, interessekonflikter
m.v.
§ 7. En finansiel rådgiver skal
drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og
god praksis inden for virksomhedsområdet.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere
regler om redelig forretningsskik og god praksis for finansielle
rådgivere.
§ 8. En finansiel rådgiver skal
have en forretningsgang for håndtering af
interessekonflikter, som kan skade forbrugernes interesser i
forholdet mellem forbrugerne og virksomheden. Virksomheden skal
mindst én gang årligt vurdere, om forretningsgangen
fungerer efter hensigten og afhjælpe eventuelle mangler.
Stk. 2.
Forretningsgangen, jf. stk. 1, skal offentliggøres og
være tilgængelig på virksomhedens hjemmeside.
Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, skal dokumentation herfor
udleveres efter anmodning.
§ 9. En finansiel rådgiver
må kun anvende betegnelsen »uafhængig«
eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at
virksomheden yder uafhængig rådgivning, hvis den
opfylder følgende betingelser:
1) Virksomheden må ikke modtage
provision eller andet vederlag fra virksomheder, der tilbyder eller
formidler finansielle produkter.
2) Virksomheden må ikke have
snævre forbindelser, jf. lov om finansiel virksomhed §
5, stk. 1, nr. 17, til en finansiel virksomhed eller anden
virksomhed, som tilbyder eller formidler finansielle produkter.
3) Virksomheden må ikke tilbyde
eller formidle finansielle produkter til en forbruger, hvis
virksomheden samtidig yder rådgivning herom til
forbrugeren.
§ 10. Hvis en finansiel rådgiver
ikke er uafhængig, jf. § 9, skal dette fremgå af
virksomhedens hjemmeside. I givet fald skal virksomheden oplyse om
størrelsen af eller beregningsgrundlaget for en eventuel
provision eller andet vederlag. Hvis virksomheden ikke har en
hjemmeside, skal dokumentation herfor udleveres efter
anmodning.
Kapitel 5
Tilsyn m.v.
§ 11. Finanstilsynet påser
overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i
medfør heraf.
Stk. 2. Det Finansielle Råd
indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som
rådet er tillagt i medfør af § 345 i lov om
finansiel virksomhed.
Stk. 3.
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende
handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis,
jf. § 7, herunder sag om forbud, påbud, erstatning
og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede
beløb. Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle sager
vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i
regler udstedt i medfør af denne lovs § 7, stk. 2.
§ 20, § 22, stk. 2, § 23,
stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28 i
markedsføringsloven finder tilsvarende anvendelse på
sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at behandle eller
anlægge efter denne bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan
udpeges som grupperepræsentant i et
gruppesøgsmål, jf. kapitel 23 a i retsplejeloven.
Stk. 4.
Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis
Finanstilsynet bliver bekendt med, at en finansiel rådgivers
kunde kan have lidt tab som følge af, at den finansielle
rådgiver har overtrådt § 7, stk. 1, eller
bestemmelser udstedt i medfør af § 7, stk. 2.
Stk. 5.
Forbrugerombudsmanden har uanset § 17 adgang til samtlige
oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af stk. 4.
§ 12. Finanstilsynet kan som led i
sit tilsyn kræve, at en virksomhed fremlægger alle de
oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets
virksomhed, herunder oplysninger til afgørelse af, om et
forhold er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Finanstilsynet kan
udføre inspektioner på stedet hos en finansiel
rådgiver.
Stk. 3. Finanstilsynet kan til enhver
tid mod behørig legitimation uden retskendelse få
adgang til en finansiel rådgiver med henblik på
indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.
§ 13. Finanstilsynet opretter et
offentligt register over finansielle rådgivere.
§ 14. Finanstilsynet kan
påbyde en finansiel rådgiver at afsætte en
direktør, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis
denne efter § 4, stk. 2, ikke kan bestride
stillingen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan påbyde
et medlem af bestyrelsen hos en finansiel rådgiver at
nedlægge sit hverv inden for en frist fastsat af
Finanstilsynet, hvis vedkommende efter § 4, stk. 2,
ikke kan bestride hvervet.
Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde
en virksomhed at afsætte en direktør, når der er
rejst tiltale mod direktøren i en straffesag om
overtrædelse af straffeloven eller den finansielle
lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse
vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i
§ 4, stk. 2, nr. 1. Finanstilsynet fastsætter
en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan
under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af
bestyrelsen i en virksomhed at nedlægge sit hverv.
Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af
påbuddet.
Stk. 4. Varigheden af påbud
meddelt efter stk. 2 på baggrund af § 4,
stk. 2, nr. 2 eller 3, skal fremgå af
påbuddet.
Stk. 5. Påbud meddelt i henhold
til stk. 1-3 kan af virksomheden og af den person, som
påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger
efter, at påbuddet er meddelt den pågældende.
Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet,
men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem
under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin
stilling. Finanstilsynet indbringer inden 4 uger sagen for
domstolene. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes
former.
Stk. 6. Finanstilsynet kan af egen
drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud
meddelt efter stk. 2, og stk. 3, 3. pkt. Afslår
Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan
ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene.
Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet inden 4 uger
efter, at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning
om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis
påbuddet ikke er tidsbegrænset, og der er
forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet eller mindst 2 år efter, at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
Stk. 7. Har virksomheden ikke afsat
direktøren inden for den i påbuddet fastsatte frist,
kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf.
§ 15, stk. 1, nr. 5. Finanstilsynet kan endvidere
inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 15, stk. 1, nr.
5, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud
meddelt i medfør af stk. 2 og 3.
Stk. 8.
Såfremt virksomheden drives som interessentskab eller
enkeltmandsvirksomhed, finder stk. 1, 3, 5 og 7 tilsvarende
anvendelse på den eller de for virksomheden
ledelsesansvarlige.
§ 15. Finanstilsynet kan inddrage
en finansiel rådgivers tilladelse, hvis virksomheden
1) ikke gør brug af tilladelsen
inden for en frist på 12 måneder,
2) udtrykkeligt anmoder herom,
3) ikke har udøvet virksomhed i
en periode på over 6 måneder,
4) har opnået tilladelsen
på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden
uredelig vis, eller
5) ikke længere opfylder
betingelserne for tilladelse efter kapitel 2.
Stk. 2. Inddragelse af en tilladelse
offentliggøres af Finanstilsynet.
§ 16. Afgørelser truffet af
Finanstilsynet i henhold til denne lov eller regler udstedt i
medfør heraf kan af den, som afgørelsen retter sig
mod, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter,
at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 17. For ansatte i Finanstilsynet
finder §§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed
tilsvarende anvendelse.
§ 18. Tilsynsreaktioner givet til
en finansiel rådgiver i henhold til denne lovs § 11,
stk. 2, jf. § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel
virksomhed, og tilsynsreaktioner givet efter delegation fra Det
Finansielle Råd, skal offentliggøres med angivelse af
virksomhedens navn, jf. dog stk. 3. Virksomheden skal
offentliggøre oplysningerne på sin hjemmeside på
et sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst muligt og
senest 3 hverdage efter, at virksomheden har modtaget underretning
om tilsynsreaktionen, eller senest på tidspunktet for
offentliggørelse påkrævet efter lov om
værdipapirhandel m.v. Samtidig med offentliggørelsen
skal virksomheden indsætte et link, som giver direkte adgang
til tilsynsreaktionen, på forsiden af virksomhedens
hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og
en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale
om en tilsynsreaktion fra Finanstilsynet. Hvis virksomheden
kommenterer tilsynsreaktionen, skal dette ske i forlængelse
af denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra
tilsynsreaktionen. Fjernelse af linket på forsiden og
informationerne fra virksomhedens hjemmeside skal finde sted efter
samme principper, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har
ligget på hjemmesiden i 3 måneder og tidligst efter
førstkommende generalforsamling eller
repræsentantskabsmøde. Virksomhedens pligt til at
offentliggøre oplysningerne på virksomhedens
hjemmeside gælder kun for oplysninger om juridiske personer.
Finanstilsynet skal offentliggøre oplysningerne på
Finanstilsynets hjemmeside. Tilsynsreaktioner givet i henhold til
§ 11, stk. 2, jf. § 345, stk. 2, nr. 3, i lov om
finansiel virksomhed og Finanstilsynets beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning skal
offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med
angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Hvis en sag er overgivet til politimæssig efterforskning, og
der er faldet helt eller delvist fældende dom eller vedtaget
bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen,
bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk.
3. Hvis dommen ikke er endelig, eller hvis den er anket eller
påklaget, skal dette fremgå af
offentliggørelsen. Virksomhedens offentliggørelse
skal ske på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor
det naturligt hører hjemme, hurtigst muligt og senest 10
hverdage efter, at der er faldet dom eller vedtaget bøde,
eller senest på tidspunktet for offentliggørelse
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.
Samtidig med offentliggørelsen skal virksomheden
indsætte et link, som giver direkte adgang til dommen,
bødevedtagelsen eller resumeet, på forsiden af
virksomhedens hjemmeside på en synlig måde, og det skal
af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at
der er tale om en dom eller bødevedtagelse. Hvis
virksomheden kommenterer dommen, bødevedtagelsen eller
resumeet, skal dette ske i forlængelse heraf, og
kommentarerne skal være klart adskilt fra dommen,
bødevedtagelsen eller resumeet. Fjernelse af informationerne
fra virksomhedens hjemmeside skal finde sted efter samme
principper, som virksomheden anvender for øvrige
meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har
ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter
førstkommende generalforsamling eller
repræsentantskabsmøde. Virksomheden skal give
meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder
fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen.
Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen,
bødevedtagelsen eller et resumé heraf på sin
hjemmeside. Virksomhedens pligt til at offentliggøre
oplysningerne på virksomhedens hjemmeside gælder kun
for oplysninger om juridiske personer
Stk. 3. Offentliggørelse efter
stk. 1 og 2 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre
uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, eller
efterforskningsmæssige hensyn taler imod
offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om enkeltpersoners private forhold og drifts- eller
forretningsforhold m.v. Offentliggørelsen må ikke
indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra
tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den
Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet
oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.
Stk. 4. Hvis offentliggørelse er
undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske
offentliggørelse efter stk. 1 eller 2, når de hensyn,
der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er
gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år
efter datoen for tilsynsreaktionen.
§ 19. Finanstilsynet skal
orientere offentligheden om sager, som er behandlet af
Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, hvis disse er
af almen interesse eller af betydning for forståelsen af
bestemmelserne i denne lov, bortset fra sager omfattet af kapitel
2.
Stk. 2. Finanstilsynet skal endvidere
orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der
overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som
finansiel rådgiver uden tilladelse, jf. § 3.
§ 20. Erhvervs- og
vækstministeren fastsætter nærmere regler for
finansielle rådgiveres pligt til at offentliggøre
oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at
Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre
oplysningerne før virksomheden.
§ 21. Som part i forhold til
Finanstilsynet anses alene de af § 3 omfattede
virksomheder, som Finanstilsynets afgørelse truffet i
medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven retter sig mod, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. I nedennævnte
tilfælde anses en anden end den finansielle rådgiver
tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så
vidt angår den del af sagen, som vedrører den
pågældende:
1) Den, der overtræder lovens
forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 3 uden
tilladelse.
2) En virksomhed eller en person, som
ansøger om tilladelse til at yde rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere, jf. § 3.
3) Et medlem af en virksomheds
bestyrelse eller direktion eller en ledelsesansvarlig, når
Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse eller
inddrager denne helt eller delvis, jf. § 15.
4) En virksomhed, som Finanstilsynet
kræver oplysninger fra til afgørelse af, om denne er
omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 12, stk.
1.
§ 22. Finansielle rådgivere
betaler afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om
finansiel virksomhed.
Kommunikation
§ 23. Erhvervs- og
vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Finanstilsynet og andre myndigheder om
forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
nærmere regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
og digital signatur eller lignende.
Stk. 3.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
§ 24. Erhvervs- og
vækstministeren kan fastsætte regler om, at
Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter
efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne
lov uden personlig underskrift, med maskinelt eller på
tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse
af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har
udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne
afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser
og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om,
at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er
truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den
pågældende myndighed som afsender.
§ 25. Hvor det i denne lov eller i
regler udstedt i medfør af denne lov er forudsat, at et
dokument, som er udstedt af andre end Finanstilsynet, skal
være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af
en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har
udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter
sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan
herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan
fraviges for visse typer af dokumenter.
Kapitel 6
Straffebestemmelser
§ 26. Overtrædelse af §
3, stk. 1, og § 4, stk. 3 og 4, jf. stk. 2, nr. 1 og 2,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Stk. 2. Overtrædelse af
§§ 8-10 og 18, stk. 1 og 2, straffes med bøde.
Stk. 3. Undlader en virksomhed omfattet
af denne lov at efterkomme et påbud givet efter
§ 11, stk. 1 og 2, eller § 14 eller at meddele
oplysninger efter § 12, stk. 1, straffes vedkommende
med bøde.
Stk. 4. I administrative forskrifter
udstedt i medfør af denne lov, kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse heraf.
Stk. 5. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Stk. 6. Forældelsesfristen for
overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i
medfør af loven er 5 år.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
§ 27. Loven træder i kraft den 1.
januar 2014.
Stk. 2.
Virksomheder omfattet af denne lov, der forud for lovens
ikrafttræden har påbegyndt virksomhed, som efter lovens
ikrafttræden vil kræve tilladelse, jf. § 3, skal
senest have indgivet ansøgning om tilladelse den 1. januar
2015. Disse virksomheder kan fortsætte den påbegyndte
virksomhed uden tilladelse, indtil Finanstilsynet har truffet
afgørelse i sagen.
Stk. 3.
Betingelsen i § 3, stk. 2, nr. 3, jf. § 4, finder ikke
anvendelse ved ansøgning om tilladelse, jf. stk. 2, for
så vidt angår forhold i medfør af § 4, stk.
2, som er indtruffet før lovens ikrafttræden.
§ 28. I lov om finansiel virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, som
ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 512 af 17. juni 2012,
§ 2 i lov nr. 557 af 18. juni 2012, lov nr. 1287 af 19.
december 2012 og senest ved § 5 i lov nr. 1383 af 23.
december 2012, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 343 d indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Investeringsrådgivere kan endvidere yde rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere i henhold til lov om
finansielle rådgivere.«
2. I
§ 361, stk. 1, indsættes som
nr. 32:
»32)
Virksomheder, der yder rådgivning om finansielle produkter
til forbrugere, jf. lov om finansielle rådgivere, betaler
årligt 12.000 kr.«
§ 29. I lov om forsikringsformidling,
jf. lovbekendtgørelse nr. 930 af 18. september 2008, som
senest ændret ved § 12 i lov nr. 1287 af 19. december
2012, foretages følgende ændring:
1. I
§ 12 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Uanset
stk. 1 kan en forsikringsmæglervirksomhed endvidere yde
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere i henhold
til lov om finansielle rådgivere.«
§ 30. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | Almindelige
bemærkninger | | | | Indholdsfortegnelse | | | | 1. | Indledning | 2. | Rapport om mulighederne for at styrke
uvildig rådgivning | | 2.1. | Mulighederne for at sikre forbrugerne bedre
rådgivning og øget konkurrence ved
låntagning | 3. | Gældende ret | | 3.1. | Investeringsrådgivning | | 3.2. | Forsikringsformidling | 4. | Baggrunden for forslaget | 5. | Lovforslagets indhold | | 5.1. | Lovforslagets anvendelsesområde | | 5.2. | Tilladelse til at yde finansiel
rådgivning | | 5.3. | Kompetencekrav | | 5.4. | God skik, interessekonflikter m.v. | | 5.5. | Tilsyn m.v. | | 5.6. | Forholdet til anden lovgivning | 6. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner | 7. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | 8. | De administrative konsekvenser for
borgerne | 9. | Miljømæssige
konsekvenser | 10. | Forholdet til EU-retten | 11. | Hørte myndigheder og
organisationer | 12. | Sammenfattende skema | | | |
|
1.
Indledning
Formålet med forslag til lov om
finansielle rådgivere er at fastsætte rammer for
virksomheder, der yder helhedsorienteret rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere, uden at der er tale om
virksomhed, der udøves af finansielle virksomheder.
Lovforslaget gennemfører de
anbefalinger om at indføre lovgivning for rådgivning
om finansielle produkter, som er indeholdt i Erhvervs- og
Vækstministeriets rapport om muligheder for at styrke uvildig
rådgivning, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 2.
Den foreslåede ordning medfører,
at virksomheder, der yder rådgivning om finansielle produkter
til forbrugerne, skal have Finanstilsynets tilladelse som finansiel
rådgiver. Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i disse
virksomheder skal opfylde krav til egnethed og hæderlighed,
ligesom virksomheden skal have tegnet en ansvarsforsikring eller
anden tilsvarende garanti for erstatningskrav for
pligtforsømmelse. Endelig skal virksomheden have
forretningsgange på alle væsentlige
virksomhedsområder.
Der vil endvidere i forslaget blive stillet
krav om, at virksomheder omfattet af loven skal sikre, at deres
ansatte, som yder rådgivning, lever op til lovens
kompetencekrav.
Herudover indeholder lovforslaget regler om
god skik, håndtering af interessekonflikter og nærmere
regler om, hvornår en finansiel rådgiver må
betegne sig selv som »uafhængig«.
Det foreslås, at Finanstilsynet skal
føre tilsyn med loven. Derudover får
Forbrugerombudsmanden med lovforslaget mulighed for at
anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod
redelig forretningsskik og god praksis, ligesom
Forbrugerombudsmanden får mulighed for at behandle sager
vedrørende overtrædelse af visse af lovens
strafbelagte bestemmelser.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2014 med en overgangsordning for virksomheder,
der allerede har påbegyndt virksomhed omfattet af denne lov.
Overgangsordningen skal løbe frem til den 1. januar
2015.
2. Rapport
om mulighederne for at styrke uvildig rådgivning
Den 21. august 2012 offentliggjorde Erhvervs-
og Vækstministeriet en rapport om mulighederne for at styrke
uvildig rådgivning i finansielle sager.
Rapporten er blevet udarbejdet i
forlængelse af et forslag til folketingsbeslutning om uvildig
rådgivning i finansielle sager (B144), som blev stillet af
Det Radikale Venstre den 4. marts 2010.
Ifølge forslaget til
folketingsbeslutning skulle bankerne pålægges at opdele
deres gebyrer i gebyrer for henholdsvis långivning og
rådgivning. Dette skulle gøre det muligt for
forbrugerne at fravælge rådgivning i banken til fordel
for andre rådgivere i finansielle sager uden at betale for
rådgivningen to gange. Forslaget havde til formål at
fremme konkurrencen mellem pengeinstitutter og uvildige
rådgivere.
Den 2. juni 2010 afgav Erhvervsudvalget en
beretning over beslutningsforslaget. I beretningen anerkendte
udvalget, »at der er et behov for at sikre forbrugerne bedre
rådgivning vedrørende låntagning og eventuel
investering i relation hertil«.
