Ministeren oplyser i sit svar af 4. december 2012 på L 10 - spørgsmål 28, at der siden 2009 er afgjort 20 sager om kapitalfonde. Kan ministeren uddybe disse tal med en decideret sagsstatistik, som viser:
1. hvor mange sager, der i alt er rejst mod de 20 kapitalfonde og deres datterselskaber,
2. hvor mange kr. SKAT har fået ind på de pågældende sager,
3. hvor mange ressourcer (årsværk) SKAT har beskæftiget i forhold til de pågældende sager,
4. hvor mange af de afgjorte sager, som er stoppet med SKATs afgørelse og hvor mange af dem, som er viderebragt for Landsskatteretten og evt. også Landsretten,
5. i hvor mange af de sager, som er indbragt for Landsskatteretten, SKAT har fået medhold,
6. i hvor mange af de sager, som er indbragt for Landsskatteretten, virksomheden har fået medhold,
7. i hvor mange af de sager, som er indbragt for domstolene, SKAT har fået medhold, og
8. i hvor mange af de sager, som er indbragt for domstolene, virksomheden har fået medhold?
Derudover bedes ministeren oplyse, hvad SKAT/Skatteministeriet har betalt til Kammeradvokaten for bistand i de pågældende sager og samtidig oplyse det samlede beløb til sagsomkostninger, som virksomhederne i de pågældende sager har fradragsret for.
Dato: 05-12-2012
Status: Endeligt besvaret