Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 207:

Forslag til lov om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love. (Medmoderskab m.v.)

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 10.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Louise Schack Elholm som Venstres ordfører.

Dette lovforslag handler om, at et barn med lesbiske forældre skal kunne have to mødre fra fødslen af. Det sker ikke på bekostning af at have en far og en mor, da faren enten er en ukendt donor eller har frasagt sig faderskabet. Så det betyder egentlig, at barnet får to forældre i stedet for en forælder. I dag kan et barn ikke fødes med to mødre. Det fødes i stedet med kun én forælder, en mor, hvis donoren er ukendt; medmoren skal i givet fald stedbarnsadoptere barnet.

Venstre mener, at det er bedst for barnet at have to forældre. Reglerne i dag har den udfordring, at hvis et lesbisk par får et barn sammen, er medmoren ikke retlig forælder. I den tragiske situation, at den biologiske mor dør i barselssengen, risikerer vi, at barnet fjernes fra den tilbageværende forælder, fordi medmoren ikke er en retlig forælder. Det mener Venstre ikke er barnets tarv. Det er derfor bedre at sikre, at barnet har to forældre fra fødslen af. Venstre vil gerne have sikkerhed for, at der er taget højde for denne problemstilling i lovforslaget.

Dette forslag er ikke på nogens bekostning; der er ikke en far, som risikerer at miste retten til sit barn, fordi han gjorde en lesbisk kvinde gravid. Medmoren kan kun blive en retlig forælder, hvis donoren er ukendt, eller hvis den kendte donor har skrevet under på det i en erklæring med mor og medmor. Inseminationen skal også ske med en sundhedsperson i offentligt eller privat regi. Dermed forventer vi, at sundhedspersonen sikrer, at den kendte donor er indforstået med vilkårene, når han indvilger i at være donor. Det er dog vigtigt for Venstre, at dette ikke bliver en glidebane. Et barn har to forældre; et barn har ikke tre eller fire forældre. Et problem med at dele forældreskabet mellem flere er, at barnet ofte kommer i klemme mellem de mange forældre. Alle har en mening om, hvor barnet skal gå i skole, alle har en mening om, hvorvidt barnet skal konfirmeres osv. Når man deler forældreskabet, deler man også barnet.

Hvis man ser lidt nærmere på lovforslaget, er det værd at bemærke, at forslaget medfører en række konkrete ændringer i en meget lang række love. F.eks. bliver forældreansvarsloven ændret, så en medmor bliver ligestillet med en far i forhold til etablering af fælles forældremyndighed. Retsplejelovens regler om faderskabssager ændres, så de også finder anvendelse på sager om medmoderskab. Lov om børns forsørgelse udvides, så også medmoren kan pålægges at betale bidrag på samme måde som en far. Barselloven ændres, så en medmor får samme ret til barsel og orlov som en far. Arveloven ændres, så begge forældre, ikke mødre og fædre, kan arve deres børn og meget mere.

Alle disse ændringer skal sikre, at medmødre i alle henseender bliver betragtet som retlige forældre. For Venstre er det barnets tarv, som er det vigtigste, og dette lovforslag mener Venstre kan hjælpe med at sikre barnets tarv. Venstre er positiv over for lovforslaget, men der er mange særlige juridiske problemstillinger, som jeg ser frem til at få undersøgt og belyst i udvalgsarbejdet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Da forslaget om det homoseksuelle ægteskab var til afstemning her i Folketinget, stemte vi som det eneste parti nej, og jeg forudså, at det her vil blive en ren glidebane. Jeg synes faktisk, at det her forslag er et eksempel på, at glidebanen nu er der, og at den kommer til at fortsætte. Hvor dybt den går, ved jeg egentlig ikke.

Men det, jeg gerne vil spørge om, er: Anfægter det overhovedet ordføreren, at det forhold, at der, lige meget hvordan man vender og drejer det i et forhold mellem eksempelvis to lesbiske, også vil være en biologisk far til barnet? Mener ordføreren, at det er til barnets tarv, at barnet har ret til at kende også sin biologiske far? Det er et spørgsmål.

Ordføreren.

Tak. Der er mange problemstillinger i det her lovforslag, det er der slet ingen tvivl om. Men som jeg umiddelbart kan se det – vi siger, at vi er positive, men vi vil gerne have tingene yderligere belyst – vil der ved inseminationen altid være den problemstilling, hvis man bruger en donor, at det er en ukendt far. Den samme problemstilling vil man have, hvis det er en mor og en far, der vælger at bruge insemination, fordi farens sæd ikke er god nok. Så bruger man en ukendt eller kendt donor, nok en ukendt donor. De vil stadig væk have den problemstilling, at faren ikke er den biologiske far. Sådan er det med insemination, og det kan man ikke komme uden om.

Men her sikrer man, at barnet har en forælder, hvis den biologiske mor dør, f.eks. mens hun er i gang med at føde. Så sikrer man, at barnet har en mor at falde tilbage på. Det synes jeg er en positiv ting.

Hr. Christian Langballe.

Lad os nu forestille os det tænkte eksempel, at de tre parter hver især gør krav på barnet. Er det så til barnets tarv at åbne for noget, som jeg synes forekommer som en ren glidebane, og som i hvert fald er en underminering af familien og en total omdefinering af familien? Det er det, som Venstre lægger stemmer til. Jeg vil bare være sikker på, at det så også forholder sig sådan.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det her er en omdefinering af familien, for jeg mener ikke, at det her har noget at gøre med, hvordan vi definerer en familie. Det blev jo defineret med den lovgivning, som jeg mener at hele Venstres gruppe bestemt heller ikke stemte for. Så vi kan sige, at det allerede er defineret som værende en type familie, der allerede eksisterer.

Nu spørger vi så bare: Når man får barnet, skal barnet så have to forældre, allerede når det er ved at blive født? Det er sådan set at sikre barnet, at selv hvis den biologiske mor dør i barselssengen, har det stadig væk en forælder at falde tilbage på. Hvis det er en kendt donor, skal han indvillige i at afgive forældremyndigheden. Det kan jo ikke bare ske hen over hovedet på ham. Det er også meget vigtigt for os.

Tak til Venstres ordfører. Fru Karen J. Klint som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Det er en dejlig dag i dag. Nu er vi nået til fase to i mere ligestilling mellem par af samme køn og par af forskelligt køn, hvad angår børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning udført af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar. Denne ligestilling er vi nogle der har arbejdet for i årevis, og jeg blev meget glad, da jeg så, at det var kommet med i regeringsgrundlaget.

Det vigtigste forhold i denne sag er imidlertid ikke de voksnes ligestilling, men børnenes nye ret til to retlige forældre fra fødslen. Man skal ikke længere vente et par år på at få en stedbarnsadoption. Børn født ind i et samliv hos et par af samme køn har ikke i dag automatisk to retlige forældre fra fødslen. Det kan de få fremover. Det vil øge trygheden for barnet, at de to voksne ikke alene er sociale forældre, men også retlige forældre. Det betyder meget i forhold til arveretten, i forhold til forsørgelsen og i adgangen til barselsorlov og meget mere, som den tidligere ordfører også var inde på. Det er alt sammen noget, der øger trygheden og forbedrer retstilstanden for barnet og den ikkefødende kvinde.

