Beretning afgivet af Retsudvalget den 5.
september 2013
1.
Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 4. april
2013 og var til 1. behandling den 22. maj 2013.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i
3 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6 spørgsmål
til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig
besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmål nr.
1-5.
2.
Politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF)
finder det afgørende at få styrket
personnummerbeskyttelsen, så misbrug af cpr-numre
(identitetssvindel) gøres langt vanskeligere, end det er i
dag. Partierne mener, at et væsentligt tiltag i forhold til
at bekæmpe identitetssvindel vil være, at der skabes
mulighed for hurtigt og effektivt at skifte cpr-nummer.
Partierne finder det desuden helt
afgørende, at der sker en betydelig styrkelse af sikkerheden
omkring de centrale registre, så man for fremtiden kan
være sikret langt bedre mod læk af
personfølsomme oplysninger, herunder fremtidige hackerangreb
som det, der fandt sted mod CSC's mainframe og dermed også
politiets centrale registre hen over sommeren 2012.
Partierne har noteret sig, at regeringen vil
tage et aktivt skridt for at beskytte danskerne mod denne relativt
nye kriminalitetsform ved at fremsætte et lovforslag, der
skal skabe hjemmel til, at det bliver muligt at skifte cpr-nummer i
helt særlige tilfælde. Partierne mener dog for det
første, at det går for langsomt med at føre
overvejelserne ud i livet, og dette er desværre kun blevet
forstærket af, at økonomi- og indenrigsministeren i
juni 2013 orienterede Retsudvalget og Kommunaludvalget om, at
fremsættelsen af et sådant lovforslag vil skulle
afvente udfaldet af nærmere undersøgelser af
hackerangrebet, der resulterede i omfattende læk fra
politiets centrale registre, herunder af cpr-oplysninger. For det
andet er det ikke partiernes opfattelse - tilsyneladende i
modsætning til regeringens - at muligheden for at skifte
cpr-nummer skal begrænses til helt særlige
tilfælde, hvis dette indebærer, at kun ganske få
ofre for identitetstyveri får muligheden for at skifte. I og
med mange tusind danskere er blevet udsat for identitetstyveri i
forskelligt omfang, er det ikke noget, som på forhånd
skal begrænses til en meget snæver kreds på grund
af rigide regler. Hvis gruppen af ofre oplever at stå
magtesløse over for et omfattende kontinuerligt misbrug af
deres identitet, skal de pågældende kunne komme i
betragtning til et nyt cpr-nummer, så den voldsomme
belastning, identitetssvindlen udsætter dem for, kan
ophøre hurtigt og effektivt. Det er således for
partierne afgørende i forhold til et kommende lovforslag,
hvilke kriterier der skal være opfyldt, for at man kan komme
i betragtning til et nyt cpr-nummer.
En betydelig kilde til problemerne med, at
cpr-numre misbruges, er ud over de nævnte kilder brugen af
cpr-validering i handelslivet, hvor man fortsat kan validere et
køb alene på baggrund af navn og cpr-oplysninger.
Partierne har i den forbindelse noteret sig, at økonomi- og
indenrigsministeren har bedt CPR-kontoret tage kontakt til de
virksomheder, der fortsat cpr-validerer på baggrund af navn
og cpr-nummer, og orientere dem om, at der nu lukkes for denne
mulighed. Partierne noterer sig desuden i den forbindelse, at
økonomi- og indenrigsministeren også ser på
mulighederne for at skærpe kravene til virksomhedernes brug
af cpr-numre i forbindelse med handel over internettet,
således at virksomhederne fremover skal bruge NemID, hvis de
vil benytte deres adgang til cpr-registeret. Det er skridt i den
rigtige retning i forhold til at adressere den del af problemerne,
der har at gøre med, at man alt for let har kunnet misbruge
andres cpr-oplysninger, hvis man har formået at skaffe sig
adgang til dem.
Endelig vil partierne fremhæve, at
området som sådan skal have større
opmærksomhed herhjemme fra alle, der har et ansvar, eller som
har mulighed for at bidrage til en forbedring af situationen,
herunder ikke mindst myndighederne. Partierne er derfor optaget af,
at alle danskere skal have let adgang til kvalificeret
rådgivning og hjælp. Det offentlige har i den
forbindelse en forpligtelse til at hjælpe både med at
forebygge identitetstyveri og med konkret rådgivning til
ofrene, når skaden er sket.
P.u.v.
Karina Lorentzen
Dehnhardt
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
B 100
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Udkast til beretning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende B 100
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvad der nærmere skal
forstås ved, at den nye hjemmel, som ministeren ønsker
at fremsætte lovforslag om, kun i helt særlige
tilfælde kan give anledning til et nyt personnummer, til
økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om, hvorvidt det er i
overensstemmelse med reglerne, at et apotek med posten fremsender
en kuvert til en kunde, hvor kundens navn, adresse og personnummer
fremgår af og står samlet uden på kuverten, til
økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om, hvornår CSC Danmark senest
har været igennem en ekstern revision, til økonomi- og
indenrigsministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om det er fuldstændig
udelukket, at CPR-systemet har været hacket på
tidligere tidspunkter, til økonomi- og indenrigsministeren,
og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, hvorfor ingen institutioner
opdagede det sikkerhedsbrud, der fandt sted i sommeren 2012, til
økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 6 | Spm. om, hvilke regler der gælder
for den offentlige forvaltnings brug af de ansattes cpr-numre til
intern personaleidentifikation, til økonomi- og
indenrigsministeren |
|