V 74 Om behandling af dyr.

Samling: 2011-12
Status: Vedtaget

Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
31-05-2012
Forslag til vedtagelse:
Folketinget noterer sig, at regeringen er enig i, at der skal skrides hårdt ind over for personer, som mishandler eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt. Folketinget konstaterer samtidig, at dyreværnsloven og hundeloven allerede indeholder regler om frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr. Folketinget bemærker desuden med tilfredshed, at anklagemyndigheden i dyreværnssager altid skal overveje, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der rejses en straffesag for mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Folketinget finder, at frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr er en indgribende sanktion, der alene bør anvendes i tilfælde, hvor en samlet vurdering af forholdene i den enkelte sag gør det påkrævet. Folketinget finder på den baggrund, at de nuværende regler i tilstrækkeligt omfang giver mulighed for at frakende personer retten til at beskæftige sig med dyr, og at de gældende regler derfor bør fastholdes.
Afstemning:
V 74 vedtaget med 95 stemmer (V, S, RV, SF, EL, LA og KF) mod 14 (DF). V 73 er dermed bortfaldet.
Fremsat under: