Betænkning afgivet af By- og
Boligudvalget den 26. februar 2013
1. Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget, herunder også om deling af lovforslaget.
Ministeren for by, bolig og landdistrikter har stillet
ændringsforslag nr. 2-6. Venstres medlemmer af udvalget har
stillet ændringsforslag nr. 1.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 10. januar
2013 og var til 1. behandling den 22. januar 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i By- og
Boligudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
ministeren for by, bolig og landdistrikter sendte den 26. november
2012 dette udkast til udvalget, jf. BYB alm. del - bilag 20. Den
10. januar 2013 sendte ministeren for by, bolig og landdistrikter
de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Den
17. januar 2013 sendte ministeren for by, bolig og landdistrikter
supplerende høringssvar og et notat herom.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 20
spørgsmål til ministeren for by, bolig og
landdistrikter til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3 af udvalgets spørgsmål til
ministeren for by, bolig og landdistrikter og ministerens svar
herpå, er optrykt som bilag 2 i betænkningen.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og KF) vil stemme for ændringsforslag
nr. 1 om deling af lovforslaget. Flertallet indstiller de under A
og B nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret og det under C nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V, DF og LA) vil stemme for ændringsforslag nr. 1
om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret og det under C nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under A
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling.
Venstres medlemmer af udvalget er tilfredse
med, at lovforslaget bliver delt, således at det afspejler de
tre forskellige elementer, som lovforslaget består af, dvs.
udmøntning af regeringens finanslovaftale med Enhedslisten,
udmøntning af satspuljeforliget med alle Folketingets
partier undtagen Enhedslisten samt en række små
forslag. Det er almindelige forligsregler, at når der
indgås et forlig, så sikrer regeringen, at alle
forligsparter kan være med i udmøntningen af forliget
til lov. Derfor er det positivt, at lovforslaget nu bliver delt i
tre dele.
Venstre støtter ikke
skattestigninger og kan derfor ikke stemme for det under A
nævnte lovforslag, der er udmøntningen af penge fra
skattestigninger. Venstre stemmer for det under B nævnte
lovforslag, der er udmøntningen af satspuljemidler til
Center for Boligsocial Udvikling (CFBU), som Venstre selv har
været med til at grundlægge. Venstre stemmer også
for det under C nævnte lovforslag, der indeholder
øvrige initiativer angående regelforenkling.
Efter Dansk Folkepartis opfattelse er flere
af intentionerne i lovforslaget gode. DF vil meget gerne
hjælpe borgere, der kan risikere udsættelse. DF har
allerede taget en række initiativer gennem boligaftalen for
2010 (omkring boligsocial indsats) og satspuljeaftaler og om
forebyggelse af udsættelser af lejere, hvor formålet er
at nedbringe antallet af udsættelser af lejere, der ikke
betaler deres husleje. Der tilsigtes en varig positiv ændring
af lejernes økonomiske og i nogle tilfælde personlige
forhold. Samtidig er løbedagene også blevet
ændret.
I marts 2011 blev der sat gang i en
fremskudt og forebyggende indsats for at nedbringe antallet af
lejere, der sættes ud af deres bolig, fordi huslejen ikke er
betalt. Det skete med tildeling af støtte til fire konkrete
rådgivningsprojekter.
I 2012 er der af satspuljen afsat
yderligere 38,8 mio. kr. over 4 år til en
ansøgningspulje med henblik på at igangsætte
forsøg med fremskudt rådgivning af
udsættelsestruede lejere i udvalgte almene
boligområder.
Forsøget er af forebyggende
karakter, og det skal gennemføres i tæt samarbejde med
kommunerne, så chancen for, at hjælpen kommer tidsnok,
forbedres. Indsatsen skal fortrinsvis ske ved etablering af
mulighed for rådgivning i områder, der er belastet af
forholdsvis mange lejere i huslejerestance samt
udsættelsesforretninger.