Vi har i loven om kunstig befrugtning givet adgang til, at en sæddonor kan vælge at være en kendt donor. Det giver adgang til, at et lesbisk par kan anvende en af dem selv kendt privat sæddonor, og det ændrer ikke på, at den kvinde, der ikke skal føde barnet, skal give accept til behandlingen. Foretages den kunstige befrugtning af en sundhedsperson eller under dennes ansvar, vil der fremover være adgang til, at den kendte sæddonor kan blive retlig forælder, kendt far, eller at den ikkefødende kvinde kan blive anerkendt som retlig forælder fra fødslen. Hun får betegnelsen medmor, en betegnelse, der allerede er kendt i dag. Når lovforslaget alene handler om kunstig befrugtning foretaget af eller under ansvar af en sundhedsperson, er det for at sikre, at alle involverede voksne får den rette orientering og vejledning om de retlige konsekvenser af deres valg.

Men barnet får altså kun to retlige forældre. Det laves der ikke om på med dagens ændringer af børneloven. Antal sociale forældre og voksne, som et barn er omgivet af, må høre privatlivet til og ikke Folketinget. Jeg er enig i, at det givet er til barnets bedste, at vi fastholder, at der kun kan være to retlige forældre. Ikke mindst set i lyset af at der er en skilsmisserate for alle ægteskaber på 40 pct., er det meget godt, at der så er styr på, hvem der er de retlige forældre, også for at forebygge alle de forældreslagsmål om samkvem med børnene, som det kunne være at nogle havde lyst til at lægge op til.

Lovforslaget beskriver grundigt de mange konsekvensændringer i forhold til registrering af faderskab og medmoderskab. Det fremgår af lovforslaget, at der til efteråret vil blive fremsat ændringsforslag i lov om kunstig befrugtning i relation til samtykke til kunstig befrugtning og til erklæring om faderskab og medmoderskab. I forbindelse med disse rettelser vil vi også være positive over for en revideret form af reglerne om tilpasning af krav til udvælgelse og testning af sæd, så reglerne for sæd fra en kendt donor, der donerer sæd til en navngiven enlig kvinde eller en kvinde, der lever i et homoseksuelt parforhold, vil svare til reglerne for sæd givet til en konkret kvinde fra dennes samlevende mandlige partner. Det er der tid nok til at nå at få med ind i pakken, så det hele er på plads, når dagens lovforslag træder i kraft pr. 1. december 2013.

Den socialdemokratiske gruppe støtter dagens lovforslag og ser frem til, at vi får færdiggjort det hele til efteråret.

Jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre og sige, at de også støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Det er jo lidt ærgerligt, at Det Radikale Venstre ikke kunne være her i dag med så vigtigt et forslag på dagsordenen. Men altså nu har fru Karen J. Klint jo sagt, hvad der skal siges på deres vegne.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget, for for mig rejser hele den her lovgivning en – hvad hedder det? – meget klar principiel diskussion om, hvad det egentlig vil sige at være forældre. Normalt har det jo været knyttet til det helt elementære biologiske forhold, at der skal en mand og en kvinde til at lave et barn. Nu rykker man så rundt på det, og det er jo faktisk sådan, at man udstyrer barnet med tre forældre: en biologisk far og to mødre til barnet. Og jeg vil så høre: Hvad sker der egentlig, hvis der kommer en skilsmisse, en form for tvist eller en fortrydelse, og man kommer ud i hele det her spørgsmål, hvor den biologiske far til barnet jo eventuelt kan sige: Jeg fortryder simpelt hen det, jeg har gjort, det er mit barn? Det vil sige, at der i virkeligheden er tre parter, der kan gøre krav på barnet. Er det i barnets tarv?

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om hr. Christian Langballe har læst lovforslaget, for det, der bliver talt om her, passer slet ikke. Der kommer jo ikke til at være tre forældre. Der er to forældre, og der skal stadig væk sæd og et æg, altså komponenterne fra en mand og en kvinde, til at lave en dejlig baby. Der kommer jo ikke tre forældre ind i det, så der er ikke nogen forskel på antal forældre og produktionsmåden af en baby ved kunstig befrugtning, uanset om det er et heteroseksuelt par, eller om det er et homoseksuelt par, der ønsker sig et fælles barn. Så der er ikke noget at gøre der. Vi retter jo netop op på det, så man ikke kan slås om det, for et barn får kun to retlige forældre. Det skal afklares, inden barnet bliver født, så er det fakta, og så er det det, der gælder.

Nu hørte vi lige, at den forrige ordfører brugte ordet glidebane, men jeg synes faktisk, det her er en stopklods for forvirring. Det er en klargøring af reglerne både for barnet og for dem, der skal være de retlige forældre. Og så er der en kendt donor i nogle tilfælde. Det er der også i dag.

Hr. Christian Langballe.

Jamen jeg er fuldstændig klar over, at man giver afkald på barnet, og at det sker, inden det bliver født. Jeg er fuldstændig klar over, at rent retligt er barnet udstyret med to forældre. Det, jeg så bare spørger om, er det ganske enkle: Hvad så, hvis der opstår en tvist alligevel? Vil man gå ind og benægte selve det biologiske forhold, der er imellem far og barn? Eller hvis vedkommende fortryder? Altså, jeg tænker egentlig på barnets ret. Jeg mener faktisk, barnet har en ret til at kende sit biologiske ophav, og det er sådan set ligegyldigt, at man har lavet den ordning, at der er to medmødre. Jeg synes, et barn har krav på at kende sit biologiske ophav – eller hvad?

Ordføreren.

Vi er jo rigtig mange, der har arbejdet for adgang til kendte donorer, men det er ovre i vævsloven. Det har vi jo fået indført der, og jeg er rigtig stolt af, at det er lykkedes os at finde et flertal her i Folketinget for, at man som donor selv vælger, om man vil være en kendt donor, om man kun vil være kendt i tilfælde af, at man på et eller andet tidspunkt skal aflevere knoglemarv, eller om man vil være en helt anonym donor; og også et flertal for, at det par, som har behov for en donor – uanset om det er en sæddonor eller en ægdonor, de har brug for – kan vælge, om de vil have en kendt donor, eller om de vil have en anonym donor.

Så jeg synes faktisk, at de voksne i dag har nogle rigtig gode muligheder for at beskytte sig selv. Det, vi gør med det her lovforslag, er, at vi siger, at uanset om man som donor er kendt på den ene eller den anden måde, eller om man er ukendt donor, altså anonym donor, så giver vi mulighed for, at børn født ind i et homoseksuelt parforhold kan få to retlige forældre fra fødslen. Det er da et mega fremskridt.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes jo ikke, at fru Karen J. Klint svarer på spørgsmålet, for der vil jo med 99 pct. sikkerhed komme nogle eksempler på, at en far kommer og siger: Jeg har måske på et eller anden tidspunkt fraskrevet mig retten til mit biologiske barn, og det har jeg så fortrudt. Man kan nok godt forstå det, hvis en person kommer til at fortryde det på et eller andet tidspunkt. Så vil loven sige: Det er ikke dit barn. Det er hans biologiske barn, men loven vil så sige: Det er ikke dit barn.

Tror fru Karen J. Klint så, at et flertal herinde i Folketinget vil sige: Jamen du kan ikke blive juridisk forælder, du må bare leve med konsekvenserne af dine beslutninger. Så ved vi jo godt, at der vil komme en masse sager i medierne osv., og så vil der komme nogle politikere, som vil sige: Ah, det er også for galt. Der må kunne findes en eller en praktisk løsning, sådan at den far selvfølgelig kan få lov til at være far til sit barn.

