L 136 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om TV 2/DANMARK A/S.

(Ændrede must carry-regler, DR's adgang til sponsorering, de regionale TV 2-virksomheders dækningsområder, afskaffelse af radiolicensen, genindførelse af forbud mod produktplacering og ophævelse af finansministerens bemyndigelse til at sælge aktierne i TV 2/DANMARK A/S m.v. som led i gennemførelse af medieaftale for 2012-2014).

Af: Kulturminister Marianne Jelved (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-02-2013

Fremsættelse: 06-02-2013

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

20121_l136_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013)

Kulturministeren (Marianne Jelved):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om TV 2/DANMARK A/S (Ænd­re­de »must-carry«-regler, DR's adgang til sponsorering, de regionale TV 2-virksomheders dækningsområder, af­skaf­fel­se af radiolicensen og genindførelse af forbud mod pro­dukt­placering samt ophævelse af finansministerens be­myn­di­gel­se til at sælge aktierne i TV 2/DANMARK A/S m.v. som led i gennemførelse af medieaftale for 2012-2014)

(Lovforslag nr. L 136)

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer, der følger af medieaftalen for 2012-2014, som blev indgået den 9. oktober 2012 af samtlige Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance, samt tillægsaftale til medieaftalen for 2012-2014 om DR's og de regionale TV 2-virksomheders adgang til at modtage sponsortilskud, som blev indgået af partierne bag medieaftalen den 23. november 2012.

Derudover er det formålet at give de regionale TV 2-virksomheder mulighed for medejerskab af I/S DIGI-TV, ligesom det er formålet at revidere radio- og fjernsynslovens bestemmelser om de regionale TV 2-virksomheders produktion af programmer og virksomhedernes såkaldte entrepriseforpligtelse.

Konkret stilles der forslag om, at følgende punkter i medieaftalen gennemføres:

- Ophævelse af forpligtelsen for ejere af fællesantenneanlæg til at fordele DR's og de regionale TV 2-virksomheders kanaler, dog med opretholdelse af forpligtelsen til fordeling af visse tegnsprogs- og synstolkede programmer samt tv-kanalen FOLKETINGET

- Ændringer i DR's adgang til sponsorering

- Bemyndigelse til kulturministeren til at ændre dækningsområderne for de regionale TV 2-virksomheder

- Støtte til uddannelsesaktiviteter i forbindelse med ikkekommerciel lokalradio- og tv-virksomhed

- Adgang til forlængelse af lokalradiotilladelserne

- Afskaffelse af radiolicensen pr. 1. juli 2013

- Genindførelse af forbuddet mod produktplacering

- Ophævelse af finansministerens bemyndigelse til at sælge statens aktier i TV 2/DANMARK A/S

Med undtagelse af beslutningen om at ophæve finansministerens bemyndigelse til at sælge statens aktier i TV 2/DANMARK A/S foretages samtlige ændringer i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Førstnævnte ændring foretages i lov om TV 2/DANMARK A/S.

Øvrige punkter i medieaftalen og tillægsaftalen kræver ikke umiddelbart lovændring og vil primært blive gennemført administrativt ved udstedelse af bekendtgørelser i medfør af loven og ved indgåelse af nye public service-kontrakter med DR og de regionale TV 2-virksomheder for perioden 2012-2014 samt ved ændring af TV 2/DANMARK A/S' tilladelse til at udøve public service-programvirksomhed.

Det forslås, at loven træder i kraft den 1. april 2013.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.