DF er skeptisk med hensyn til over
borgernes retssikkerhed. Vi henviser til høringsvaret fra
Lejernes Landsorganisation: »Lejernes LO kan ikke
støtte de foreslåede tilføjelser til § 59.
Der er tale om en uheldig indgriben i den personlige frihed og en
sammenblanding af et udlejer/lejerforhold og en persons forhold til
kommunens interesser. Forslaget indebærer, at lejeren i
tilfælde af huslejerestance skal stå standret ved
kommunen.«
I ministerens lovforslag var dele af
regeringens finanslov med Enhedslisten blandet sammen med en del af
udmøntningen af satspuljen, som DF er med i et bredt forlig
om og derfor gerne vil stemme for.
Ministeren ønskede ikke at dele
lovforslaget op, hvilket er stærkt beklageligt. Regeringen
lever bestemt ikke op til god regeringsførelse, som der
står i regeringsgrundlaget, at den vil. DF er tilfreds med,
at udvalget vil stemme for en deling af lovforslaget. Efter
ønske fra DF er ministerens svar på
spørgsmål nr. 5, 9 og 10 optrykt i
betænkningen.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i tre lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Fremrykket
underretning om boligsocialt anviste lejere)« omfattende
§ 1, nr. 10 og 11, og § 4, stk. 1.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.
(Landsbyggefondens medfinansiering af Center for Boligsocial
Udvikling)« omfattende § 1, nr. 19, og § 4, stk.
1.
C. »Forslag
til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje
af almene boliger og lov om boligbyggeri (Midlertidig genhusning,
forenkling vedrørende skillevægsarbejder og udbetaling
af ungdomsboligbidrag m.v.)« omfattende § 1,
indledningen, nr. 1-9, 12-18 og 20-27, og §§ 2-4.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under C nævnte lovforslag
Til § 1
Af ministeren for by, bolig
og landdistrikter, tiltrådt af udvalget:
2)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
20, stk. 5, ændres »§ 86, stk. 1«
til: »§ 86, stk. 2«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 6]
Af ministeren for by-,
bolig- og landdistrikter, tiltrådt af udvalget:
3) I
den under nr. 7 foreslåede
ændring af § 51, stk. 7,
ændres »1 og 2« til: »1-3«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 6]
4) I
den under nr. 21 foreslåede
affattelse af § 115, stk. 7,
ændres »samt ungdomsboliger tilhørende«
til: »og ledige ungdomsboliger tilhørende«.
[Præcisering af
opgørelsesgrundlaget]
Til § 2
5) I
den under nr. 1 foreslåede
ændring af § 23, stk. 2,
ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 5 og
6«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 6]
6) Nr.
3-5 udgår, og i stedet indsættes:
»3. § 86, stk. 1, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Kan en lejer opsiges efter § 85, stk.
1, nr. 1, skal udlejeren tilbyde lejeren en erstatningsbolig.
Udlejer og lejer kan aftale, om erstatningsboligen skal være
permanent, jf. stk. 2, eller midlertidig, jf. stk. 3. I
tilfælde af uenighed træffer udlejer dog beslutning
herom.
Stk. 2. Har udlejeren
efter stk. 1 besluttet, at genhusningen skal være permanent,
skal udlejeren opsige lejeren. Udlejeren skal herefter uden
unødigt ophold tilbyde lejeren at leje en anden bolig i
kommunen. Boligen skal være af passende størrelse,
beliggenhed og kvalitet og med passende udstyr. Boligen har en
passende størrelse, når den enten har et værelse
mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme
værelsesantal som husstandens tidligere bolig. Boligen kan
være beliggende uden for kommunen, hvis lejeren er
indforstået hermed. Udlejeren skal samtidig tilbyde at
dække lejerens rimelige og dokumenterede flytteudgifter i
forbindelse med flytning til en anden bolig. Udlejeren og
kommunalbestyrelsen kan aftale, at kommunalbestyrelsen overtager
udlejerens forpligtelser efter 2. pkt.
