Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 121

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 121

Bilag 2

Fem af udvalgets spørgsmål til social- og integrationsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra V, DF og KF.

Spørgsmål 11:

Vil ministeren uddybe, hvordan det rent praktisk sikres, at leverandører giver den kommunale myndighed den tilstrækkelige information på det rette tidspunkt om ændringer af en borgers behov. Der henvises til den situation, at leverandører, der er hyret på et fritvalgsbevis, kan have et manglende incitament til at levere den rette information, da de risikerer at miste en kunde.

Svar:

Der ændres med dette lovforslag ikke på kommunalbestyrelsens tilsyns- og opfølgningsforpligtelser i forhold til hjælpen til borgerne, der ydes efter servicelovens § 83 og kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde og offentliggøre kvalitetsstandarder for denne hjælp.

Kommunalbestyrelsen skal således fortsat opfylde forpligtelserne i servicelovens §§ 148 og 151 og retssikkerhedslovens §§ 15 og 16 om at føre tilsyn med hjælpens udførelse og følge op på, om borgerne får den hjælp, der er truffet afgørelse om efter servicelovens § 83, og om hjælpen opfylder borgernes aktuelle behov, uanset om det er den kommunale leverandør, der udfører hjælpen, eller om kommunalbestyrelsen har overladt opgaven til en privat leverandør, eller om borgerne får hjælpen udført via fritvalgsbeviset.

Kommunalbestyrelsen skal fortsat sikre, at tilbuddene om hjælp løbende tilpasses borgernes behov, jf. servicelovens § 88, stk. 2, og at den tildelte hjælp efter § 83 leveres indenfor en rimelig frist, hvis leverandøren ikke kan overholde de aftaler, der i forbindelse med afgørelsen efter servicelovens § 88, stk. 1, er indgået om levering af hjælpen, jf. servicelovens § 90.

Som det fremgår af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 91, stk. 6, og af lovforslagets bemærkninger, foreslås det, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at stille krav til de leverandører, som kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med, og som borgerne har valgt via fritvalgsbeviset, om, at de skal informere den kommunale myndighed om ændringer i modtagernes behov for hjælp. Kommunalbestyrelsen skal endvidere stille krav til leverandørerne om, hvordan denne information fra leverandøren skal formidles. Det skal understøtte, at hjælpen efter servicelovens § 83 løbende tilpasses modtagernes behov, og at måden, hvorpå informationen videregives fra leverandørerne til den kommunale myndighed, er formaliseret. Det skal også understøtte kommunalbestyrelsens opgave med at føre tilsyn med hjælpens udførelse og følge op på, om borgerne får den hjælp, der er truffet afgørelse om.

Kommunalbestyrelsen har på den baggrund, og som bærer af hjemmehjælpsudgifterne, et stærkt incitament til at sikre sig, at hjælpen svarer til borgernes aktuelle hjælpebehov.

I forhold til leverandørernes incitament til at holde kommunalbestyrelsen opdateret på borgernes hjælpebehov kan jeg oplyse, at lovforslaget som noget nyt giver kommunalbestyrelsen mulighed for at resultatafregne leverandørerne. På samme vis, som det gælder, når kommunalbestyrelsen afregner de leverandører, den selv har indgået kontrakt med, kan kommunalbestyrelsen afregne leverandørerne under fritvalgsbeviset med en basispris og en bonus, der udløses, når leverandørerne har opnået specifikke mål og eksempelvis bragt borgerne op på et bestemt funktionsniveau, ydet en bestemt kvalitet m.v., så længe de konkurrenceretlige regler overholdes.

Det kan eksempelvis medvirke til at styrke leverandørernes incitamenter til at udføre hjælpen til borgerne med et rehabiliterende sigte, og medvirke til at mindske borgernes hjælpebehov på sigt.

Lovforslaget kan dermed siges at øge leverandørernes incitament til at informere kommunalbestyrelsen i forhold til de nugældende regler i serviceloven.

Kommunalbestyrelsen skal fortsat udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for tilbud efter servicelovens § 83, der er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør, jf. servicelovens § 151 c. Tilsynspolitikken skal indeholde kommunens procedure for udførelsen af tilsyn med disse tilbud og for opfølgning på tilsynet. Kommunalbestyrelsen skal følge op på tilsynspolitikken én gang årligt i tilslutning til beslutninger om kommunernes kvalitetsstandarder.

Serviceloven stiller i dag ikke krav om, at kommunalbestyrelsen skal anvende et specifikt system for information fra leverandører. Det ændres ikke med lovforslaget.