Erhvervsudvalget opfordrede derfor den
daværende regering til at »undersøge muligheden
for at sikre forbrugerne bedre rådgivning om
låntagning, herunder muligheden for at skabe øget
konkurrence på området for rådgivning,
således at forbrugerne kan få adgang til anden og mere
uafhængig rådgivning end rådgivning i banken,
hvor de optager lånet«.
Udvalget ønskede endvidere, at det
skulle undersøges, om forbrugerne kan få bedre adgang
til at klage over rådgivningen fra andre rådgivere end
pengeinstitutter. Endelig ønskede Erhvervsudvalget, at det
skulle undersøges, i hvilket omfang forbrugerne kan få
rådgivning uden for banken uden at skulle betale to gange for
den samme ydelse.
I rapporten undersøges mulighederne
for:
• at sikre
forbrugerne bedre rådgivning og øget konkurrence ved
låntagning,
• at sikre
forbrugerne bedre adgang til at klage over rådgivning fra
andre rådgivere end pengeinstitutter og
• at sikre en
opsplitning af gebyrer i gebyrer for henholdsvis rådgivning
og låntagning.
I det følgende gives et resume af
rapportens indhold for så vidt angår
spørgsmålet om at sikre forbrugerne bedre
rådgivning. De øvrige spørgsmål om bedre
klageadgang og spørgsmålet om opdeling af gebyrer
berøres derimod ikke i lovforslaget, hvorfor der for disse
spørgsmål henvises til rapporten.
2.1.
Mulighederne for at sikre forbrugerne bedre rådgivning og
øget konkurrence ved låntagning
Erhvervs- og Vækstministeriets rapport
fremhæver, at det er vigtigt, at forbrugere er godt rustede
til at træffe den for dem rigtige beslutning i forbindelse
med låntagning. Det er derfor afgørende, at
forbrugerne rådgives korrekt, så de kan træffe
deres beslutning på et informeret grundlag. Formålet
med rapporten var således at vurdere muligheden for at sikre
forbrugerne bedre rådgivning og øget konkurrence i
forbindelse med låntagning.
I Danmark er der ikke regler, der stiller krav
om, at udbydere af generel finansiel rådgivning, herunder
rådgivning om lån, skal have en tilladelse, hvis
rådgivningen sker uden for en finansiel virksomhed. Denne
form for rådgivning kan derfor udøves uden tilladelse.
Der findes desuden ikke en specifik regulering af den
rådgivning, som disse virksomheder eller personer, der ikke
er finansielle virksomheder, udøver. Dette skyldes, at
området kun er omfattet af de mere generelle regler i
markedsføringsloven og kreditaftaleloven.
Derimod kræver rådgivning om
investeringsprodukter og forsikring, der foretages af
investeringsrådgivere og forsikringsmæglere, en
tilladelse og er derudover omfattet af regler om god skik.
Finanstilsynet fører tilsyn hermed. På grund af
lovreguleringen af forsikringsmægleres og
investeringsrådgiveres virksomhed er det desuden ikke muligt
for en juridisk eller fysisk person at drive virksomhed som
både forsikringsmægler og
investeringsrådgiver.
Da der på denne måde kan siges at
eksistere et lovgivningsmæssigt »hul« i
forbindelse med generel finansiel rådgivning udført
uden for finansielle virksomheder, hvor der ikke er krav om
tilladelse, anbefales det i rapporten, at der indføres en ny
generel lov om finansiel rådgivning. Finansiel
rådgivning uden for finansielle virksomheder vil herefter kun
kunne ske efter tilladelse fra Finanstilsynet. En finansiel
rådgiver vil kunne yde rådgivning til forbrugere om
lån, investeringer og forsikringer og vil være
underlagt Finanstilsynets tilsyn.
Ordningen anbefales etableret for at styrke
forbrugernes mulighed for at få rådgivning om
finansielle forhold uden for den traditionelle finansielle sektor.
Ordningen vil desuden sikre, at markedet for uafhængig
finansiel rådgivning om finansielle produkter bliver mere
gennemsigtigt, ensartet og underlagt et tilsyn fra
Finanstilsynet.
En tilladelsesordning med tilhørende
tilsyn vil endvidere styrke tilliden til rådgivning om
finansielle produkter foretaget af aktører uden for den
finansielle sektor. I dag er kun investeringsrådgivere og
forsikringsformidlere underlagt tilsyn fra Finanstilsynet, mens der
ikke findes mulighed for at få tilladelse til at udøve
rådgivningsvirksomhed om samtlige finansielle produkter.
Øget forbrugertillid til finansiel
rådgivning gennemført uden for den finansielle sektor
vurderes endvidere at ville bidrage til at styrke konkurrencen om
finansielle produkter, fordi forbrugerne får mulighed for at
købe råd fra uafhængige finansielle
rådgivere, der kan udpege det bedste produkt for forbrugerne.
En tilladelsesordning vil endvidere sikre, at alle generelle
finansielle rådgivere er underlagt grundlæggende krav
til blandt andet kompetence, der sikrer, at de er i stand til at
yde en professionel rådgivning.
For at kunne få en tilladelse som
finansiel rådgiver anbefaler rapporten, at følgende
tre krav skal være opfyldt:
• Medlemmer af
direktion og bestyrelse skal opfylde samme krav til egnethed og
hæderlighed, som i dag gælder for den finansielle
sektor.
• Den
finansielle rådgiver skal tegne en ansvarsforsikring, der
dækker eventuelle erstatningskrav i forbindelse med
udøvelsen af virksomhed som finansiel rådgiver.
• Der vil
blive fastsat kompetencekrav for ansatte hos en finansiel
rådgiver.
Det er ifølge rapporten ikke tanken, at
der skal være et krav om, at finansielle rådgivere skal
være uafhængige af finansielle virksomheder. Hvis en
finansiel rådgiver imidlertid ønsker at betegne sig
som »uafhængig«, anbefales det, at dette kun kan
ske på betingelse af, at den finansielle rådgiver ikke
modtager provision eller på anden måde modtager ydelser
fra finansielle virksomheder, ligesom der i dag gælder et
provisionsforbud for forsikringsmæglere.
For at forhindre, at en finansiel virksomhed
opnår indflydelse på ledelsen af en finansiel
rådgiver, der betegner sig som uafhængig, og som driver
virksomhed i selskabsform, anbefales det endvidere, at der ikke
må være snævre forbindelser mellem en finansiel
virksomhed og en finansiel rådgiver, der betegner sig som
uafhængig. Dette krav vil f.eks. forhindre, at en finansiel
virksomhed har 20 pct. eller mere af stemmerettigheder eller
kapitalen i en virksomhed, der er uafhængig finansiel
rådgiver. Det anbefales desuden, at de generelle finansielle
rådgivere, der ikke betegner sig som uafhængige, skal
oplyse om provision og størrelsen heraf.
Alle finansielle rådgivere vil endvidere
skulle have forretningsgange for håndtering af
interessekonflikter. Forretningsgangene skal være offentligt
tilgængelige.
Det anbefales derudover, at finansielle
rådgivere vil blive underlagt regler om god skik, herunder
krav til rådgivning, svarende til, hvad der i dag
gælder for investeringsrådgivere,
forsikringsmæglere samt penge- og realkreditinstitutter.
Herved sikres, at der gælder de samme krav til
rådgivning, uanset om forbrugeren henvender sig til en
finansiel rådgiver eller en finansiel virksomhed.
3.
Gældende ret
Der er i den nuværende finansielle
lovgivning ikke hjemmel til at stille krav om, at udbydere af
generel finansiel rådgivning, herunder rådgivning om
lån, skal have en tilladelse, hvis rådgivningen sker
uden for en finansiel virksomhed. Denne form for rådgivning
kan derfor på nuværende tidspunkt udøves uden
tilladelse. Endvidere findes ikke en specifik regulering af den
rådgivning, som disse virksomheder eller personer, der ikke
er finansielle virksomheder, udøver. Området er
således kun reguleret af de mere generelle regler i
§§ 1 og 3 i markedsføringsloven og § 7 a,
stk. 8, i kreditaftaleloven.
Hvis en rådgiver imidlertid
udøver investeringsrådgivning, fremgår det dog
af det gældende kapitel 20 i lov om finansiel virksomhed, at
virksomheden skal have en tilladelse som
investeringsrådgiver. Rådgiver virksomheden om
forsikringer, skal virksomheden have en tilladelse som
forsikringsmægler, jf. lov om forsikringsformidling.
Det bemærkes, at lovgivningen i dag ikke
gør det muligt for investeringsrådgivere og
forsikringsmæglere at udøve anden virksomhed, herunder
generel finansiel rådgivning under samme juridiske enhed. Da
investeringsrådgivning og rådgivning for forsikringer
kræver en tilladelse, vil en generel finansiel rådgiver
derfor ikke kunne udøve disse former for
rådgivning.
I det følgende gives derfor en kort
beskrivelse af disse to regelsæt for forsikringsmæglere
og investeringsrådgivere.
3.1.
Investeringsrådgivning
Finanstilsynet giver i medfør af lov om
finansiel virksomhed kapitel 20 a tilladelse til at udøve
investeringsrådgivning. Det følger af § 343 c i
lov om finansiel virksomhed, at som betingelse for at få en
tilladelse som investeringsrådgiver i virksomhedsform
skal,
• medlemmer af
virksomhedens bestyrelse og direktion opfylde reglerne om egnethed
og hæderlighed i lov om finansiel virksomhed,
• virksomheden
have tegnet en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti,
der dækker erstatningskrav som følge af
pligtforsømmelse,
•
virksomhedens forretningsgange og administrative forhold være
forsvarlige,
• virksomheden
have hovedkontor og hjemsted i Danmark og
• den
finansielle lovgivnings regler om kvalificerede ejerandele og
snævre forbindelser være opfyldt.
Investeringsrådgivere, herunder deres
ansatte, skal derudover opfylde en række kompetencekrav, som
er fastsat i bekendtgørelse nr. 346 af 15. april 2011 om
kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse
investeringsprodukter.
Det følger endvidere af § 343 d i
lov om finansiel virksomhed, at investeringsrådgivere kan
udøve investeringsrådgivning og virksomhed, der er
accessorisk hertil, jf. bilag 4, afsnit B, nr. 3, 1. led. Det vil
sige, at investeringsrådgivere ikke kan rådgive om for
eksempel lån og forsikringer. Ønsker virksomheden
denne form for virksomhed, må dette ske i en
selvstændig juridisk enhed.
3.2.
Forsikringsformidling
Finanstilsynet giver tilladelse til at
udøve virksomhed som forsikringsmægler. Ifølge
lov om forsikringsformidling skal følgende være
opfyldt, for at forsikringsmæglingsvirksomhed kan
udøves i virksomhedsform:
• Medlemmer af
virksomhedens bestyrelse og direktion skal opfylde reglerne om
egnethed og hæderlighed.
• Den eller de
for forsikringsformidling ansvarlige personer i virksomheden skal
opfylde en række hæderlighedskrav og have generel viden
om forsikringsformidling.
• Virksomheden
skal have tegnet en ansvarsforsikring mod ethvert økonomisk
krav, som måtte følge af hvervet.
• Der skal
være ansatte i virksomheden, som har tilladelse til at
udøve forsikringsmægling.
Ansatte i en forsikringsmæglervirksomhed
skal besidde en teoretisk uddannelse og praktisk kunnen om
forsikringsmæglervirksomhed. Finanstilsynet fastsætter
nærmere regler herom.
Der gælder tilsvarende krav for, at
Finanstilsynet kan give tilladelse til, at en person udøver
forsikringsmægling i enkeltmandsvirksomhed.
En forsikringsmægler kan kun
udøve anden virksomhed, hvis dette sker i en anden juridisk
enhed end forsikringsmæglervirksomheden, jf. lovens §
12, stk. 1.
Forsikringsagenter skal ifølge lovens
§ 27, stk. 1, registreres. Denne registrering skal som
udgangspunkt ske hos det forsikringsselskab, som virksomheden har
indgået aftale om formidling af forsikringsprodukter med.
4.
Baggrunden for lovforslaget
Forslag til lov om finansielle rådgivere
har til formål at opstille rammer for virksomheder, der yder
rådgivning til forbrugere om deres finansielle forhold
bortset fra rådgivning, der ydes af finansielle virksomheder,
som for eksempel banker og realkreditinstitutter. Disse
virksomheder er allerede i dag underlagt en omfattende
regulering.
Lovforslaget vil styrke forbrugernes mulighed
for at få rådgivning om finansielle produkter uden for
den traditionelle finansielle sektor. Ordningen vil desuden sikre,
at markedet for finansiel rådgivning om alle finansielle
produkter uden for den traditionelle finansielle sektor bliver mere
gennemsigtigt og ensartet, og underlagt et tilsyn fra
Finanstilsynet.
Endelig vil lovforslaget styrke konkurrencen
inden for den finansielle sektor, fordi forbrugerne får
mulighed for at købe råd fra uafhængige
rådgivere, der kan udpege det bedste produkt for forbrugerne.
Rådgivningen vil udgøre et alternativ til den
finansielle sektors rådgivning om finansielle produkter.
Der vil i forslaget blive stillet krav om, at
virksomheder, som yder rådgivning om finansielle produkter
til forbrugere, skal have Finanstilsynets tilladelse som finansiel
rådgiver. Dette vil sikre, at kun virksomheder, der har et
minimum af kompetencer til at yde denne form for rådgivning,
kan få tilladelse. For at opnå tilladelse som finansiel
rådgiver skal en virksomhed endvidere have tegnet en
ansvarsforsikring eller tilsvarende garanti for erstatningskrav og
have indrettet sine aktiviteter, så disse kan ydes på
forsvarlig vis. Hvis en virksomhed modtager betroede midler fra
forbrugere, skal midlerne indsættes på en særlig
konto, og der skal stilles sikkerhed for midlerne.
En tilladelse som finansiel rådgiver vil
endvidere sikre, at Finanstilsynet er bekendt med de virksomheder,
der yder rådgivning om finansielle produkter til forbrugere
og derfor har mulighed for at gribe ind over for virksomhedernes
adfærd, hvis den ikke er i overensstemmelse med de regler,
der fastsættes i loven.
Der findes allerede i dag regler om, at
investeringsrådgivere og forsikringsmæglere skal have
en tilladelse for at kunne påbegynde deres virksomhed. Ved
udformningen af dette lovforslag er der taget udgangspunkt i disse
regler.
Ansatte i den finansielle sektor har generelt
gennemført uddannelser, som er målrettet
ansættelse i den finansielle sektor. Hertil kommer, at der i
dag stilles særlige kompetencekrav til ansatte i den
finansielle sektor, når disse rådgiver om visse
investeringsprodukter. Kompetencekravene skal dokumenteres ved
specielle prøver. Investeringsrådgivere uden for den
finansielle sektor er ligeledes omfattet af disse regler. Hertil
kommer, at ansatte hos en forsikringsmægler, der yder
forsikringsformidling, skal have en teoretisk uddannelse fastsat af
Finanstilsynet.
Finansielle rådgivere skal udgøre
et reelt alternativ til den rådgivning, der ydes i den
finansielle sektor. Derfor indeholder dette lovforslag også
krav om, at ansatte hos finansielle rådgivere skal opfylde
visse kompetencekrav.
En finansiel rådgiver vil kunne have
behov for at betegne sig som »uafhængig« af for
eksempel den finansielle sektor for at markere, at denne ikke har
økonomiske interesser i den rådgivning, som
virksomheden yder. Der vil derfor i forslaget blive fastsat regler
om, hvilke krav en finansiel rådgiver skal opfylde for, at
denne må anvende betegnelsen uafhængig eller
tilsvarende betegnelser.
Uanset om en finansiel rådgiver betegner
sig som uafhængig, vil der være et behov for, at
virksomheden er forpligtet til at have forretningsgange for
håndtering af interessekonflikter og en rådgiver, der
ikke betegner sig som uafhængig, skal desuden oplyse herom
samt om en eventuel provision og dennes størrelse. Herved
sikres, at rådgivningen, som virksomheden yder, i videst
mulige omfang varetager kundernes bedste interesser.
Dette lovforslag har til formål at
regulere virksomheder, bortset fra finansielle virksomheder, der
yder en helhedsorienteret rådgivning til forbrugere om deres
finansielle forhold.
Investeringsrådgivere og
forsikringsmæglervirksomheder yder henholdsvis
investeringsrådgivning og rådgivning om forsikrings- og
pensionsforhold.
Det er i dag ikke muligt for
investeringsrådgivere og forsikringsmæglervirksomheder
at yde rådgivning om andre finansielle produkter end de
produkter, der er omfattet af deres tilladelse.
Der er behov for, at også disse
virksomheder får mulighed for at kunne yde rådgivning
om finansielle produkter til forbrugere, fordi der er en tæt
forbindelse mellem lån, investering, forsikring og pension.
Der er derfor behov for, at rådgiveren kan se på hele
kundens økonomi.
5.
Lovforslagets indhold
5.1.
Lovforslagets anvendelsesområde
Det foreslås, at loven finder anvendelse
på virksomheder, der yder rådgivning om finansielle
produkter til forbrugere. Det er uden betydning om rådgivning
om finansielle produkter udgør virksomhedens hoved- eller
bibeskæftigelse. Lejlighedsvis rådgivning om
finansielle produkter er dog i særlige tilfælde
undtaget fra loven.
Rådgivning i henhold til forslaget kan
kun udøves af aktie- og anpartsselskaber, partnerselskaber
(kommanditaktieselskaber), kommanditselskaber, interessentskaber og
enkeltmandsvirksomheder.
Lovforslaget er begrænset til
rådgivning, der ydes til forbrugere. Forbrugerbegrebet skal
forstås i overensstemmelse med den sædvanlige betydning
af dette begreb, det vil sige som en person, der hovedsageligt
handler uden for sit erhverv. Rådgivning om finansielle
produkter til erhvervsdrivende er derfor ikke omfattet af dette
lovforslag.
Det foreslås, at der ved
rådgivning skal forstås personlige anbefalinger til en
kunde om transaktioner i tilknytning til finansielle produkter.
Rådgivningen skal derfor tage udgangspunkt i kundens
individuelle forhold, eller den forbrugers forhold, som kunden
eventuelt repræsenterer.
Ifølge forslaget forstås ved
finansielle produkter kreditaftaler, indlån, forsikringer,
pension og investeringsprodukter. Indlån og forsikring kan i
dag kun udbydes af virksomheder med tilladelse efter lov om
finansiel virksomhed, mens værdipapirhandlere har eneret
på transaktioner vedrørende værdipapirer.
Derimod gælder der i dag ikke krav om, at ydelse af lån
kun kan ydes af virksomheder, der er under tilsyn. Finansielle
produkter omfatter derfor alle kreditaftaler, uanset om disse
indgås med en finansiel virksomhed eller andre
långivere.
Ved investeringsprodukter foreslås en
definition svarende til definitionen af investeringsprodukter i
bekendtgørelse nr. 345 af 15. april 2011 om
risikomærkning af investeringsprodukter samt
bekendtgørelse nr. 346 af 15. april 2011 om kompetencekrav
til personer, der yder rådgivning om visse
investeringsprodukter.