Hvis det bliver konsekvensen, og det kunne man jo godt forestille sig – det parti, som ikke bliver repræsenteret på talerstolen i dag, Det Radikale Venstre, har jo været ude med et forslag om, at der skal være tre juridiske forældre – beder jeg bare om, at fru Karen J. Klint filosoferer lidt over, at det her altså er en glidebane.

Ordføreren.

Det er jeg uenig i, og derfor svarede jeg heller ikke på præmissen, for et barn får altså kun to retlige forældre. Det Radikale Venstre har den officielle politik, at de er enige i lovforslaget. Hvad enkeltpersoner siger i Det Radikale Venstre, er ikke min sag. Der er jo også enkeltpersoner, der siger noget i Dansk Folkeparti, som ikke hele partigruppen bakker op omkring. Sådan er det jo at være politiker. Der er heldigvis højt til loftet i alle partier, og nogle gange er der lidt højere end andre gange, men lad det ligge.

Voksne, der skriver under på noget i forhold til at være kendt eller ukendt donor, må tage de konsekvenser, og de kan ikke få det omstødt, medmindre vi laver en ny lov. Jeg kan ikke se, at der bliver et flertal for en sådan lov, og så ville det jo være en sag for domstolene og ikke for Folketinget. Men jeg kan slet ikke se, at der er et flertal i dansk politik for at ændre på det. De voksne, der siger A, må også sige B.

Hvor mange sociale forældre det barn, der har to retlige forældre, har, er et spørgsmål, som der, jeg havde nær sagt desværre, også er mange børn, der lever med i dag – og det gælder også både hel- og halvsøskende, papforældre og alle mulige andre. Så der er mange flere voksne omkring børn i dag, end der har været tidligere, men det ændrer jo ikke på, at der er to, der har en forpligtelse.

Hr. Martin Henriksen.

Det var jo et eller andet sted et klart svar fra fru Karen J. Klint, nemlig at hvis der kommer en far og siger, at han godt vil være far til sit barn, vil Socialdemokratiets synspunkt være, at han ikke kan få lov til at være det, i hvert fald ikke juridisk. Det vil så være Socialdemokratiets svar til den far.

Men vi siger bare fra Dansk Folkepartis side, at det der da kan være meget nemt at stå på talerstolen og sige i dag, men jeg tvivler bare på, at det vil være lige så nemt for fru Karen J. Klint at sige det den dag, hvor man rent faktisk står i den situation at skulle stå og sige til en far: Du må ikke være far til dit barn, i hvert fald ikke i lovgivningens forstand. Det tror jeg bliver rigtig svært for Socialdemokratiet og andre politikere herinde.

Nogle gange må man godt tænke lidt frem som politiker, når man laver lovgivning, for ellers er det bare sådan, at vi kommer til at stå i en situation, hvor man tager det næste skridt. Og der er allerede politikere herinde i Folketinget, der argumenterer for, at man så skal have tre juridiske forældre til et barn. Der er vi i Dansk Folkeparti bekymrede over er den udvikling, som vi har slået ind på her, og så kan fru Karen J. Klint tale om nok så mange skilsmisser, der er i dag, men held og lykke med det barn, som skal rives rundt imellem tre forskellige forældre – måske bliver det flere på sigt. Så jeg vil opfordre til, at man seriøst overvejer det her lovforslag.

Ordføreren.

Jamen det har vi seriøst overvejet, og det er egentlig også derfor, der er den begrænsning på, at det her ikke gælder hjemmeinsemination, hvor der ikke er nogen myndighed til stede, der kan fortælle om spillereglerne og de konsekvenser for de tre voksne, det har, hvis et homoseksuelt kvindeligt par skal have en kendt sæddonor.

Så vi har jo pakket det her lovforslag ind for at fremtidssikre det. Det er fremtidssikret for de tre voksne, der er involveret. Nogle gange er det jo kun to, hvis det er en enlig kvinde – så er det måske en kendt donor og en enlig kvinde. Men hvis det er et par, er det fremtidssikret, netop ved at det kun gælder ved de kunstige befrugtninger, der foretages på en sundhedsklinik eller under ansvar af en sundhedsperson. Det er jo for at sikre juraen.

Man kan jo aldrig sige, at den kendte donor ikke er biologisk far, men det er retslige forhold, der spiller ind, og dem er jeg tryg ved i det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Fru Mette Hjermind Dencker som Dansk Folkepartis ordfører.

Lovforslaget går ud på at give den kvinde, som den lesbiske er i relation med, på det tidspunkt hun får kunstig befrugtning, samme juridiske rettigheder som barnets mor fra fødslen af. Ydermere åbner det også op for, at det lesbiske par selv kan vælge en donor – det vil typisk være en i vennekredsen – og at han kan aftale med det lesbiske par, at han dermed fraskriver sig retten til barnet. Det vil med andre ord sige, at manden kan tænke: Jeg har ikke nogen planer om selv at blive far lige nu og her, men jeg vil da egentlig gerne hjælpe mit vennepar her, så de kan blive forældre, så derfor vil jeg godt skrive under på det her.

Men i og med at han jo er en del af omgangskredsen, vil han også på afstand se det barn vokse op, og vi kan da slet ikke udelukke, at han med tiden vil kunne komme til at fortryde sin beslutning noget så inderligt, og at han vil komme til at ende med at have rigtig store faderfølelser for det barn, han ikke kan nå. Vi kan alle sammen gøre ting i livet, vi fortryder, men at fortryde i den her sammenhæng må være det mest forfærdelige. I lovforslaget er der ingen måde, hvorpå man sikrer manden, og manden kan ikke, i det øjeblik han skriver under, vide, hvilke konsekvenser det kan komme til at få for ham. Hvem er det lige, der samler manden op, når han som følge af det her bliver helt knust – for slet ikke er tale om de stakkels børn, der bliver undfanget på den måde?

Der er to muligheder. Enten får de fortalt, hvem faren er, eller også får de det ikke. I Dansk Folkeparti kan vi se problemer i begge muligheder. Hvis børnene får det at vide, vil de naturligvis knytte sig til manden. De vil spejle sig i ham, de vil betragte ham som en far, og det vil gøre enormt ondt, hvis de biologiske forældre ender med at blive uvenner og farens relation til barnet dermed bliver cuttet og der ikke er nogen retssikkerhed for nogen af de to parter.

Det andet scenarie, altså at barnet ikke ved det, er lige så problematisk. Prøv at tænke sig, hvordan det må være for barnet som voksen at finde ud af, at ham Steffen henne fra nr. 11 altid har været ens far. Tænk sig, hvordan det må være at være holdt for nar af de mennesker, som man elsker allermest, og som man stoler allermest på. Tænk sig, at man dermed indser, hvordan man er blevet frataget muligheden for at have en tættere relation til sin far under barndommen. Det må også være forfærdeligt for børnene.

I lovforslaget viser man tydeligt, at man er komplet ligeglad med manden, med hans følelser og med hans retssikkerhed. I Dansk Folkeparti er vi kede af den retning, som samfundet har taget, i forhold til inseminering af enlige og lesbiske. Med det her forslag tager vi endnu et skridt i retning af at signalere, at mænd er komplet ligegyldige for børnenes opvækst. De skal sådan set bare levere et stykke arvemateriale, derefter kan de godt skrubbe af, og så kan kvinderne klare det hele selv. Det mener vi er dybt forfejlet, for mænd giver én slags omsorg, kvinder giver en anden, og børn har brug for begge dele.

