Fremsat den 3. juni 2013 af Martin
Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen
(DF), Marie Krarup (DF), Christian Langballe (DF) og Peter Skaarup
(DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om
at føre asyl- og
familiesammenføringspolitikken tilbage til 2011-niveau
Folketinget pålægger regeringen at
føre asyl- og familiesammenføringspolitikken tilbage
til det niveau, politikken havde før folketingsvalget den
15. september 2011. Regeringen skal hurtigst muligt fremsætte
lovforslag herom og foretage de nødvendige administrative
ændringer.
Bemærkninger til forslaget
Dette beslutningsforslag har til formål
at tilbagerulle de lovændringer, som den nuværende
regering har foretaget på asyl- og
familiesammenføringsområdet siden folketingsvalget i
september 2011.
I regeringsgrundlaget »Et Danmark, der
står sammen« fra oktober 2011 blev der
præsenteret en række ændringer og lempelser af
udlændingepolitikken. Flere af disse lempelser er nu
gennemført med det resultat, at der kommer flere og flere
udlændinge til Danmark. Særlig galt står det til
i forhold til regeringens asylpolitik. De seneste tal viser, at
regeringen forventer, at der i 2013 kommer ca. 7.000
asylansøgere til Danmark (jf. UUI alm. del - svar på
spørgsmål 379), hvilket ifølge
forslagsstillerne åbenlyst er en konsekvens af den
førte politik. Med disse skræmmende tal nærmer
tilstrømningen af asylansøgere sig det høje
niveau, vi var vidne til, før VKO-flertallet kom til i
2001.
Forslagsstillerne frygter, at regeringen helt
har opgivet at styre udlændingepolitikken. Det høje
estimat for antallet af asylansøgere i 2013 dækker
over mange udlændinge, hvoraf en del vil ende med at få
opholdstilladelse, og mange af disse vil utvivlsomt være
svære at integrere i det danske samfund. Derfor er der med
dette beslutningsforslag reelt tale om at forebygge en række
problemstillinger, som nødvendigvis vil være en
konsekvens af den øgede indvandring, f.eks. kulturelle
spændinger, kriminalitet, ghettodannelse m.m.
Forslagsstillerne mener generelt, at
udlændingepolitikken var bedre og mere effektiv før
folketingsvalget i 2011, og ønsker på sigt at stramme
udlændingepolitikken på en række områder,
herunder f.eks. en stramning af reglerne for permanent ophold,
greencardordningen m.m. Her og nu er der akut brug for at gribe ind
i forhold til asyltilstrømningen, som erfaringen viser
også vil føre til en øget tilstrømning
til Danmark af familiesammenførte. Dette beslutningsforslag
fokuserer derfor udelukkende på at føre asyl- og
familiesammenføringspolitikken tilbage til niveauet
før folketingsvalget 2011. Der er med forslagsstillernes
øjne et presserende behov for, at regeringen og Folketinget
griber ind så hurtigt som muligt for at stoppe
tilstrømningen. Forslagsstillerne vil dog ikke udelukke, at
der kan være behov for at gå et skridt videre og
på sigt stramme asyl- og
familiesammenføringspolitikken mere end til
2011-niveauet.
Vedtages beslutningsforslaget, betyder det
bl.a., at starthjælpen genindføres, at reglerne om, at
asylansøgere skal have mulighed for at arbejde og bo uden
for asylcentrene, trækkes tilbage, og at pointsystemet for
familiesammenføring genindføres. Dette vil dels
stramme den førte politik på området, dels vil
det sende et meget klart og tydeligt signal til verdens potentielle
asylansøgere om, at Danmark nu igen vil gøre det
mindre attraktivt at komme til Danmark, ligesom der på en
række områder vil blive stillet flere krav til dem, der
kommer hertil.
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF)
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
føre asyl- og familiesammenføringspolitikken tilbage
til 2011-niveau.
(Beslutningsforslag nr. B 134)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.