Lovforslaget indeholder en række
undtagelser fra anvendelsesområdet. Således er
rådgivning om finansielle produkter, som virksomheden selv
udbyder, undtaget fra lovens anvendelsesområde. Dette
skyldes, at lovforslaget har til formål at regulere
rådgivning om finansielle produkter i tilfælde, hvor
rådgivning ydes af virksomheder, der ikke selv udbyder
finansielle produkter. Det bemærkes dog, at der for de fleste
finansielle produkter kræves en tilladelse for at kunne
udbyde disse, og at de virksomheder vil være underlagt regler
om god skik m.v. Finansielle virksomheder er derfor også
undtaget lovforslaget.
Investeringsrådgivere og
forsikringsformidlere er i forvejen reguleret i henholdsvis kapitel
20 a i lov om finansiel virksomhed og i lov om
forsikringsformidling. Det foreslås derfor, at disse
virksomheder undtages fra forslaget til lov om finansielle
rådgivere for så vidt angår henholdsvis
investeringsrådgivning og rådgivning om forsikrings- og
pensionsprodukter omfattet af lov om forsikringsformidling.
Rådgivning til virksomhedens
medarbejdere eller til medarbejdere i en modervirksomhed,
dattervirksomhed eller en af modervirksomhedens andre
dattervirksomheder er ligeledes undtaget fra forslaget.
5.2.
Tilladelse til at yde finansiel rådgivning
Lovforslaget opregner betingelserne for, at
Finanstilsynet kan give tilladelse til, at en virksomhed kan yde
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere.
Virksomheden skal have hovedkontor og hjemsted
i Danmark for, at Finanstilsynet kan give en tilladelse.
Det er endvidere en betingelse, at
virksomheden har forretningsgange på alle væsentlige
aktivitetsområder. Forretningsgangene skal bidrage til at
sikre, at virksomheden drives forsvarligt og i overensstemmelse med
de regler, der gælder for denne form for virksomhed.
Medlemmerne af virksomhedens bestyrelse og
direktion skal opfylde kravene til egnethed og hæderlighed
for, at virksomheden kan få tilladelse fra
Finanstilsynet.
For at sikre kunder der har et erstatningskrav
mod virksomheden som følge af mangelfuld rådgivning,
skal virksomheden endelig have tegnet en ansvarsforsikring eller
anden tilsvarende garanti, der sikrer virksomheden mod
erstatningskrav, som følge af erstatningsforpligtende
adfærd.
5.3.
Kompetencekrav
Det foreslås, at virksomheder omfattet
af denne lov skal sikre, at deres ansatte, som yder
rådgivning om finansielle produkter, har tilstrækkelige
kompetencer til at yde en forsvarlig rådgivning.
De nærmere kompetencekrav til ansatte i
virksomheder omfattet af denne lov vil blive fastsat af
Finanstilsynet.
5.4. God
skik, interessekonflikter m.v.
Det foreslås, at en finansiel
rådgiver skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Bestemmelsen svarer til de øvrige bestemmelser om god skik,
der findes i lovgivningen på det finansielle
område.
Erhvervs- og vækstministeren får
med loven bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler
om redelig forretningsskik og god praksis for finansielle
rådgivere svarende til, hvad der gælder på det
øvrige finansielle område.
Det foreslås endvidere, at en finansiel
rådgiver skal have en forretningsgang for håndtering af
interessekonflikter i forholdet mellem kunderne og
virksomheden.
Virksomheden skal mindst én gang
årligt vurdere, om denne forretningsgang fungerer efter
hensigten og afhjælpe eventuelle mangler ved
forretningsgangen. Herved sikres, at forretningsgangene
løbende er opdateret, og at virksomheden har taget stilling
til, hvordan interessekonflikter skal imødegås.
Forretningsgangen skal offentliggøres og være
tilgængelig på virksomhedens hjemmeside.
Der opstilles endvidere med lovforslaget tre
betingelser for, at en finansiel rådgiver må anvende
betegnelsen »uafhængig« eller tilsvarende
betegnelser, der giver indtryk af, at virksomheden yder
uafhængig rådgivning.
En finansiel rådgiver, der betegner sig
som uafhængig, må ikke direkte eller indirekte modtage
provision eller andet vederlag fra virksomheder, der sælger
eller formidler finansielle produkter, ligesom virksomheden ikke
må have snævre forbindelser til en finansiel virksomhed
eller anden virksomhed, som sælger eller formidler
finansielle produkter.
Endelig må en finansiel rådgiver,
der betegner sig som uafhængig, ikke tilbyde eller formidle
finansielle produkter til en forbruger, når virksomheden
samtidig yder rådgivning herom til forbrugeren.
Der indføres endvidere en forpligtelse
for afhængige finansielle rådgivere til på deres
hjemmeside at oplyse om afhængigheden, herunder en eventuel
provision og andet vederlag, samt størrelsen heraf eller
beregningsmåden for denne.
5.5. Tilsyn
m.v.
Det foreslås, at Finanstilsynet
fører tilsyn med overholdelsen af loven. Tilsynet vil
være risikobaseret og indeholde pligt til, at Finanstilsynet
via inspektioner kan kontrollere, at en finansiel rådgiver
opfylder lovforslagets krav til opretholdelse af tilladelse.
Finanstilsynet kan blandt andet
undersøge, om en finansiel rådgiver overholder
reglerne for tilladelse, herunder om virksomheden har
forretningsgange på alle væsentlige
aktivitetsområder, og at disse bliver opfyldt i praksis.
Finanstilsynet kan endvidere gribe ind og påbyde en
virksomhed at afskedige en direktør eller ledelsesansvarlig,
eller påbyde et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit
hverv, hvis de pågældende personer ikke længere
opfylder kravene til egnethed og hæderlighed.
I medfør af lovforslaget er
Finanstilsynet underlagt den skærpede tavshedspligt i henhold
til § 354, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet er
derfor, jf. § 354, stk. 1, forpligtet til at hemmeligholde
fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet kommer i besiddelse af i
forbindelse med tilsynet med virksomheden, i henhold til loven.
Dette medfører, at offentlighedslovens regler om aktindsigt
som udgangspunkt ikke finder anvendelse på oplysninger med
virksomhedens, i henhold til loven, der vedrører
betingelserne for at opnå tilladelse som finansiel
rådgiver.
Derimod følger af § 354, stk. 3,
nr. 1, at den skærpede tavshedspligt i § 354, stk. 1,
ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik og
prisoplysninger. I henhold til denne bestemmelse vil de almindelige
regler om aktindsigt efter offentlighedsloven derfor finde
anvendelse på tilsyn med forslagets øvrige
bestemmelser, ligesom forvaltningslovens og straffelovens
almindelige regler om tavshedspligt finder anvendelse på
denne del af tilsynsvirksomheden.
Som i den øvrige finansielle lovgivning
foreslås, at Det Finansielle Råd indgår i
tilsynet med loven, og at afgørelser truffet i medfør
af loven vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.
Det foreslås endvidere, at
Forbrugerombudsmanden, svarende til hvad der gælder efter den
øvrige finansielle lovgivning, får adgang til at
anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod
redelig forretningsskik og god praksis, herunder sag om forbud,
påbud, erstatning og tilbagesøgning af
uretmæssigt opkrævede beløb.
Forbrugerombudsmanden har mulighed for at
gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager,
ligesom han kan deltage i Det Finansielle Råds møder,
når Finanstilsynet forelægger en sag af principiel
eller vidtgående betydning for rådet. Ligeledes har
Forbrugerombudsmanden mulighed for at gøre opmærksom
på mere generelle forhold, som han finder er urimelige i
forhold til forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden kan tillige indbringe en
sag for domstolene, hvis Forbrugerombudsmanden finder, at der er
behov for et sådan skridt. Det kan for eksempel være
tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en
sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af
principiel eller vidtgående betydning.
Forbrugerombudsmanden skal derimod ikke
generelt behandle konkrete henvendelser fra forbrugere om
overtrædelse af god skik bestemmelserne. Sådanne
henvendelser skal Forbrugerombudsmanden oversende til behandling
hos Finanstilsynet. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i
lighed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer og
rapporter om virksomheder omfattet af denne lov danne baggrund for
Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør
anlægges en retssag.
Forbrugerombudsmanden får endvidere
mulighed for at behandle sager vedrørende overtrædelse
af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af
loven. Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder efter lov om
finansiel virksomhed. Ved behandlingen af sådanne sager,
finder markedsføringslovens § 20, § 22,
stk. 2, § 23, stk. 1, § 27,
stk. 1, og § 28 tilsvarende anvendelse.
Finanstilsynet skal underrette
Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin virksomhed
bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som
følge af, at virksomheden har overtrådt bestemmelser
om god skik. Hermed får Forbrugerombudsmanden mulighed for
løbende at følge en sag, hvor kunderne kan have lidt
tab og Forbrugerombudsmanden får adgang til samtlige
oplysninger i sådanne sager, som Finanstilsynet behandler.
Denne adgang gælder, uanset reglerne om Finanstilsynets
tavshedspligt.
Det foreslås, at Finanstilsynets tilsyn
med finansielle rådgivere finansieres via afgifter, som
betales af de finansielle rådgivere efter reglerne om
afgifter i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
5.6.
Forholdet til anden lovgivning
Det foreslås at ændre reglerne for
investeringsrådgiveres og forsikringsmægleres
virksomhed, så det bliver muligt for disse virksomheder at
opnå en tilladelse og udøve aktiviteter omfattet af
denne lov.
6.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner
og regioner
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner.
7.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Med lov om finansielle rådgivere
indføres ny lovgivning, som betyder, at virksomheder, der
ønsker at yde finansiel rådgivning, skal søge
om tilladelse hertil. Lovgivningen vurderes at medføre
både løbende administrative konsekvenser samt
omstillingsbyrder.
Virksomhederne skal udarbejde en
ansøgning, som skal indeholde en række oplysninger.
Dette vil medføre omstillingsbyrder for virksomhederne, da
de ikke tidligere har skullet søge om tilladelse. Derudover
skal de enkelte virksomheder udarbejde en forretningsgang for
håndtering af interessekonflikter, som ifølge §
8, stk. 2, skal offentliggøres og være
tilgængelig på virksomhedens hjemmeside.
Samlet vurderes de løbende
administrative konsekvenser til at være begrænsede
på samfundsniveau, særligt på grund af, at der
kun forventes omkring 50 finansielle rådgivere.
Alle udgifter finansieres af virksomhederne
omfattet af loven ved opkrævning af afgifter. Virksomheder,
som yder rådgivning om finansielle produkter til forbrugere
kommer under tilsyn og vil fremover skulle betale afgift til
Finanstilsynet. Der foreslås en årlig afgift på
12.000 kr. i 2004-niveau svarende til ca. 20.000 kr. i 2011-niveau.
Det tilsvarende beløb for investeringsrådgivere er
8.250 kr. i 2004-niveau årligt. Finansielle rådgivere
vil imidlertid have et bredere forretningsområde end
investeringsrådgtivere, hvilket bør medføre en
højere afgift.
Det vurderes endvidere, at regulering af
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere vil kunne
tilføre øget konkurrence om finansielle produkter,
fordi forbrugerne får mulighed for at købe råd
fra uafhængige rådgivere, der kan udpege de bedste
finansielle produkter for forbrugerne.
8.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
9.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
10.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
11.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har været i
høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES),
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen,
Børsmæglerforeningen, Danish Venture Capital and
Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers
Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime,
Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk
Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Metal, Dansk
Pantebrevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den
Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den
danske Fondsmæglerforening, Disciplinærnævnet for
Statsautoriserede Revisorer, Ejendomsforeningen, FDIH - Foreningen
for Distance- og Internethandel, FDFA - Foreningen af Danske
Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, Finansforbundet,
Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans og
Leasing, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for
Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer,
Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring &
Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet,
FSR - danske revisorer, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantifonden
for indskydere og investorer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG
Markets A/S, Håndværksrådet,
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO),
InvesteringsForeningsRådet, ISACA Denmark Chapter,
IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening,
Kuratorforeningen, Købmandsstandens OplysningsBureau,
Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater,
Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S,
Nets, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske
afdeling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet,
Rederiforeningen af 1895, Regionale Bankers Forening,
Regnskabsrådet, Revisorkommissionen, Revisortilsynet,
Rigsrevisionen, Skibs- og Bådebyggeriets
Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i
Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Færøernes
Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne og
Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i
Grønland.
| | | 12. Sammenfattende skema | | | | | | | Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Ingen. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Der skal årligt betales en afgift til
Finanstilsynet, ligesom lovforslaget vil have begrænsede
løbende administrative konsekvenser samt omstillingsbyrder
på samfundsniveau. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås med lovforslagets § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse
på virksomheder. Med virksomheder forstås juridiske
enheder, der yder rådgivning på et kommercielt
grundlag. Det forudsættes, at virksomheden skal modtage
betaling fra aftageren af rådgivningen. Det er uden
betydning, om rådgivning om finansielle produkter
udgør virksomhedens erhvervsmæssige hoved- eller
bibeskæftigelse. Lejlighedsvis og accessorisk
rådgivning om finansielle produkter er undtaget fra loven,
jf. stk. 3, nr. 3.
Rådgivning om finansielle produkter til
erhvervsdrivende er ikke omfattet af dette lovforslag og kan derfor
som udgangspunkt ydes uden en tilladelse efter denne lov.
Såfremt der imidlertid ydes investeringsrådgivning til
erhvervsdrivende, forudsætter dette en tilladelse efter
kapitel 20 a i lov om finansiel virksomhed. Tilsvarende
gælder rådgivning til erhvervsdrivende om forhold
omfattet af lov om forsikringsformidling.
Såfremt en virksomhed er omfattet af
loven, er den kun forpligtet til at følge lovens
bestemmelser for så vidt angår virksomhedens
rådgivning om finansielle produkter. Dette vil være
relevant, hvor virksomheden har andre aktiviteter end
rådgivning om finansielle produkter.
Loven er begrænset til rådgivning,
der ydes til forbrugere. Forbrugerbegrebet skal forstås i
overensstemmelse med den sædvanlige betydning af dette
begreb, det vil sige som en person, der hovedsageligt handler uden
for sit erhverv, jf. forslagets § 2, nr. 5.
I medfør af forslagets § 1, stk. 2, kan rådgivning, jf.
stk. 1, kun udøves af aktie- og anpartsselskaber,
partnerselskaber (kommanditaktieselskaber), kommanditselskaber,
interessentskaber og enkeltmandsvirksomheder.
Virksomheden skal yde rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere. Rådgivning om
finansielle produkter er ikke begrænset til køb og
salg af et finansielt produkt. Rådgivningen kan også
vedrøre spørgsmålet, om en kunde skal anvende
et kontantindestående til at indfri et lån, eller om en
kunde i forbindelse med restancer skal søge at forhandle en
afdragsordning på plads med banken. Rådgivning, der
udøves af gældsrådgivere, vil derfor også
være omfattet af loven.
Hvad der nærmere forstås ved
rådgivning, finansielle produkter og forbrugere fremgår
af forslagets § 2, hvortil henvises.
Forslagets § 1, stk.
3, indeholder seks undtagelser til lovens
anvendelsesområde, jf. stk. 1.
Det fremgår af § 1, stk. 3, nr. 1, at rådgivning
om finansielle produkter, som virksomheden udbyder, på egne
vegne eller på vegne af andre, er undtaget fra lovens
anvendelsesområde. Dette skyldes, at lovforslaget har til
formål at regulere rådgivning om finansielle produkter,
som ydes af virksomheder, der ikke udbyder finansielle produkter,
og som ikke udbyder finansielle produkter på vegne af andre
virksomheder. Det bemærkes dog, at der for de fleste
finansielle produkter kræves en tilladelse til at kunne
udbyde disse, og at de virksomheder, der har opnået
tilladelse hertil, allerede er underlagt den finansielle
lovgivnings regler om blandt andet god skik m.v.
Rådgivning til virksomhedens
medarbejdere eller til medarbejdere i en modervirksomhed,
dattervirksomhed eller et af modervirksomhedens andre
dattervirksomheder foreslås undtaget, jf. forslagets § 1, stk. 3, nr. 2. Ved
fastlæggelse af hvad der forestås ved en moder- og
dattervirksomhed, finder § 5, nr. 7 og 8, i lov om finansiel
virksomhed tilsvarende anvendelse. Det følger af disse
bestemmelser, at en modervirksomhed er en virksomhed, som har en
eller flere dattervirksomheder. En dattervirksomhed er en
virksomhed, som er underlagt bestemmende indflydelse af en
modervirksomhed.
Forslagets § 1, stk.
3, nr. 3, undtager rådgivning om finansielle
produkter, der kun ydes lejlighedsvis eller som accessorium i
forbindelse med anden erhvervsvirksomhed, når denne anden
erhvervsvirksomhed er reguleret ved lov, eller professionen i
øvrigt er adfærdsreguleret, herunder eksempelvis
advokater, som er underlagt de advokatetiske regler. Kravene om, at
den anden erhvervsvirksomhed skal være reguleret ved lov,
eller at professionen i øvrigt skal være
adfærdsreguleret, er ikke kumulative krav. Som eksempler
på virksomheder, der vil være undtaget efter denne
bestemmelse, kan nævnes ejendomsmæglere, advokater og
revisorer. Det vil indgå i denne vurdering, om
rådgivningen om finansielle produkter udbydes som et
selvstændigt produkt eller som et accessorium til
virksomhedens hovederhverv. For at kravet om, at virksomheden er
adfærdsreguleret, er opfyldt, er det en betingelse, at der
foreligger et adfærdsregulerende kodeks, der er udarbejdet af
en brancheforening. Finanstilsynet kan ved vurdering af, om
undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse, anmode om at få
forelagt dette kodeks.
Finansielle virksomheder foreslås
undtaget fra lovens anvendelsesområde, jf. forslagets § 1, stk. 3, nr. 4, da disse
virksomheder allerede er underlagt omfattende regulering i den
finansielle lovgivning.
Virksomhed som investeringsrådgiver og
forsikringsformidlere er i forvejen reguleret i henholdsvis kapitel
20 a i lov om finansiel virksomhed og i lov om
forsikringsformidling. I medfør af forslagets § 1, stk. 3, nr. 5 og 6, er disse virksomheder derfor undtaget fra
lovens anvendelsesområde, for så vidt angår disse
virksomheders udøvelse af henholdsvis
investeringsrådgivning og rådgivning om
forsikringer.
Til § 2
Lovforslagets §
2 indeholder definitioner af en række af lovens
begreber.
Det foreslås med § 2, nr. 1, at der ved finansiel
rådgiver skal forstås, en virksomhed omfattet af lovens
§ 1, stk. 1, det vil sige en virksomhed, der som led i dennes
hoved- eller bibeskæftigelse, mod vederlag, yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere.
