Jamen jeg er vel også en slags ordfører for regeringen, så bemærkningen var velanbragt.
Jeg håber, at vi får en diskussion i dag, som afspejler, at det at udsætte en opgave for konkurrence kan være med til at fremme, at man får en bedre opgaveløsning, en anden opgaveløsning og en billigere opgaveløsning, men at vi ikke får sådan en konfrontation om, at det altid er godt at udsætte ting for konkurrence og altid er godt at få en privat leverandør, eller at det modsat altid er godt at fastholde ting i offentligt regi, for det tror jeg også vil afspejles i reaktioner på debatten, nemlig at det, vi derfor sætter foran os, er hensynet til, at borgeren får løst opgaverne på en måde, som imødekommer de behov, man har, også det behov, man har som skatteyder, for ikke at betale mere end højst nødvendigt.
Lige præcis den pragmatiske tilgang synes jeg er vigtig.
Det var også den tilgang, jeg havde, da vi havde en lignende drøftelse i et godt åbent samråd i Kommunaludvalget i november.
Det har høj prioritet for regeringen.
Og det er jo, fordi vi tror, at der ligger nogle muligheder i det, som vi ikke har afsøgt til fulde endnu.
Det drejer sig om muligheder for at sørge for, at borgerne oplever en stærk, moderne, åben offentlig sektor.
Det er hensynet til borgerne, der gør, at vi er optaget af, hvordan samspillet mellem privat og offentlig opgaveløsning kan blive bedre, end det er i dag.
For det, som er det afgørende, er jo, hvad der kommer ud af at teste konkurrencen på en given ydelse, det er sådan set ikke konkurrencen i sig selv, den er og bliver et redskab.
Og hvad der kommer ud af det, afhænger altså af måden, tingene bliver gjort på.
For som vi lige har diskuteret, er der forskellige måder at gøre det på.
Der er nogle, der har en heldig hånd og en professionel tilgang; der er nogle, der måske først er i gang med at finde ud af, hvordan man gør; der er nogle, der kommer i en situation, hvor man endda må gå domstolenes vej.
Det vil sige, at der er mange forskellige situationer, og det synes jeg stadig væk er vigtigt at lære af.
Men selve det at overveje at udsætte en opgave for konkurrence er jo også med til at skabe en eftertanke om den måde, offentlige opgaver bliver løst på.
Hvad er det for nogle opgaver, der skal løses?
På hvilken måde skal de løses?
Hvad er det for nogle kvaliteter, vi vil have der skal være ved en given opgaveløsning?
Hvordan kan de løses bedre og mere effektivt?
Og skal det ske på et helt serviceområde, eller skal det ske på dele deraf?
Vil vi gerne etablere en situation, hvor vi har private leverandører inde på en del af et område, mens vi fastholder et offentligt leverandøransvar på andre dele af området, så vi kan få et samspil mellem de forskellige leverandører?
Det er nogle af de meget afgørende spørgsmål.
Og det er jo en af grundene til, at det er vigtigt for regeringen, at det er en fuldstændig integreret og velforankret del hos kommuner, regioner og stat, at man konkurrenceudsætter ting, i stedet for at man tager sådan et tilløb og gør det, fordi man tænker:
Nu skal vi også konkurrenceudsætte noget.
Det må være en helt integreret overvejelse i det, man gør.
Det er også, fordi der i de overvejelser ligger mulighed for at finde ud af, hvordan man kan udfordre sine gamle rutiner.
Hvordan kan vi være innovative, når det kommer til den måde, vi leverer offentlig service på?
Og lige præcis innovation sker i sådan et kryds mellem viden, kreativitet og samarbejde mellem forskellige parter.
For et tæt og ligeværdigt samarbejde giver nogle muligheder, som man ikke ville få alene, og som kan lede frem til bedre måder at gøre tingene på.
Det kan f.eks.
være udvikling af digitale pilleæsker, som minder borgeren om, hvornår pillen skal tages, og som også registrerer, at nu er den pille taget, så borgeren skal lade være med at gøre det én gang til.
