Fremsat den 31. januar 2013 af Per Clausen
(EL), Johanne Schmidt Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af en
bæredygtighedskommission
Folketinget opfordrer regeringen til at
etablere en bæredygtighedskommission. Kommissionen skal
belyse scenarier for, hvordan Danmark kan omstille sig til en
grøn og langtidsholdbar økonomi, der opererer inden
for de grænser, der sættes af miljø og
ressourcer. Konkret skal kommissionen belyse, hvordan det danske
samfund kan reducere sit økologiske fodaftryk til en
fjerdedel i 2030 og en tiendedel i 2050 i forhold til
referenceåret 2010.
Bemærkninger til forslaget
Danmark er et af de mest ressourceforbrugende
lande i verden målt pr. indbygger. Hvis alle forbrugte lige
så meget som danskerne, ville vi have brug for mere end fire
jordkloder. Dette viser med al tydelighed, at det danske forbrug af
jordens ressourcer og danskernes miljøpåvirkning ikke
er bæredygtigt.
I det 20. århundrede har priserne
på ressourcer været støt faldende, men
begyndelsen på det 21. århundrede repræsenterede
et skarpt vendepunkt i denne udvikling. Priserne på en
række ressourcer, der er essentielle for vores
økonomi, er steget markant. Ifølge McKinseys
Commodity Price Index koster råvarer i dag i gennemsnit 150
pct. mere end i 1995 (McKinsey Global Institut, »Ressource
Revolution: Meeting the world's energy, materials, food, and water
needs«).
De stigende ressourcepriser skyldes, at de
lettilgængelige lagre er ved at være udtømt,
samtidig med at den globale efterspørgsel er stigende. I de
kommende år forventes ressourcepriserne at stige yderligere,
bl.a. fordi efterspørgslen efter råmaterialer fortsat
forventes at stige (fra 65 mia. t i 2010 til 82 mia. t i 2020),
kilde: »Towards the circular economy - Economic and business
rationale for an accelerated transition. Ellen MacArthur
Foundation«.
Med de markante prisstigninger på
ressourcer vil evnen til at håndtere ressourcerne intelligent
blive den absolut væsentligste konkurrenceparameter i det 21.
århundrede. Dette understreges bl.a. af regeringens seneste
konkurrenceredegørelse, der viser, at priserne på
væsentlige ressourcer er steget tre gange mere end de danske
lønninger (Erhvervs- og Vækstministeriet
»Redegørelse om vækst og konkurrenceevne«,
kapitel 5). Derudover fremhæves det, at de store udsving i
ressourcepriserne øger uforudsigeligheden og dermed
usikkerheden for danske virksomheder. Priserne og adgangen til
ressourcer som f.eks. de såkaldte sjældne jordarter har
ofte langt større betydning for produktionsvirksomheder end
lønningernes størrelse.
Både for bæredygtigheden og for
Danmarks konkurrenceevne er det afgørende, at Danmark
snarest påbegynder den grønne omstilling og begynder
at anvende ressourcerne langt mere intelligent.
Miljøministeren har tidligere udtalt
til Mandag Morgen, at Danmark skal blive en »cirkulær
økonomi« (MM13, 10. april 2012).
Beregninger fra Ellen MacArthur Foundation
foretaget af McKinsey Global Institute har vist, at ved at
cirkulere de ressourcer, der er i kredsløbet i EU, kan der
spares ca. 600 mia. USD. Det er altså en rigtig god
forretning at genbruge f.eks. bygningsmaterialer, møbler,
elektronik, biler osv.
Konkret skal
bæredygtighedskommissionen
- belyse mulige
scenarier for, hvordan omstillingen til en cirkulær
økonomi kan gennemføres inden for centrale
forsynings- og forbrugsområder som energiforsyning og
-forbrug, transportområdet, boligområdet,
fødevareforsyning og -forbrug samt forsyning med og
forbrug af produkter som elektronik og tekstiler,
- analysere, hvilke
tekniske, sociale, organisatoriske og institutionelle forandringer
der kan fremme omstillingen til en cirkulær økonomi,
dels knyttet til centrale forsynings- og forbrugsområder,
dels på tværs af områderne (f.eks.
arbejdsmarkedsforhold, uddannelse, regionalpolitik og
skattepolitik),
- fastsætte
udvalgte makroindikatorer i form af ressourceindikatorer og
miljøeffektindikatorer, der gør det muligt at
følge udviklingen både på kort og lang sigt,
- undersøge
økonomiske og beskæftigelses- og
velfærdsmæssige potentialer ved en grøn
omstilling og
- fremkomme med
forslag til virkemidler - herunder økonomiske - der
effektivt kan fremme omstillingen til en cirkulær
økonomi.
Som grundlag for kommissionens arbejde skal
der udarbejdes en kortlægning af Danmarks placering i de
globale materialestrømme og en kortlægning af Danmarks
ressource- og miljømæssige råderum i et globalt
perspektiv gennem en analyse af de bæredygtige grænser
for de enkelte/udvalgte ressourcers tilgængelighed og
økosystemernes bæreevne.
Sammensætning
Kommissionen skal bestå af 10-14
uafhængige medlemmer, der skal udpeges ud fra deres
personlige kapacitet som sagkyndige inden for
- økonomi
med særlig fokus på ressource og
vækstspørgsmålet,
- cirkulær
økonomi og
- social
velfærd.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
etablering af en bæredygtighedskommission.
(Beslutningsforslag nr. B 56)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.