I medfør af det foreslåede § 2, nr. 2, skal rådgivning
forstås som personlige anbefalinger til en forbruger om
transaktioner i tilknytning til finansielle produkter. Dette
betyder, at rådgivningen skal tage udgangspunkt i
forbrugerens individuelle forhold, eller den forbrugers forhold,
som en kunde eventuelt repræsenterer.
En personlig anbefaling til en forbruger kan
bestå af en anbefaling om at udføre eller ikke at
udføre en given transaktion. Består en
rådgivning derimod af en virksomheds generelle anbefalinger
til sine kunder om eksempelvis at placere ens formue i 50 pct.
aktier og 50 pct. obligationer eller optage en bestemt
låntype, vil der ikke være tale om personlige
anbefalinger, og der vil derfor ikke foreligge rådgivning
omfattet af denne lov.
Generelle anbefalinger kan imidlertid
være led i en rådgivning, som munder ud i en anbefaling
om at optage et lån eller tegne en forsikring, men den
generelle anbefaling kan som udgangspunkt ikke i sig selv
udgøre rådgivning omfattet af denne lov.
Anbefalinger, der er egnet til udbredelse til
offentligheden eller en bredere kreds af modtagere, er ikke
omfattet af loven, fordi der ikke foreligger personlige
anbefalinger.
Ved finansielle produkter forstås, jf.
forslagets § 2, nr. 3,
kreditaftaler, indlån, forsikringer, pensioner og
investeringsprodukter. Indlån og forsikringer kan i dag kun
ydes af finansielle virksomheder. Derimod gælder der i dag
ikke krav om, at lån kun kan ydes af virksomheder, som er
under tilsyn. Finansielle produkter omfatter derfor kreditaftaler,
uanset om disse indgås med en finansiel virksomhed eller
andre långivere.
Ved investeringsprodukter forstås, jf.
§ 2, nr. 4, instrumenter, jf.
bilag 5 i lov om finansiel virksomhed, indskud i pengeinstitutter,
hvor et afkast afhænger af udviklingen i et eller flere
underliggende aktiver, garantbeviser, andelsbeviser og pantebreve.
Denne definition svarer til definitionen af investeringsprodukter i
bekendtgørelse nr. 345 af 15. april 2011 om
risikomærkning af investeringsprodukter samt
bekendtgørelse nr. 346 af 15. april 2011 om kompetencekrav
til personer, der yder rådgivning om visse
investeringsprodukter.
Med § 2, nr.
5, foreslås at definere begrebet forbruger som en
person, der i forbindelse med rådgivning omfattet af denne
lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Begrebet omfatter
således både en fysisk og juridisk person, som ikke
udelukkende men dog hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Dette svarer til den sædvanlige forståelse af
forbrugerbegrebet.
Til § 3
Det foreslås i § 3, stk. 1, at virksomheder, der yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, skal have
Finanstilsynets tilladelse som finansiel rådgiver.
Overtrædelse af denne bestemmelse er strafbelagt, jf.
lovforslagets § 26, stk. 1. Forslaget til § 3, stk. 2, opregner herefter de
betingelser, som skal være opfyldt for at opnå
tilladelse til at drive virksomhed som finansiel
rådgiver.
Det fremgår af forslagets § 3, stk. 2, nr. 1, at virksomheden skal
have hovedkontor og hjemsted i Danmark for, at Finanstilsynet giver
en tilladelse, jf. dog § 3, stk. 3, der vedrører
udenlandske virksomheder med lignende tilladelse. Ved hjemsted
forstås det sted, hvor fra virksomheden har sit hovedkontor,
dvs. det sted hvorfra virksomheden faktisk ledes.
Virksomheden skal efter forslagets § 3, stk. 2, nr. 2, endvidere have
forretningsgange på alle væsentlige
aktivitetsområder. Bestemmelsen henviser til lovforslagets
§ 8, der forpligter virksomheden til at have en
forretningsgang for håndtering af interessekonflikter, men
bestemmelsen er ikke begrænset hertil. Eksempelvis vil
virksomhederne skulle have forretningsgange for
gennemførelse af rådgivningsforløb, herunder
dokumentation for, hvilke råd virksomheden har givet til sine
kunder. Ved vurderingen af om kravet til forretningsgange er
opfyldt, vil der blive taget hensyn til den enkelte virksomheds
størrelse.
Forretningsgangene skal bidrage til at sikre,
at virksomheden drives forsvarligt og i overensstemmelse med de
regler, der gælder for finansielle rådgivere. Derfor
bør det som minimum fremgå af forretningsgangene,
hvordan virksomheden overholder reglerne i henhold til denne
lov.
Efter forslagets §
3, stk. 2, nr. 3, skal medlemmerne af virksomhedens
bestyrelse og direktion eller, såfremt virksomheden drives
som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, den eller de for
virksomheden ledelsesansvarlige opfylde kravene til egnethed og
hæderlighed i henhold til forslagets § 4.
Virksomheden skal i henhold til forslagets
§ 3, stk. 2, nr. 4, tegne en
ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti, for eksempel en
bankgaranti, mod erstatningskrav. Bestemmelsen har til formål
at sikre, at kunder, der har lidt et tab, kan få erstatning
fra virksomheden i tilfælde af mangelfuld
rådgivning.
Efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, skal virksomheden,
såfremt denne modtager betroede midler fra forbrugere,
oprette en særlig konto for indsættelse af disse midler
samt etablere en sikkerhed herfor.
Bestemmelsen stiller krav om, at der
foreligger sikkerhed for midler, som en forbruger måtte
indbetale til en finansiel rådgiver, der foretager
videreformidling heraf til eksempelvis en långiver. Når
en virksomhed modtager betroede midler fra en forbruger, skal den
overføre midlerne til en særskilt konto i et
pengeinstitut. Virksomheden skal for at imødekomme kravet om
sikkerhed tegne en ansvarsforsikring eller en garantistillelse fra
et pengeinstitut eller et forsikringsselskab for denne
særskilte konto.
Hvis virksomheden ikke modtager betroede
midler, skal den ikke stille sikkerhed. Virksomheden skal
erklære dette over for Finanstilsynet.
Det fremgår af forslaget til § 3, stk. 3, at Finanstilsynet kan give
tilladelse som finansiel rådgiver til en virksomhed, der har
en lignende tilladelse i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område.
Disse virksomheder skal dog anmeldes og registreres i
Finanstilsynet, inden at virksomhed som finansiel rådgiver
kan påbegyndes.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at
virksomheder, der har en tilladelse i andre EU-medlemslande eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område til at yde rådgivning om finansielle
produkter, kan opnå tilladelse som finansiel rådgiver i
Danmark, hvis den udenlandske tilladelse har et indhold, der ligner
en tilladelse efter denne lovs kapitel 2. Ved vurderingen af, om
der foreligger en lignende tilladelse, vil der blive lagt
vægt på, hvilke vilkår der skal opfyldes for at
opnå tilladelsen og de udenlandske bestemmelsers
beskyttelsesniveau. Derimod er det ikke en betingelse, at der
gælder identiske vilkår i det land, hvor virksomheden
har opnået tilladelse.
En finansiel rådgiver i et EU-land, der
ikke stiller krav om en forudgående tilladelse, skal derimod
søge om tilladelse for at kunne udøve virksomhed i
Danmark, såfremt rådgivningsvirksomheden er omfattet af
lovforslagets anvendelsesområde. Lovforslaget griber derimod
ikke ind i adgangen for investeringsrådgivere og
forsikringsformidlere med tilladelse i andre EU-lande til at
udøve virksomhed i Danmark.
Forslaget til § 3,
stk. 4, fastsætter de indholdsmæssige krav til
en ansøgning om tilladelse til at drive virksomhed som
finansiel rådgiver. Ansøgningen skal indeholde de
oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets
vurdering af, om betingelserne i stk. 2, er opfyldt. For at
Finanstilsynet har mulighed for at vurdere, om en aktivitet er
omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. forslagets §
1, skal ansøgningen blandt andet indeholde en beskrivelse af
de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at
udøve.
Med forslagets § 3,
stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte
nærmere regler om den i § 3, stk. 2, nr. 4, nævnte
ansvarsforsikring, herunder størrelsen af de
dækningssummer, som forsikringen skal omfatte. Ved
fastsættelsen af disse regler, vil der blive taget
udgangspunkt i de tilsvarende regler, som gælder for
forsikringsmæglere og investeringsrådgivere. Ligeledes
bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere
regler om den i § 3, stk. 2, nr. 5, nævnte sikkerhed for
betroede midler. Ved fastsættelsen af disse regler vil der
blive taget udgangspunkt i de regler, der gælder for
forsikringsmæglere.
Til § 4
Det foreslås i § 4, at medlemmer af den finansielle
rådgivers bestyrelse eller direktion på tidspunktet for
meddelelse af tilladelse til virksomheden eller på
tidspunktet for tiltrædelse af et sådan hverv eller
stilling i en eksisterende virksomhed skal opfylde visse krav til
egnethed og hæderlighed, ligesom der kan gribes ind over for
ledelsespersoner, som ikke længere opfylder kravene, jf.
forslagets § 14.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen
skal, jf. forslagets § 4,
stk. 1, have fyldestgørende erfaring til at
udøve sit hverv eller varetage sin stilling. Dette
påses, når bestyrelsesmedlemmet eller direktøren
tiltræder hvervet eller stillingen. Der stilles ikke
generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller praktiske krav
personen skal opfylde. Disse varierer afhængig af, om der er
tale om en direktørpost eller et medlemskab af bestyrelsen
samt af hvilken virksomhed, der er tale om. I vurderingen kan
blandt andet indgå, om vedkommende har en relevant teoretisk
uddannelse, før har haft ansættelse inden for den
finansielle sektor eller har ledelsesmæssig erfaring.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen er
knyttet til hvervet eller stillingen i den konkrete virksomhed. Det
er således muligt, at en person på grundlag af dennes
uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring
opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at lede en
mindre virksomhed omfattet af denne lov, men at dette derimod ikke
gør sig gældende i forhold til en direktørpost
i en stor landsdækkende virksomhed. Derfor kan man som
udgangspunkt ikke tage sin vurdering med sig fra en virksomhed til
en anden.
Med lovforslagets §
4, stk. 2, nr. 1, kan en person som udgangspunkt ikke
udpeges som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den
pågældende er pålagt strafansvar for en
overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på
det finansielle område. Ligeledes må et
bestyrelsesmedlem eller en direktør som udgangspunkt
også forlade sit hverv eller sin stilling, hvis vedkommende
bliver pålagt strafansvar for sådanne
overtrædelser.
I vurderingen af, om en strafbar
overtrædelse skal føre til, at den
pågældende ikke kan udnævnes, henholdsvis skal
fratræde, vil indgå, om det udviste forhold begrunder
en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af
hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har
handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at
der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke
vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis
bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende
vis.
Det er således ikke enhver
overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil
føre til en reaktion fra Finanstilsynets side.
Det strafbare forhold skal være
fastslået ved dom eller bødevedtagelse.
Er det strafbare forhold pådømt i
udlandet, vil dette kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter
§ 4, stk. 2, nr. 3.
Efter forslagets §
4, stk. 2, nr. 2, kan et bestyrelsesmedlem eller en
direktør ikke bestride sit hverv eller sin stilling, dersom
den pågældende har indgivet begæring om
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller
er under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller
gældssanering. Bestemmelsen indebærer, at
Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket stadium i de
respektive insolvensbehandlinger vedkommende befinder sig.
I § 4, stk. 2, nr.
3, foreslås, at Finanstilsynet får
beføjelse til at kunne gribe ind over for et
bestyrelsesmedlem eller en direktør, dersom den
pågældende har udvist eller udviser en sådan
adfærd, at der er grund til at antage, at den
pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen
på forsvarlig måde.
Bestemmelsen foreslås blandt andet
anvendt i den situation, hvor et bestyrelsesmedlems eller en
direktørs private økonomi er i en sådan uorden,
at selve dette forhold må anses for særdeles belastende
for varetagelsen af den overordnede ledelse af virksomheden. Som
eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at
vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler
eller lignende.
Endvidere kan viden om, at den
pågældende i gentagne tilfælde har været en
del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs,
begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder
kravet.
Der skal dog foretages en individuel
vurdering, hvor Finanstilsynet blandt andet kan lægge
vægt på, hvilken rolle den pågældende
person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er
gået konkurs. Der vil således være personer, som
eksempelvis advokater og andre »professionelle«
bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive
virksomheden, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet
virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden
på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I
sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til
skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere
virksomheder, der er gået konkurs.
Andre eksempler på en tidligere udvist
uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er
åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende
overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller
grovere misbrugssituationer, har været årsag til
problemer i de virksomheder, som den pågældende
tidligere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller
direktør.
Finanstilsynet skal endvidere løbende
vurdere, om ledelsen af den finansielle rådgiver sker
på betryggende vis og gribe ind, hvis bestyrelsen eller
direktionen har handlet til skade for virksomheden. Det kan
eksempelvis være tilfældet, hvis virksomhedens ledelse
ikke har sikret en ordentlig styring, har undladt at efterleve krav
om god administrativ praksis og regnskabspraksis eller har undladt
at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer.
Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser,
dumdristighed eller passivitet har skadet virksomheden, eller der
er risiko for, at dette vil ske.
I lovforslagets § 4,
stk. 3, foreslås det præciseret, at
medlemmer af bestyrelsen og direktionen har pligt til at give
Finanstilsynet oplysninger om de i stk. 2 angivne forhold.
Pligten består både, når den
pågældende indtræder i hvervet eller stillingen
og løbende under udøvelsen heraf. Et ledelsesmedlem
har for eksempel pligt til at oplyse, at der er indgivet
konkursbegæring mod vedkommende, at han eller hun har
søgt om gældssanering, eller at der er rejst sigtelse
mod vedkommende for overtrædelse af stk. 2, nr. 1.
Indtræder der således forhold, som er af betydning for
vurderingen af, om kravene til egnethed og hæderlighed i
stk. 2 fortsat kan anses for at være opfyldt, er den
berørte person forpligtet til af egen drift at informere
Finanstilsynet herom. Det vil herefter være op til
Finanstilsynet at tage stilling til, om vedkommende fortsat er
egnet og hæderlig.
Endelig foreslås i § 4, stk. 4, at såfremt en
virksomhed drives som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed,
så finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse på den eller
de for virksomheden ledelsesansvarlige. Hermed er disse personer
underlagt helt samme krav til egnethed og hæderlighed som et
bestyrelsesmedlem og en direktør.
Til § 5
En finansiel rådgiver, er i henhold til
forslagets § 5, stk. 1,
forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis
der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger,
som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af
tilladelse som finansiel rådgiver, jf. forslagets § 3.
Bestemmelser gælder dog ikke i forhold omfattet af § 4,
stk. 3.
Det følger af bestemmelsen, at der kun
skal ske underretning til Finanstilsynet om ændringer i
oplysninger, som Finanstilsynet har lagt til grund ved meddelelse
af tilladelse. Disse oplysninger vil fremgå af
Finanstilsynets tilladelse. Meddelelsespligten omfatter derfor ikke
enhver ændring i oplysninger, som er indeholdt i det
materiale, som Finanstilsynet har modtaget. Eksempler på
ændringer, der ikke skal meddeles Finanstilsynet, kan
være ændringer i telefonnumre, e-mail-adresser samt
ændringer i forretningsgange, der ikke har betydning for at
sikre efterlevelsen af lovforslaget og regler udstedt i
medfør heraf.
Finansielle rådgivere skal efter
forslaget til stk. 2 én
gang om året indsende en erklæring om, at de opfylder
betingelserne til at få tilladelse efter § 3.
Erklæringen skal være underskrevet af virksomhedens
bestyrelse og direktion eller, såfremt virksomheden drives
som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, af den eller de
for virksomheden ledelsesansvarlige.
Selvom en virksomhed er forpligtet til
løbende at sikre, at betingelserne for at opretholde en
tilladelse er opfyldt, sikrer forslaget til stk. 2, at
virksomheden over for Finanstilsynet én gang om året
erklærer, at dette er tilfældet.
Med § 5,
stk. 3, foreslås, at Finanstilsynet bemyndiges
til at fastsætte nærmere regler om hvilke
ændringer, Finanstilsynet skal modtage underretning om i
henhold til stk. 1. Formålet med denne
bemyndigelsesbestemmelse er at give Finanstilsynet mulighed for at
præcisere, hvilke ændringer Finanstilsynet skal
orienteres om. Herved sikres, at ikke enhver lille ændring i
de modtagne oplysninger skal indberettes til Finanstilsynet.
Til § 6
Det foreslås med § 6, at en finansiel rådgiver
omfattet af dette lovforslag skal sikre, at deres ansatte, som yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, har
tilstrækkelige kompetencer til at yde en forsvarlig
rådgivning. Kompetencekravet finder kun anvendelse på
de ansatte i virksomheden, der yder rådgivning i henhold til
denne lov. Administrativt personale samt personale, som yder anden
form for rådgivning, er derfor ikke omfattet af
kompetencekravet. Såfremt ansatte med ledelsesansvar yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, skal
disse tillige have tilstrækkelige kompetencer i henhold til
denne bestemmelse. Dette gælder uanset om en ansat med
ledelsesansvar kun sjældent har kundekontakt.
I medfør af forslagets § 6, stk. 2, bemyndiges Finanstilsynet
til at fastsætte nærmere regler om de kompetencekrav,
som de ansatte, der yder rådgivning i henhold til loven, skal
opfylde.
Ved fastsættelsen af disse
kompetencekrav vil der blive taget udgangspunkt i de eksisterende
regler herom. For så vidt angår rådgivning om
investeringsprodukter, vil ansatte hos virksomheder omfattet af
dette lovforslag, blive underlagt tilsvarende regler som i dag
følger af bekendtgørelse nr. 346 af 15. april 2011 om
kompetencekrav til personer, der yder rådgivning om visse
investeringsprodukter. For så vidt angår
rådgivning om forsikring og pensionsspørgsmål,
vil der blive fastlagt kompetencekrav, der tager udgangspunkt i de
regler, som gælder for forsikringsmæglere. Da
virksomheder omfattet af lovforslaget imidlertid kun må yde
rådgivning til forbrugere i modsætning til
forsikringsmæglere, vil disse kompetencekrav dog blive
afpasset i forhold hertil.
Der findes i dag ikke kompetencekrav til
personer, som yder rådgivning om kreditaftaler og
indlån. Ved fastsættelsen af kompetencekravene til
rådgivning om kreditaftaler vil der blive taget udgangspunkt
i de minimumskompetencekrav, som forventes vedtaget i forslaget til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kreditaftaler i
forbindelse med fast ejendom til beboelse. Direktivforslaget
forventes vedtaget i 2013.
Som led i fastsættelsen af
kompetencekrav vil der endvidere kunne lægges vægt
på relevant praktisk erfaring.
Kompetencekravene vil indeholde en
overgangsordning for ansatte, der er ansat ved lovens
ikrafttræden.
