Fremsat den 19. februar 2013 af Peter
Skaarup (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Simon Emil
Ammitzbøll (LA) og? ?Anders? ?Samuelsen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om forhøjelse af straffen i sager om drab
og grov vold mod børn
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag
om ændring af straffeloven, der indebærer, at straffen
i sager om drab og grov vold mod børn skærpes med
indtil 50 pct., som anvist nærmere i forslagets
bemærkninger.
Bemærkninger til forslaget
I de seneste år har en række
alvorlige sager bragt problemet om grov vold og mishandling af
børn i fokus. Der har ved flere lejligheder været tale
om helt små og hjælpeløse børn, der har
været udsat for særdeles grove overgreb fra de
personer, der burde have ydet omsorg og beskyttelse.
En nylig og meget gruopvækkende sag,
hvor et helt lille barn blev offer for sådanne ufattelige
forbrydelser, er sagen om den lille Tobias, der blev mishandlet til
døde i sit eget hjem. Stedfaren og drengens mor blev begge
sigtet efter straffelovens §§ 245 og 246. Som det fremgik
af retsmøderne, blev Tobias fundet død i sin
tremmeseng i parrets hus. Obduktionen viste omkring 80 skader
på det lille barnelig, heriblandt flere slag mod hoved og
krop, hvilket medførte bl.a. kraniebrud. Drengen havde ved
sin død også et 2 uger gammelt lårbensbrud og en
brækket arm (se artiklerne om sagen, der blev lagt på
TV 2 Nyhedernes hjemmeside hhv. den 13. juli 2012 kl. 10.16 og den
12. december 2012 kl. 11.7).
Anklageren krævede ved byretten 10
års fængsel til stedfaren og 4 års
fængsel til moderen for ikke at have grebet ind. En af de tre
dommere mente, at stedfaren skulle idømmes 9 års
fængsel, men flertallet af dommerne mente, at 8 år var
den korrekte strafudmåling. Moderen blev idømt de 4
år. Landsretten forhøjede efterfølgende
stedfaderens straf til 9 år og stadfæstede moderens dom
på 4 års fængsel. Se resumé af
landsretsdommen på Vestre Landsrets hjemmeside:
http://www.domstol.dk/VestreLandsret/nyheder/domsresumeer/Pages/Domisagomvoldmeddoedentilfoelgeoverforengodt15maanedergammeldreng.
aspx.
Det er bl.a. på denne forfærdende
baggrund forslagsstillernes opfattelse, at der bør ske en
betydelig skærpelse af straffen for grov vold og drab
begået mod børn, således at straffen kommer til
at afspejle det faktum, at handlingen er begået over for
børn, som jo er særlig fysisk og psykisk sårbare
og ude af stand til at værge for sig.
Straffebestemmelserne om forsætlig vold
findes i straffelovens §§ 244-246. Maksimumsstraffen for
voldshandlinger omfattet af § 244 er 3 år. For
voldshandlinger af særlig rå, brutal eller farlig
karakter og for mishandling samt for bortskæring af
kvindelige kønsorganer er maksimumsstraffen 6 år efter
straffelovens § 245 og § 245 a. Såfremt en af de
lovovertrædelser, der er nævnt i § 245 og §
245 a, har medført døden eller på anden
måde har været særlig grov, kan straffen, jf.
straffelovens § 246, stige til fængsel i 10
år.
Disse bestemmelser suppleres af straffelovens
§ 247, der forhøjer straffen for overtrædelse af
§§ 244-246 med indtil det halve, såfremt
gerningsmanden tidligere er dømt for forsætlig vold
(stk. 1) eller såfremt volden er udøvet mod en person,
der på grund af karakteren af sit arbejde er særligt
udsat for vold (stk. 2).
Det er forslagsstillernes opfattelse, at denne
bestemmelse bør suppleres af en bestemmelse, der
skærper straffen for grov vold udøvet mod børn
under 15 år med indtil det halve (50 pct.), således at
maksimumsstraffen for kvalificeret vold stiger til 9 år og
maksimumsstraffen for særlig grov vold og for vold med
døden til følge stiger til 15 år.
Herudover bør der efter
forslagsstillernes mening indføres en tilsvarende
bestemmelse, der skærper straffen for manddrab, jf.
straffelovens § 237, begået mod børn under 15
år med indtil det halve, således at der skal
lægges indtil 50 pct. oven i straffen, såfremt den
dræbte var under 15 år på gerningstidspunktet.
Dog skal straffene være i overensstemmelse med straffelovens
§ 33 stk. 2, hvorefter der maksimalt kan idømmes
tidsbegrænset straf på 20 års fængsel.
Efter forslagsstillernes opfattelse er det
fuldstændig uacceptabelt, at der blandt de nuværende
strafskærpende bestemmelser i forhold til grov vold og drab
ikke specifikt findes en særskilt bestemmelse, der afspejler
den særlig sårbare situation, som børn befinder
sig i som ofre. Der er som nævnt med § 247 stk. 2,
indført særlige regler, der skærper straffen med
indtil det halve for vold udøvet mod en person, der på
grund af karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold,
hvilket, jf. gældende retspraksis, bl.a. omfatter
dørmænd (se bl.a. afgørelsen U.
2001.1206Ø). Der bør, uden sammenligning i
øvrigt, naturligvis også indføres en
tilsvarende særlig strafskærpelse, når det
gælder grov vold og drab på den gruppe mennesker i
vores samfund, som er allermest sårbare og udsatte -
børnene. Det er en tvingende samfundsopgave at sætte
ind på alle fronter for at forhindre, at børn bliver
ofre for grov vold og mishandling, herunder at sikre, at straffen
afspejler handlingens grovhed.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forhøjelse af straffen i sager om drab og grov vold mod
børn.
(Beslutningsforslag nr. B 63)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.