Som jeg ser det, løser vi et luksusproblem for nogle ved at skabe et endnu større problem for nogle andre, for som det ser ud i dag, kan lesbiske par godt blive insemineret. Det er et luksusproblem, at det lige præcis skal være den fyr, der inseminerer dem, hvorved det så skaber store omkostninger for ham og for de stakkels børn.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte forslaget. For det første mener vi, at det er en uanstændig og nedværdigende måde at behandle mænd på. For det andet åbner man op for, at barnets biologiske far kan findes i omgangskredsen uden at have den juridiske ret til barnet. Og her kan man altså tænke sig en masse pinlige scenarier, hvor man kan sætte faren og børnene i forfærdelige situationer, og det ønsker vi ikke i Dansk Folkeparti være med til.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen J. Klint.

Tak for det. Jeg har et par spørgsmål, så derfor skal jeg prøve at gøre det kort.

Jeg vil gerne bede ordføreren om at uddybe, om Dansk Folkeparti har den samme holdning til kendte donorer i den lovgivning, der gælder nu, hvor der også er kendte donorer i forbindelse med heteroseksuelle par. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om ordføreren virkelig tror, at det her drejer sig om mænd, der bliver tvangsdeporteret til en sundhedsklinik og bliver voldtaget, for at man kan få deres sæd, og sat ud igen til ingenting. Jeg tror faktisk, det er ret frivilligt, de kommer ind på klinikken, og jeg tror, at de afleverer sæden ret frivilligt til den konkrete kvinde, fordi de stoler på, at kvinden og medmoren er gode forældre.

Ordføreren.

Jeg beklager meget, hvis fru Karen J. Klint ikke har forstået det, som jeg tydeliggjorde i min tale, netop at manden jo skriver under, men at manden senere kan risikere at fortryde sin underskrift noget så inderligt.

Dermed anerkender vi også, at han selvfølgelig, på det tidspunkt han skriver under, har de bedste forhåbninger for parret og for børnene, men at der senere kan opstå situationer, som gør det rigtig svært for ham. Og der er hverken han eller børnene hjulpet med det her forslag. Der er overhovedet ikke nogen, der samler hverken manden eller børnene op i det her forslag.

Så vil jeg meget gerne holde mig til det, som vi diskuterer her, for når det handler om heteroseksuelle par og om, at de også kan vælge en kendt donor, hører det hjemme i Sundhedsudvalget. Og det er noget lidt andet end det, vi diskuterer her i dag.

Fru Karen J. Klint.

Det er det sådan set ikke, for den del er også en af de ting, der skal rettes op på i vævsloven. Det er jo de samme regler, der gælder. I dag har man en pater est-regel i forbindelse med ægtepar, men en kendt donor til et heteroseksuelt par kan jo i teorien have nøjagtig den samme fortrydelse. Det var derfor, jeg spurgte, om det her kun handler om homoseksuelle par, om det er en diskrimination fra Dansk Folkepartis side i forbindelse med seksuel ligestilling imellem par.

Det er jo en holdning, man kan have, og vi lever i et frit Danmark, så man kan have alle de holdninger, man vil. Det er bare for at spørge, om man er mere bekymret for de mænd, der afleverer sæd til et homoseksuelt par, end for de mænd, der afleverer sæd til et heteroseksuelt par, når det handler om at være klar over de juridiske spilleregler.

Ordføreren.

Jamen her vil jeg da godt fortælle, hvad det er, der er diskriminerende over for homoseksuelle kontra heteroseksuelle med det her forslag.

Det kan man jo netop se, hvis man forestiller sig det samme ske for heteroseksuelle, altså at det sker for en heteroseksuel kvinde. Hun bliver gravid, og derefter vil hun ikke have noget med manden at gøre. Derefter får hun så en kæreste, som allerede ved barnets fødsel gerne vil være far til barnet. Det er der ikke mulighed for.

Så de muligheder, man her giver det lesbiske par fra barnets fødsel, giver man ikke tilsvarende et heteroseksuelt par, hvis det er dem, der står i en situation, hvor det ikke er den biologiske far, der gerne vil ind og være omsorgsperson for barnet. Og det har jo ikke noget med ligestilling at gøre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører for SF.

Gennem de sidste år har jeg fået en lang række mail fra kvinder, der har fået et barn, og som er kede af, at medmor ikke kan få barselsorlov, og at der er en risiko for, at den biologiske mor kommer til skade, før der bliver mulighed for at stedbørnsadoptere osv. Det vil sige, at man med den hidtidige konstruktion har etableret en usikkerhed i den lille familie. Det har vi gjort op med. I regeringsgrundlaget lancerede vi, at vi ville gøre det, og med det her lovforslag har vi rent faktisk også fået gjort reelt op med det.

Jeg har undret mig noget over den debat, som Dansk Folkeparti har lagt op til i de spørgsmål, der er stillet til de foregående ordførere, men jeg kan konstatere, at Dansk Folkeparti i hvert fald grundlæggende er enige i udgangspunktet, nemlig at hvis parret har en anonym donor, er Dansk Folkeparti også enige i, at så skal man kunne være medmor med det samme. Det synes jeg er et fremskridt for hele debatten omkring menneskers muligheder for at få insemination, når man har et registreret parforhold eller er gift med sin kone.

Så det, der er vigtigt her, er, at vi i virkeligheden har fået flyttet Folketingets debat i retning af, at der er langt, langt større anerkendelse og accept af registrerede par, gifte par af samme køn. Det synes jeg vi skal være glade for. Så er der nogle nuancer, og jeg forstår ikke helt Dansk Folkepartis argumentation, men det er jo det, man somme tider kan løbe ind i her i Folketinget. Men jeg synes, at vi hele tiden skal være glade for, at vi flytter os, således at vi nu, når det her lovforslag er vedtaget, rent faktisk har et enigt Folketing, der står bag, at når et barn bliver født med en medmor, så er medmor rigtig medmor fra fødslen, og det synes jeg er godt.

Men i øvrigt støtter vi lovforslaget, og vi synes, at vi har taget et rigtig, rigtig godt skridt.

Tak til ordføreren. Så er det fru Pernille Skipper som Enhedslistens ordfører.

Tak. Det her lovforslag skal sikre ligestilling af homoseksuelle par i familielovgivningen, og dermed skal det sørge for, at børn med to mødre får samme ret til deres forældre som andre børn. Det er et vigtigt skridt for de børn, det er et vigtigt skridt for regnbuefamilierne, som man kalder det, i Danmark.

Efter Enhedslistens mening er familielovgivningen i dag indrettet efter nogle gammeldags familieformer og en eller anden snæversynet idé om, hvordan en rigtig familie skal se ud. Men der findes ikke rigtige eller forkerte familier; der findes familier, som elsker hinanden, og som har børn og tager sig af dem, og det er kernen i det, som vi mener lovgivningen skal understøtte, nemlig barnets tarv. Det kommer lovgivningen nu endelig et lille skridt nærmere at afspejle med det her lovforslag. En rigtig god familie handler ikke om bestemte køn eller andre gammeldags ideer om ægteskab. En god familie handler om kærlighed og omsorg for børnene.