Til § 7
Forslaget til § 7,
stk. 1, fastlægger, at en finansiel
rådgiver skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Bestemmelsen svarer til de bestemmelser om god skik, der allerede
gælder på det finansielle område. God skik-regler
har til formål at sikre, at kunderne kan have tillid til
markedet og de virksomheder, der agerer på markedet og vil
endvidere bidrage til at sikre et velfungerende marked. Der er tale
om en dynamisk norm, som fastlægger rammerne for
virksomhedernes adfærd på markedet.
Efter lovforslagets § 7, stk. 2, fastsætter
erhvervs- og vækstministeren nærmere regler om redelig
forretningsskik og god praksis for finansielle rådgivere.
Bestemmelsen indeholder adgang til at fastsætte regler om god
skik svarende til, hvad der gælder på det øvrige
finansielle område. Overtrædelse af visse af
bestemmelserne vil tillige blive strafbelagte.
Bestemmelsen vil blive udnyttet til at
fastsætte regler om god skik svarende til
bekendtgørelse nr. 1406 af 20. december 2012 om god skik for
finansielle virksomheder, investeringsforeninger m.v.
Bekendtgørelsen vil således indeholde regler om god
skik, forbud mod vildledning samt regler om
købsopfordringer, som også fremgår af
nævnte bekendtgørelses §§ 3-5. Der vil
endvidere blive fastsat regler om rådgivning af virksomhedens
kunder. I den forbindelse vil der tillige blive taget udgangspunkt
i ovennævnte bekendtgørelses regler herom i kapitel 3
og 4. Ved rådgivning om investeringsprodukter vil reglerne
dog blive fastlagt efter reglerne om investeringsrådgivning i
bekendtgørelse nr. 768 af 27. juni 2011 om
investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
Derudover vil der blive fastlagt regler om
indgåelse af en aftale om rådgivningsydelsen samt en
forpligtelse til at oplyse forbrugeren om prisen for denne ydelse.
Endelig vil der blive fastlagt regler om indholdet af en eventuel
fuldmagt fra forbrugeren til, at en finansiel rådgiver kan
disponere på forbrugerens vegne, for eksempel til at
indgå aftaler om forsikringer og lån. Det
bemærkes dog, at en finansiel rådgiver ikke kan
få fuldmagt til at handle værdipapirer, fordi denne
virksomhed er forbeholdt værdipapirhandlere.
Reglerne vil i praksis blive udarbejdet af
Finanstilsynet efter inddragelse af Forbrugerombudsmanden samt
drøftelse med de relevante brancheorganisationer. Forinden
ministeren udsteder reglerne, vil disse blive forelagt Det
Finansielle Råd med deltagelse af Forbrugerombudsmanden.
Til § 8
Det foreslås i § 8, stk. 1, at en finansiel
rådgiver skal have en forretningsgang for håndtering af
interessekonflikter i forholdet mellem forbrugerne og
virksomheden.
Der stilles ikke et generelt krav om, at en
finansiel rådgiver ikke må modtage provision. Men det
fremgår af forslagets § 10, at hvis de modtager
provision, skal de oplyse kunderne herom. Forslaget til § 8,
stk. 1, supplerer denne bestemmelse ved at stille krav om, at
virksomhederne har en forretningsgang for håndtering af
interessekonflikter. En finansiel rådgiver, der modtager
provision eller andet vederlag fra en virksomhed, der sælger
eller formidler finansielle produkter, skal derfor i sin
forretningsgang efter § 8, stk. 1, anføre, hvordan den
sikrer, at dette forhold ikke skader kundens interesser.
§ 8, stk. 1, er imidlertid ikke
begrænset til interessekonflikter i forbindelse med provision
og andet vederlag men gælder alle interessekonflikter, der
kan opstå mellem forbrugerne og virksomheden. Som eksempel
kan nævnes, at en virksomhed omfattet af denne lov kan
være ejet af en finansiel virksomhed. I forretningsgangen vil
den finansielle rådgiver derfor skulle redegøre for,
at den interessekonflikt, der kan opstå som følge af
ejerforholdet, ikke skader kundens interesser.
I henhold til § 8, stk. 1, 2. pkt., skal
en finansiel rådgiver mindst én gang årligt
vurdere, om forretningsgangen for interessekonflikter fungerer
efter hensigten og afhjælpe eventuelle mangler ved denne.
Herved sikres det, at forretningsgangen løbende er opdateret
og kan imødegå interessekonflikter.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at forretningsgangen for
interessekonflikter skal offentliggøres og være
tilgængelig på den finansielle rådgivers
hjemmeside. Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, skal
forretningsgangen udleveres efter anmodning.
Til § 9
Forslaget til §
9 opstiller tre betingelser for, at en finansiel
rådgiver må anvende betegnelsen
»uafhængig« eller tilsvarende betegnelser, der
giver indtryk af, at virksomheden yder uafhængig
rådgivning.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at
en finansiel rådgiver ikke har økonomiske interesser
i, at en forbruger, som virksomheden rådgiver, erhverver et
bestemt finansielt produkt.
En finansiel rådgiver må derfor
ifølge forslagets § 9, nr.
1, ikke modtage provision eller andet vederlag fra
virksomheder, der udbyder finansielle produkter, jf. § 2, nr.
3. Dette omfatter både direkte og indirekte betaling som
forudsætning for, at virksomheden anbefaler et bestemt
produkt. Det er ikke en betingelse, at der foreligger en
sammenhæng mellem provisionens størrelse og antallet
af kunder, som virksomheden anbefaler et finansielt produkt.
En finansiel rådgiver må efter
forslagets § 9, nr. 2, ikke have
snævre forbindelser, jf. § 5, nr. 17, i lov om finansiel
virksomhed til en finansiel virksomhed, eller anden virksomhed, som
sælger eller formidler finansielle produkter.
§ 5, nr. 17, i lov om finansiel
virksomhed definerer snævre forbindelser.
Det følger af bemærkningerne til
bestemmelsen, som disse fremgår af L 176 (2002-2003), at
snævre forbindelser således foreligger mellem en
finansiel virksomhed og
1) enhver
virksomhed, der som modervirksomhed eller dattervirksomhed er
forbundet til den finansielle virksomhed,
2) en person, der
har en tilsvarende forbindelse til den finansielle virksomhed eller
til en virksomhed, som den finansielle virksomhed har snævre
forbindelser med,
3) enhver
virksomhed og enhver person, der indirekte har en tilsvarende
forbindelse til den finansielle virksomhed eller til en virksomhed,
som den finansielle virksomhed har snævre forbindelser
med,
4) en flerhed af
virksomheder eller personer, der er således indbyrdes
forbundne, at de tilsammen har en tilsvarende forbindelse til den
finansielle virksomhed eller til et selskab, som den finansielle
virksomhed har snævre forbindelser med, eller
5) enhver
virksomhed, hvori den finansielle virksomhed eller en af de under 1
til 4 beskrevne virksomheder eller personer direkte eller indirekte
besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller
kapitalen.
Endelig må en uafhængig finansiel
rådgiver ifølge forslagets §
9, nr. 3, ikke tilbyde eller formidle finansielle produkter
til en forbruger, når virksomheden samtidig yder
rådgivning herom til forbrugeren.
Det bemærkes i den forbindelse, at den
finansielle lovgivning allerede i dag stiller krav om, at en
række finansielle produkter kun kan udbydes efter tilladelse
fra Finanstilsynet. Herunder eksempelvis indlån og
forsikringer, der kræver tilladelse som henholdsvis
pengeinstitut og forsikringsselskab efter lov om finansiel
virksomhed. Hertil kommer, at transaktioner med værdipapirer
kræver en tilladelse som værdipapirhandler.
Bestemmelsen har imidlertid et selvstændigt
anvendelsesområde i forhold til for eksempel udlån, der
kan udbydes og formidles uden tilladelse. Tilsvarende gælder
udstedelse af eksempelvis aktier og obligationer i den
pågældende virksomhed. Den foreslåede bestemmelse
medfører derfor, at en virksomhed omfattet af denne lov ikke
må tilbyde egne lån eller værdipapirer.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at
en finansiel rådgiver, der betegner sig som uafhængig,
ikke anbefaler en kunde at indgå aftale om finansielle
produkter, som den pågældende selv udbyder.
Til § 10
Det foreslås i § 10, at hvis en finansiel
rådgiver ikke er uafhængig, skal dette fremgå af
virksomhedens hjemmeside. Virksomheden skal i denne forbindelse
også oplyse om størrelsen af eller
beregningsgrundlaget for en eventuel provision eller andet vederlag
fra virksomheder, der tilbyder eller formidler finansielle
produkter, jf. § 2, nr. 3. Hvis virksomheden ikke har en
hjemmeside, skal disse oplysninger udleveres efter anmodning.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 9, nr. 1, for en beskrivelse af
begrebet provision eller andet vederlag.
Til § 11
I lovforslagets § 11 fastlægges de
nærmere rammer for Finanstilsynets virksomhed og tilsyn med
en finansiel rådgiver.
I § 11,
stk. 1, foreslås, at Finanstilsynet påser
overholdelsen af denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Heri ligger også, at Finanstilsynet fører tilsyn med
lovens efterlevelse.
Finanstilsynets behandling af
spørgsmål om god skik, jf. kapitel 4, vil ofte
opstå på baggrund af en klage. Men Finanstilsynet kan
også behandle et spørgsmål af egen drift eller
efter anmodning herom fra Det Finansielle Råd eller
Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at gøre
Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager samt
mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle
forhold, som Forbrugerombudsmanden finder, er urimelige i forhold
til forbrugerne. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle
alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet
får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en
afgørelse af en konkret formueretlig tvist, skal som hidtil
afgøres af de private finansielle ankenævn. En
forbruger kan tillige indbringe sagen for domstolene.
Det følger af forslagets § 11, stk. 2, at Det Finansielle
Råd indgår i tilsynet med den kompetence, som
rådet er tillagt i medfør af § 345 i lov om
finansiel virksomhed. Forbrugerombudsmanden kan, jf. § 345,
stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, deltage i Det Finansielle
Råds møder, når Finanstilsynet forelægger
en sag af principiel eller vidtgående betydning for
rådet.
Det fremgår af forslaget til § 11, stk. 3, at Forbrugerombudsmanden
kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod
redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 7, herunder
sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af
uretmæssigt opkrævede beløb.
Bestemmelsen har til formål at
præcisere, at Forbrugerombudsmanden har mulighed for at
anlægge en civil sag, hvis en virksomhed omfattet af denne
lov ikke handler i overensstemmelse med god skik.
Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden
kan indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige
tilfælde måtte finde, at der er behov for et
sådan skridt. Det kan for eksempel være
tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en
sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af
principiel eller vidtgående betydning.
Forbrugerombudsmanden skal derimod ikke
generelt behandle konkrete henvendelser fra forbrugere om
overtrædelse af § 7. Sådanne henvendelser skal
behandles ved, at Forbrugerombudsmanden oversender henvendelserne
til Finanstilsynet. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i
lighed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer og
rapporter om virksomheder omfattet af denne lov danne baggrund for
Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør
anlægges en retssag.
Hvis Forbrugerombudsmanden vælger at
anlægge en sag om god skik mod en finansiel rådgiver,
skal det ske efter de regler, som gælder for sager anlagt af
Forbrugerombudsmanden i medfør af
markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden kan endvidere behandle
sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte
bestemmelser i regler udstedt i medfør af dette lovforslags
§ 7, stk. 2. Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder
efter lov om finansiel virksomhed.
Ved behandlingen eller anlæggelse af
sager, jf. § 7, finder markedsføringslovens
§ 20, § 22, stk. 2, § 23,
stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28
tilsvarende anvendelse.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
kapitel 23 a i retsplejeloven.
Det foreslås i § 11, stk. 4, at Finanstilsynet skal
underrette Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin
virksomhed bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have
lidt tab som følge af, at virksomheden har overtrådt
bestemmelser om redelig forretningsskik og god praksis, jf. §
7, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 7,
stk. 2. Som eksempel kan nævnes sager, hvor forbrugere er
blevet udsat for en aggressiv markedsføring for eksempel i
form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har
lidt tab.
Finanstilsynet skal orientere
Forbrugerombudsmanden senest i forbindelse med, at Finanstilsynet
træffer afgørelse i sagen.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden
mulighed for løbende at følge en sag, hvor kunderne
kan have lidt tab.
Det fremgår af forslagets § 11, stk. 5, at Forbrugerombudsmanden
får adgang til samtlige oplysninger i sager omfattet af
§ 11, stk. 4. Denne adgang gælder uanset reglerne om
Finanstilsynets tavshedspligt, jf. § 17.
Til § 12
Med den foreslåede § 12, stk. 1, fastlægges en
pligt for virksomheder til at give Finanstilsynet de oplysninger,
der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder
oplysninger til afgørelse af, om et forhold falder ind under
bestemmelserne i denne lov. Bestemmelsen svarer til bestemmelserne
i den gældende tilsynslovgivning om udlevering af oplysninger
til Finanstilsynet, jf. § 347 i lov om finansiel
virksomhed.
I forslaget til §
12, stk. 2, fastlægges, at Finanstilsynet som et
led i sit tilsyn kan udføre inspektioner på stedet hos
en finansiel rådgiver. Bestemmelsen skal sikre, at
Finanstilsynet kan skaffe sig indseende med aktiviteter inden for
en virksomhed omfattet af dette lovforslag med henblik på
udøvelse af tilsyn.
Efter det foreslåede § 12, stk. 3, har Finanstilsynet
mulighed for uden retskendelse at få adgang til lokaler i en
virksomhed omfattet af lovforslaget.
Beskyttelsen efter § 72 i Grundloven, som
omhandler boligens ukrænkelighed, omfatter både bolig
og erhverv. Indgreb kan kun ske på grundlag af
forudgående retskendelse, medmindre loven indeholder en
særegen hjemmel til, at retskendelse er unødvendig.
§ 12 i lov om finansielle rådgivere indeholder en
særlig undtagelse fra kravet om indhentelse af
forudgående retskendelse i § 72 i Grundloven.
Finanstilsynet har som udgangspunkt
udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til
private boliger. I tilfælde hvor en virksomhed er af så
ringe størrelse, at dets forretningslokale befinder sig i et
privat hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i
overensstemmelse med denne bestemmelse.
Finanstilsynet har behov for at kunne
udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige
tilfælde, hvor en virksomhed måtte nægte at give
Finanstilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden
nødvendige oplysninger eller modvirker et
inspektionsbesøg.
Det kan for eksempel dreje sig om situationer,
hvor en tilsynsbelagt virksomhed undtagelsesvist nægter
Finanstilsynet adgang til virksomheden i forbindelse med et
ordinært inspektionsbesøg. Der kan også
være tale om en krisesituation, der kræver, at
Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en
umiddelbar adgang til virksomheden er en forudsætning for at
håndtere situationen.
Hvis en virksomhed undtagelsesvist skulle
modarbejde et inspektionsbesøg i disse situationer, er der
ikke fundet baggrund for at foretage begrænsninger i
Finanstilsynets adgang til uden retskendelse at foretage
inspektioner.
Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang
til en virksomheds forretningslokaler uden retskendelse, hvis det
er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin
tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan
opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger.
Finanstilsynets mulighed for at få
adgang uden retskendelse kan kun anvendes i tilsynsmæssigt
øjemed. Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar
overtrædelse af den finansielle lovgivning, finder
retsplejelovens regler om ransagning anvendelse.
Når Finanstilsynet skønner det
nødvendigt at få adgang til virksomheder omfattet af
dette lovforslag uden retskendelse, skal dette ske i
overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler.
Til § 13
I § 13
foreslås, at Finanstilsynet skal oprette et register over
virksomheder, der har fået tilladelse efter dette lovforslag.
Registeret skal være offentligt tilgængeligt.
Til § 14
Med den foreslåede § 14 indføres regler, der giver
Finanstilsynet mulighed for at foretage et målrettet indgreb,
hvis en direktør eller et bestyrelsesmedlem ikke opfylder
kravene til egnethed og hæderlighed.
Med den foreslåede § 14, stk. 1, kan Finanstilsynet
påbyde en finansiel rådgiver at afsætte en
direktør, som ikke længere opfylder kravene til
egnethed og hæderlighed. Hermed får Finanstilsynet en
målrettet indgrebsmulighed til at sikre, at virksomhedens
direktion overholder reglerne om egnethed og hæderlighed.
Sidder virksomheden påbuddet overhørigt, kan den
straffes med bøde.
Det foreslåede § 14, stk. 1,
vedrører den situation, hvor en direktør ikke
længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i
§ 4, stk. 2, nr. 1, fordi vedkommende er blevet
pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven
eller den finansielle lovgivning, og der som følge heraf er
risiko for, at vedkommende ikke længere kan varetage sit
hverv eller sin stilling på forsvarlig vis.
Endvidere angår § 14, stk. 1,
de øvrige situationer, hvor en direktør ikke opfylder
kravene til egnethed og hæderlighed i § 4,
stk. 2, nr. 2-3. Det drejer sig om de tilfælde, hvor
vedkommende tages under insolvensbehandling eller
gældssanering eller har udvist en adfærd, hvorefter det
må antages, at den pågældende ikke kan varetage
sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis.
§ 14,
stk. 2, giver Finanstilsynet mulighed for at meddele et
påbud direkte til et bestyrelsesmedlem i de tilsvarende
situationer, som er angivet i stk. 1.
Finanstilsynet får med forslagets §
14, stk. 2, endvidere mulighed for at gribe direkte ind over for et
bestyrelsesmedlem, som ikke opfylder kravene til egnethed og
hæderlighed, ved at påbyde vedkommende at
nedlægge sit hverv. Dette vil være mindre indgribende
over for virksomheden og dens fortsatte drift end at inddrage
virksomhedens tilladelse. Efterlever bestyrelsesmedlemmet ikke et
påbud udstedt af Finanstilsynet, kan vedkommende straffes med
bøde. Det er forventningen, at virksomheden selv griber ind
over for den direktør eller det bestyrelsesmedlem, der ikke
længere viser sig at være egnet og hæderlig til
at bestride stillingen eller hvervet. Finanstilsynets
indgrebsmuligheder skal derfor alene anvendes i de ganske
særlige tilfælde, hvor virksomheden mod forventning
ikke selv har afsat pågældende direktør eller
bestyrelsesmedlem.
Inden Finanstilsynet påbyder en
virksomhed at afsætte en direktør eller påbyder
et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv, skal der i
henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en
partshøring af virksomheden og af den, som påbuddet
retter sig mod. I denne fase vil bestyrelsen have mulighed for af
egen drift at afsætte en direktør. Forinden
Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen om
påbuddet, forelægges spørgsmålet for Det
Finansielle Råd, som i medfør af § 345,
stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, træffer
afgørelser i tilsynssager af principiel karakter, og som er
tillagt tilsvarende beføjelser i lovforslagets
§ 11, stk. 2.
