L 141 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

(Seksualforbrydelser).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-02-2013

Fremsættelse: 06-02-2013

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

20121_l141_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser)

(Lovforslag nr. L 141)

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en generel modernisering af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser.

Straffelovens regler om seksualforbrydelser har som hovedformål at beskytte den enkeltes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret. Det er vigtigt, at reglerne er tidssvarende og passer til dagens samfund.

Lovforslaget bygger på en sagkyndig betænkning fra Straffelovrådet, som har foretaget en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden med henblik på at vurdere, om der bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning.

Af de foreslåede ændringer kan særligt fremhæves følgende forslag:

- Det foreslås at udvide straffelovens regler om voldtægt, så voldtægt ud over tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold eller hensættelse i hjælpeløs tilstand fremover også vil omfatte at skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang eller ved at udnytte offerets hjælpeløse tilstand eller situation samt ethvert samleje med et barn under 12 år. Det vil eksempelvis omfatte tilfælde, hvor offeret på grund af bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn er ude af stand til at modsætte sig handlingen, eller hvor offeret f.eks. i forbindelse med bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse eller massage er afklædt og ikke kan nå at modsætte sig handlingen.

- Det foreslås, at der som noget nyt skal være mulighed for, at en person, der dømmes for seksuelt misbrug af børn, skal kunne gives pålæg om ikke at søge at kontakte børn, som den pågældende ikke kender, gennem internettet.

- Det foreslås, at forældelsesfristen for strafansvaret for seksuelt misbrug af børn tidligst skal begynde at løbe fra den dag, hvor offeret fylder 21 år. Efter de gældende regler begynder forældelsesfristen tidligst at løbe den dag, hvor offeret fylder 18 år. Det foreslås endvidere, at reglerne om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til - efter forslaget - den dag, hvor offeret fylder 21 år, som noget nyt også skal omfatte strafansvaret for blufærdighedskrænkelse af børn under 15 år. I dag begynder forældelsesfristen for blufærdighedskrænkelse at løbe, når forbrydelsen er ophørt.

- Det foreslås at sidestille anden prostitutionsvirksomhed end bordelprostitution med bordelvirksomhed. Forslaget indebærer navnlig, at strafmaksimum for anden prostitutionsvirksomhed end bordelprostitution forhøjes fra 3 års fængsel til 4 års fængsel, og at der - hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt - som noget nyt bliver mulighed for at anvende indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om anden prostitutionsvirksomhed end bordelprostitution. Det vil eksempelvis omfatte barprostitution, escortprostitution og gadeprostitution.

Med lovforslaget gennemføres også de ændringer af strafferammer og forældelsesregler, som er nødvendige for at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Direktivet gælder ikke for Danmark.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.