Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 11. april 2013
Forslag
til
Lov om ændring af konkursloven,
retsplejeloven og retsafgiftsloven
(Konkurskarantæne)
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
217 af 15. marts 2011, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 13 b, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter litra d som nyt litra:
»e) Oplysning
om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde
konkurskarantæne.«
Litra e-h bliver herefter litra f-i.
2. I
§ 15 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Når
skyldnerens bo tages under konkursbehandling i medfør af
stk. 3, skal rekonstruktøren og tillidsmanden sende en kort
redegørelse til skifteretten om de forhold, der er
nævnt i § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c-e, hvis
rekonstruktøren og tillidsmanden er i besiddelse af
oplysninger herom. Dette gælder dog ikke, hvis
rekonstruktøren tidligere har sendt det materiale, der er
nævnt i § 13 b, til skifteretten.«
3. I
§ 125 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Redegørelsen efter stk. 2 skal endvidere indeholde kurators
begrundede indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede
sag om konkurskarantæne mod nogen. Kan kurator ikke
fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug for afgivelse
af en endelig indstilling i redegørelsen efter stk. 2, skal
en sådan afgives så hurtigt som muligt og senest i
forbindelse med den første redegørelse efter stk. 4,
medmindre den, der er spørgsmål om at
pålægge konkurskarantæne, i væsentlig grad
har modarbejdet kurators undersøgelser.«
Stk. 3-6
bliver herefter stk. 4-7.
4. I
§ 126, stk. 1, ændres
»§ 125, stk. 4« til: »§ 125, stk.
5«.
5. To
steder i § 126, stk. 2,
ænders »3« til: »4«.
6.
Efter § 156 indsættes før afsnit IV:
»Afsnit III
Konkurskarantæne
Kapitel 19
Betingelserne for at
pålægge konkurskarantæne og karantænens
retsvirkninger
§ 157. Konkurskarantæne
kan efter kurators begæring efter § 161
pålægges den, der senere end 1 år før
fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis
det må antages, at den pågældende på grund
af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Hvis skyldneren var
under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes
fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om
tvangsopløsning.
Stk. 2. Ved
afgørelsen skal der lægges vægt på, om det
under hensyn til den pågældendes handlemåde og
omstændighederne i øvrigt er rimeligt at
pålægge konkurskarantæne.
Stk. 3.
Konkurskarantæne kan ikke pålægges den, der
allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den
pågældendes deltagelse i ledelsen af en
koncernforbundet virksomhed. Bestemmelsen i 1. pkt. finder
anvendelse, indtil konkurskarantænen udløber.
§ 158. Konkurskarantæne
pålægges for 3 år. Hvis særlige grunde
taler for det, kan konkurskarantæne pålægges for
en kortere periode end 3 år.
Stk. 2. Hvis den
pågældende tidligere er pålagt
konkurskarantæne, som ikke er udløbet, regnes
konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest
pålagte konkurskarantæne. Konkurskarantænen
udløber dog senest 10 år efter den oprindelige
afgørelse.
§ 159. Den, der er pålagt
konkurskarantæne, må ikke deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og
ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Hvis den
pågældende tidligere er pålagt
konkurskarantæne, der ikke er udløbet på
fristdagen, og den groft uforsvarlige forretningsførelse,
der begrunder nyt pålæg af konkurskarantæne, er
foregået, efter at den tidligere konkurskarantæne fik
virkning, bestemmes det i afgørelsen om
konkurskarantæne, at den pågældende heller ikke
må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med personlig
og ubegrænset hæftelse for virksomhedens
forpligtelser.
Kapitel 20
Behandlingen af sager om
konkurskarantæne
§ 160. Skifteretten
afgør på grundlag af kurators begrundede indstilling,
om der skal indledes sag om konkurskarantæne mod nogen.
Skifteretten kan anmode kurator om en supplerende indstilling,
før skifteretten træffer afgørelse herom.
Skifterettens beslutning om at indlede en sag om
konkurskarantæne kan ikke kæres af den, der
begæres pålagt konkurskarantæne.
Stk. 2. Sager om
konkurskarantæne behandles efter reglerne i dette
kapitel, og i øvrigt finder § 243 tilsvarende
anvendelse.
§ 161. Når der er indledt
sag om konkurskarantæne, skal kurator inden en af
skifteretten fastsat frist indlevere et processkrift, som skal
indeholde
1) kurators
påstand,
2) en
udførlig fremstilling af de faktiske og retlige
omstændigheder, hvorpå påstanden støttes,
og
3) angivelse af de
dokumenter og andre beviser, som kurator agter at
påberåbe sig.
Stk. 2. Med
processkriftet skal indleveres kopi af dette og kopier af de
dokumenter, som kurator agter at påberåbe sig, for
så vidt de er i kurators besiddelse.
Stk. 3. Skifteretten
lader processkriftet forkynde for den, der begæres
pålagt konkurskarantæne. Samtidig med forkyndelsen skal
der udleveres en vejledning om, hvad konkurskarantæne
indebærer, og om reglerne i §§ 162 og 163.
§ 162. Den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, kan inden en af skifteretten
fastsat frist
1) indlevere et
svarskrift til skifteretten og
2) anmode om
mundtlig forhandling.
Stk. 2. Kopi af
svarskriftet skal samtidig med indleveringen til skifteretten
sendes til kurator.