Det foreslås i § 14, stk. 3, at Finanstilsynet kan
påbyde en virksomhed midlertidigt at fjerne en
direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem at
nedlægge sit hverv allerede fra det tidspunkt, hvor tiltale
er rejst, og indtil straffesagen er afsluttet. Det er en
forudsætning for udstedelse af et påbud efter
stk. 3, at der er rejst tiltale mod den
pågældende. Derimod er det ikke et krav, at den
pågældende er blevet pålagt strafansvar, da der
kan gå lang tid mellem en sigtelse og eventuel senere
domsfældelse. Hensynet til virksomheden, kunderne og de
almene samfundsinteresser, som ligger bag reglerne om egnethed og
hæderlighed, tilsigter, at Finanstilsynet får mulighed
for at gribe ind over for et ledelsesmedlem på et så
tidligt tidspunkt som muligt, for at afværge risikoen for, at
vedkommende påfører virksomheden skade.
Finanstilsynets reaktion vil derfor ofte være
påkrævet, så snart der er en bestyrket mistanke
om, at det pågældende ledelsesmedlem har begået
et strafbart forhold.
Ved vurderingen af, om der skal meddeles et
midlertidigt påbud i medfør af § 14, stk. 3,
skal Finanstilsynet afveje forseelsens grovhed og det konkrete
behov for at fjerne vedkommende over for hensynet til den
pågældendes retssikkerhed. Finanstilsynet
fastsætter en frist for efterlevelse af påbud efter
stk. 3.
Den endelige stillingtagen til, hvorvidt en
person opfylder betingelserne for fortsat at være
direktør eller bestyrelsesmedlem, hvor ledelsesmedlemmet
midlertidigt er fjernet fra virksomhedens ledelse,
forudsættes at finde sted i forbindelse med afgørelsen
af straffesagen, jf. straffelovens § 79. Det
følger af denne bestemmelse, at en person, i forbindelse med
domfældelse for en strafbar handling, kan få frataget
retten til at udøve erhverv, som er underlagt krav om
autorisation eller godkendelse. Hermed sikres det, at der foretages
et samlet opgør med retsfølgerne af en
lovovertrædelse.
Bliver der nedlagt påstand under
straffesagen om, at tiltalte ikke opfylder betingelserne for
egnethed og hæderlighed i § 4, stk. 2, nr. 1, men
der ved en fejl ikke sker pådømmelse af
spørgsmålet, vil denne fejl kunne rettes gennem en
anke af rettens afgørelse.
Sker der i en straffesag ikke samtidig
pådømmelse af spørgsmålet om egnethed og
hæderlighed, vil spørgsmålet
efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Dette kan
ske ved, at Finanstilsynet udsteder et påbud til
virksomheden, jf. § 14, stk. 1, eller et påbud
direkte til et bestyrelsesmedlem, jf. stk. 2, og den, som
påbuddet retter sig imod, forlanger, at påbuddet
indbringes for domstolene, jf. stk. 5. Der vil ved en
prøvelse af Finanstilsynets påbud kunne tages hensyn
til den allerede udmålte straf, således som det ville
være sket, hvis strafudmålingen og
rettighedsfrakendelsen var sket i forbindelse med afgørelsen
af straffesagen.
Det foreslåede § 14, stk. 4, bestemmer, at det
skal angives i påbud udstedt i medfør af stk. 2
på baggrund af § 4, stk. 2, nr. 2 eller 3,
hvor længe påbuddet finder anvendelse. Et
bestyrelsesmedlem vil således ikke kunne forvente straks
efter afslutningen af en konkurs eller en gældssanering
på ny at kunne anses for at opfylde kravene til egnethed og
hæderlighed. Det vil bero på en konkret vurdering, hvor
længe påbuddet skal gælde. Varigheden kan
ansættes fra 1 til 5 år eller indtil videre.
Finanstilsynets afgørelser kan
påklages til Erhvervsankenævnet af den finansielle
virksomhed eller af det bestyrelsesmedlem, som påbuddet
retter sig imod, jf. § 16.
Det foreslås i § 14, stk. 5, at Finanstilsynet af
retssikkerhedsmæssige grunde skal være ansvarlig for at
indbringe sagen for domstolene, og at dette skal ske inden for en
frist på 4 uger. Det fremgår derfor af stk. 5, at
virksomheden og den person, som et påbud efter stk. 1-3
retter sig imod, kan forlange, at Finanstilsynet indbringer sagen
for domstolene. En anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet
senest 4 uger efter, at påbuddet er udstedt. Når
Finanstilsynet har modtaget anmodningen, skal sagen anlægges
inden 4 uger. Der stilles ingen formkrav til anmodningen.
Det foreslås samtidig, at en anmodning
om indbringelse af sagen for domstolene som udgangspunkt ikke kan
tillægges opsættende virkning, idet det vil stride mod
hensynet til at sikre en løbende og effektiv
håndhævelse af kravene om egnethed og
hæderlighed. Dog foreslås det, at retten skal have
mulighed for ved kendelse at bestemme, at den
pågældende under sagens behandling kan opretholde sit
hverv eller forblive i sin stilling, mens sagen verserer for
retten.
Endvidere foreslås det i § 14, stk. 6, at Finanstilsynet
får hjemmel til af egen drift eller efter ansøgning at
tilbagekalde et påbud meddelt et bestyrelsesmedlem efter stk.
2 og stk. 3, 3. pkt. En tilbagekaldelse vil især være
relevant i forhold til påbud, som ikke er
tidsbegrænsede.
I tilfælde hvor et bestyrelsesmedlem,
som er blevet påbudt at nedlægge sit hverv,
ansøger om at få påbuddet tilbagekaldt, men hvor
Finanstilsynet afslår denne ansøgning, indføres
der som udgangspunkt samme mulighed for domstolsprøvelse som
efter § 14, stk. 4. Det indebærer, at
ansøgeren kan forlange, at Finanstilsynet indbringer sagen
for domstolene inden 4 uger efter, at vedkommende har indgivet
begæring herom til Finanstilsynet.
Det er ikke muligt at begære et afslag
på at omgøre et tidsbegrænset påbud
indbragt for domstolene. Det er heller ikke muligt at begære
et afslag på tilbagekaldelse af et tidsubegrænset
påbud indbragt for domstolene, før der er gået
mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet
eller mindst 2 år, siden en domstol senest har
stadfæstet et afslag på tilbagekaldelse. De
foreslåede begrænsninger har kun betydning for
muligheden for at kræve sagen indbragt for domstolene af
Finanstilsynet. En person, som har modtaget et afslag på sin
ansøgning, vil til en hver tid have mulighed for selv at
anlægge sag ved domstolene.
Det foreslås med § 14, stk. 7, at Finanstilsynet i
henhold til § 15, stk. 1, nr. 5, kan inddrage en virksomheds
tilladelse, hvis virksomheden ikke efterkommer et påbud om at
afsætte en direktør. Det samme er tilfældet,
hvis et bestyrelsesmedlem ikke selv nedlægger sit hverv efter
et påbud fra Finanstilsynet.
Til sidst foreslås i § 14, stk. 8, at såfremt en
virksomhed drives som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed,
så finder stk. 1, 3, 5 og 7 tilsvarende anvendelse på
den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige.
Til § 15
Forslaget til § 15,
stk. 1, omhandler Finanstilsynets muligheder for at
inddrage en tilladelse givet i medfør af forslagets
§ 3 til at virksomheder kan yde rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere.
I henhold til § 15,
stk. 1, nr. 1, kan en tilladelse inddrages, hvis en
virksomhed ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist
af 12 måneder. Efter stk. 1, nr.
2, kan en tilladelse inddrages, hvis en virksomhed
udtrykkeligt og efter nr. 3, kan
inddragelse ske, hvis virksomheden ikke har udøvet
virksomhed som finansiel rådgiver i en periode på over
seks måneder.
I henhold til § 15,
stk. 1, nr. 4, kan en tilladelse endvidere inddrages, hvis
den er opnået på baggrund af urigtige oplysninger eller
på anden uredelig vis. Det er en forudsætning, at
forholdet har haft en vis betydning for Finanstilsynets beslutning.
Endvidere er det en forudsætning, at oplysningerne har
været bevidst urigtige. Er det sidste ikke tilfældet,
må Finanstilsynet vurdere forholdet efter nr. 5.
I henhold til forslagets § 15, stk. 1, nr. 5, kan en tilladelse
inddrages, hvis virksomheden ikke længere opfylder
betingelserne for meddelelse af tilladelse, som beskrevet i kapitel
2.
Af det foreslåede stk. 2 fremgår, at inddragelse af
en tilladelse offentliggøres af Finanstilsynet.
Til § 16
Forslaget til § 16 svarer til de tilsvarende
bestemmelser i den finansielle lovgivning. Bestemmelsen
vedrører rekursadgang til Erhvervsankenævnet i
forbindelse med, at Finanstilsynet træffer afgørelse
efter tilsynslovgivningen.
Bestemmelsen omfatter kun afgørelser,
der er truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller regler
udstedt i medfør af loven. Erhvervsankenævnets
afgørelser kan indbringes for domstolene.
Til § 17
Den foreslåede § 17 henviser til
§§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed, der
pålægger Finanstilsynets ansatte tavshedspligt efter
straffelovens §§ 152-152 e. Finanstilsynets ansatte
er således forpligtet til, jf. § 354, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed, at hemmeligholde de oplysninger, som de
får kendskab til gennem deres tilsynsvirksomhed. Tilsvarende
må Finanstilsynets medarbejdere ikke være medlem af en
direktion eller bestyrelse eller være ansat i virksomheder
omfattet af lovforslaget eller i disses organisationer, jf. §
356, stk. 1, ligesom der er forbud mod at deltage i
spekulationsforretninger, jf. § 356, stk. 2. Finanstilsynets
direktør må ligeledes heller ikke, jf. § 356,
stk. 3, uden erhvervs- og vækstministerens tilladelse
indgå engagement med eller stille sikkerhed over for
finansielle rådgivere.
Det følger af § 354, stk. 3, nr.
1, i lov om finansiel virksomhed, at den skærpede
tavshedspligt i § 354, stk. 1, ikke finder anvendelse på
oplysninger i sager om god skik og prisoplysninger, hvorfor
oplysninger i sager i henhold til lovforslagets kapitel 1 og
kapitel 3-4, som har karakter af forbrugerbeskyttende regler, er
omfattet af de samme regler om offentlighed, som gælder for
forbrugerlovgivningen i øvrigt, herunder også på
Finanstilsynets område. Offentligheden kan derfor få
indsigt i Finanstilsynets arbejde på forbrugerområdet
efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og
forvaltningsloven.
På forbrugerområdet kan enhver
få udleveret oplysninger om tilsynet med forbrugerreglerne
dog med de undtagelser, der følger af offentlighedsloven om
undtagelser fra retten til aktindsigt. Blandt disse undtagelser kan
blandt andet nævnes oplysninger, der ikke er af faktuel
karakter i interne arbejdsdokumenter, oplysninger om
enkeltpersoners private forhold, herunder økonomiske
forhold, samt forhold af væsentlig økonomisk betydning
for en person eller en virksomhed. Der kan meddeles aktindsigt i de
oplysninger, som Finanstilsynet ligger inde med, uanset om sagen
stadig er under behandling eller er afsluttet. Derimod giver
offentlighedsloven ikke mulighed for løbende aktindsigt i
oplysninger, som måtte tilgå en sag.
Da aktindsigten er knyttet til bestemte typer
oplysninger og ikke til sagstyper, vil der være aktindsigt i
oplysningerne, uanset om disse findes i en sag, som udelukkende
vedrører forbrugerområdet, eller om de findes i andre
sager i Finanstilsynet, som er omfattet af Finanstilsynets
skærpede tavshedspligt, jf. § 354, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed. Såfremt der for eksempel ønskes
aktindsigt i oplysninger, som findes i en tilsynssag, som i
øvrigt ikke vedrører god skik, vil oplysningerne
vedrørende god skik blive ekstraheret fra denne sag og
udleveret, mens resten af sagen vil være omfattet af
Finanstilsynets tavshedspligt.
Når Finanstilsynet træffer
afgørelse i sager på forbrugerområdet, vurderer
Finanstilsynet, hvorvidt virksomheden overholder de
offentligretlige adfærdsregler. Derimod behandler
Finanstilsynet ikke konkrete tvister mellem en forbruger og en
virksomhed omfattet af denne lov. Derfor vil sagerne typisk ikke
indeholde oplysninger om konkrete kundeforhold. Det kan dog ikke
udelukkes, at der i visse sager findes sådanne oplysninger,
for eksempel fordi kunden selv har indsendt dem til Finanstilsynet,
eller fordi virksomheden i en redegørelse til Finanstilsynet
har kommenteret en konkret sag, som har givet Finanstilsynet
anledning til at undersøge virksomhedens praksis på et
konkret område.
Hvis der søges aktindsigt i en sag, som
indeholder oplysninger om konkrete kundeforhold, vil Finanstilsynet
i forbindelse med behandlingen af aktindsigtsbegæringen
skulle tage stilling til, om disse oplysninger kan udleveres.
Drejer det sig om oplysninger om en privat
kundes økonomiske forhold, vil disse oplysninger ikke kunne
udleveres, idet der ikke er aktindsigt i enkeltpersoners private
forhold, herunder økonomiske forhold, efter
offentlighedsloven.
Oplysninger om juridiske personer og dermed om
virksomheders økonomiske forhold vil skulle udleveres i et
vist omfang, idet offentlighedsloven kun undtager aktindsigt i
oplysninger, som er af væsentlig økonomisk betydning
for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder.
En anmodning om aktindsigt skal, efter
offentlighedslovens § 16, stk. 2, behandles inden
for 10 dage. Såfremt der ikke kan træffes
afgørelse inden for denne tidsfrist, skal ansøgeren
have oplyst, hvornår der kan træffes afgørelse i
sagen. Som eksempler på tilfælde, hvor 10 dages fristen
formentlig ikke vil kunne overholdes, kan nævnes de sager,
hvor Finanstilsynet skal indhente en udtalelse fra en person eller
virksomhed, inden der gives aktindsigt i oplysninger om den
pågældende. Det vil heller ikke være
tilfældet i sager af principiel karakter, hvor Det
Finansielle Råd skal inddrages i afgørelsen af, om der
kan meddeles aktindsigt, og hvor udkastet til rådets
afgørelse skal i partshøring efter § 345,
stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.
Spørgsmålet om, hvorvidt der kan
gives aktindsigt, afgøres af Finanstilsynet. Da den
almindelige rekursinstans for afgørelser i sager om
Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er Erhvervsankenævnet, vil
en eventuel klage over afslag på aktindsigt skulle indbringes
for Erhvervsankenævnet. Det gælder uanset, om
aktindsigtsbegæringen vedrører oplysninger, som
indgår i en forvaltningsretlig afgørelse, som
Finanstilsynet har truffet, eller om det er oplysninger, som
indgår i en sag, hvor Finanstilsynet enten har besluttet ikke
at undersøge sagen eller efter en undersøgelse ikke
har fundet, at der foreligger en overtrædelse.
Til § 18
Med forslaget til §
18, stk. 1, følger, at tilsynsreaktioner givet i
henhold til denne lov og efter delegation fra Det Finansielle
Råd i henhold til § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om
finansiel virksomhed skal offentliggøres, og at
offentliggørelsen skal omfatte virksomhedens navn.
Offentliggørelse skal ske på både virksomhedens
og Finanstilsynets hjemmeside. Med virksomhedens hjemmeside menes
den hjemmeside, som virksomheden normalt anvender til kommunikation
med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om virksomheden selv
ejer hjemmesiden. Kommunikerer virksomheden for eksempel via en
koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der skal anvendes.
Såfremt tilsynsreaktionen eksempelvis retter sig mod et
datterselskab i en koncern, er det på datterselskabets
hjemmeside, at tilsynsreaktionen skal offentliggøres, uanset
om hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller
et koncernforbundet selskab. Virksomhedens offentliggørelse
af tilsynsreaktionen skal ske med et link på forsiden. Med
forsiden menes hjemmesidens indgangsside eller den side, som er
tænkt til at være den første side, som man
kommer ind på, når man vil anvende virksomhedens
hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel dertil knyttet
tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en tilsynsreaktion
fra Finanstilsynet. Hvis virksomheden kommenterer
tilsynsreaktionen, skal dette ske i forlængelse af
tilsynsreaktionen, og kommentarerne skal være klart adskilt
fra denne.
Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside,
offentliggørelse alene ske på Finanstilsynets
hjemmeside.
Af forslaget følger, at virksomhedens
offentliggørelse af tilsynsreaktionen skal ske hurtigst
muligt og senest 3 hverdage efter, at virksomheden har modtaget
underretning om tilsynsreaktionen, eller senest på
tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter
lov om værdipapirhandel m.v. Ved offentliggørelsen af
tilsynsreaktionen skal lov om værdipapirhandel m.v.
iagttages, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt der skal
ske offentliggørelse. Skal virksomheden efter lov om
værdipapirhandel m.v. udsende en selskabsmeddelelse, skal
offentliggørelse af tilsynsreaktionen afvente
selskabsmeddelelsen. Kan selskabet udsætte
offentliggørelsen, fordi det vil skade berettigede
interesser for selskabet at offentliggøre forholdet, jf.
§ 27, stk. 6, i lov om værdipapirhandel m.v., vil
offentliggørelsen af tilsynsreaktionen skulle afvente, at
hensynet bag hemmeligholdelsen bortfalder.
Fjernelse af tilsynsreaktionen fra
virksomhedens hjemmeside skal finde sted efter samme principper,
som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog
tidligst når linket og informationerne har ligget på
hjemmesiden i 3 måneder og tidligst efter
førstkommende generalforsamling eller
repræsentantskabsmøde.
I lovforslaget er der ikke angivet et
tidspunkt for, hvornår Finanstilsynet skal
offentliggøre en tilsynsreaktion. Det er dog hensigten, at
offentliggørelsen som udgangspunkt sker senest dagen efter,
at der er truffet afgørelse eller beslutning om at meddele
tilsynsreaktionen. Finanstilsynet orienterer forinden den
pågældende virksomhed, hvis navn vil fremgå af
offentliggørelsen, om den forestående
offentliggørelse, således at virksomheden har mulighed
for at kunne forberede sig herpå.
Der kan alene ske offentliggørelse af
navnet på en virksomhed, der er en juridisk person. Derimod
kan der ikke offentliggøres tilsynsreaktioner med navns
nævnelse, som angår fysiske personer. Det
indebærer blandt andet, at en afgørelse om, at et
bestyrelsesmedlem ikke længere opfylder betingelserne om
egnethed og hæderlighed, eller en afgørelse, der
vedrører en investeringsrådgiver, som driver
virksomhed i personligt regi, fortsat skal offentliggøres i
anonymiseret form.
Ved en beslutning om at oversende en sag til
politimæssig efterforskning er det kun Finanstilsynet, som
forpligtes til at offentliggøre en sådan beslutning
på sin hjemmeside. Offentliggørelse skal ske med navns
nævnelse, hvis beslutningen vedrører en juridisk
person. Herudover kan der ikke ske offentliggørelse,
såfremt offentliggørelse vil kunne skade den
politimæssige efterforskning, eller hvis den vil
medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden.
