Fremsat den 4. oktober 2012 af Torsten
Schack Pedersen (V), Kristian Jensen (V) og Mads Rørvig
(V).
Forslag til folketingsbeslutning
om bevarelse af boligjobordningen
(håndværkerfradraget)
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag, der bevarer boligjobordningen fra nytår og frem,
inden udgangen af 2012.
Bemærkninger til forslaget
For mange travle familier er det vanskeligt at få
hverdagen til at hænge samme. Derfor indførte
VK-regeringen i 2011 boligjobordningen, som betyder, at familier i
dag kan trække udgifter til hjælp i hjemmet fra i skat.
Et par kan således trække lønudgifter for op til
30.000 kr. fra om året. Det svarer til et tilskud på
ca. 10.000 kr. om året.
Boligjobordningen har vist sig at være en succes. Alene i
2011 benyttede flere end 270.000 danskere boligjobordningen.
Desværre har regeringen besluttet både at afskaffe
boligjobordningen og det energirenoveringstilskud, som ellers var
ment som et lille plaster på såret.
Boligjobordningen giver ikke bare en hjælpende hånd
til travle familier. Ordningen bidrager også til, at sort
arbejde og gørdetselv-arbejde konverteres til hvidt arbejde,
som der svares moms og skat af. Derfor foreslås
boligjobordningen videreført, så familier fortsat kan
trække udgifter til håndværkere, rengøring
og børnepasning fra i skat.
Forslagsstillerne mener desuden, at boligjobordningen har
øget aktiviteten i en presset branche. Ifølge
Håndværksrådet melder mere end hver fjerde af de
små og mellemstore virksomheder om stigende omsætning
som følge af fradraget.
En videreførelse af boligjobordningen skønnes at
beløbe sig til i størrelsesordenen 1,75 mia. kr.
årligt.
Forslaget foreslås finansieret som led i finansloven for
2013.
Skriftlig fremsættelse
Torsten Schack
Pedersen (V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
bevarelse af boligjobordningen
(håndværkerfradraget)
(Beslutningsforslag nr. B 6)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.