Fremsat den 23 maj. 2013 af Bertel Haarder
(V), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Villum Christensen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om forskning og efteruddannelse inden for
grundskolens fag
Den tidligere regering ændrede
strukturen inden for forskning og uddannelse med etableringen af
større og stærkere enheder. Formålet var at
skabe et stærkere forsknings- og uddannelsesmiljø.
Eksempelvis har universitetsreformen og dannelsen af
erhvervsakademier og professionshøjskoler skabt rammerne for
en mere effektiv udnyttelse af videns- og uddannelsesressourcerne,
samtidig med at der er skabt mere dynamiske miljøer.
Institutionerne har ligeledes under den tidligere regering
opnået større frihedsgrader og selvbestemmelse - en
linje, den nuværende regering har videreført,
eksempelvis med forliget om en ny læreruddannelse.
Strukturreformerne har overordnet været
en succes, men det vurderes, at enkelte forsknings- og
videnområder er blevet svækket i forbindelse med
reformerne og således ikke i tilstrækkelig grad matcher
fremtidens behov. Det gælder særlig inden for den
pædagogiske og didaktiske forskning og undervisning, som er
forudsætningen for, at vi kan løfte grundskolen og
professionsuddannelserne op i verdensklasse.
Folketinget opfordrer regeringen til at
foretage en ?implementeringsevaluering af, i hvilken
udstrækning intentionerne med DPU's fusion med Aarhus
Universitet er indfriet. I evalueringen skal indgå en bredere
vurdering af universiteternes samlede varetagelse af forskning og
videreuddannelse inden for grundskolens fag med henblik på at
forberede en styrkelse af den skole- og uddannelsesrelevante
forskning og sikre et systematisk løft af lærernes
kompetencer i grundskolens fag. I evalueringen bør inddrages
såvel danske som internationale erfaringer.
Bemærkninger til forslaget
Den pædagogiske forskning og
videregående undervisning havde tidligere sit eget
universitet i form af det nu nedlagte Danmarks Pædagogiske
Universitet, DPU (oprindelig Danmarks
Lærerhøjskole).
DPU blev via fusion i 2007 med Aarhus
Universitet omdannet til Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole, DPU, og fra 2011 til Institut for Uddannelse og
Pædagogik under Faculty of Arts. Dette forekom
hensigtsmæssigt for netop at styrke det faglige miljø,
da der har været et udtalt behov for at løfte
forskningen, uddannelsen og efteruddannelsen inden for grundskolens
fag.
Intentionen var at sikre den nødvendige
balance mellem på den ene side forskning og efteruddannelse i
de pædagogisk-psykologiske fag og på den anden side
forskning og efteruddannelse i grundskolens fag.
Desværre viser en gennemgang, at denne
balance ikke i tilstrækkelig grad er opnået, jf. bilag
1. Det er afgørende, at den pædagogiske forskning
også retter sig mod skolens behov.
Da DPU blev underlagt Aarhus Universitet, var
det den tidligere regerings forventning, at der ville blive lagt
vægt på forskning og videreuddannelse inden for
grundskolens fag, idet internationale analyser har vist et klart
behov for at styrke lærerkvalifikationerne og elevernes
resultater.
Bilag 1
Produktion 2009-2010 (DPU, Aarhus Universitet)
Færdiguddannede bachelorer og kandidater pr. 1. oktober
2009 og 2010 fordelt på hovedområder
Antal | | | 2009 | | | | 2010 | | | FAKULTET | GRAD | | Kvinder | Mænd | Total | | Kvinder | Mænd | Total | DPU | Kandidat | Didaktik (materiel kultur) | 5 | | 5 | | 7 | 2 | 9 | | | Didaktik (musikpædagogik) | 2 | 4 | 6 | | 6 | 2 | 8 | | | Didaktik (dansk) | 5 | 2 | 7 | | 8 | 2 | 10 | | | Didaktik (matematik) | | | | | 2 | | 2 | | | Generel pædagogik | 44 | 9 | 53 | | 42 | 13 | 55 | | | Lifelong Learning | 1 | 3 | 4 | | 10 | 9 | 19 | | | Pædagogisk antropologi | 38 | 10 | 48 | | 54 | 9 | 63 | | | Pædagogisk filosofi | 6 | 6 | 12 | | 8 | 8 | 16 | | | Pædagogisk psykologi | 100 | 18 | 118 | | 138 | 23 | 161 | | | Pædagogisk sociologi | 48 | 10 | 58 | | 68 | 34 | 102 | DPU Total | | | 249 | 62 | 311 | | 343 | 102 | 445 |
|
Kilde:
http://www.au.dk/om/profil/nogletal/produktion/produktion20092010/
Skriftlig fremsættelse
Bertel Haarder
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forskning og efteruddannelse inden for grundskolens fag.
(Beslutningsforslag nr. B 131)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.