L 148 Forslag til lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

(Regulering af kvælstofkvoten og indberetning af plantedække m.v.).

Af: Fødevareminister Mette Gjerskov (S)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-02-2013

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2013)

Fødevareministeren (Mette Gjerskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (Regulering af kvælstofkvoten og indberetning af plantedække m.v.)

(Lovforslag nr. L 148)

Lovforslagets primære formål er at sikre effekten af efterafgrøder og kvælstofkvoter, der er blandt de virkemidler, som igennem en årrække er iværksat i medfør af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække for at nedsætte udledningen af kvælstof til vandmiljøet fra jordbruget. Hensigten er dermed at styrke og effektivisere den allerede gældende regulering, så den miljøeffekt, der var forudsat, da virkemidlerne blev indført i loven, opnås. at reducere udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet mest muligt er en vigtig del af regeringens ønske om en grøn omstilling af jordbruget i Danmark.

Herunder foreslås det, at de muligheder, der hidtil har været for at dispensere fra virkemidlerne i tilfælde af ekstremt vejrlig ophæves, således at vandmiljøet ikke bliver ekstra belastet af kvælstof fra jordbruget i disse tilfælde.

For at sikre effekten af de efterafgrøder, som jordbruget skal udlægge for at nedsætte udledningen af kvælstof til vandmiljøet, foreslås det, at fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at jordbrugerne automatisk får nedsat deres kvælstofkvote forholdsmæssigt, hvis kravet om at udlægge efterafgrøder ikke opfyldes uanset, om det skyldes dårligt vejr, andre uforudsete forhold eller manglende vilje hos jordbrugeren.

Det foreslås desuden, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om en særskilt indberetning af efterafgrøder således, at efterafgrøderne indberettes umiddelbart efter, at de er blevet udlagt og ikke som nu i forbindelse med gødningsregnskabet mere end 1½ år efter, at de er blevet udlagt. Dermed bliver grundlaget for kontrollen af efterafgrøderne så præcist som muligt. Samtidig vil det tidligt i gødskningssæsonen blive klart for jordbrugeren, hvilke konsekvenser efterafgrøderne vil få for virksomhedens kvælstofkvote.

Det foreslås endvidere, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om forhøjelse af en jordbrugsvirksomheds kvælstofkvote ved ekstremt vejrlig ophæves, således at vandmiljøet ikke bliver ekstra belastet.

Endelig foreslås mindre, tekniske justeringer af reglerne for, hvordan en jordbrugsvirksomheds kvælstofforbrug skal opgøres.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.