Betænkning afgivet af Socialudvalget
den 31. maj 2013
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 2.
april 2013 og var til 1. behandling den 24. maj 2013.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Socialudvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til social- og integrationsministeren, som
forventes besvaret inden 2. behandling.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti
og Radikale Venstre afviser forslaget, selv om forslaget findes
sympatisk. Ved lov nr. 1603 af 22. december 2010 blev reglerne om
opgørelse af bopælstid for folkepension harmoniseret
med virkning fra den 1. januar 2011, dog med en overgangsregel for
personer, der var indrejst i Danmark før den 1. januar 2011.
Flygtninge har herefter ikke længere mulighed for at
sidestille bopælstid i oprindelseslandet med bopælstid
i Danmark ved fastsættelse af folkepension. Den
økonomiske besparelse ved denne lovændring kan ikke
genbruges. En indførelse af retstilstanden fra før
den 1. januar 2011 skal finansieres på ny.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti
og Radikale Venstre finder det forsvarligt at afvise forslaget
under henvisning til vanskelighederne ved at finansiere forslaget i
en økonomisk krisetid, hvor det samtidig er
nødvendigt at prioritere i forhold til at tilpasse en
række velfærdsydelser, og under hensyn til at
flygtninge har et forsørgelsesgrundlag, som er forbedret ved
denne regerings afskaffelse af fattigdomsydelser.
Enhedslisten fastholder
beslutningsforslaget. Enhedslisten mener det samme, som
Enhedslisten gjorde, da den daværende regering med
støtte fra Dansk Folkeparti gennemførte denne
alvorlige forringelse for mennesker, der befinder sig i en udsat
situation. Som Enhedslisten skrev i 2010 i den fælles
betænkning med de tre nuværende regeringspartier,
så finder Enhedslisten, at det er et usympatisk og
uigennemtænkt forslag, som rammer en i forvejen udsat gruppe
af ældre flygtninge. Enhedslisten finder det helt
uacceptabelt, at borgere med flygtningebaggrund, der kommer til
Danmark efter det fyldte 62. år, slet ikke vil kunne få
pension i Danmark, men henvises til at leve for en ydelse, der
svarer til de fattigdomsydelser, som Enhedslisten og den
nuværende regering heldigvis har afskaffet. Det er en
hån mod disse mennesker og imod en human tilgang til politik
at tale om »økonomisk prioritering« som argument
for at afvise Enhedslistens forslag, når man ser på, at
de samme partier uden at ryste på hånden har delt
milliarder ud til skattelettelser til topskatteydere og
aktionærer.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Orla Hav (S) Maja Panduro (S)
Jacob Bjerregaard (S) Jens Joel (S) Karen J. Klint (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Julie Skovsby (S) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm
Andersen (RV) Uffe Elbæk (RV) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Anne Baastrup (SF) fmd.
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Finn Sørensen (EL) Pernille
Skipper (EL) Hans Andersen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V)
nfmd. Louise Schack Elholm (V)
Karen Ellemann (V) Sophie Løhde (V) Eyvind Vesselbo (V)
Fatma Øktem (V) Karin Nødgaard (DF) René
Christensen (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker
(DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte
Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
B 93
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende B 93
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvad nettoomkostningen vil
være ved at gennemføre Enhedslistens forslag om, at
flygtninge skal have ret til fuld folkepension, opgjort på de
forskellige grupper af flygtninge m.m., til social- og
integrationsministeren |
|