B 32 Forslag til folketingsbeslutning om højere straffe for handel med dopingmidler.

Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 16-04-2013

Afgivet: 16-04-2013

Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 16. april 2013

20121_b32_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 16. april 2013

1. Ændringsforslag

Det Konservative Folkepartis medlem af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 23. november 2012 og var til 1. behandling den 11. januar 2013. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, SF og LA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. behandling.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at vi i Danmark generelt opfordrer vores børn og unge til at leve et aktivt liv med sund kost og motion. Derfor er det også vigtigt, at de ikke ender med at komme i miljøer, der er inficeret af dopingmidler.

Som på så mange andre områder i samfundet, hvor vi taler om at beskytte vore børn og unge, er det derfor oplagt, at vi også på dopingområdet ser vigtigheden af at beskytte vores børn og unge. Det gør vi bedst ved at få fat i de personer, som ikke ønsker det samme.

Dansk Folkeparti er derudover bekymret for konsekvenserne af, at eliteidrætsudøvere og motionister doper sig, og at der finder en øget omsætning af dopingmidler sted - som det ligeledes er blevet lettere at købe. Dansk Folkeparti ønsker derfor at øge strafferammen fra 2 til 6 år, så politiet vil få tilstrækkelige redskaber til at intensivere jagten på den omsiggribende distribution.

Dansk Folkeparti mener, at udfordringen i første omgang består i at få fat på de kriminelle dopingbagmænd, som tjener store summer på andres ulykke.

Hvis strafferammen i Danmark øges fra 2 til 6 år, vil den være enslydende med vore nabolandes, og netop med dopingmidler - som jo er en handelsvare - er det ikke uvæsentligt med en vis ensartethed i strafferammen for at undgå, at et enkelt land bliver handelssted for ulovlige dopingmidler.

Dansk Folkeparti pointerer, at beslutningsforslaget ikke er fremsat for at kritisere politiets arbejde, men derimod for at udstyre politiet med yderligere og bedre redskaber for at komme dopingspøgelset til livs.

Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget ser ingen grund til at hæve strafferammen for dopingkriminalitet, som senest blev hævet i 2009. Enhedslisten mener ikke, at skærpet straf løser problemet med dopingkriminalitet. I stedet ser EL gerne øget oplysning og øget kontrol. Enhedslisten bemærker desuden, at Rigsadvokaten tidligere har fremført, at man ikke er bekendt med sager vedrørende dopingkriminalitet, hvor den nuværende strafferamme ikke har været tilstrækkelig.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til teksten

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (V, DF og EL):

1) Ordet »2012,« ændres til: »oktober 2013«.

[Ændret dato for fremsættelse af forslag]

Bemærkninger

Til nr. 1

Da »udgangen af 2012« er passeret, foreslås det, at regeringen pålægges at fremsætte et forslag inden udgangen af oktober 2013.

Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Karen J. Klint (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) fmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Orla Hav (S) Camilla Hersom (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Jonas Dahl (SF) Sanne Rubinke (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Martin Geertsen (V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Gitte Lillelund Bech (V) Liselott Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Joachim B. Olsen (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 32

Bilagsnr.

Titel

1
Notat om bivirkningerne ved misbrug af doping og euforiserende stoffer udarbejdet af Sundhedsstyrelsen ifm. behandlingen af B 32, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
2
1. udkast til betænkning
3
2. udkast til betænkning