Spørgsmål 13:

Vil ministeren uddybe, om det kun er i de tilfælde, at en borger vælger at anmode om et fritvalgsbevis, at kommunen kan vælge at anvende § 91, stk. 2, nr. 2, over for en borger, eller om en kommune kan pålægge borgeren at benytte et fritvalgsbevis?

Svar:

Borgerne har hverken pligt til at anmode om et fritvalgsbevis eller til at modtage hjemmehjælpen via ordningen. I de tilfælde, hvor en borger ikke ønsker et fritvalgsbevis, har borgeren krav på at få hjælpen i form af et kommunalt tilrettelagt tilbud om hjemmehjælp, idet kommunalbestyrelsen har forsyningsforpligtelsen.

Som det fremgår af den foreslåede § 91, stk. 2, nr. 2, i serviceloven, kan kommunalbestyrelsen tilbyde borgerne, der modtager hjemmehjælp, et fritvalgsbevis, med det formål, at borgerne selv udvælger og indgår aftale med en leverandør. Har kommunalbestyrelsen besluttet at tilbyde borgerne frit valg af leverandør via et fritvalgsbevis, vil borgerne kunne anmode kommunalbestyrelsen om en sådan ordning. Kommunalbestyrelsen vurderer, om borgerne kan håndtere et fritvalgsbevis på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

Spørgsmål 18:

Vil ministeren kommentere på blandt andre Dansk Erhvervs og Ældre Sagens formodning om, at besparelsen på de 132 mio. kr. primært vil komme fra en række store udbud med hård priskonkurrence, og vil ministeren i den sammenhæng redegøre for de små og mellemstore leverandørers muligheder for at kunne blive på markedet?

Svar:

Jeg vil understrege, at der ikke er tale om et forslag til besparelser i ældreplejen, men om afbureaukratisering. Lovforslaget forventes at frigøre ressourcer i kommunerne, fordi kommunerne får mere fleksibilitet til at tilrettelægge hjemmehjælpen og flere muligheder for at indgå aftaler med leverandører samt opnå mere omkostningseffektive løsninger i ældreplejen. Regeringen og KL er i kommuneøkonomiaftalen enige om, at frigørelsespotentialet ved lovforslaget udgør 132 mio. kr. til borgernær service i kommunerne.

Hensigten er både at sørge for, at borgerne får den nødvendige hjælp - og at kommunerne ikke betaler mere end højst nødvendigt for at få opgaverne udført. Det skal kommunerne gives de bedste betingelser for.

For en nærmere redegørelse for provenuet kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmålene SOU alm. del nr. 24 af 29. oktober 2012 og nr. 52 af 13. december 2012.

Regeringen har ingen planer om at blande sig i, hvorvidt kommunalbestyrelsen tilrettelægger det frie valg ved at lave store udbud, eller fortsætter med den godkendelsesmodel, som de fleste kommuner anvender i dag. Synes man som kommune, at man i dag har en god aftale og et godt samarbejde med sine leverandører, og at borgerne er tilfredse, så kan kommunalbestyrelsen fortsætte leverandøraftalen, som den har gjort hidtil. Det er lovforslaget ikke til hinder for.

Med lovforslaget øges kommunernes adgang til at indgå aftale med leverandører om udførelsen af hjemmehjælpen, som man lokalt finder det mest hensigtsmæssigt. Både store og små private leverandører forventes at få nye markedsmuligheder.

Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis gennemføre flere og større udbud, når udbuddet af hjemmehjælpen kan samles med andre driftsområder, såsom hjemmesygepleje. På den måde kan der eksempelvis også skabes frit valg af leverandør af hjemmesygepleje.

Fritvalgsbeviset, hvor borgerne selv udvælger og indgår aftale med en privat leverandør, forventes at give mindre, private leverandører gode muligheder for at fortsætte eller komme ind på markedet.

Kommunerne kan også kombinere ordningerne. Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis tilbyde borgerne et fritvalgsbevis på hjælp til indkøb ud fra en kommunalpolitisk vurdering af, at borgerne har gode muligheder for at vælge blandt de handlende i lokalområdet, og samtidig lave et samlet udbud af madservice i hjemmeplejen og skolemad for at give de ældre og eleverne flere og bedre menuvalg.

Borgerne får endvidere et retskrav på et fritvalgsbevis, hvis kommunalbestyrelsen ikke lykkes med leverandørdannelse af egen kraft. Fritvalgsbevisordningen har på den måde samtidig karakter af en ny markedsmulighed til de private leverandører.

Viften af kommunernes muligheder for at indgå aftaler med private leverandører bliver dermed større med lovforslaget, og dermed bliver potentialet for, at flere borgere benytter en privat leverandør, også større.

