Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2012)
Justitsministeren
(Morten Bødskov)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Forsøgsordning vedrørende
kommuners håndhævelse af bestemmelser om
cykelparkering)
(Lovforslag nr. L 11)
Et stigende antal uhensigtsmæssigt parkerede cykler ved
f.eks. tog- og metrostationer, uddannelsesinstitutioner,
indkøbscentre og lignende opleves at være til stor
gene for fodgængere, herunder navnlig handicappede og
ældre, ligesom cyklerne i en katastrofesituation kan forsinke
og vanskeliggøre en redningsaktion.
Formålet med lovforslaget er på den baggrund at
skabe hjemmel til, at justitsministeren efter ansøgning kan
tillade forsøgsordninger, der indebærer, at kommuner,
som etablerer cykelparkeringsrestriktioner eller -forbud, inden for
nærmere bestemte rammer får adgang til at
håndhæve de pågældende restriktioner eller
forbud. Sådanne forsøgsordninger vil nærmere
indebære, at kommunerne med justitsministerens tilladelse
får adgang til at flytte en ulovligt parkeret cykel til et
nærmere angivet område i nærheden, hvor cyklens
ejer eller bruger til enhver tid kan hente sin cykel. Flytningen
kan ske, uden at cyklens ejer mv. partshøres og modtager
individuel meddelelse herom.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.