B 26 Forslag til folketingsbeslutning om forsøgsordning med kørekort til 17-årige.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-11-2012

Fremsat: 14-11-2012

Fremsat den 14. november 2012 af Kristian Pihl Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF), Leif Mikkelsen (LA) og Mike Legarth (KF)

20121_b26_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. november 2012 af Kristian Pihl Lorentzen (V), Kim Christiansen (DF), Leif Mikkelsen (LA) og Mike Legarth (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forsøgsordning med kørekort til 17-årige

Folketinget opfordrer regeringen til at indføre en treårig forsøgsordning fra juli 2013, så unge tilbydes muligheden for at erhverve kørekort til bil (kategori B) allerede som 17-årige på den betingelse, at de i det første år kører sammen med en nærmere defineret »erfaren bilist«.

Bemærkninger til forslaget

Trafiksikkerheden i Danmark er i top, når vi sammenligner os med andre lande, og heldigvis falder antallet af trafikdræbte og -kvæstede år for år. Antallet af trafikdræbte nåede i 2011 et historisk lavt niveau. Vi skal dog ikke hvile på laurbærrene, men fortsætte bestræbelserne på at reducere antallet af alvorlige trafikulykker.

Vi har en særlig udfordring med de helt unge bilister, hvis risiko for at blive dræbt i trafikken stadig er syv-otte gange større end deres forældres. Derfor skal der laves en målrettet indsats for at forbedre de unge bilisters trafiksikkerhed, hvis vi skal endnu længere ned i antallet af trafikdræbte. Udfordringen er at finde nye veje til at kompensere for den manglende erfaring hos unge bilister.

På denne baggrund foreslås en 3-årig forsøgsordning, der skal træde i kraft fra juli 2013. Ordningen indebærer, at 17-årige får mulighed for at erhverve kørekort til bil (kategori B) på samme måde, som det sker nu for 18-årige. Såfremt den unge herefter vil køre bil, skal det ske på den klare betingelse, at vedkommende indtil 18-års-fødselsdagen skal køre bil under supervision af en erfaren bilist, som skal køre med i bilen sammen med den unge bilist. Når de unge fylder 18 år har de kørekort på almindelige vilkår i henhold til færdselsloven.

En erfaren bilist defineres som en person, der har været i besiddelse af kørekort til bil i mindst 10 år, og som ikke har haft dom for spirituskørsel eller andre domme for grove færdselsforseelser.

Såfremt 17-årige bilister bryder reglen om at have en erfaren bilist med i bilen, skal der være en konsekvent sanktion i form af inddragelse af retten til at føre bil, indtil de er 19 år, og en bøde.

Den foreslåede ordning har vist sig at være en stor succes i Tyskland, hvor det som følge af en effektiv overførsel af erfaring fra rutinerede til urutinerede bilister er lykkedes at reducere antallet af alvorlige ulykker blandt unge bilister med mere end 20 pct. Der henvises til evalueringsrapporten om den tyske ordning: Federal Highway Research Institute, Section U4 »Driver Training, Driver Improvement« Bergisch Gladbach, den 31. maj 2010 (expanded version).

Skriftlig fremsættelse

Kristian Pihl Lorentzen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forsøgsordning med kørekort til 17-årige.

(Beslutningsforslag nr. B 26)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.