B 59 Forslag til folketingsbeslutning om jobgaranti.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-02-2013

Fremsat: 05-02-2013

Fremsat den 5. februar 2013 af Christian Juhl (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Finn Sørensen (EL)

20121_b59_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. februar 2013 af Christian Juhl (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om jobgaranti

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovgivning med ikrafttræden senest den 1. juli 2013, der sikrer, at ledige garanteres tilbud om ordinært arbejde inden for de sidste 13 uger af dagpengeperioden af en varighed, der sikrer genoptjening af en ny dagpengeperiode. Hvis dette ikke er muligt, modtager den ledige dagpenge, frem til han eller hun får tilbudt arbejde.

Bemærkninger til forslaget

En »hel og dækkende løsning« lovede finansministeren, da han sammen med beskæftigelsesministeren og arbejdsgiverrepræsentanter fremlagde aftalen om 12.500 akutjob til de tusindvis af ledige, der stod til at miste deres dagpenge i løbet af første halvår 2013.

Vi kan allerede nu se, at intet peger i retning af, at ?akutjobpakken bliver den »hele og dækkende løsning«. Allerede i januar måned måtte Beskæftigelsesministeriet indrømme, at ministeriets hidtidige prognose for antallet af »udfaldstruede« var skudt helt forbi. Skønnet fra september 2012 var på 7.000-12.000 personer. I januar 2013 var tallet opjusteret til 17.000-23.000, der stod til at falde ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013. Her batter 12.500 akutjob ikke meget.

Læg dertil at 12.500 er det optimale antal akutjob, men langt fra alle akutjobbene bliver besat af langtidsledige. En første undersøgelse i Ugebrevet A4 (jf. http://www.ugebreveta4. dk/2013/201304/Fredag/Akutledige_faar_sjaeldent_akutjob.aspx) viser, at under 20 pct. af de besatte akutjob faktisk går til en langtidsledig.

Ugebrevet A4's undersøgelse viser også, at det ser værst ud hos de offentlige arbejdsgivere, hvor kun hvert sjette job besættes af en langtidsledig.

Denne situation rejser det helt principielle spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at arbejdsmarkedet stilles til rådighed for de ledige? Det kan gøres ved at sikre, at ingen mister deres dagpengeret, uden at de først er blevet tilbudt et job.

Formålet med arbejdsløshedsforsikringen er at sikre den arbejdsløse et forsørgelsesgrundlag i tilfælde af ledighed. En arbejdsløs, hvis eneste problem er mangelen på arbejdspladser, skal ikke uforskyldt kunne miste dagpengeretten. Derfor skal den pågældende tilbydes et job på ordinære vilkår af en varighed, der sikrer genoptjening af en ny periode med dagpenge. Et sådant tilbud om arbejde skal tage hensyn til den arbejdsløses kvalifikationer og interesser.

Skriftlig fremsættelse

Christian Juhl (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om jobgaranti.

(Beslutningsforslag nr. B 59)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.