I dag er der borgere, som ikke har et frit valg, især på den personlige pleje, fordi der ikke er leverandører i deres kommune. Når kommunerne kan kombinere flere forskellige ordninger og sammensætte større leverandøraftaler, hvor de eksempelvis samler et plejecenter med en række hjemmeboende ældre, bliver det interessant for flere leverandører at byde.

Spørgsmål 19:

Vil ministeren præcisere kommunernes vejledningspligt ved en borgers valg af leverandør på et fritvalgsbevis, herunder hvordan den enkelte kommune kan undgå at bryde konkurrence- og udbudsreglerne, når de vejleder borgeren?

Svar:

Som det fremgår af den foreslåede § 91, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen forpligtes til at vejlede de borgere, der modtager et fritvalgsbevis om ordningen. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen skal vejlede borgerne om at aftalegrundlaget med den leverandør, som borgerne måtte vælge at antage, afspejler den afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet om hjælpen, og den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi. Formålet er, at den kontraktlige aftale med leverandøren er tilstrækkelig til at sikre, at den hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, kan opfyldes inden for det aftalte.

Det følger af servicelovens § 89, at kommunalbestyrelsen skal oplyse ansøgeren skriftligt om, hvilken hjælp der er bevilget i forbindelse med afgørelsen efter servicelovens § 83, hvilket skal give borgerne den nødvendige dokumentation til brug for aftaleindgåelsen med den udvalgte private leverandør.

Dette fremgår af lovforslagets bemærkninger.

Som det videre fremgår af lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 91, stk. 6, foreslås det, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at stille kvalitetskrav til den leverandør, som borgerne måtte vælge via fritvalgsbeviset. Det foreslås, at kvalitetskravene skal afspejle kommunalbestyrelsens kvalitetsstandarder for indholdet og levering af hjælp efter servicelovens § 83, jf. servicelovens § 139 om kvalitetsstandarder. Kommunalbestyrelsen skal stille de samme kvalitetskrav til leverandørerne i de foreslåede ordninger efter § 91, stk. 2, nr. 1 og 2. Det skal sikre ensartede kvalitetskrav i forhold til udførelsen af hjælpen til borgerne, og at der ikke sker forskelsbehandling af leverandørerne. Kvalitetskravene skal være saglige og konkrete og må ikke være konkurrenceforvridende.

Det foreslås videre, at kvalitetskravene skal udgøre en del af den kontraktlige aftale mellem borgerne og de valgte leverandører efter fritvalgsbevisordningen, jf. den foreslåede § 91, stk. 2, nr. 2.

Der er således tale om en kommunal pligt til at informere borgerne om selve fritvalgsbevisordningen og ikke om at anbefale borgerne til en bestemt leverandør. Grundprincippet i fritvalgsbevisordningen er, at det er hjemmehjælpsmodtagerne, der selv udvælger den leverandør, de ønsker at indgå aftale med, og ikke kommunalbestyrelsen.

Spørgsmål 21:

Vil ministeren uddybe, i hvilke tilfælde en kommune vil kunne fratage borgeren mulighed for at varetage et fritvalgsbevis, herunder inddrage hensynet til borgerens fysiske og psykiske tilstand?

Svar:

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan fratage borgere retten til at modtage hjælpen via fritvalgsbeviset, hvis borgeren efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke har vist sig i stand til at administrere ordningen, eksempelvis hvis en borger gentagne gange har anmodet kommunen om levering af erstatningshjælp, eller hvis den leverede hjælp ikke er i overensstemmelse med afgørelsen om hjælp.

Kommunalbestyrelsen kan også træffe afgørelse om, at en borger, der er visiteret til fritvalgsbeviset, ikke længere kan modtage hjælpen via ordningen, hvis det vurderes, at den pågældende ikke længere er i stand til at håndtere fritvalgsbeviset på forsvarlig vis. Det kan eksempelvis være tilfældet i forhold til borgere, der har udviklet udtalt svækkelse o.a. efter tildelingen af fritvalgsbeviset. Det skal understøtte, at kommunalbestyrelsen kan opfylde sin omsorgspligt.

I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at en borger ikke kan benytte et fritvalgsbevis, har borgeren krav på at få hjælpen i form af et kommunalt tilrettelagt tilbud om hjemmehjælp, idet kommunalbestyrelsen har forsyningsansvaret.

Endelig kan kommunalbestyrelsen til enhver tid opsige fritvalgsbevisordningen med modtagerne af ordningen, hvis kommunen i stedet eksempelvis ønsker at anvende en godkendelsesordning. Som det gælder i dag, har borgerne et retskrav på, at kommunalbestyrelsen skaber grundlag for, at borgerne har frit valg af leverandør. Det er kommunalbestyrelsen, der som hovedregel beslutter, hvordan det frie valg skal tilrettelægges, jf. også den foreslåede § 91, stk. 1.