Fremsat den 19. april 2013 af Pernille
Skipper (EL), Stine Brix (EL), Rosa Lund (EL) og Finn
Sørensen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre rådgivning af
adoptivforældre i internationale adoptionssager
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige lovforslag inden den 1. januar
2014 for at udbygge og forbedre den eksisterende
postadoptionsservice (PAS) og derigennem sikre mere og bedre
rådgivning og vejledning af adoptivforældre med fokus
på de særlige omstændigheder, der gør sig
gældende for børn i internationale adoptioner.
Bemærkninger til forslaget
At få et barn er for de fleste en stor
lykke. Dette gælder også, og måske især,
for adoptivforældre. Forældre, der vælger at
adoptere et barn, står dog over for en særlig
situation, idet barnet ved internationale adoptioner kommer fra en
anden kultur og måske har oplevet svære
hændelser, som påvirker barnet. Samtidig
indebærer det at blive bortadopteret naturligt en
følelse af svigt, som børn reagerer på. Det er
derfor vigtigt, at adoptivforældre modtager rådgivning
og vejledning i forbindelse med en adoption for derved på
bedste vis at være forberedt på at tage imod barnet og
give barnet den rette omsorg og forståelse. Der har
desværre været sager, hvor adoptivforældrene ikke
har været ordentlig forberedt og rustet til at tage sig af
deres adoptivbarn. Dette er helt utilstedeligt over for alle parter
- især børnene.
Overordnet bør den såkaldte
postadoptionsservice (PAS) udbygges og forbedres. Det er ikke
tilstrækkeligt med et weekendkursus, der har fokus på
børnenes integrationsproces, og det er heller ikke
tilstrækkeligt at yde tilskud til en PAS-ordning via
satspuljen, som endnu engang er en midlertidig løsning.
Enhedslisten foreslår følgende
tiltag på postadoptions-området:
Adoptivforældrene skal via
adoptionsorganisationernes vejledning og uddannelse i højere
grad forberedes på, at adoptivbørn ikke er ubeskrevne
ark, men har rødder og baggrunde, som er en integreret del
af deres personlighed og deres udvikling. De udarbejdede
vejledningsforløb bør bygge på faglige og
forskningsmæssige perspektiver, men også på
voksne adopteredes erfaringer og arbejde i forhold til at beskrive
adoptionsproblematikker.
Tilbuddet skal gælde alle medlemmer af
adoptivfamilien, men der bør sikres mulighed for tilbud til
adoptivbarnet, som ikke nødvendigvis inddrager eller
betinger tilstedeværelse af adoptivfamilien. Tilbuddet
bør endvidere sikres en objektivitet, der også kan
rumme og håndtere et adoptivbarns negative oplevelser og
følelser. Derfor bør rådgivningen ikke
være forankret i den organisation, der har formidlet
adoptionen.
Enhedslisten mener desuden, at der skal
være et særligt rådgivningssystem for
adoptivfamilier, der oplever større vanskeligheder og
problemer. Systemet bør bestå af professionelle med
ekspertise i adoptivbørns behov og særlige situation
samt viden om adoptionsforskning og den internationale udvikling
på området.
Enhedslisten mener, at et tilbud til
adoptivforældre om bedre rådgivning og vejledning vil
sikre, at vi fremover undgår de tragiske sager, hvor
adoptivbarnet må anbringes uden for hjemmet, eller hvor
barnet ønsker at forlade familien.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL) m.fl.:
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre
rådgivning af adoptivforældre i internationale
adoptionssager.
(Beslutningsforslag nr. B 126)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.