Vi er rigtig glade for, at regeringen har fremsat det her lovforslag. Det kommer til at sikre, at homoseksuelle par får samme retsstilling som heteroseksuelle, og vi mener, at børn har ret til begge deres forældre, uanset om de har en far og en mor eller to mødre. Vi synes, det er vigtigt, at der kommer en meget klarere retsstilling for de børn. Danmark har været langt bagud internationalt set, og nu er vi endelig ved at komme på niveau.

Det er desuden et nybrud, at regeringen foreslår, at regnbuefamilierne nu selv kan aftale, hvem der skal have forældreskabet ud over den fødende mor; altså at man ikke på forhånd antager, at det skal være medmor, som indgår i ægteskabet, eller den mandlige donor, men at man lader de tre selv aftale, hvilken konstruktion de gerne vil have, og hvordan de gerne vil have deres familie skal se ud.

For det er jo sådan i den virkelige verden – jeg kan godt høre, at Dansk Folkeparti måske ikke helt lever i den – at familier nogle gange består af flere mennesker, og at der findes mennesker i vores land, ofte et lesbisk par, der sammen med en mand beslutter sig for, at de tre vil have et barn og skabe en familie og give det barn omsorg og kærlighed og hjælpe det på vej i livet. Sådan er det ude i den virkelige verden, og nu kommer vi et lille skridt tættere på at anerkende det, også med lovgivning. Man fristes til at sige, at der åbenbart er grænser for, hvor lang tid Dansk Folkeparti kan holde virkeligheden ude af denne Folketingssal, og det er da kun glædeligt.

Det næste skridt, og det er det sidste, jeg vil sige, er, at vi i Enhedslisten håber, at regeringen vil være med til at se på det, der kaldes 2½-årsreglen. Det betyder, at der i dag skal gå 2½ år, før en medmor kan stedbarnsadoptere et fælles barn, hvis man f.eks. ikke har været på klinik i forbindelse med donationen. Sådan vil det også være, efter det her lovforslag er vedtaget.

Det er en regel, som vi i Enhedslisten mener er mystisk. Det er en regel, som faktisk gennem en lang periode har været fraveget i praksis. Man har simpelt hen sagt, at der ændrer vi praksis og tager hensyn til, at virkeligheden er, at der er to kvinder, som har besluttet sig for at have det her barn sammen, og derfor skal barnet også have ret til begge de to kvinder som forældre. Derfor håber vi, at regeringen vil være med til at se på, hvordan vi kan tilrettelægge reglerne sådan, at det igen bliver muligt, at det kan gå lidt stærkere med stedbarnsadoption for dem, der ikke falder ind under den lovgivning, som vi vedtager nu i dag.

Det er en festdag i dag for Enhedslisten og for regnbuefamilierne rundtomkring i Danmark. Vi er et skridt nærmere. Det er så sjældent, at jeg får lov til at rose regeringen i Folketingssalen – og så to gange på en dag! – at jeg da lige vil understrege endnu en gang, at Enhedslisten selvfølgelig støtter det her lovforslag.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Christian Langballe.

Jamen jeg synes da, det er glædeligt, at det parlamentariske grundlag for regeringen, Enhedslisten, også kan rose regeringen. Det synes jeg er meget glimrende. Med hensyn til det med virkelighedens verden vil jeg jo nok sige, at der er en del af Enhedslistens politik, faktisk en meget stor del af den, som ikke rigtig tilhører virkelighedens verden. Men lad nu det være.

Jeg hørte til min store forundring, at fru Pernille Skipper begyndte at tale om, at nu var man endelig holdt op med at tage hensyn til noget så gammeldags som køn. Det synes jeg er meget interessant. Jeg vil faktisk gerne have, hvis ordføreren kunne uddybe, hvor det er, man er nået meget længere med hensyn til det, at der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn. Jeg vil bare spørge til det, for det fylder mig med en dyb forundring, at det lige pludselig skulle være så gammeldags.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg har sagt, at køn som sådan er gammeldags. Men det er fuldstændig rigtigt, at jeg har sagt, at det er en gammeldags opfattelse af familielivet, at det skulle være defineret af kønnet på de mennesker, der indgår i familien, og at jeg tværtimod mener, at i den verden, vi lever i i dag – det kan jeg høre at hr. Christian Langballe ikke gør på samme måde, og så må han jo nyde den verden, han lever i – er der kærlighed og omsorg for børnene, og det er det afgørende for, om man har en god familie eller ej. Og ja, i Enhedslisten mener vi, at det er gammeldags, hvis man påstår, at en familie ikke kan være en god familie, bare fordi det er to mennesker af samme køn, som indgår et ægteskab og får sig et barn.

Hr. Christian Langballe.

Nu er det, vi diskuterer, jo simpelt hen det problematiske i, at man laver en lovgivning, hvor barnet pr. definition – hvordan man end vender og drejer det – bliver udstyret med tre forældre. Så kan man godt prøve retligt at begrænse det, men det er jo det, der er forholdet. At der vil være en far til barnet, selv om der er to lesbiske, der er medmødre og de retlige forældre, er da fuldstændig sikkert og vist.

Der er to problemer i det. For det første kan der ske det, at faren laver sin beslutning om og siger: Det er mit barn, jeg vil have samkvemsret med barnet. For det andet er der det forhold, at barnet, mener jeg, hvis vi nu tænker på barnets tarv, har en ret til at kende sit ophav. Det er den anden del af det, og jeg vil egentlig bare – for jeg mener, at den her lovgivning er udtryk for en glidebane – i al stilfærdighed spørge, hvordan Enhedslisten forholder sig til de to principielle spørgsmål.

Ordføreren.

Nu vender vi jo en lille smule tilbage til det her med den virkelige verden. Det er, som om der nede i den ende af Folketingssalen er en særlig kuppel, og der foregår tingene så indeni. I den lille kuppel findes der ikke familier i dag, uagtet hvordan lovgivningen ser ud, som består af to kvinder og måske endda af to kvinder og en mand og deres børn. Det er den kuppel, som er i den del af Folketingssalen.

Derude er det altså virkelighed, og mange af dem er gode familier, de elsker deres børn, og børnene vokser op og bliver kærlige og får et godt liv. Det kommer vi til at afspejle i dag i den her lovgivning.

Må jeg så ikke også sige, at det er fuldstændig rigtigt, at der kan komme en kendt donor og fortryde fuldstændig ligesom i det hellige ægteskab, som Dansk Folkeparti mener det er mellem en mand og en kvinde, som kan være ufrugtbare og kan få hjælp til at få et barn, bruge en kendt donor, og så kan donoren komme og fortryde. Det er en skam, det er det, og der kan opstå sorg og ulykkelighed i den situation, men der er altså ikke forskel på den lovgivning, vi indfører i dag om to kvinder, og den lovgivning, som der er i dag, om en kvinde og en mand. Den risiko er der.

Så er det fru Mette Hjermind Dencker for en kort bemærkning.

Fru Pernille Skipper siger, at man lader parterne selv aftale, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet, og det lyder jo fantastisk. Er fru Pernille Skipper bekendt med, at der ude i virkelighedens verden, som hun så fint omtaler, findes en masse mennesker, der ender med at fortryde rigtig vigtige aftaler, de indgår? F.eks. fortryder 43 pct. af danskerne den aftale, de indgik om at ægte et andet menneske for resten af livet. Hvordan ser fru Pernille Skipper på den problemstilling, at man jo kan fortryde sådan en aftale med fatale konsekvenser for forældre såvel som for barn?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig ikke håber, at det får fatale konsekvenser for børnene. Det ville da godt nok være tragisk ud over alle grænser, hvis børn ligefrem skulle dø af, at der opstod de her juridiske komplikationer, som ordføreren taler om.

Det er fuldstændig rigtigt: Aftaler fortrydes. Som jeg sagde til ordførerens partifælle lige før, sker det jo faktisk også i dag, at et heteroseksuelt ægtepar er barnløst og har brug for en sæddonors hjælp til at få det barn, de gerne vil have. Så vidt jeg ved, mener Dansk Folkeparti også, at det er i orden, at i hvert fald et heteroseksuelt par får hjælp til at få de børn, de gerne vil have. Og jeg skal da ikke kunne afvise, at der er en mand ude i den virkelige verden, som har fortrudt, at han donerede sæd til sit heteroseksuelle vennepar, og måske gerne vil være far til det barn. Det er så en konsekvens af det valg, han har truffet, præcis som det bliver, hvis dette vennepar tilfældigvis var homoseksuelle, efter at vi har vedtaget den her lovgivning. Så det ser jeg intet nyskabende i.

Mette Hjermind Dencker.

Nu sagde fru Pernille Skipper, at med det her laver vi om på noget af den her gammeldags opfattelse, det her med, at alt, hvad der er forudsætningen for liv, jo er en gammeldags opfattelse ifølge Enhedslisten. Så jeg er nysgerrig efter at høre: Hvad er den næste, Enhedslisten vil ind at regulere? Hvad er det næste, hvor Enhedslisten mener at her er vi altså for gammeldags med den gældende lovgivning? Skal vi til at være tre eller fire i et ægteskab? Skal vi til at være tre eller fire om at dele forældremyndigheden? Skal vi til at kunne gifte os med andre end mennesker, måske også med dyr, eller hvordan og hvorledes? Hvad bliver det næste? Hvad er det næste, Enhedslisten har af planer?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti er to meget forskellige partier, og jeg er godt klar over, at i Dansk Folkeparti fylder det heteroseksuelle, hellige ægteskab rigtig, rigtig meget.

Jeg må bare gentage, at i Enhedslisten fylder barnets tarv rigtig, rigtig meget. Det er rigtig vigtigt for os, at lovgivningen er indrettet sådan, at de børn, der bliver født, og som vokser op, har ret til begge deres forældre, har ret til kærlighed fra begge deres forældre, har ret til at se deres mormor og andre familiemedlemmer og har ret til at se en tredje social forælder, som vi også i forældreansvarsloven har givet større mulighed for, vist endda med Dansk Folkepartis stemmer. Det er det vigtige for os, nemlig at der er kærlighed og omsorg til barnet, og at barnets tarv står i centrum.

Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Jeg synes, der er grund til at gøre op med synspunktet om, at det, som Enhedslisten har gang i her, er at tage udgangspunkt i, hvad der er det bedste for barnet. Enhedslisten har jo selv været ude med, at der f.eks. skal være mulighed for tre forældre til et barn, og det her lovforslag har man kritiseret for, at det ikke var vidtgående nok. Og det har jo ikke noget at gøre med, at det er det bedste for barnet; det er at tage udgangspunkt i de voksnes rettigheder og ikke at tage udgangspunkt i barnets rettigheder.

Hvis Enhedslisten får magt, som de har agt, og de på et tidspunkt får presset regeringen sammen med De Radikale til, at der skal være tre juridiske forældre eller fire juridiske forældre, eller hvad man nu kan finde på, og vi kan forestille os, at de forældre så lige pludselig bliver uvenner og går fra hinanden, jamen så vil det barn blive kastebold mellem mange forskellige partnere. Det er jo ikke i barnets interesse. Det er jo sådan set nogle af de ting, som man er ved at lukke op for med det her lovforslag, og derfor synes jeg, man skal passe lidt på med at sige, at de partier, der bakker op om det her lovforslag, er dem, der tænker på, hvad der er det bedste for barnet, og at de partier, der er imod – og det kunne ende med at være Dansk Folkeparti – er dem, der ikke tænker på, hvad der er i barnets interesse.

Jeg vil faktisk vove den påstand, at de partier, der støtter det her lovforslag og tidligere lovforslag, der ligesom har været opvarmning til det her, jo netop har taget udgangspunkt i de voksnes rettigheder i stedet for at tage udgangspunkt i barnets rettigheder.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig med på, at Dansk Folkeparti formentlig også tænker, at deres holdning afspejler det, der er bedst for barnet, og der har Dansk Folkeparti den holdning, at af en eller anden grund – den har jeg ikke forstået endnu, men det kan være, at jeg en dag blive klogere – er det bedre for barnet, hvis far og mor er far og mor og ikke mor og mor. Der er åbenbart et eller andet med køn, som er afgørende for den kærlighed, barnet får, og den omsorg, det får i løbet af opvæksten. Fred være med det i forhold til Dansk Folkepartis holdning.

Når jeg siger, at det her handler om, hvad der er bedst for barnet, er det jo netop, fordi der ude i den virkelige verden – vi har talt om den en del gange, men det er, som om vi skal tale om den lidt mere – findes børn, som har to mødre, og hvis de går fra hinanden, eller hvis den ene, den biologiske mor, dør, så opstår der en kasteboldsituation, fordi det barn ikke klart har ret til begge sine mødre i dag. Og det her handler jo netop om at sørge for, at børn ikke bliver kastebold, men har klare rettigheder til deres forældre.

Hr. Martin Henriksen.

Der er mulighed for stedbarnsadoption i dag, også i forhold til lesbiske. Men jeg er glad for, at vi trods alt er kommet det skridt videre, at fru Pernille Skipper ikke længere omtaler Dansk Folkepartis holdning på en måde, så det ikke skulle være i barnets interesse. Og jeg synes, det kunne være rigtig befriende, hvis man fra talerstolen kunne få en tilkendegivelse af det, som man ser ved så mange andre lejligheder – det tror jeg nu nok at de fleste kan gennemskue, men det ville være befriende at få en tilkendegivelse af det – nemlig at det her handler om de voksnes rettigheder.

Det handler om de voksnes rettigheder, og det er jo det hensyn, man varetager. For når man fra Enhedslistens side går ud og f.eks. kritiserer det her lovforslag for, at det ikke er vidtgående nok, og at der burde være mulighed for tre eller fire forældre, så er det jo med det udgangspunkt, at de forældre har været involveret i barnet og derfor skal have ret til barnet. Så det er de voksnes rettigheder, man tager udgangspunkt i.

Jeg beder bare fru Pernille Skipper om at vise en lille åbning, en lille smule forståelse over for, at hvis det, som Enhedslisten har som politik, og som i hvert fald dele af Det Radikale Venstre har som politik – de vil så ikke komme herned i dag og forsvare deres politik – nemlig at der skal være mulighed for, at tre eller fire kan være forældre til barnet, så vil det i en situation, hvor de personer går fra hinanden, have dybt negative konsekvenser for barnet, fordi det bliver kastebold. Én ting er, at man i dag kan risikere at blive kastebold, hvis ens forældre bliver skilt, men nu kan man risikere at blive kastebold mellem mange flere forskellige partnere, og det er da ikke i barnets interesse.

Ordføreren.