Ved »uforholdsmæssig stor skade« forstås,
at der skal være tale om oplysninger, som, hvis de
offentliggøres, kan være livstruende for virksomheden.
Det er dermed ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne
potentielt kan medføre større tab for virksomheden,
uden at virksomhedens eksistens dermed er i fare.
Oversendelse af sager til politimæssig
efterforskning er en processuel beslutning, som ikke kan
påklages. Det forudsættes, at offentliggørelse
af en beslutning om at oversende en sag til politimæssig
efterforskning alene sker efter høring af den relevante
politimyndighed. Det kan aftales med anklagemyndigheden, at visse
sagskategorier kan offentliggøres uden forudgående
høring.
Den offentliggjorte tilsynsreaktion vil
indeholde den eller de involverede virksomheders navn(e). Derimod
vil alle fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i
de tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, ikke
blive offentliggjort. Dette gælder også fortrolige
oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsentlig
betydning for virksomheden, for eksempel vil ikke-offentligt
tilgængelige oplysninger om dens opbygning og indretning,
dens økonomiske forhold og situation, dens kundemasse og
dens samarbejdspartnere blive fjernet inden
offentliggørelsen, medmindre oplysninger er
nødvendige for forståelsen af tilsynsreaktionen.
Endelig vil der ikke ske offentliggørelse af fortrolige
oplysninger modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder samt
oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i
forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og
drifts- eller forretningsforhold m.v.
Som hidtil indebærer
offentliggørelse af en tilsynsreaktion ikke, at selve den
underliggende sag med dertilhørende akter bliver offentlig
tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Finanstilsynets
tavshedspligt i henhold til § 17, jf. § 354 i lov om
finansiel virksomhed. En eventuel anmodning om aktindsigt, herunder
aktindsigt i sagsakter og journallister, vil derfor være
omfattet af de almindelige regler herfor.
I forbindelse med Det Finansielle Råds
behandling af sager om afgivelse af tilsynsreaktioner træffer
rådet også beslutning om offentliggørelse.
Udkast til rådets tilsynsreaktion vil derfor indeholde en
indstilling vedrørende offentliggørelse. Hvis en
eller flere af undtagelserne til offentliggørelsespligten
gør sig gældende, vil dette således fremgå
af udkastet til afgørelse. Undtagelserne til
offentliggørelsespligten fremgår af § 18, stk. 3.
Såfremt det indstilles, at tilsynsreaktionen
offentliggøres, vil et udkast til pressemeddelelse skulle
vedlægges udkastet til tilsynsreaktionen. Beslutningen om
offentliggørelse er endelig og kan således ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Det Finansielle Råd kan blive
mødt med krav om erstatning, jf. de almindelige regler om
offentlige myndigheders erstatningspligt. Dette vil kunne ske,
såfremt rådet træffer beslutning om
offentliggørelse, men hvor en domstol efterfølgende
vurderer, at der ikke skulle have været sket
offentliggørelse, og at Finanstilsynet som følge af
dette kan ifalde et erstatningsansvar. Udbetaling af en erstatning
kræver dog blandt andet, at virksomheden kan dokumentere, at
den har lidt et økonomisk tab, der kan henføres
direkte til den fejlagtige offentliggørelse.
Rådets beslutning om
offentliggørelse skal i det hele følge de almindelige
forvaltningsretlige principper. Dertil kommer, at det følger
af reglerne for rådets behandling af sager, at partens
sædvanlige ret til partshøring i henhold til
forvaltningsloven tillige omfatter udkastet til afgørelsen,
jf. lov om finansiel virksomhed § 345, stk. 8. Det betyder, at
udkast til rådets tilsynsreaktion i sin helhed skal sendes i
partshøring hos de berørte virksomheder. Virksomheden
vil i forbindelse med høringen få mulighed for at
kommentere på selve indstillingen i relation til
spørgsmålet om offentliggørelse, samt - hvis
det indstilles, at tilsynsreaktionen offentliggøres - hvilke
oplysninger, virksomheden eventuelt finder, bør fjernes fra
udkastet til pressemeddelelse inden offentliggørelse.
Hvis offentliggørelse med navn i en
konkret sag ikke vil kunne ske, vil det fortsat være muligt
for Finanstilsynet at offentliggøre afgørelsen i
anonymiseret form. Det forudsætter dog, at man ikke ud fra
beskrivelsen af sagens faktum med stor sandsynlighed kan udlede,
hvilken virksomhed tilsynsreaktionen vedrører.
Hvis der i forretningsordenen for det Det
Finansielle Råd bliver indsat en bestemmelse om, at
Finanstilsynet kan meddele tilsynsreaktioner på vegne af Det
Finansielle Råd i sager, som er af uopsættelig
karakter, jf. § 7 i den gældende
bekendtgørelse om forretningsorden for Det Finansielle
Virksomhedsråd, vil sådanne tilsynsreaktioner skulle
offentliggøres. Baggrunden herfor er, at afgørelsen
reelt skulle have været truffet af rådet, men at de
tidsmæssige rammer ikke har muliggjort dette.
Det følger endvidere af bestemmelsen,
at den også omfatter tilsynsreaktioner givet efter delegation
fra Det Finansielle Råd samt beslutninger om at overgive
sager til politimæssig efterforskning, som er truffet af
Finanstilsynet, uden sagen har været behandlet af Det
Finansielle Råd. Finanstilsynet vil ved behandlingen af disse
sager følge samme praksis som Det Finansielle Råd
gør i tilsvarende sager, herunder også i forhold til
eventuel høring af parten og den relevante politimyndighed.
Derudover gælder i øvrigt reglerne om blandt andet
erstatningspligt, anonymisering og aktindsigt i de
pågældende sager, som beskrevet i bemærkningerne
ovenfor.
Tilsynsreaktioner givet i henhold til §
345, stk. 2, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed og
Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning skal offentliggøres
på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog stk. 3
Med forslaget til §
18, stk. 2, får de virksomheder, der er omfattet af
loven, pligt til at offentliggøre udfaldet af en straffesag
på virksomhedens hjemmeside, når der er faldet helt
eller delvist fældende dom eller vedtaget bøde,
ligesom Finanstilsynet skal offentliggøre sådanne
resultater på Finanstilsynets hjemmeside.
Af forslaget følger, at
offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside
hurtigst muligt og senest 10 hverdage efter, der er faldet helt
eller delvist fældende dom eller vedtaget bøde eller
senest på tidspunktet for offentliggørelse
påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Hvis
den helt eller delvist fældende dom eller afgørelse
ikke er endelig, eller hvis den er anket eller påklaget, skal
dette fremgå af offentliggørelsen. Pligten til at
offentliggøre domme og afgørelser gælder
således, selvom en dom eller afgørelse ikke er
endelig.
Med virksomhedens hjemmeside menes den
hjemmeside, som virksomheden normalt anvender til kommunikation med
kunder m.v. Det er ikke afgørende, om virksomheden selv ejer
hjemmesiden. Kommunikerer virksomheden for eksempel via en
koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der skal anvendes.
Såfremt dommen eller bøden eksempelvis retter sig mod
et datterselskab i en koncern, skal offentliggørelse ske
på datterselskabets hjemmeside, uanset om hjemmesiden
måtte være ejet af moderselskabet eller et
koncernforbundet selskab. Virksomhedens offentliggørelse af
dommen eller bødevedtagelsen skal ske med et link på
forsiden. Med forsiden menes hjemmesidens indgangsside eller den
side, som er tænkt til at være den første side,
som kunderne m.v. kommer ind på, når de vil anvende
virksomhedens hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel dertil
knyttet tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en dom,
bødevedtagelse. Hvis virksomheden kommenterer dommen eller
bødevedtagelsen, skal dette ske i forlængelse af
gengivelsen, og kommentarerne skal være klart adskilt herfra.
Når virksomheden har offentliggjort dommen eller
bødevedtagelsen, skal virksomheden give Finanstilsynet
meddelelse herom, herunder fremsende kopi af dommen eller
bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter
offentliggøre dommen eller bødevedtagelsen eller et
resumé heraf på Finanstilsynets hjemmeside.
Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, sker
offentliggørelse alene på Finanstilsynets
hjemmeside.
Fjernelse af informationerne fra virksomhedens
hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som virksomheden
anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når
linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3
måneder og tidligst efter førstkommende
generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.
Ved offentliggørelsen skal lov om
værdipapirhandel m.v. iagttages, hvilket kan have betydning
for, hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse. Skal
virksomheden efter disse regler udsende en selskabsmeddelelse, skal
offentliggørelse afvente selskabsmeddelelsen. Kan selskabet
udsætte offentliggørelsen, fordi det vil skade
berettigede interesser for selskabet at offentliggøre
forholdet, jf. § 27, stk. 6, i lov om værdipapirhandel
m.v., vil offentliggørelsen skulle afvente, at hensynet bag
hemmeligholdelsen bortfalder.
Dommen, den vedtagne bøde, eller
resuméet heraf, som skal offentliggøres, vil
indeholde den eller de involverede virksomheders navn(e). Derimod
vil alle fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i
de tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, ikke
blive offentliggjort. Dette gælder også fortrolige
oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsentlig
betydning for virksomheden, for eksempel vil ikke-offentligt
tilgængelige oplysninger om virksomhedens opbygning og
indretning, økonomiske forhold og situation, kundemasse og
samarbejdspartnere blive fjernet inden offentliggørelsen,
medmindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen
af dommen, den vedtagne bøde, eller resuméet heraf.
Endelig vil der ikke ske offentliggørelse af fortrolige
oplysninger modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder samt
oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i
forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og
drifts- eller forretningsforhold m.v.
Offentliggørelse efter § 18, stk.
2, indebærer ikke, at selve den underliggende sag med
dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig.
Sagen er stadig omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt i henhold
til § 17, jf. § 354 i lov om finansiel virksomhed. En
eventuel anmodning om aktindsigt, herunder aktindsigt i sagsakter
og journalliste, vil derfor være omfattet af de almindelige
regler herfor.
Det foreslåede § 18, stk. 3, indeholder
undtagelserne til det klare udgangspunkt om offentliggørelse
med angivelse af virksomhedens navn. Det drejer sig om de
tilfælde, hvor en offentliggørelse med navns
nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade
for virksomheden, eller hvor en offentliggørelse vil kunne
skade en politimæssig efterforskning. Der henvises til
bemærkningerne ovenfor til § 18, stk. 2.
Det foreslås i § 18, stk. 4, at hvis
offentliggørelse af en tilsynsreaktion er blevet undladt
på grund af tungtvejende hensyn til virksomheden eller
efterforskning, og disse hensyn efterfølgende ikke
længere gør sig gældende, vil tilsynsreaktionen
samt virksomhedens navn blive offentliggjort. Dette gælder
dog kun i en periode op til to år efter tilsynsreaktionen.
Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne
tilsynsreaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af
administrative årsager. På denne baggrund
foreslås en grænse på to år.
Til § 19
Det foreslås i § 19, stk. 1, at Finanstilsynet af
egen drift skal orientere offentligheden om færdigbehandlede
forbrugersager, det vil sige alle sager efter forslaget med
undtagelse af kapitel 2, som er af almen interesse eller har
betydning for forståelsen af reglernes anvendelse. Dette
svarer til, hvad der i øvrigt gælder på det
finansielle område og på Forbrugerombudsmandens
område.
Der kan alene ske offentliggørelse af
navnet på en virksomhed, som er en juridisk person. Derimod
kan der ikke offentliggøres forbrugersager med navns
nævnelse, som angår fysiske personer. Det
indebærer blandt andet, at en afgørelse, der
vedrører en finansiel rådgiver, som driver virksomhed
i personligt regi, fortsat skal offentliggøres i
anonymiseret form.
Ifølge forslaget forudsætter
Finanstilsynets pligt til at orientere offentligheden om sager, der
vedrører forbrugerbeskyttelse, at sagerne har en almen
interesse eller har betydning for forståelsen af reglernes
anvendelse. Forud for hver enkelt offentliggørelse skal der
derfor foretages en vurdering af, hvorvidt denne betingelse er
opfyldt. Det skal dog bemærkes, at selv om Finanstilsynet
ikke af sig selv offentliggør virksomhedens navn, vil en
person, som anmoder om aktindsigt, dog kunne få navnet
oplyst.
Orientering om Finanstilsynets sager skal
efter den foreslåede bestemmelse ske, når
Finanstilsynet har truffet afgørelse i en sag. For sager,
der ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, jf.
forslagets § 17, vil Finanstilsynet kunne orientere
offentligheden om en sag, inden der er truffet
afgørelse.
Bestemmelsen gør det også muligt
at offentliggøre Finanstilsynets afgørelse i en sag,
hvor Finanstilsynet har fundet, at en virksomhed har handlet i
overensstemmelse med denne lov. Særligt i tilfælde,
hvor sagen har været omtalt i pressen med oplysning om
virksomhedens navn, vil det kunne være nærliggende at
offentliggøre navnet.
Påtænker Finanstilsynet at
offentliggøre en virksomheds navn, vil den berørte
virksomhed blive orienteret, inden Finanstilsynet
udsender en pressemeddelelse.
For så vidt angår en række
af de bestemmelser, som er omfattet af Finanstilsynets adgang til
at foretage offentliggørelse, er overtrædelse heraf
sanktioneret med straf. Det foreslåede stk. 1 forhindrer
ikke, at Finanstilsynet offentliggør, at en virksomhed vil
blive anmeldt til politiet for overtrædelse af en strafbar
bestemmelse. Offentliggørelse skal ske med navns
nævnelse, hvis beslutningen vedrører en juridisk
person. En offentliggørelse kan imidlertid have indgribende
betydning for den berørte virksomhed. Der skal derfor ved
vurderingen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages
en afvejning af behovet for at offentliggøre en
politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder af
retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen
kan give anledning til. Der kan ikke i medfør af
bestemmelsen ske offentliggørelse af enkeltpersoners
strafbare forhold.
Det foreslås endvidere i § 19, stk. 2, at Finanstilsynet
skal offentliggøre navnet på en virksomhed, der
udøver virksomhed i strid med forslagets § 3, det
vil sige yder rådgivning om finansielle produkter til
forbrugere uden at have en tilladelse som finansiel rådgiver.
Andre oplysninger end navnet på den virksomhed, der
overtræder § 3, vil derimod fortsat være
underlagt reglerne om tavshedspligt. Offentliggørelse kan
alene ske på en virksomhed, der er en juridisk person.
Til § 20
Med forslagets §
20 vil der ved bekendtgørelse blive gennemført
en større grad af offentlighed vedrørende forholdene
hos de finansielle rådgivere. Med forslaget får
erhvervs- og vækstministeren således bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om virksomhedernes pligt
til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets
vurdering af virksomheden samt til at fastsætte nærmere
regler om, at Finanstilsynet har mulighed for at
offentliggøre oplysningerne før virksomhederne.
Forslaget indebærer blandt andet, at
finansielle rådgivere kan omfattes af bekendtgørelse
nr. 1240 af 16. december 2011 om finansielle virksomheders og
investeringsforeningers m.v. pligt til at offentliggøre
Finanstilsynets vurdering af virksomheden og investeringsforeningen
m.v. Bekendtgørelsen omfatter i dag virksomheder, der er
omfattet af lov om finansiel virksomhed samt nogle af de
foreninger, der omfattes af lov om investeringsforeninger m.v.
Efter bekendtgørelsen skal virksomheden eller foreningen
offentliggøre de redegørelser, som Finanstilsynet
udarbejder efter hver inspektion i virksomheden eller foreningen.
Også andre af Finanstilsynets redegørelser skal
offentliggøres efter bekendtgørelsen.
Der vil være behov for visse undtagelser
i forhold til offentliggørelsespligten. Dette kan for
eksempel være, hvor offentliggørelse kan
medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden.
Finanstilsynet skal ikke nødvendigvis
afvente, at virksomheden offentliggør en redegørelse,
idet der med bestemmelsen ved bekendtgørelse kan gives
hjemmel til, at Finanstilsynet har mulighed for at
offentliggøre oplysningerne før virksomhederne. Denne
mulighed kan kun benyttes i de situationer, hvor virksomheden enten
har rent tekniske eller praktiske problemer, for eksempel på
grund af it-nedbrud, eller tilfælde hvor den manglende
offentliggørelse er begrundet i, at virksomheden ikke, uden
en reel begrundelse, ønsker at offentliggøre
redegørelsen. Hvis virksomheden efter lov om
værdipapirhandel m.v. skal udsende en selskabsmeddelelse,
skal Finanstilsynets offentliggørelse dog afvente
selskabsmeddelelsen.
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse i § 21 opregner hvem, der er part i
en sag efter denne lov. Bestemmelsen svarer til det partsbegreb,
som anvendes i lovgivningen på det finansielle område.
Bestemmelsen fastslår, hvem der er part i forhold til
Finanstilsynets afgørelser og indeholder således en
afvigelse fra det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb. Det
særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå
en udhulning af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters adgang
til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes af
tavshedspligtsreglerne.
Det følger af det foreslåede
stk. 1, at som part i forhold til
Finanstilsynet anses alene de af § 3 omfattede
virksomheder, som Finanstilsynets afgørelse truffet i
medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven retter sig mod. Dette fraviges dog i stk. 2, jf. herom
nedenfor.
Hvis en forbruger klager over en virksomheds
adfærd, vil forbrugeren ikke være part i sagen.
Forbrugerne opnår derfor ikke forvaltningslovens
partsrettigheder, men vil i stedet efter offentlighedslovens regler
om aktindsigt kunne gøre sig bekendt med de oplysninger, der
indgår i Finanstilsynets sag.
I det foreslåede § 21, stk. 2, opregnes de
øvrige personer og virksomheder, der kan være part i
forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del
af sagen, som vedrører den pågældende.
Efter nr. 1 er
den, der yder rådgivning om finansielle produkter til
forbrugere uden tilladelse, jf. forslagets § 3, part i en
sag mod den pågældende.
Efter nr. 2 er en
virksomhed eller en person, som ansøger om tilladelse til at
yde rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, jf.
forslagets § 3, part i sagen. Den pågældende
har derfor forvaltningslovens partsrettigheder allerede under
behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter loven.
Tilsvarende følger det af nr. 3, at en person, som Finanstilsynet
modtager oplysninger om i forbindelse med godkendelse efter
reglerne om egnethed og hæderlighed i forslagets
§ 4, stk. 1 og 2, har partsstatus, når
Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse eller
inddrager en sådan tilladelse.
Forud for at en virksomhed opnår
tilladelse efter loven, kan Finanstilsynet, jf. forslagets
§ 12, indhente oplysninger til bedømmelse af, om
en virksomhed er omfattet af lovens krav om tilladelse til at
udøve virksomhed som udbyder. En fysisk eller juridisk
person, der modtager en sådan henvendelse, vil have
partsstatus efter forslaget til § 21,
stk. 2, nr. 4.
