B 16 Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsplaner for og lægesamtaler med stofmisbrugere.

Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Bortfaldet

Afgivet: 26-06-2013

Afgivet: 26-06-2013

Beretning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 26. juni 2013

20121_b16_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 26. juni 2013

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 23. oktober 2012 og var til 1. behandling den 11. december 2012. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

BrugerForeningen - for aktive stofbrugere,

Gadejuristen,

PårørendeNetværket AntiStigma og

Trinløse Tænkere.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til ministeren for forebyggelse og sundhed til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af V) har under såvel 1. behandling af beslutningsforslaget som i svar på udvalgets spørgsmål konstateret, at ministeren for sundhed og forebyggelse deler principperne i beslutningsforslaget og vil tage det med i drøftelserne med partierne inden sommerferien 2013 og forud for satspuljeforhandlingerne i efteråret med henblik på at sikre, at stofmisbrugere, der er motiveret til at komme i behandling, får ret til en lægesamtale senest 3 dage efter henvendelsen og til senest 14 dage efter henvendelsen at få udarbejdet en social og en lægelig behandlingsplan, ligesom det frie valg i forhold til den sociale behandling skal udvides til også at omfatte den medicinske behandling.

Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at lægen, der skal gennemføre samtalen med misbrugeren, har de relevante lægefaglige kvalifikationer til sammen med misbrugeren at vurdere behov for f.eks. substitutionsmedicin og andre hastende behandlingskrævende tiltag, så misbrugeren kan fastholdes i sin motivation for behandling. Dertil skal det være en kommunal pligt at vejlede om den sociale og medicinske behandlingsgaranti, herunder om retten til frit at vælge behandlingssted og om kommunens pligt til at ændre, herunder intensivere et behandlingstilbud, når formålet med et aktuelt behandlingstilbud som beskrevet i behandlingsplanen ikke opnås.

Flertallet lægger desuden vægt på, at der i forbindelse med drøftelserne med partierne skal lægges vægt på at møde stofmisbrugerne på en fordomsfri måde, hvor der fokuseres på respekt, krav og omsorg, såvel som på et opgør med marginalisering, udstødelse og uværdige livsbetingelser. Konkret lægger flertallet bl.a. vægt på, at misbrugeren inddrages mest muligt i tilrettelæggelsen af behandlingen.

Flertallet bemærker, at behandling for stofmisbrug både hører under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Social- og Integrationsministeriet med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse som koordinerende ministerium på narkotikaområdet generelt. Flertallet lægger vægt på, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse tager initiativ til udarbejdelse af en samlet handlingsplan for behandlingsindsatsen.

P.u.v.

Sofie Hæstorp Andersen

formand

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 16

Bilagsnr.

Titel

1
Henvendelse af 10/12-12 fra Gadejuristen
2
Henvendelse af 11/12-12 fra Trinløse Tænkere
3
Henvendelse af 21/2-13 fra Gadejuristen
4
Henvendelse af 27/2-13 fra BrugerForeningen - for aktive stofbrugere
5
Henvendelse af 14/4-13 fra PårørendeNetværket AntiStigma
6
1. udkast til beretning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 16

Spm.nr.
Titel
1
MFU spm. om en lægesamtale inden for 3 dage, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
2
MFU spm. , om lægerne, som skal gennemføre samtalen med stofmisbrugeren, vil have særlig viden eller speciale i forhold til stofmisbrug, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå
3
MFU spm. om, hvordan det sikres, at stofmisbrugerens egne ønsker tilgodeses, til ministeren for sundhed og forebyggelse, og ministerens svar herpå