Det kan også være intelligente tæpper med en sensor, som registrerer, at fru Hansen er ved at stå op, for det er nemlig et godt tidspunkt at komme og hjælpe hende på i stedet for at komme ind og se, om hun nu er vågen og vil hjælpes på det tidspunkt.
Det andet er meget bedre.
Det kan også være sensorer, som registrerer, om der er et menneske, som er faldet, sådan at medarbejdere kan komme vedkommende til undsætning så hurtigt som overhovedet muligt.
Det er gode, konkrete eksempler på innovation i forbindelse med den måde, vi leverer en ydelse til borgeren på, som fremmer tryghed og selvhjulpethed, noget, som jeg synes er væsentlige værdier i den måde, vores offentlige sektor fungerer på, og i den måde, som borgerne bliver mødt på.
Det giver bedre kvalitet, og det giver faktisk også effektivitet for skatteyderne.
Det er så rigtigt, at vi går til opgaven på en anderledes måde end den daværende regering, for vi synes ikke, at tvang eller bureaukratiske kontrolforanstaltninger er vejen til en moderne og dynamisk offentlig sektor.
Derimod skal vi fokusere på tillid, ledelsen og medarbejdernes faglighed og have et selvfølgeligt fokus på de resultater, der så kommer ud af det, for det er jo det, som borgerne møder.
Det, jeg tror er afgørende, er at placere ansvaret der, hvor opgaverne løses, og det gælder også i forbindelse med konkurrenceudsættelse.
Sammenhængen er i virkeligheden meget enkel.
Detailstyring skaber ansvarsforflygtigelse, tillid er ansvarspådragende.
Derfor ønsker vi, at kommuner og regioner har et rum at handle i.
Det vil i sidste ende give bedre og mere lokalt forankrede resultater, ting, som er langt mere holdbare end noget, man har fået påduttet fra Christiansborg.
Derfor tror jeg, at der er meget, som vi her fra Christiansborg med fordel kunne pakke sammen, når det kommer til detailstyring.
Som det allerede har været nævnt, er kommunernes konkurrenceudsættelse steget hvert år de seneste 5 år, ikke lige kraftigt, men dog på en sådan måde, så jeg læser det sådan, at kommunerne har taget konkurrenceudsættelse til sig som et aktivt redskab til at skabe gode løsninger og effektive løsninger.
Regionerne har også høstet mange erfaringer med samarbejdet med private, herunder med at udbyde en lang række forskellige behandlinger til private, faktisk med rigtig gode resultater.
Det, som jeg oplever som det nye, er, at kommuner og regioner har en pragmatisk tilgang til det at udsætte noget for konkurrence.
Det er ikke ideologi, det er ikke en papirtiger, som man sender af sted, det er en pragmatisk tilgang til, at det her giver dem nogle muligheder, som de ikke havde i forvejen.
Jeg synes, at det er befriende, at vi får en pragmatisk tilgang, for så kan vi gå langt mere fordomsfrit til værks, når vi skal diskutere, hvad det er for nogle rammer, der skal være, hvordan klagesystemet skal fungere, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at gøre det på måder, som er nemmere og mere tilgængelige, apropos det, som blev sagt af hr.
Morten Marinus under sidste sags behandling, nemlig om vi kan få en højere grænse for, hvornår ting skal udbydes, sådan at det bureaukrati og det papirarbejde, der vil være forbundet med udbud, står mål med den samlede opgaves omfang.
Det er en helt relevant og spot on-diskussion i forhold til lige præcis det her.
Der er rum for at udsætte flere offentlige opgaver for konkurrence.
Og på det kommunale område kan vi se, at der er meget, meget stor forskel på, hvordan man gør.
Der er kommuner, som konkurrenceudsætter næsten 40 pct.
af deres opgaver.
