L 130 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, kildeskatteloven og integrationsloven.

(Adgang for asylansøgere til at arbejde og bo uden for asylcentre m.v. samt overdragelse af en del af politiets sagsbehandling i den indledende fase af asylprocessen til Udlændingestyrelsen).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-01-2013

Skriftlig fremsættelse (30. januar 2013)

20121_l130_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (30. januar 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, kildeskatteloven og integrationsloven (Adgang for asylansøgere til at arbejde og bo uden for asylcentre m.v. samt overdragelse af en del af politiets sagsbehandling i den indledende fase af asylprocessen til Udlændingestyrelsen)

(Lovforslag nr. L 130)

Lovforslaget har navnlig til formål at gennemføre asylaftalen, som blev indgået i september 2012 mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Det fremgår blandt andet af asylaftalen, at forudsætningerne for en vellykket integrationsproces for de asylansøgere, der får opholdstilladelse her i landet, skal styrkes, ligesom indsatsen for frivillig hjemrejse for de asylansøgere, der får afslag på asyl, og som derfor skal udrejse, skal forstærkes.

Ifølge aftalen er det vigtigt, at der konstant er fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden i hele asylsystemet, og at der sættes effektivt ind mod forsøg på misbrug af systemet. Aftaleparterne har derfor fastsat en målsætning om at halvere sagsbehandlingstiden i løbet af 2013.

Langvarige ophold i et asylcenter uden adgang til at tage beskæftigelse giver mange asylansøgere en oplevelse af manglende indhold i tilværelsen. Aftalen lægger derfor op til, at asylansøgere får mulighed for at tage arbejde og flytte uden for asylcentret, hvis den pågældende samarbejder med myndighederne om oplysning af sin asylsag og - ved afslag på asyl - frivillig hjemrejse.

Desuden sættes der med aftalen fokus på bedre forhold for asylansøgerfamilier med børn. Ved adgang til at flytte ud af asylcentrene og tage arbejde og ved beslutninger om motivationsfremmende foranstaltninger skal der tages hensyn til børnefamilier. Tilbuddene til de unge, herunder de uledsagede mindreårige, skal endvidere styrkes.

Derudover ændres det eksisterende tilbud til børnefamilier om en selvstændig bolig (også betegnet som en "særlig bolig"), når familien har opholdt sig i asylsystemet i 18 måneder efter endeligt afslag på asyl, således at de får tilbuddet allerede 12 måneder efter endeligt afslag på asyl.

Endvidere sættes der mere fokus på afviste asylansøgeres hjemrejse og mulighederne for at få en ny begyndelse i deres hjemland. Indsatsen for afviste asylansøgere styrkes med tilbud om rådgivning, støtte og hjælp til hjemrejsen og en mere målrettet anvendelse af de motivationsfremmende foranstaltninger over for de asylansøgere, der ikke udrejser frivilligt.

Kriterierne for, hvem der kan opnå asyl, berøres ikke af aftalen, og det fremgår desuden, at der skal sættes hårdt ind over for misbrug af reglerne. Det betyder blandt andet, at personer, der begår kriminalitet, ikke er omfattet af ordningen om at arbejde og bo uden for asylcentrene. En asylansøger vil således være afskåret fra at arbejde og bo uden for asylcentrene, hvis den pågældende begår kriminalitet, som medfører udvisning eller en betinget eller ubetinget fængselsstraf.

Ud over gennemførelse af asylaftalen har forslaget til formål at overføre visse opgaver i den indledende fase af asylprocessen fra politiet til Udlændingestyrelsen navnlig med henblik på at opnå en effektiviseringsgevinst.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.