B 57 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forbuddet mod bestemte hunderacer m.v.

Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-02-2013

Fremsat: 05-02-2013

Fremsat den 5. februar 2013 af Per Clausen (EL) og Pernille Skipper (EL)

20121_b57_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. februar 2013 af Per Clausen (EL) og Pernille Skipper (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om ophævelse af forbuddet mod bestemte hunderacer m.v.

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag til ændring af lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, som ændret ved § 4 i lov nr. 554 af 24. juni 2005, § 17 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og lov nr. 717 af 25. juni 2010, som indebærer,

- at forbuddet mod bestemte racer, som blev indført ved ændringen af hundeloven i 2010, ophæves,

- at der sker en præcisering af, hvad der skal forstås ved skambidning,

- at der skelnes mellem tilfælde, hvor det er en anden hund, der bides, og tilfælde, hvor det går ud over mennesker, og

- at der fokuseres på hundeejerens ansvar for hundens opførsel eventuelt ved fastsættelse af krav til hundeejere og sanktioner ved manglende overholdelse af eventuelle krav.



Bemærkninger til forslaget

Indførelsen af et forbud i hundeloven mod 13 hunderacer i 2010 skete uden nogen som helst dokumentation for, at disse hunderacer var mere farlige end andre hunderacer. Det særlige hundeudvalg, som regeringen nedsatte dengang, mente ikke, at et sådant forbud mod bestemte racer var en fornuftig løsning. Det har da også efterfølgende vist sig, at forbuddet mod bestemte hunderacer ikke har haft nogen som helst effekt. Der er ikke sket noget påviseligt fald i antallet af mennesker, der er blevet bidt af hunde.

Et andet element i lovændringen fra 2010 i hundeloven var et krav om, at politiet umiddelbart skulle aflive hunde, der skambed mennesker eller andre hunde. Loven indeholdt ikke nogen definition af, hvad skambidning er, og det har efterfølgende vist sig, at fortolkningen af dette ofte har givet anledning til tvivl, og at bestemmelsen opfattes meget forskelligt. Derfor foreslår forslagsstillerne, at der i en ændring af hundeloven sker en præcisering af, hvad skambidning er, og at der skelnes mellem, om det er et menneske eller en anden hund, der bides.

Herudover foreslår forslagsstillerne, at ministeren overvejer, om der kan indføres yderligere krav til hundeejere for at sikre, at de er kvalificerede til at styre en hund, og sanktioner over for hundeejere, som har vist, at de ikke er i stand til dette.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forbuddet mod bestemte hunderacer m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 57)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.