B 123 Forslag til folketingsbeslutning om at give kommunerne frihed til at bruge overskud fra parkeringsafgifter til at gøre den kollektive transport billigere.

Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-04-2013

Fremsat: 17-04-2013

Fremsat den 17. april 2013 af Finn Sørensen (EL) og Lars Dohn (EL)

20121_b123_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. april 2013 af Finn Sørensen (EL) og Lars Dohn (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at give kommunerne frihed til at bruge overskud fra parkeringsafgifter til at gøre den kollektive transport billigere

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der giver kommunerne lov til at bruge overskud fra parkeringsafgifter til at nedsætte taksterne i den kommunale kollektive trafik, uden at kommunerne modregnes i statstilskuddet.

Bemærkninger til forslaget

Kommunerne kan i dag ikke hæve deres indtægter fra parkeringsafgifter mere end til 70 pct. af kommunens bruttodriftsindtægter fra betalingsparkering i regnskabsåret 2007 ifølge lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelse af kommunale parkeringsindtægter (Lov nr. 592 af 14. juni 2011). Et overskud på parkeringsafgifterne herudover bliver modregnet i kommunernes statstilskud, medmindre kommunerne vælger at anvende indtægterne inden for en balanceordning, der samlet set ikke giver overskud - f.eks. til at vedligeholde parkeringsanlæg.

Denne bestemmelse, som blev indført i sommeren 2011, har ført til en unødvendig binding på og stærkt irrationel anvendelse af kommunale midler. For ikke at blive trukket i statstilskuddet tvinges kommunerne til at renovere og sætte gang i private vedligeholdelsesarbejder på parkeringsanlæg - også selv om anlæggene ikke trænger. Samtidig vil flere kommuner fremover åbne for privatejede parkeringsanlæg, fordi de modsat kommunale anlæg må give overskud. Dermed er der en fare for, at bilister kommer til at betale dyrt til private firmaer i stedet for at bidrage til billigere kollektiv trafik.

Et eksempel på, hvor problematisk denne lov er, blev understreget, da Indenrigs- og Sundhedsministeriet afviste Svendborg Byråds ønske om at anvende overskud fra parkeringsafgifterne til at gøre dele af den kollektive trafik gratis eller billigere i en periode i 2011, jf. bilag 1. Svendborg Kommune kunne ellers finansiere en mere vedvarende billiggørelse af taksterne på den kollektive trafik. I Svendborg Kommune har indtægterne fra betalt parkering været omkring 4 mio. kr. Til sammenligning har kommunen indtægter på busbilletter for ca. 8 mio. kr. Ved et direkte kryds kunne Svendborg Kommune halvere taksten for eksempelvis alle kommunens borgere, der vil købe et KVIKkort (en fynsk pendant til Rejsekortet, men kun til Fynbus).

Om forslaget

Beslutningsforslaget sigter på at få indført en lovændring, som giver kommunerne frihed til at anvende indtægter fra parkering til at nedsætte taksterne på den kollektive trafik i kommunen. Forslaget har alene til formål at gøre denne anvendelse lovlig for kommunerne. Kommunerne skal således ikke kunne bruge indtægterne fra parkering til andre formål end netop at støtte den kollektive trafik.

Til gengæld vil det fremme den kollektive transport på bekostning af biltrafik, hvilket har en række positive virkninger både lokalt og nationalt. Der er klimahensyn, ligesom miljøet i og omkring byerne forbedres, i takt med at flere vil bruge den offentlige transport. Samtidig har forslaget en god social profil, idet takstnedsættelsen tilgodeser borgere med svagere økonomi.

Endelig kunne det tilføjes, at kommunerne får en mulighed for at gøre det mere attraktivt at tage bussen frem for bilen. Dermed nedsættes behovet for parkeringspladser, hvorved parkeringsindtægter også indirekte medvirker til at sikre tilstrækkeligt med parkeringspladser.

Skriftlig fremsættelse

Finn Sørensen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at give kommunerne frihed til at bruge overskud fra parkeringsafgifter til at gøre den kollektive transport billigere.

(Beslutningsforslag nr. B 123)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.