Stk. 3. Har udlejer
efter stk. 1 besluttet, at genhusningen skal være
midlertidig, skal udlejer uden unødigt ophold tilbyde
lejeren, at lejeren midlertidigt kan overtage en anden bolig. Varer
ombygningen i mere end 12 måneder, har lejeren dog ret til
genhusning efter stk. 2. Hvis lejeren er midlertidigt genhuset, og
hvis lejemålet ikke bliver beboeligt senest efter 12
måneder, kan lejeren vælge enten at få anvist den
midlertidige erstatningsbolig som permanent erstatningsbolig, at
få anvist en anden permanent erstatningsbolig eller at
fortsætte den midlertidige genhusning. Udlejeren og
kommunalbestyrelsen kan aftale, at kommunalbestyrelsen overtager
udlejerens forpligtelser efter 1. pkt.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 4-8.
4. I
§ 86, stk. 4, der bliver stk. 6,
ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 4 og
5«.«
[Præcisering
vedrørende genhusningsform]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget foreslås
en opdeling af lovforslaget, sådan at den del af
lovforslaget, der vedrører fremrykket underretning til
kommunen om boligsocialt anviste lejeres restancer udskilles som
selvstændigt lovforslag (del A). Dette lovforslag er en
konsekvens af finanslovsaftalen med EL. Den del af lovforslaget,
der vedrører Landsbyggefondens medfinansiering af Center for
Boligsocial Udvikling, udskilles ligeledes som et
selvstændigt lovforslag (del B). Dette lovforslag
hænger sammen med satspuljeaftalen for 2013. Den sidste del
af lovforslaget (del C), omfatter de elementer, der ikke
indgår i et af de to ovenfor nævnte selvstændige
lovforslag, og som ikke er forligsbundne.
Til nr. 2 og 3
Ændringerne vedrører tekniske
konsekvenser af de foreslåede ændringer i
ændringsforslag nr. 6 til § 2.
Til nr. 4
Der er tale om en sproglig ændring.
Efter den formulering, der findes i lovforslaget, skal der ved
opgørelsen af ledige boliger indgå »det samlede
antal ledige almene familie- og ungdomsboliger samt ungdomsboliger
tilhørende en selvejende institution, hvortil der er meddelt
tilsagn om offentlig støtte efter denne lovs eller tidligere
love om boligbyggeri.« Med den foreslåede ændring
sker der en præcisering af, at også ungdomsboliger
tilhørende selvejende institutioner skal være ledige
for at indgå i opgørelsen.
Til nr. 5
Ændringerne vedrører tekniske
konsekvenser af de foreslåede ændringer i
ændringsforslag nr. 6.
Til nr. 6
Det præciseres i det foreslåede
§ 86, stk. 1, at udlejer, når betingelserne for
opsigelse af lejemålet efter § 85, stk. 1, nr. 1, er
opfyldt, men før lejeren er opsagt, skal tage stilling til,
om lejeren skal anvises midlertidig eller permanent
erstatningsbolig.
Udlejeren og den enkelte lejer skal efter
forslaget kunne aftale enten permanent eller midlertidig genhusning
uanset den forventede længde af ombygningsperioden. Udlejeren
må i forbindelse med forhandlingerne med lejerne orientere
dem om, hvor lang tid ombygningsperioden forventes at blive,
så lejerne får et rimeligt grundlag for deres
stillingtagen.
Kan parterne ikke blive enige, beslutter
udlejeren efter forslaget - under hensyntagen til afdelingens
økonomi m.v. - om lejeren skal genhuses midlertidigt eller
opsiges og genhuses permanent.
Det præciseres i det foreslåede
§ 86, stk. 2, at udlejeren skal opsige lejeren i de
tilfælde, hvor lejeren skal anvises en permanent
erstatningsbolig.
Det præciseres i det foreslåede
§ 86, stk. 3, at udlejeren ikke skal opsige lejeren i de
tilfælde, hvor lejeren skal anvises en midlertidig
erstatningsbolig.
Den foreslåede ændring af
§ 86, stk. 4, er en konsekvens af henvisninger.
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen
(S) Jens Joel (S) Mette Reissmann (S) fmd. Simon Kollerup (S) Sophie
Hæstorp Andersen (S) Thomas Jensen (S) Liv Holm Andersen (RV)
Lone Loklindt (RV) Linda Kristiansen (RV) Sanne Rubinke (SF)
Pernille Vigsø Bagge (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Lars
Dohn (EL) Rosa Lund (EL) Louise Schack Elholm (V) Martin Geertsen
(V) Jane Heitmann (V) Preben Bang Henriksen (V) Michael Aastrup
Jensen (V) Karen Jespersen (V) nfmd. Karsten Lauritzen (V) Kim
Andersen (V) Karina Adsbøl (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Mette
Hjermind Dencker (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Joachim B. Olsen
(LA) Benedikte Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 114
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra ministeren for by, bolig og landdistrikter | 2 | Supplerende høringsnotat og
høringssvar, fra ministeren for by, bolig og
landdistrikter | 3 | Tidsplan over udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Ændringsforslag fra ministeren for
by, bolig og landdistrikter | 5 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 114
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvordan det sikres, at
retssikkerhedsloven og persondataloven overholdes i de situationer,
der omhandler fremrykket underretning til kommunerne om
boligsocialt anviste, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om, hvor det registreres, hvis en
beboer ikke betaler sin husleje, og hvordan en sådan
oplysning behandles, og hvor længe oplysningen opbevares, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. , om ministeren har overvejet, om der
burde være et register over udlejere, som ikke lever op til
deres forpligtelser som udlejer, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om, hvilke overvejelser ministeren
har gjort sig mht. Ejendomsforeningen Danmarks høringssvar,
til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 5 | Spm. , om ministeren kan bekræfte,
at Kommunalbestyrelsen straks skal behandle spørgsmål
om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager
fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et
lejemål, og der er børn eller unge under 18 år i
husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om
borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for
hjælp, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm. , om lovforslaget betyder, at der kan
gives tilsagn om nye almene boliger i en kommune, hvor
boligledigheden overstiger 2 pct., og i givet fald, under hvilke
betingelser 2-procentsreglen kan fraviges, til ministeren for by,
bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. , om lejerne i en boligafdeling har
nogen garanti for, at huslejen ikke øges, samtidig med at
der trækkes på dispositionsfonden, til ministeren for
by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 8 | Spm. om, hvilke ændringer der helt
nøjagtig er tale om, og herunder om det kun er
starthjælp samt introduktionsydelse, der skal udgå af
bestemmelsen, og om det ændrer på noget
indholdsmæssigt fremover, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå | 9 | Spm. om, hvorledes de meromkostninger,
lovforslaget medfører for kommunerne, skal finansieres, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 10 | Spm. , om ministeren vil tage initiativ
til en opdeling af lovforslaget i en del, som indeholder
udmøntning af den seneste finanslovaftale med Enhedslisten,
og en del, der omfatter elementerne fra den seneste aftale om
satspuljen, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 11 | Spm. om, hvorfor loven skal træde i
kraft den 1. april, i lyset af at BL i deres høringssvar
oplyser, at de ikke vil have det computersystem, der skal benyttes
ved indberetninger om boligsocialt anviste lejere, klar til den 1.
april, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 12 | Spm. om, hvor stor en andel af de lejere,
der modtager en første rykker for manglende huslejebetaling,
der rent faktisk vil være i risiko for at blive sat ud af
deres bolig, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 13 | Spm. om, hvad baggrunden er for at
sætte grænsen for, hvornår der skal tilbydes
permanent genhusning, til 12 måneder, til ministeren for by,
bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 14 | Spm. om, hvilke instanser lejer kan
indbringe klager over genhusningsboligens kvalitet til, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 15 | Spm. , om beboerklagenævnet er
kompetent til at behandle klager over genhusningsboligens kvalitet,
til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 16 | Spm. om opsigelsesmulighederne for udlejer
i forbindelse med ombygning, og genhusningsforpligtelsen, til
ministeren for by-, bolig- og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 17 | Spm. om, i hvilket omfang almene
boligafdelingers udgifter til tab på lejere, som misligholder
forpligtelse ved fraflytning og som ikke betaler huslejen ved
fraflytning, stammer fra forhold, som vedrører den
boligsociale forpligtelse i de almene boliger, til ministeren for
by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar herpå | 18 | Spm. om ministerens tekniske bistand til
udarbejdelse af et ændringsforslag, der deler lovforslaget i
tre dele, til ministeren for by, bolig og landdistrikter, og
ministerens svar herpå | 19 | Spm. om finansieringen af L 114, til
ministeren for by, bolig og landdistrikter, og ministerens svar
herpå | 20 | Spm. om oversendelse af korrespondancen
mellem Datatilsynet og ministeriet i forhold til, at lovforslaget
ikke strider mod dataloven, til ministeren for by, bolig og
landdistrikter, og ministerens svar herpå |
|
Bilag 2
3 af udvalgets spørgsmål
til ministeren for by, bolig og landdistrikter og dennes svar
herpå
Spørgsmål og svar er optrykt
efter ønske fra DF.
Spørgsmål nr. 5:
Kan ministeren bekræfte, at
Kommunalbestyrelsen straks skal behandle spørgsmål om
hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager fogedrettens
underretning om, at en borger udsættes af et lejemål,
og der er børn eller unge under 18 år i husstanden,
eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som
sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp.
Tilsvarende gælder, når kommunen modtager en
boligorganisations underretning om, at en anmodning om en borgers
udsættelse af et lejemål på grund af
betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten, jf. reglerne om
udlejerens underretning til kommunen i lov om leje af almene
boliger?
Svar:
Jeg kan bekræfte, at kommunalbestyrelsen efter
retssikkerhedslovens § 5 a straks skal vurdere lejerens behov
for hjælp, når kommunen modtager en underretning som
beskrevet.
Spørgsmål nr. 9:
Ministeren bedes uddybe, hvorledes de
meromkostninger, lovforslaget medfører for kommunerne, skal
finansieres.
Svar:
De forventede kommunale merudgifter på
5,3 mio. kr. i 2013 og 7,0 mio. kr. i 2014 og de
efterfølgende år vedrører
boligorganisationernes underretning af kommunerne om boligsocialt
anviste lejere i restance samt kommunernes opfølgende
samtaler med disse lejere. Der er på finansloven afsat midler
til finansiering heraf.
Spørgsmål nr. 10:
Idet lovforslaget udmønter 2
forskellige politiske aftaler med forskellige aftaler parter bedes
ministeren oplyse, om han vil tage initiativ til en opdeling af
lovforslaget i en del, som indeholder udmøntning af den
seneste finanslovaftale med Enhedslisten og en del, der omfatter
elementerne fra den seneste aftale om satspuljen.
Svar:
Jeg finder ikke grundlag for at foretage en
opdeling af lovforslaget.
Finansieringen af centerets drift har hidtil
været delt ligeligt mellem staten og Landsbyggefonden.
Ved aftale af 26. oktober 2012 om satspuljen
på det social- og integrationspolitiske område
2013-2016 blev der af satspuljen afsat 19,5 mio. kr. til
dækning af statens andel af finansieringen af CFBU's
fortsatte drift i perioden 2013-2016. Den fornyede statslige
bevilling til centeret er hjemlet på finansloven, jf. konto
14.51.50. Der er afsat 2,7 mio. kr. i 2013 og 5,6 mio. kr.
(2013-PL) i årene 2014-2016.
I forlængelse heraf foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 19, at give Landsbyggefonden mulighed
for en tilsvarende medfinansiering af CFBU.
Der er tale om en lille ændring af
almenboligloven. Jeg har derfor vurderet, at forslaget ikke kunne
bære et selvstændigt lovforslag. I betragtning af, at
der samtidigt skulle fremsættes forslag til en række
andre ændringer af almenboligloven, er forslaget derfor
indarbejdet i L 114.