Jeg vil først og fremmest gerne lige præcisere, at det, jeg sagde, var, at jeg anerkender, at Dansk Folkeparti tror , at de tager udgangspunkt i barnets interesse. Jeg er så på ingen måde enig i, at det, som Dansk Folkeparti ønsker at gennemføre, er til barnets bedste, hvor man åbenbart skal være gift i en hellig kirke, mand og kvinde, før man kan opdrage et barn og give det et godt liv. Det er så, hvad det er. Men jeg er med på, at Dansk Folkeparti tror , at det er til barnets bedste.

Det her handler netop ikke om voksnes rettigheder, tværtimod. Det handler om at få nedskrevet nogle regler, sådan at de mennesker, der lever i den virkelige verden, de børn, der lever i den virkelige verden, og som har to mødre, også har ret til begge de to mødre, hvis der sker noget. Og det er jo derfor, vi laver forældreansvarslovgivning; det er netop for at sikre, at børnene har ret til de forældre, dem, der giver dem kærlighed og omsorg, dem, som de er knyttet til. Og så vil vi ikke herinde sætte os til dommer over, hvilket køn de forældre har, som børnene nu engang elsker, men kun give dem ret til at bevare kontakten til dem.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen har skrevet sig på talerlisten.

Jeg vil høre, om fru Pernille Skipper er enig med mig i, at det ud over at være temmelig bizart også er ekstremt respektløst, når Dansk Folkepartis ordfører i dag sammenligner det faktum, at medmoderen får flere rettigheder, og at barnet dermed også får flere rettigheder, med, at mennesker kan gifte sig med dyr.

Ordføreren.

Jeg synes, at der er mange ting, der er sagt i den her Folketingssal i dag af Dansk Folkeparti, som er respektløst, og som vidner om en boble, som omfavner præcis den del af Folketingssalen, som Dansk Folkeparti sidder i, og som ikke har noget med den virkelige verden at gøre. Jeg er fuldstændig enig med fru Johanne Schmidt-Nielsen i, at hvis man tillader sig at sammenligne det, at et barn har to mødre, med et ægteskab med dyr, er der åbenbart komme et lidt tykkere lag omkring den boble, der omgiver den del af Folketingssalen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen? Nej, så siger vi tak til Enhedslistens ordfører. Så går vi til hr. Villum Christensen for Liberal Alliance.

Jeg kan godt afsløre, at vi ikke går ind for registreret partnerskab med en hund, eller hvad det måtte være.

Jeg skal sige, at fru Thyra Frank ikke kan være til stede, og jeg vil nu læse hendes ordførertale op. Den lyder sådan her:

Liberal Alliance kan støtte L 207, da forslaget anerkender mangfoldigheden i den måde, borgerne stifter familie på. Det er nemlig afgørende for Liberal Alliance, at enhver familie får lov til at etablere den familiekonstruktion, som de selv finder bedst. Forslaget her vil gavne et stort antal børnefamilier, der i dag står med ringere retslig beskyttelse alene på grund af forældrenes køn.

Liberal Alliance finder det dog problematisk, at lovforslaget alene vedrører situationer, hvor befrugtningen sker under en sundhedspersons ansvar. Det betyder, at alle de familier, der benytter en kendt sæddonor, fortsat skal være henvist til at gennemføre en stedbarnsadoption og dermed fastholdes i en ustabil situation i 2½ år. Det er nemlig i praksis den periode, forælder, adoptant og barn skal have levet sammen i, før stedbarnsadoptionen kan finde sted.

Vi mener derfor ikke, at modellen er fuldt tilfredsstillende, men vi mener klart, at der er tale om et skridt i den rigtige retning, så vi støtter forslaget.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det den konservative ordfører, fru Benedikte Kiær.

Jeg vil lægge ud med at sige, at medlemmerne af den konservative folketingsgruppe er fritstillet, når det gælder det her lovforslag, som de er det med andre forslag, som har med etiske ting at gøre. Det vil min ordførertale så nok også bære præg af, nemlig at vi er fritstillet.

I dag er det jo sådan, at hvis man er mand og kvinde og er gift eller lever sammen, kan man få hjælp til at blive forældre, hvis det viser sig, at man ikke kan blive det ad naturens vej. Hvis det viser sig, at det er faren, der er et problem, kan man få hjælp fra en anonym sæddonor. Når man så får barnet og det bliver født, er man forældre lige fra begyndelsen. Det er også sådan, at man kan finde en, der er kendt sæddonor. Det kan være en i vennekredsen, det kan være en anden person, som gerne vil donere sæd til dette par. Man kan jo så indgå en aftale, man skriver under på, at man overgiver forældreskabet til den mand, som kvinden bor sammen med eller er gift med. Det vil sige, at det så er det par, der er forældre, og ikke sæddonoren. Han ved således også og bliver bekendt med, at når han underskriver den her erklæring, kan han ikke fortryde sit samtykke. Sådan er det i dag for heteroseksuelle par.

Det, forslaget i al sin enkelthed går ud på, er, at sådan skal det også være, hvis det er et par, der består af to kvinder. Det vil sige, at hvis det er en anonym sæddonor på fertilitetsklinikken, har vi to kvinder, der er forældre, lige fra barnet bliver født. Vi har også mulighed for, at en kendt sæddonor kan donere sin sæd til det her par – der skal være en sundhedsperson til stede, når den her fertilitetsbehandling foretages – uden at kunne fortryde sit samtykke. Dermed kan de to kvinder så være forældre fra begyndelsen.

Som sagt bærer min ordførertale præg af, at vi er fritstillet i gruppen. Jeg vil sige, at for mit eget vedkommende kan jeg støtte det her forslag, for jeg synes egentlig, det er en konsekvens af, at vi for nogle år tilbage har foretaget nogle ændringer i loven om kunstig befrugtning, der giver mulighed for, at man som et lesbisk par kan få fertilitetsbehandling. Jeg vil sådan set sige, at selv om jeg er af den overbevisning, at det er bedst for barnet at have en far og en mor, kan jeg stadig væk gå ind for det her lovforslag om medmoderskab af hensyn til barnets tarv.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til social- og integrationsministeren.

Tak for ordet. Tak for debatten, og også tak for de mange kommentarer, der er faldet i forbindelse med regeringens forslag til lov om ændring af børneloven. Vi giver medmødre mulighed for at være retlige forældre fra fødslen.

Det glæder mig, at de konservative medlemmer er fritstillet. Det synes jeg er herligt, for så kan vi i hvert fald se, at vi vil kunne få flere end regeringen og Enhedslisten og Liberal Alliance til at trykke på den grønne knap. Det vil glæde mig.

Jeg noterede mig også, at Venstre er positiv. Om det betyder, at man ender med at stemme for, må vi jo vente og se i spænding, men vi andre har i hvert fald allerede sikret flertallet, så derfor kan vi gå til det her med ro i sindet.

Dansk Folkeparti er ikke forbavsende ikke for det her forslag. Det har de meget tydeligt redegjort for her i salen i dag med de spørgsmål, de har stillet. Jeg synes egentlig, jeg vil undlade at komme ind på substansen i det, der er blevet sagt. Jeg synes ikke, det har været særlig sagligt, men jeg vil gerne generelt sige om den debat, der har været, at vi med det her lovforslag har fundet den rigtige balance.

Vi har fundet den rigtige balance for de børn, der kommer til verden, og som har en lesbisk mor – denne lesbiske mor kan jo være enlig eller have en ægtefælle eller kæreste, og ja, man kan godt være ægtefælle. Sådan et barn bliver i dag født ind i et forhold, og i det forhold skal man vente på en stedbørnsadoption. Det gør vi op med nu ved at sige, at hvis der er to juridiske forældre allerede fra fødslen, er det det, vi skal. Det sikrer barnet. Det synes jeg er rigtig fornuftigt.

