Fremsat den 9. april 2013 af Karina
Adsbøl (DF), Rene Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl
(DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren
Espersen (DF), Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om obligatorisk brug af familierådslagning
i anbringelsessager
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de fornødne lovforslag eller foretage de
nødvendige ændringer af administrative forskrifter,
der vil gøre det obligatorisk for kommuner at benytte
familierådslagning i anbringelsessager, hvor tungtvejende
grunde ikke taler imod. Dette skal ske med henblik på at
styrke netværksanbringelser.
Bemærkninger til forslaget
Dansk Folkeparti mener, at kommuner i
forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung person skal
tilbyde familien familierådslagning, såfremt
tungtvejende forhold ikke taler imod. Dette skal ske med henblik
på at styrke netværksanbringelser, da både dansk
og international forskning tyder på, at børn anbragt i
netværket klarer sig bedre end børn, der er anbragt
andre steder (»Analyse af de økonomiske konsekvenser
på området for udsatte børn og unge«,
Rambøll Management 2012, side 16 og
www.socialstyrelsen.dk).
Anbringelser af børn og unge, som af
den ene eller anden årsag ikke kan bo hos deres
forældre, er et alvorligt indgreb i et barns liv. Derfor er
det naturligvis kommunernes opgave at sørge for, at en
anbringelse sker så nænsomt som muligt og under
størst mulig hensyntagen til barnets tarv. Desværre
har virkeligheden vist, at dette er lettere sagt end gjort.
Eksempelvis skal barnet anbringes så
tæt som muligt på sine kendte omgivelser - og helst hos
de nærmeste i omgangskredsen, så kontakten til barnets
vante miljø i videst muligt omfang kan bibeholdes. Men alt
for ofte anbringes børnene i institutioner eller hos ukendte
plejefamilier. Og hvor galt sidstnævnte kan gå, viser
et eksempel fra Mern på Sydsjælland, hvor en
plejefamilie er dømt for regulær vanrøgt af
deres plejebørn (»Mern-sagen: Plejeforældrene er
skyldige«, www.dr.dk, P4 Sjælland, den 17. april
2012).
Hvis netværksanbringelse benyttes i
stedet for, vil barnet ikke skulle flytte til fremmede
plejeforældre eller på institution, og herved kan
barnet blive i sine vante omgivelser og bevare kontakten til
familie, venner, skole og omgangskreds. Desuden peger forskningen
på, at netop netværksanbringelse understøtter,
at børnene har bedre kontakt til deres biologiske familie og
i mindre grad udsættes for opbrud og skift i
anbringelsesforløbet. Derved bidrager
netværksanbringelser til at styrke kontinuiteten for barnet
og udvikle de relationer, det allerede har (»Anbragte
børn og unge: en forskningsoversigt«, SFI, 2009).
Familierådslagning kan i den forbindelse
benyttes til at få afdækket, om der er ressourcer i
netværket, der kan anvendes til at løse familiens og
især barnets problemer. Familierådslagning er et
møde, hvor barn og forældre sammen med slægt,
venner og andre betydningsfulde personer omkring familien samles
for at drøfte, om der er ressourcer i netværket, der
kan anvendes til at løse familiens og især barnets
problemer, herunder om barnet kan anbringes hos en person i
netværket (»Netværksanbringelser: Praksis og
erfaringer i tre nordiske lande«, AKF, 2011, side 8).
Derudover er familierådslagning netop karakteriseret ved, at
der tænkes i familiens/netværkets egne ressourcer, ved
aktiv inddragelse af familien og barnet og ved fokus på
øget samarbejde mellem familie og socialforvaltning med
henblik på at finde konstruktive løsninger på
barnets og familiens problemer.
Med krav om obligatorisk at benytte
familierådslagning i de sager, hvor det kan lade sig
gøre, mener forslagsstillerne, at dette vil være med
til at underbygge intentionerne i den nuværende lovgivning
med både servicelovens og retssikkerhedslovens fokus på
inddragelse af familien og børnene samt sætte fokus
på samarbejde mellem myndighed og familie. Yderligere har
familierådslagning vist sig at have en positiv effekt. Blandt
andet er sandsynligheden for at børn og unge, som er anbragt
i familiepleje genforenes med deres familie 28 pct. større i
sager, hvor der er afholdt familierådslagning.
(»Effekter af familierådslagning«, Vidensportal
om udsatte børn og unge, Socialstyrelsen).
Af tal fra Ankestyrelsens
anbringelsesstatistik ses det dog, at andelen af 0-17-årige,
der siden 2007 har været netværksanbragt, har ligget
nogenlunde stabilt på ca. 5-6 pct. af de anbragte børn
og unge, svarende til ca. 800 børn og unge i 2011.
Forslagsstillerne mener, at familierådslagning vil kunne
medføre, at flere anbringes i netværk. Dette
understøttes af både danske og internationale
erfaringer, der viser, at børn oftere anbringes i en
netværksplejefamilie, hvis der forinden har været
afholdt familierådslagning
(»Netværksanbringelser. Praksis og erfaringer i tre
nordiske lande«, AKF, 2011).
