Skriftlig fremsættelse (19. december
2012)
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
(Carsten Hansen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om
byfornyelse og udvikling af byer og forskellige andre love
(Energisparepakke, omfattende bl.a. totaløkonomisk rentable
energiforbedringer og aftalt grøn byfornyelse)
(Lovforslag nr. L 109)
Lovforslaget er en opfølgning på en del af
energiaftalen af 22. marts 2012 om den danske energipolitik
2012-2020 og aftalen af 9. oktober 2012 om udmøntningen af
energisparepakken. Forslaget indeholder 6 elementer, der skal give
såvel udlejere som lejere incitamenter til at
gennemføre energibesparelser i private
udlejningsejendomme:
1) Udlejernes
incitament til at gennemføre energibesparende
foranstaltninger styrkes ved at indføre en valgfri ordning
for en større lejeforhøjelse, når udlejeren
gennemfører totaløkonomisk rentable forbedringer.
2) For yderligere
at øge de private udlejeres interesse i at energirenovere
indføres der en aftale- og tilskudsmodel, hvor udlejer og
lejere kan indgå aftale om gennemførelse af
energibesparende foranstaltninger - aftalt grøn byfornyelse.
Ordningen baseres på allerede eksisterende tilskudsmuligheder
på energiområdet og i byfornyelsesloven.
3) Der stilles krav
om, at ejendommen energimæssigt skal have en vis standard,
for at udlejeren kan benytte den attraktive lejefastsættelse
efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2, når en
lejlighed i forbindelse med genudlejning er gennemgribende
forbedret.
4) For at give
udlejere bedre muligheder for at bedømme den
økonomiske risiko ved gennemførelse af forbedringer
præciseres det, hvad huslejenævnet skal tage stilling
til i sin forhåndsgodkendelse af en
forbedringsforhøjelse.
5) Den maksimale
godtgørelse til lejere for gennemførelse af
råderetsarbejder i lejligheden forhøjes til samme
beløb som for almene lejere.
6) Der gives
mulighed for, at udlejeren kan forlange opsætning af vand- og
kølingsmålere, såfremt det er påbudt i
henhold til lov.
Samlet set skønnes lovforslaget ikke at føre til
offentlige merudgifter i 2013, men offentlige merudgifter på
0,2 mio. kr. i 2014, 0,9 mio. kr. i 2015 og 2,2 mio. kr. i
2016.
De kommunaløkonomiske konsekvenser er forhandlet med
KL.
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den
1. april 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget
til Tingets velvillige behandling.