Omvendt har vi også taget den eventuelle far i betragtning, som det også er blevet nævnt. Vi har faktisk valgt en løsning med, at hvis man anvender en kendt donor, er det faktisk den kendte donor, der som udgangspunkt er far, og så vil det være den kvinde, der bliver gravid, der vil være mor, og den mand, der afgiver sæden, vil være far, hvis der er tale om en kendt donor, med mindre man aftaler noget andet.

Når vi har lavet det her, er det for at finde en balance, som gør, at vi til dels anerkender, at den far, som kan være i spil som eventuel kendt donor, naturligvis skal have sine rettigheder, hvis han ønsker dem. Det skal i hvert fald være noget, som de afklarer i det forhold, i den konstellation, hvor de vælger at få det her barn. Der kan kun være to retlige forældre, og det må så være op til de to kvinder at afgøre, om de ønsker at få et barn med en kendt donor, der gerne selv vil være far, eller om de ønsker en anonym donor, som dermed automatisk har fraskrevet sig donoransvaret, eller om man ønsker en anden konstellation. Det vigtige er, at vi får styr på de her regler.

Jeg synes, vi har fundet balancen, og det glæder mig utrolig meget, at der er flertal for det her lovforslag. Enhedslisten har nu to gange i træk rost mig, og jeg takker ydmygt for opbakningen. Så vil jeg sige, at fru Pernille Skipper nævnte, at det her kun gælder for dem, der er blevet insemineret på klinik. Jeg skrev det ned for at kunne referere det, der blev sagt: På klinik. Nej, det gør det ikke. Det her gælder også, hvis inseminationen er foregået i hjemmet. Det var jo en af de ændringer, vi lavede, for det kan sådan set godt være lidt vigtigt, at man godt kan vælge at få sådan nogle ting ordnet på privatadressen, så det måske bliver mindre sterilt. Det er i hvert fald nu en mulighed, som kvinderne kan vælge. Det vil sige, at det også vil gælde der.

Men det er rigtigt, som Enhedslisten fremfører, nemlig at stedbørnsadoption stadig vil være den vej, man skal gå, hvis man ikke anvender det her nye lovsæt, som vi stiller i udsigt. Jeg vil gerne sige, at nu giver vi muligheden for, at de voksne kan vælge den her løsning, som giver styr på tingene med det samme.

Men vælger man af en eller anden grund ikke den løsning, kan man ikke se sig selv i den, og gør man det på en anden måde, skal man vide, at der er de andre regler. De andre regler om stedbørnsadoption handler ikke primært om homoseksuelle forældre. Det er nogle generelle regler. Det vil sige, at de handler om at gøre op med en familie og lave et forældreskifte. Derfor er det vigtigt, at vi har de der meget, meget tungtvejende hensyn til, at der er stabilitet i familien. Jeg vil gerne sige, at det ikke er noget, der kræver lovændring. Det er mere en praksisændring, og Ankestyrelsen kigger på det, for der kan selvfølgelig være tale om, at der i de her tilfælde vil være en anden situation, end hvis der var et helt generelt familieskifte.

Jeg vil slutte af med at takke for opbakningen. Jeg gjorde det, efter vi havde lavet ændringen, sådan at homoseksuelle kan indgå ægteskab, at jeg lovede Folketingets partier, at jeg ville indkalde til brede forhandlinger, og at alle ville få mulighed for at være med, når vi skulle debattere omkring bordet. Det har jeg gjort. Jeg har fået overbevist nogle. Jeg har ikke fået overbevist alle, men jeg vil trods alt gerne sige tak for, at man mødte frem, og tak for, at der nu er opbakning til regeringens lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Mette Hjermind Dencker.

Det er, fordi jeg hæftede mig ved, at ministerens partifælle i sin ordførertale sagde, at nu er vi nået til fase to i det her. Hvad mener ministeren så er fase tre og fase fire i det her projekt? Det er bare, så vi i Dansk Folkeparti kan forberede os på, hvilke familieværdier vi ellers kan se frem til bliver ændret.

Ministeren.

Jeg kan jo starte med at sige, at fase et var, at vi gav homoseksuelle mulighed for at blive gift, for at blive ægtefolk, altså for også at blive gift i kirken. Nu tager vi så det skridt, som er fase to, og vi har egentlig ikke flere skridt på banen.

Men jeg vil da godt vedstå mig, at der er utrolig stor forskel på, hvordan vi betragter familiepolitikken, hvis jeg kigger fra min stol som socialminister og til, hvordan Dansk Folkeparti og fru Mette Hjermind Dencker udlægger det.

Jeg står her med en klumme, hvor der bliver skrevet:

»Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.«

Det er Dansk Folkepartis holdning. Det er ikke min.

Mette Hjermind Dencker.

Jeg anerkender, at vi i Dansk Folkeparti er uenige med regeringen og Enhedslisten i spørgsmål, der vedrører familien. F.eks. mener vi i Dansk Folkeparti også, at børn har ret til en far og en mor, og det skyldes jo bl.a., at der i det samfund, vi lever i her, er maskuline og feminine energier. Vi skal være i maskuline situationer, når vi skal forhandle. Vi skal være i feminine situationer, når vi skal få ting til at glide med vores børns legekammeraters forældre. Der er masser, man skal i samfundet, hvor man har brug for både maskuline og feminine input lige fra starten af, og det er det, vi i Dansk Folkeparti mener at man svækker ved det her.

Så er det i øvrigt generelt rigtig, rigtig ærgerligt for de børn, som for det første fra starten af vokser op hos enlige mødre, og som for det andet slet ikke har en faderfigur at spejle sig i; det er jo noget, der kan få store konsekvenser for børn fremadrettet. Så vi bliver nok aldrig enige om det her.

Ministeren.

Tidligere i dag i debatten sagde fru Mette Hjermind Dencker, at det var stakkels børn, der blev født ind i de her homoseksuelle forhold, og nu er det så ærgerligt for de børn, der vokser op hos en enlig mor. Jeg er selv vokset op hos en enlig mor, en fremragende enlig mor, vil jeg gerne påpege, og jeg synes egentlig, at vi skal passe på med at stå og pådutte alle mulige andre mennesker, hvordan vi betragter deres familier og de værdier, der ligger i dem. Det må jeg være helt ærlig at sige.

Jeg tror, at mange homoseksuelle par er meget bevidste om, at når de har børn, bliver de nødt til at sørge for, at barnet også kan se nogle forældre, som har et andet køn end det, de selv har. Men jeg har da ingen viden om, at det ikke finder sted, eller at børn, der vokser op i homoseksuelle familier, ikke bliver elsket og mødt med præcis de værdier eller de mennesker, der kan hjælpe dem til at blive hele og fornuftige mennesker. Det er ikke en viden, jeg har.

Dansk Folkeparti har i dag ytret mange mærkelige holdninger. Det mærkeligste var dog spørgsmålet om, hvad det næste bliver. Spørgsmålet fra fru Mette Hjermind Dencker lød: Hvad bliver det næste, skal man til at kunne gifte sig med dyr? De ord falder i 2013 i en debat i det danske Folketing om homoseksuelle. Det synes jeg er lamslående.

Tak til social- og integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.