Undersøgelser viser, at kommunerne i
dag ikke benytter familierådslagning systematisk og kun i
beskedent omfang i forbindelse med en anbringelse
(»Netværksanbringelser. Praksis og erfaringer i tre
nordiske lande«, AKF, 2011, side 8). Flere kommuner
anfører som undskyldning for, at de ikke anvender
netværksanbringelser, at de biologiske forældres
netværk ofte er så dårlige, at en såkaldt
netværksanbringelse i barnets vante omgivelser er umulig. Men
Københavns Kommune er en af de kommuner, der har fået
det til at fungere, og i 2010 havde man 1.156 anbringelsessager,
hvoraf man brugte familier i det tætte netværk i 103
tilfælde, svarende til tæt ved 9 pct., dvs. 3
procentpoint over landsgennemsnittet, jf. ovenfor
(»Plejebørn går glip af anbringelse hos de
nærmeste«, www.dr.dk/P4 København, den 16. maj
2011). Årsagen til Københavns Kommunes succes er, at
kommunen har stort fokus på problemstillingen, og at den
husker at indkalde barn, forældre og netværk til
familierådslagning - dette kunne andre kommuner med fordel
lære af. En anden kommune, der også benytter
familierådslagning, er Faaborg-Midtfyn Kommune, der
også pointerer, at familierådslagning ikke er en mere
ressourcekrævende metode end andre socialfaglige metoder, som
medarbejderne benytter (»Familierådslagning øger
barnets trivsel«, Vidensportal om udsatte børn og
unge, Socialstyrelsen).
Kommuner må ikke blot på
forhånd afskrive muligheden for, at der kan findes personer i
barnets netværk, der kan spille en positiv rolle for barnet.
Derfor vil forslagsstillerne arbejde for, at
familierådslagning skal gøres obligatorisk i alle de
tilfælde, hvor tungtvejende forhold ikke taler imod.
Kommunerne skal have pligt til at kortlægge barnets
netværk, hver gang en anbringelse er nært
forestående.
Der henvises i øvrigt til spørgsmål og svar
fra social- og integrationsministeren, der bl.a. svarer:
»Familierådslagning er helt sikkert noget, vi skal
bruge mere«. (§ 20-spørgsmål nr. S 2056 fra
folketingsåret 2011-12 om, at kommuner anvender
familierådslagning i anbringelsessager). Et af udvalgets
spørgsmål til social- og integrationsministeren og
dennes svar herpå er optrykt som bilag 1 til
beslutningsforslaget.
Bilag 1
Et af udvalgets spørgsmål til
social- og integrationsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 117:
I servicelovens § 47 står, at
kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en
systematisk inddragelse af familie og netværk.
Ministerens bedes beskrive, hvordan det
foregår i praksis, hvor mange kommuner der inddrager
netværket i anbringelsessager, samt hvordan ministeren vil
sikre, at netværket bliver inddraget.
Svar:
Inddragelse af barnet eller den unge og dennes
familie og netværk i sagsbehandlingen er helt centralt bl.a.
for at sikre at den bedst mulige støtte til udsatte
børn og unge. Det er bl.a. vigtigt i forhold til at få
afdækket, om der i familien eller netværket er
ressourcer eller relationer til barnet, som kan udnyttes til gavn
for barnet eller den unge.
Det fremgår derfor af servicelovens
§ 47, at kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan
ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Dette
gælder både i anbringelsessager og i andre sager, hvor
et barn eller en ung har behov for særlig støtte.
Der findes ingen samlede beskrivelser af,
hvordan kommunerne anvender bestemmelsen i praksis, ligesom der
ikke findes opgørelser over, hvor mange kommuner der
inddrager netværket systematisk i anbringelsessager. Efter
servicelovens bestemmelser er det op til den enkelte kommune at
foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag af,
hvordan man mest hensigtsmæssigt kan inddrage familien og
netværket.
Jeg mener, at der kan være flere
metoder, som fx familierådslagning eller
netværksmøder, der kan være rigtig gode til at
sikre, at familie og netværk inddrages systematisk.
Familierådslagning er en metode, som
bygger på idéen om, at alle familier har ressourcer. I
familierådslagning inddrages familie og netværk aktivt,
og opfordres til at komme med relevante og realistiske forslag til,
hvad der er den bedste løsning for barnet eller den unge i
fremtiden.
Netværksmøder er en metode, hvor
familien og det faglige netværk omkring barnet mødes
for at sikre inddragelse, dialog og en fælles
forståelse af ansvarsfordelingen mellem især
forældre og fagpersoner.
Jeg kan oplyse, at Socialstyrelsen arbejder
generelt med at understøtte kvaliteten i kommunernes arbejde
- bl.a. via den oprettede task force om sagsbehandling, som skal
understøtte kommunerne i bedre sagsbehandling.
Socialstyrelsen arbejder også mere konkret med at udbrede
kendskabet til både familierådslagning og andre
inddragende metoder gennem projektet Inddrag.nu, hvor der tilbydes
tilbyder kurser, konsulentstøtte til institutioner og
kommuner, der vil arbejde med familierådslagning, og helt
konkrete værktøjer til inddragende metoder for
kommunerne.
Desuden understøttes systematisk
afdækning af ressourcer og inddragelse af familie og
netværk gennem IT-sagsbehandlingssystemer som DUBU, der er
baseret på ICS som socialfaglig metode. Der er i
øjeblikket 63 kommuner, der har eller vil implementere ICS,
og heraf 45, som anvender eller skal i gang med at anvende DUBU i
2012/13, og Socialstyrelsens ICS-metodesekretariat løbende
yder sparring til kommuner, der skal i gang med at implementere
ICS/DUBU i kommunen.
Skriftlig fremsættelse
Karina
Adsbøl (DF) m.fl.:
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
obligatorisk brug af familierådslagning i
anbringelsessager.
(Beslutningsforslag nr. B 111)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.