I den anden ende af skalaen er der kommuner, der konkurrenceudsætter 20 pct.
af deres opgaver.
Det peger på, at der nogle steder er et uindfriet potentiale, som man må overveje.
Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvilket niveau konkurrenceudsættelse bør have i den enkelte kommune.
Det er jo sådan set et meget godt emne at tage op i forbindelse med den kommunale valgkamp.
Hvad er egentlig holdningen?
Hvordan kunne man tænke sig at drive de her ting?
Hvad vil man gerne have løst i kommunalt regi?
Hvad vil man gerne have testet for at give nogle muligheder for private erhvervsdrivende, som de måske ikke har i forvejen?
Derfor synes jeg, at det er meget godt, at vi har den her diskussion som indgang til valgåret.
Økonomien er stram.
Det er et vilkår for alle kommuner.
Alle dele af den offentlige sektor har en klar tilskyndelse til at arbejde strategisk med konkurrenceudsættelse.
For udbuddet kan give effektive løsninger, men det er ingen selvfølge.
Det kommer an på måden og kvaliteten i det arbejde, man lægger for dagen.
Som eksempel må man sige, at Udbudsrådets effektanalyser fra de seneste 2 år viser, at når det kommer til udbud og drift af hjælpemiddeldepoter, vejservice og rengøring, er der i langt de fleste tilfælde opnået besparelser og nogle steder også kvalitetsforbedringer, i hvert fald uden at kvaliteten er blevet ringere.
Selvfølgelig er der undtagelser, det giver sig selv.
Der, hvor mennesker handler, sker der fejl, og der, hvor man byder, sker der i sagens natur også fejl.
Men det er bare vigtigt at notere sig, at der er noget at lære af.
For det er ikke nødvendigvis så enkelt, som det lyder.
Den diskussion, vi allerede har haft i dag, viser noget om, hvad det er for et niveau af viden, vedholdenhed, detailkendskab og alt muligt, man skal have med at gøre.
Det gælder jo ikke kun i forbindelse med selve udbuddet.
Det gælder sandelig også, hvis nogen har vundet et udbud og skal til at løse en opgave, som andre har løst på en anden måde før.
Og det, der så er vigtigt, er, at man hele tiden holder sig borgerens interesse for øje.
Vi har for få måneder siden lanceret et konkurrencepolitisk udspil med en række initiativer, sådan at det bliver nemmere at arbejde med de her forskellige ting, herunder at det også bliver mere fleksibelt at udbyde noget.
De økonomiske omkostninger ved at udbyde skal selvfølgelig også ned.
For det kan jo ikke være sådan, at det koster en herregård at udbyde noget, og at det, man tjener, så kun er en bondegård; så står det ligesom ikke mål med hinanden.
Det, som vi også lægger op til, er, når EU's nye udbudsdirektiv er færdigt, at lave en egentlig dansk udbudslov.
Så får vi den rigtige diskussion her i Folketinget om, hvordan vi får klare, forståelige rammer for det at arbejde med udbud, og forhåbentlig også en stærkere fleksibilitet og en større åbenhed over for både virksomheder og ordregivere.
Vi vil nedsætte en arbejdsgruppe til det lovforberedende arbejde og selvfølgelig inddrage KL og Danske Regioner og eksperter med erfaring i udbud i at lave et lovforberedende arbejde, der gør, at vi får en god debat her.
Det næste er, at sker der så ting, der gør, at man må sige, at de vist var i gråzonen, eller er der taget et usagligt hensyn, skal vi have et velfungerende klagesystem.
Og det skal det sådan set være, uanset om man ser det som ordregiver eller man ser det som leverandør.
Det skal være smidigt og effektivt.
Dermed også være sagt, at vi ønsker kortere klagefrister, vi ønsker en bedre adgang til at afvise åbenlyst grundløse klager, og vi planlægger at fremsætte et lovforslag om forenkling af udbudsklagesystemet allerede i næste måned.
