Først vil jeg gerne sige tak til spørgeren, hr.
Karsten Lauritzen, for at han rent faktisk har læst den pågældende kronik, for den er nemlig rigtig god, og den er med til at tegne den nye skillelinje i dansk politik.
Og hvor går den?
Ja, den går mellem dem, der vil samle, og dem, der vil splitte.
Hvorfor?
Fordi vi står over for nogle enorme udfordringer.
Al erfaring peger på, at hvis Danmark er splittet, taber vi i kampen om at bringe Danmark fremad.
Er Danmark derimod stærkere og mere samlet – går vi skulder ved skulder gennem de problemer, der er – så kommer vi også igennem problemerne.
Så partier, der fremsætter forslag, der bidrager til splittelse af det danske samfund, forværrer problemerne; partier, der fremsætter forslag, som er med til at skabe samling, et stærkere fællesskab, og som øger folks forudsætninger for at klare sig i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i øvrigt sørger for, at alle kommer med som en aktiv del af vores samfund i løsningen af de problemer, vi står over for, er med til at løse problemerne.
Det er grundlæggende den nye skillelinje i dansk politik, og der er jeg som sagt utrolig glad for – ikke mindst som justitsminister – at kunne konstatere, at der om nogle af de emner, vi også har diskuteret i dag, er splid i de borgerlige rækker.
Det er jo fint, at Liberal Alliance tilkendegiver, at de gerne vil være med til at se på, hvordan man eksempelvis kan få udlændingepolitikken ind på midten af dansk politik, således at det er problemer, vi løser i fællesskab, frem for at de skal løses ved natlige finanslovforhandlinger med Dansk Folkeparti, hvor det kun handler om stramninger for stramningernes skyld og betaling for store nedskæringer på velfærden.
Men lad os da løse problemerne i fællesskab, for der er enorme problemer, ikke mindst når man ser på de parallelsamfund, som
er
til stede i det danske samfund, og som den tidligere regering altså havde 10 år til at gøre noget ved, men hvor man kan sige, at nogle af de politiske beslutninger, den har truffet, har været med til at forværre problemerne og altså splitte Danmark mere.
Det er det, vi i al sin enkelhed vil gøre op med.