Stk. 3. Skifteretten kan
bestemme, at der skal udveksles yderligere processkrifter.
Stk. 4. Skifteretten
indkalder parterne til mundtlig forhandling, hvis den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, har anmodet om
det, jf. stk. 1, nr. 2, eller skifteretten i øvrigt finder
det hensigtsmæssigt.
Stk. 5. Skifteretten kan
efter anmodning fra kurator indkalde den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, til personligt møde for
at besvare spørgsmål sigtende til sagens
oplysning.
Stk. 6. Hvis den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, undlader at
udtale sig om kurators erklæringer om sagens faktiske
omstændigheder, kan skifteretten ved bevisbedømmelsen
tillægge dette virkning til skade for den
pågældende. Det samme gælder, hvis den
pågældende udebliver efter at være indkaldt til
personligt møde eller undlader at besvare
spørgsmål eller svarene er uklare eller
ufuldstændige.
§ 163. Skifteretten beskikker
en advokat for den, der begæres pålagt
konkurskarantæne, hvis den pågældende anmoder om
det eller skifteretten i øvrigt finder det
nødvendigt. Om salær og godtgørelse for
udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.
retsplejelovens kapitel 31.
§ 164.
Skifterettens afgørelse om, hvorvidt konkurskarantæne
skal pålægges, træffes ved kendelse.
Stk. 2. Kære har
opsættende virkning.
Stk. 3. Fra Sø-
og Handelsretten sker kære til Østre Landsret.
Stk. 4. Hvis der, efter
at konkurskarantæne er pålagt, meddeles tilladelse til
prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter
kærefristens udløb eller tilladelse til
ekstraordinær genoptagelse eller kære, stilles
virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i
bero.
Kapitel 21
Sagsomkostninger og vederlag til
kurator for sagens førelse
§ 165. Skifteretten
træffer bestemmelse om sagsomkostninger forbundet med
førelsen af sager om konkurskarantæne. Hvis den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, eller den, der
pålægges konkurskarantæne, skal have
sagsomkostninger betalt eller erstattet, afholdes disse udgifter af
statskassen. Sagsomkostninger, som den pågældende
pålægges at betale eller erstatte, tilfalder
statskassen. Udgifter til kurators vederlag, jf. § 166,
erstattes fuldt ud.
Stk. 2. Hvis
konkurskarantæne pålægges, pålægger
skifteretten den pågældende at erstatte statskassens
udgifter i forbindelse med beskikkelse af en advokat for den
pågældende efter § 163, medmindre særlige
grunde taler herimod.
§ 166.
Skifteretten fastsætter vederlag til kurator for dennes
førelse af en sag om konkurskarantæne. Vederlaget
afholdes af statskassen, jf. dog § 165.
Kapitel 22
Hæftelse for gælden ved
overtrædelse af konkurskarantæne
§ 167. Den, der i strid med en
pålagt konkurskarantæne har deltaget i ledelsen af
skyldnerens virksomhed, hæfter for den del af skyldnerens
gæld, som ikke dækkes af konkursmassen, hvis fristdagen
ligger inden konkurskarantænens udløb.
Stk. 2. Skifteretten kan
helt eller delvis fritage for hæftelse efter stk. 1.
Stk. 3. Skifteretten kan
helt eller delvis pålægge den, der i strid med en
pålagt konkurskarantæne har deltaget i ledelsen af
skyldnerens virksomhed, hæftelse som nævnt i stk. 1,
hvis fristdagen ligger inden for 1 år efter
konkurskarantænens udløb.
Stk. 4. Ved en
afgørelse efter stk. 2 eller 3 skal der lægges
vægt på, om det under hensyn til de vigtigste
årsager til konkursen og den pågældendes andel
heri er rimeligt at pålægge hæftelse.
§ 168. Hæftelse efter
§ 167 kan kun pålægges, hvis kurator på
boets vegne indleverer stævning herom, inden skifteretten
indkalder til afsluttende skiftesamling.
Stk. 2. Sagen behandles
ved skifteretten efter reglerne i kapitel 31.
Kapitel 23
Registrering af
konkurskarantæne
§ 169. Erhvervsstyrelsen
fører et register over pålagte
konkurskarantæner.
Stk. 2. Erhvervs- og
vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om førelsen af registeret, herunder
om indberetning af pålagte konkurskarantæner til
Erhvervsstyrelsen og om udlevering af oplysninger fra
registeret.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1008 af 24. oktober 2012, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1242 af 18. december 2012 og § 1 i lov nr. 1387 af 23.
december 2012, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 12, stk. 3, indsættes
efter »borgerlige sager«: »og ved
afgørelse af tvister i konkursboer og sager om
konkurskarantæne«.
2. I
§ 16, stk. 4, og § 20 a indsættes efter
»tvister i konkursboer«: »og sager om
konkurskarantæne«.
§ 3
I lov om retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 1387 af 23. december
2012, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 37 b indsættes:
Ȥ
38. For skifterettens virksomhed ved behandling af sager om
konkurskarantæne svares ingen afgift.«
§ 4
Stk. 1.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
Stk. 2. Lovens § 1,
nr. 1 og 2, finder anvendelse, når rekonstruktionsbehandling
indledes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Lovens § 1,
nr. 3 og 6, finder anvendelse i konkursboer, hvor konkursdekret
afsiges efter lovens ikrafttræden.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.