Når man så ser på den viden, der skal til for at gennemføre et udbud, er det vigtigt, at vi har en bedre dokumentation og en større videndeling på tværs af forskellige myndigheder.
Gode erfaringer skal frem, og blandede erfaringer skal selvfølgelig også frem, for det er tit sådan, at vi lærer mere af de ting, som ikke går, som vi ønsker os, end vi lærer af de ting, som rent faktisk går rigtig godt.
Når det er sagt, er der behov for en styrket vejledning, når det kommer til samarbejdsformer, udbudsregler, bl.a.
om funktionsudbud og udbud efter forhandling, for så bliver der en større fleksibilitet i den måde, man kan arbejde med det på.
Endelig vil jeg nævne, at vi vil forlænge Udbudsrådets funktionsperiode.
Det kan virke som en absolut detalje i det store spil, men det er bare vigtigt, at det er folk, som har forstand på det og indsigt i det, der sparrer med både regering og Folketing på det her område.
Derudover vil regeringen forenkle reglerne for levering af hjemmehjælp, sådan at der skabes et større og mere varieret marked for private leverandører.
Det, der er kernen, er igen, hvad borgerens interesse er, nemlig at der er et frit valg, og at det bliver nemmere for kommunerne at tilbyde borgerne frit valg på hjemmehjælpsområdet.
Særregler skal fjernes, og det skal være lettere for kommunerne at indgå aftaler med leverandører.
Det sidste, som jeg vil nævne, er det fokus, vi har på offentlig-private partnerskaber.
For det er godt og rigtigt at skubbe til overvejelserne om, hvilke partnerskaber man kan lave, hvilke projekter man kan gennemføre i fællesskab mellem en privat erhvervsdrivende og en kommune eller en region.
Derfor har vi lanceret en standardmodel, om jeg så må sige, for offentlig-private partnerskaber, så det bliver meget nemmere at finde ud af, hvordan man gør det her på en ordentlig og tilgængelig måde.
Vi understøtter også offentlig-private partnerskaber med en pulje på 100 mio.
kr.
i 2013 til dispensationer for deponeringspligten, og der kommer en deponeringsfritagelse for regionerne på 300 mio.
kr., også i 2013.
Derudover er vi ved at give reglerne om deponering og låntagning et servicetjek, fordi de selvfølgelig også spiller en rolle i den her forbindelse.
Sidst, men ikke mindst, er offentlige indkøb jo en væsentlig ting i den her forbindelse.
Også her er vi ved at lave en strategi, sådan at offentlige indkøb faktisk bliver brugt på en måde, som gør, at vi også, om jeg så må sige, tænker os om en ekstra gang, så det, vi efterspørger, gør en forskel derude.
Vi kan gøre mange forskellige ting for at styrke det private erhvervsliv og jobskabelsen der, som de fleste sikkert har noteret sig i statsministerens melding i dag, men mange virksomheder har jo sådan set mest af alt brug for kunder.
Derfor er det også vigtigt, hvordan staten, regionerne og kommunerne køber ind, på hvilken måde de gør det, og hvad det er, de fremmer i den forbindelse.
Det skal også bidrage til, at vi, når vi efterspørger ting fra det offentliges side, bidrager til nytænkning og til innovation, fordi det er godt for det, som borgerne bliver stillet i udsigt.
Lad mig opsummere:
Vi tror, at offentligt og privat samspil er til gavn for alle.
Vi tror, at det er et
kan
, fordi det handler om måden, tingene bliver gjort på.
Der er muligheder, når det er gjort ordentligt, og når det er gjort rigtigt.
Det kommer an på viljen og på vejen.
Jeg tror, at vi kan hjælpe regioner og kommuner rigtig meget ved at lade være med at blande os i detaljen og i stedet for give frihed til at gøre det til en integreret del af den måde, man arbejder med det, man gerne vil levere til borgerne, på, uanset om de modtager en offentlig serviceydelse, eller om de er dem, der betaler for den i deres egenskab af skatteydere.