Til § 22
Det følger af den foreslåede
§ 22, at finansielle
rådgivere skal betale afgift til Finanstilsynet efter kapitel
22 i lov om finansiel virksomhed. Der henvises til
bemærkningerne til forslagets § 28, nr. 2, for en
beskrivelse af afgifternes størrelse.
Til § 23
Med forslagets § 23,
stk. 1, skabes der hjemmel til, at erhvervs- og
vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Finanstilsynet om forhold, som er omfattet
af lov om finansielle rådgivere eller regler, der er udstedt
i medfør lov om finansielle rådgivere, skal
foregå digitalt.
Forslaget indebærer, at blandt andet
skriftlige henvendelser m.v. til Finanstilsynet om forhold, som er
omfattet af loven, eller af regler, som er udstedt i medfør
af loven, ikke anses for behørigt modtaget hos
Finanstilsynet, hvis de indsendes på anden vis end den
foreskrevne digitale måde.
Hvis oplysninger m.v. sendes til
Finanstilsynet på anden måde end den foreskrevne
digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den
almindelige vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, at
Finanstilsynet må vejlede om reglerne på området,
herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne
digitale måde.
Samtidig indebærer forslaget, at
meddelelser m.v. til eller fra Finanstilsynet, der sendes på
den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet
frem til modtageren på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v.
er tilgængelig digitalt for modtageren, jf. det
foreslåede stk. 3. Det vil sige med samme retsvirkninger som
fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den
pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens
fysiske postkasse.
Pligten til at kommunikere digitalt vil
også omfatte kommunikation mellem Finanstilsynet og en
rådgiver, som optræder på virksomhedens vegne
over for Finanstilsynet.
Af bekendtgørelsen, der udmønter
bemyndigelsen, vil det komme til at fremgå, hvem der omfattes
af pligten til at kommunikere digitalt med tilsynet, om hvilke
forhold og på hvilken måde.
Indtil videre er det tanken at udnytte den
foreslåede bemyndigelse således, at gældende krav
om anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger og digital
kommunikation opretholdes samt at gøre anvendelse af
digitale selvbetjeningsløsninger og digital kommunikation
obligatorisk i videre omfang.
Endvidere er det tanken at fastsætte
regler om, at skriftlig kommunikation i øvrigt til og fra
Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af lov om finansielle
rådgivere eller regler udstedt i medfør af lov om
finansielle rådgivere, skal foregå digitalt, f.eks. pr.
e-mail, hvilket forventes at ske i løbet af 2013.
Ved henvendelser til Finanstilsynet kan
Finanstilsynet stille krav om, at den pågældende
oplyser en e-mailadresse, som den pågældende kan
kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag
eller henvendelse til Finanstilsynet. I den forbindelse kan der
også pålægges den pågældende en pligt
til at underrette Finanstilsynet om en eventuel ændring i
e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen
besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den
nye e-mailadresse.
På sigt kan det komme på tale at
udvikle andre digitale løsninger, herunder nye
selvbetjeningsløsninger, til brug for kommunikation om
forhold, som er omfattet af lovforslaget eller regler udstedt i
medfør af forslaget.
I bekendtgørelsen, som udmønter
den foreslåede bemyndigelse i stk. 1, kan der blandt andet
fastsættes regler om, at Finanstilsynet kan sende visse
meddelelser, herunder afgørelser, forbud, påbud m.v.,
til virksomhedens henholdsvis et ledelsesmedlems digitale postkasse
med de retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig
Digital Post.
I bekendtgørelsen kan der
fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgangen til
obligatorisk digital kommunikation.
I bekendtgørelsen kan der desuden
fastsættes regler om fritagelse fra pligten til digital
kommunikation. Fritagelsesmuligheden tænkes navnlig anvendt,
hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital
signatur, og der er tale om en virksomhed med hjemsted i udlandet,
som ikke kan få en dansk digital signatur eller en person
uden dansk CPR-nummer.
Fritagelsesmuligheden tænkes endvidere
anvendt i forbindelse med, at Finanstilsynet har sagstyper, der
omfatter meget store mængder materiale, og som det derfor vil
være uhensigtsmæssigt for både virksomheden og
Finanstilsynet at skulle sende digitalt. Dette er primært i
forbindelse med undersøgelsesmateriale. Forud for at
Finanstilsynet tager på undersøgelse i en virksomhed
omfattet af lov om finansiel virksomhed, anmoder Finanstilsynet
virksomheden om at indsende noget materiale. Der er ofte tale om
meget omfattende mængder materiale, hvorfor det kan
være hensigtsmæssigt, at der ikke er krav om, at det
indsendes digitalt. Derudover skal det bemærkes, at den
kommunikation der er mellem en virksomhed og Finanstilsynet,
når Finanstilsynet er på undersøgelse i
virksomheden, fortsat vil kunne foregå på stedet. Dette
både i forhold til forevisning af legitimation og eventuelt
udlevering af dokumenter under undersøgelsen. På samme
måde kan kommunikationen på møder i
øvrigt, herunder afrapporteringsmødet efter en
undersøgelse, jf. § 346, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, fortsat ske uændret.
Da kommunikationen i relation til lov om
finansiel virksomhed er rettet til og fra erhvervslivet, vil
anvendelse af fritagelsesmulighederne være restriktiv, jf.
nærmere herom i de almindelige bemærkninger til afsnit
5.4.2. i lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af
forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation
m.v.
Som udgangspunkt gælder, at det forhold,
at en virksomhed eller en person oplever, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, at den
pågældende har mistet koden til sin digitale signatur
eller oplever lignende hindringer, som det er op til den
pågældende at overvinde, ikke kan føre til
fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald
må den pågældende anvende en computer på et
folkebibliotek eller anmode en rådgiver om at varetage
kommunikationen på den pågældendes vegne.
For en nærmere gennemgang af
fritagelsesmuligheder og forholdet til EU-retten kan der henvises
til henholdsvis afsnit 5.4.2 og 12 i de almindelige
bemærkninger til lov nr. 1231 af 18. december 2012 om
ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk
digital kommunikation m.v.. Der kan desuden henvises til afsnit
5.4.3 om fravigelse af krav om digital kommunikation af hensyn til
myndighedsudøvelsen. Der er tale om fravigelse af kravet i
situationer, hvor det er påkrævet, at myndigheder
reagerer hurtigt med henblik på at varetage særlige
samfundsmæssige hensyn. Det kan for eksempel være, at
der er behov for, at der reageres hurtigt i krisesituationer, hvor
en finansiel virksomhed er i akutte vanskeligheder. Det kan
ligeledes være tilfældet, hvor der er
lovgivningsmæssige tidsfrister, der har store
samfundsmæssige konsekvenser, såfremt de overskrides
på grund af, at der umuligt for myndigheden at kommunikere
digitalt.
Efter det foreslåede stk. 2 kan der i bekendtgørelsen
specificeres krav om anvendelse af bestemte it-systemer, digitale
formater og digital signatur eller lignende.
Det foreslåede stk.
3 fastsætter, hvornår en digital meddelelse
må anses for at være kommet frem til adressaten for
meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
For meddelelser, der sendes til
Finanstilsynet, er Finanstilsynet adressat for meddelelsen. For
meddelelser, som Finanstilsynet sender, er den
pågældende virksomhed, som meddelelsen sendes til,
adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at
være kommet frem til Finanstilsynet på det tidspunkt,
hvor meddelelsen er tilgængelig for Finanstilsynet, dvs.
når Finanstilsynet kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt
vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning
eller et datasystem. En meddelelse, der først er
tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for
modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.
En meddelelse vil normalt anses for at
være kommet frem til en virksomhed eller person på det
tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den
pågældende. En meddelelse vil blive anset for at
være tilgængelig, selvom den pågældende
ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes
hindringer, som det er op til den pågældende at
overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den
pågældende har mistet koden til sin digitale
signatur.
For en nærmere gennemgang af betydningen
af fremkomsttidspunktet samt hindringer som følge af
it-problemer og lignende kan der henvises til afsnit 5.3 i de
almindelige bemærkninger i lov nr. 1231 af 18. december 2012
om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk
digital kommunikation m.v.
Til § 24
Der kan efter stk. 1 fastsættes regler om, at
Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter
efter loven eller regler udstedt i medfør af loven uden
personlig underskrift, med maskinel eller på tilsvarende
måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en
teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt
afgørelsen eller dokumentet.
Desuden kan der efter stk. 2 fastsættes regler om, at
afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet
eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med Finanstilsynet som afsender. Bestemmelsen finder
anvendelse både på dokumenter, som Finanstilsynet
sender digitalt og på dokumenter, som sendes fysisk, dvs.
på papir med almindelig post.
Til § 25
Den foreslåede § 25 vedrører dokumenter, som er
omfattet af lovforslaget eller forskrifter udstedt i medfør
heraf, og som er udstedt af andre end Finanstilsynet.
Underskriftskravet kan fremgå udtrykkeligt eller
forudsætningsvist af de pågældende regler. Der
kan eksempelvis være tale om dokumenter, som er udstedt af
virksomheder omfattet af loven, eksempelvis pengeinstitutter eller
realkreditinstitutter. Der kan for eksempel også være
tale om fysiske personer, som er tilknyttet virksomheden, typisk
ledelsesrepræsentanter eller bestyrelsesmedlemmer. Der kan
for eksempel være tale om, at ansøgninger eller
underretninger efter loven sammen med eventuelle bilag indsendes
til Finanstilsynet som vedhæftede filer til en mail.
For at der ikke skal kunne opstå tvivl
om, at underskriftskravet kan opfyldes på anden måde
end ved en personlig underskrift, foreslås det, at der
indsættes en udtrykkelig bestemmelse i loven om, at
underskriftskravet som anført i stk.
1 kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik,
der sikrer entydig identifikation af den pågældende,
for eksempel digital signatur. Bestemmelsen dækker tillige
dokumenter, som er udarbejdet af revisor, således at revisor
eksempelvis kan underskrive dokumentet med digital signatur i
stedet for med en fysisk underskrift.
Det foreslås i stk.
2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
nærmere regler om, hvordan kravet om personlig underskrift
kan fraviges. Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse kan
der desuden fastsættes regler om, at krav om personlig
underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.
Til § 26
Forslaget til bestemmelserne i § 26, stk. 1- 3, fastsætter
hvilke bestemmelser, det er strafbelagt at overtræde.
Ifølge stk.
1 kan en virksomhed, der yder rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere uden en tilladelse, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Tilsvarende straffes en virksomhed, der ikke giver meddelelse efter
§ 4, stk. 3 og 4, jf. stk. 2, nr. 1 og 2. Det fremgår af
stk. 1, at bestemmelsen er subsidiær i forhold til
straffelovens regler. Bestemmelsen får således
særlig betydning ved overtrædelser, der ikke er
strafsanktioneret i øvrigt. Endvidere får bestemmelsen
selvstændig betydning, såfremt overtrædelsen er
sket ved uagtsomhed, der ikke straffes efter straffeloven,
medmindre det er særskilt anført, jf. § 19 i
straffeloven.
Ifølge stk.
2 straffes overtrædelser af bestemmelserne om
forretningsgange for håndtering af interessekonflikter i
§ 8, anvendelse af betegnelsen uafhængig eller
tilsvarende betegnelser, uden at kriterierne i § 9 er opfyldt,
samt manglende oplysning på en hjemmeside om, at den
finansielle rådgiver ikke er uafhængig i § 10. Med
den foreslåede bestemmelse gøres det endvidere muligt
at straffe virksomheder, der ikke offentliggør i
overensstemmelse med bestemmelserne i § 18 med
bøde.
Tilsvarende fastsættes det i stk. 3, at en virksomhed omfattet af loven
straffes for manglende efterlevelse af et påbud efter §
11, stk. 1og 2, eller § 14 samt undladelse af at meddele
oplysninger efter § 12, stk. 1, til brug for Finanstilsynets
tilsynsvirksomhed. På samme vis straffes det
bestyrelsesmedlem, der ikke efterkommer et påbud, som er
givet efter § 14, stk. 2.
Lovforslaget indeholder bemyndigelser til at
udstede administrative forskrifter. I sådanne
bekendtgørelser kan der efter forslaget til § 26, stk. 4, fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser
heri.
Der kan efter forslaget til § 26, stk. 5, pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens kapitel 5.
Forældelsesfristen for
overtrædelse af lovens bestemmelser og bestemmelser udstedt i
medfør af lovforslaget er 5 år, jf. forslaget til
§ 26, stk. 6. Der er tale om
en forlængelse af den almindelige regel på 2 år,
jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Den
forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en
række overtrædelser først opdages ved
undersøgelser i virksomheden. Forældelsesfristen
svarer til forældelsesfristen i lov om finansiel
virksomhed.
Til § 27
Det foreslås i § 27, stk. 1, at loven træder i
kraft den 1. januar 2014.
Der fastsættes dog en overgangsordning
for virksomheder, der allerede ved lovens ikrafttrædelse yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere. Det
fremgår således af forslaget til § 27, stk. 2, at disse virksomheder kan
fortsætte denne virksomhed, hvis de inden den 1. januar 2015
indgiver ansøgning om tilladelse. Disse virksomheder kan
herefter fortsætte deres virksomhed uden tilladelse, indtil
Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen. En virksomhed,
der ved lovens ikrafttrædelse yder rådgivning om
finansielle produkter til erhvervsdrivende, men umiddelbart efter
lovens ikrafttrædelse udvider deres kundekreds til også
at omfatte forbrugere, vil derimod ikke kunne gøre brug af
overgangsbestemmelsen i stk. 2.
I forslaget til §
27, stk. 3, fastsættes, at for personer, som ved
lovens ikrafttrædelse kan dokumentere, at de forud for lovens
ikrafttrædelse har beklædt poster i direktionen eller
bestyrelsen i en virksomhed, som yder rådgivning om
finansielle produkter til forbrugere, skal disse personer ikke, ved
ansøgning om tilladelse i henhold til § 27, stk. 2,
opfylde kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 3,
stk. 2, nr. 3, jf. § 4, forudsat at forholdene
vedrørende egnethed og hæderlighed er indtruffet
før lovens ikrafttræden. Hvis der derimod for et
ledelsesmedlem, som er omfattet af overgangsbestemmelsen i stk. 2,
er indtruffet forhold i henhold til lovforslagets § 4, stk. 2,
efter lovens ikrafttrædelse , vil Finanstilsynet ikke kunne
meddele tilladelse. Tilsvarende gælder for den
ledelsesansvarlige i en virksomhed, der drives som interessentskab
eller enkeltmandsvirksomhed. Disse personer vil derfor kunne
fortsætte i deres stilling eller hverv, uanset om de ikke
på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse opfylder
betingelserne, idet konsekvenserne i givet fald vil være, at
vedkommende enten kan miste sit hverv, eller at selskabet ikke kan
få tilladelse, så længe den
pågældende bestrider stillingen. Eksempelvis, fordi
vedkommende er dømt for en strafbar overtrædelse eller
er gået konkurs som angivet i § 4, stk. 2, nr. 1 og
2.
Til § 28
Til nr.
1
Det fremgår af § 343 d i lov om
finansiel virksomhed, at investeringsrådgivere kan
udøve investeringsrådgivning og virksomhed, der er
accessorisk hertil, jf. bilag 4, afsnit B, nr. 3, 1. led. Dette
medfører, at investeringsrådgivere ikke har mulighed
for at rådgive forbrugere om for eksempel lån og
forsikringer. Investeringsrådgivere vil derfor ikke kunne
opnå en tilladelse efter lov om finansielle rådgivere
til at rådgive forbrugere om finansielle produkter.
Med forslaget til §
343 d, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed gøres
det muligt for investeringsrådgivere at yde rådgivning
om finansielle produkter til forbrugere i overensstemmelse med lov
om finansielle rådgivere. Det vil sige, at de vil skulle
søge om tilladelse efter reglerne i § 3, ligesom lovens
øvrige regler skal efterleves.
Til nr.
2
Det foreslås, at der i § 361, stk. 1, nr. 32, i lov om
finansiel virksomhed indsættes hjemmel til at opkræve
en årlig afgift for virksomheder, der yder rådgivning
om finansielle produkter til forbrugere, jf. lovforslaget. Der
foreslås en årlig afgift på 12.000 kr. i
2004-niveau svarende til ca. 20.000 kr. i 2011-niveau. Det
tilsvarende beløb for investeringsrådgivere er 8.250
kr. i 2004-niveau årligt. Finansielle rådgivere vil
imidlertid have et bredere forretningsområde, hvilket
bør medføre en højere afgift.
Til § 29
Til nr.
1
Det fremgår af § 12, stk. 1, i lov
om forsikringsformidling, at en forsikringsmæglervirksomhed
kan udøve anden virksomhed. Denne aktivitet skal
udøves i en anden virksomhed end
forsikringsmæglervirksomheden. For denne aktivitet skal
anvendes en betegnelse, der ikke kan forveksles med
forsikringsmæglervirksomheden.
Det foreslås, at der i § 12
indsættes et nyt stk. 4,
således at en forsikringsmæglervirksomhed uanset
reglerne om forsikringsmæglervirksomhed skal kunne yde
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere i
overensstemmelse med lov om finansielle rådgivere. Det vil
sige, at de vil skulle søge om tilladelse efter forslaget
til § 3, ligesom lovens øvrige regler skal efterleves.
Det vil hermed også være muligt for
forsikringsmæglere at yde forbrugere en helhedsorienteret
rådgivning uden at skulle udøve denne aktivitet i en
anden virksomhed end forsikringsmæglervirksomheden.
Til § 30
Det foreslås i § 30, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig
anordning kan sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 28 | | | | | | I lov om finansiel virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, som ændret
bl.a. ved § 2 i lov nr. 512 af 17. juni 2012, § 2 i lov
nr. 557 af 18. juni 2012, lov nr. 1287 af 19. december 2012 og
senest ved § 5 i lov nr. 1383 af 23. december 2012,
foretages følgende ændringer: | | | | § 343 d, stk. 1
--- | | | | | I § 343 d
indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Investeringsrådgivere
kan endvidere yde rådgivning om finansielle produkter til
forbrugere i overensstemmelse med lov om finansielle
rådgivere.« | | | | § 361, stk. 1, nr.
1-31 --- | | | | | I § 361, stk.
1, indsættes som nr. 32: »32) Virksomheder, der yder
rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, jf. lov
om finansielle rådgivere, betaler årligt 12.000
kr.« | | | | | | § 29 | | | | | | I lov om forsikringsformidling, jf.
lovbekendtgørelse nr. 930 af 18. september 2008, som senest
ændret ved § 12 i lov nr. 1287 af 19. december 2012,
foretages følgende ændring: | | | | § 12, stk. 1-3
--- | | | | | 1. I § 12 indsættes som stk. 4: »Stk. 4.
Uanset stk. 1 kan en forsikringsmæglervirksomhed endvidere
yde rådgivning om finansielle produkter til forbrugere i
overensstemmelse med lov om finansielle
rådgivere.« |
|