Fremsat den 10. april 2013 af Stine Brix
(EL) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om fjernelse af transkønnede fra
sygdomslisten over psykiske lidelser
Folketinget opfordrer regeringen til at fjerne
kategorien transseksuelle fra sundhedsvæsenets
klassifikationssystem, hvor transpersoner klassificeres i
kategorien »psykiske lidelser og adfærdsmæssige
forstyrrelser«.
Bemærkninger til forslaget
En persons kønsidentitet er ikke i sig
selv en medicinsk eller psykiatrisk lidelse og skal ikke behandles
eller betragtes som sådan, og transkønnethed
hører derfor ikke hjemme i sundhedsvæsenets
klassifikationssystem. Inklusionen på li?sten over
psykiatriske lidelser må betragtes som forældet og
stødende for de transpersoner, der søger behandling i
sundhedssystemet, og bør fjernes derfra. Det følger
af forslaget, at der derfor heller ikke automatisk skal foretages
en psykiatrisk udredning eller diagnosticering for
transkønnethed som betingelse for eller som led i
kønskorrigerende behandling.
Europarådets
menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg, udtalte i
2009, at det hverken ud fra et menneskeretligt eller
sundhedsfagligt perspektiv er nødvendigt at give
transkønnede en psykiatrisk diagnose forud for adgang til
behandling. Landsforeningen for bøsser, lesbiske,
biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark) og Amnesty
International har ligeledes rejst krav om, at transsekseksualitet
fjernes fra diagnoselisten over psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser.
Det har fra Sundhedsstyrelsens side
været fremhævet, at det er nødvendigt, at
indikationen for transkønnedes behandling kan kodes i
sundhedsvæsenets systemer, samt at klassifikationen rummer
andre raske patientgrupper, f.eks. gravide og raske nyfødte,
og at klassifikationen derfor ikke får sundhedsvæsenet
til at betragte transkønnede som psykisk syge. Det er
imidlertid ikke sådan, at gravide og raske nyfødte
står listet under »psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser«, sandsynligvis
fordi man ville anse det for upassende og fagligt ukorrekt, og
fordi patientgruppen næppe ville acceptere det. Samtidig er
det muligt at bruge allerede eksisterende diagnosekoder i
forbindelse med behandling af transkønnede.
Konkrete eksempler på alternative
muligheder for at kode transkønnedes behandlingsbehov uden
for klassifikationen »psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser« har flere gange
været forelagt Sundhedsstyrelsen af interesseorganisationen
LGBT Danmark. Behandlingen kan ifølge LGBT Danmark kodes
på samme måde som behandlingen af andre mennesker, der
har problemer med uønsket hårvækst,
uønsket brystvækst eller uudviklede kønsdele
på grund af eksempelvis hormonelle eller genetiske
variationer.
Danmark har tre gange tidligere valgt at
fravige WHO's sygdomsliste, bl.a. da Danmark fjernede
homoseksualitet fra listen over psykiatriske lidelser i 1981, 10
år før WHO selv fjernede den fra sin.
Danmark er således ikke forpligtet af
listen og kan manøvrere selvstændigt i forhold til
den.
Enhedslisten ønsker at bemærke,
at vi forventer yderligere ændringer og forbedringer af
transpersoners juridiske og sociale rettigheder, herunder
muligheden for juridisk kønsskifte uden forudgående
kastration. Enhedslisten ser derfor frem til, at den nedsatte
arbejdsgruppe på området afslutter sin arbejdsproces og
kommer med anbefalinger til området.
Skriftlig fremsættelse
Stine Brix
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
fjernelse af transkønnede fra sygdomslisten over psykiske
lidelser.
(Beslutningsforslag nr. B 116)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.