Spm. nr. US 41

Fattigdomsdiskussionen fylder rigtig meget, og i den forbindelse må man jo undre sig over, at regeringen ifølge dens egne tal fremlægger en kickstartplan, som netto kommer til at koste os et sted mellem 3.000 og 5.000 job, altså yderligere 3.000-5.000 danskere, som bliver skubbet ud i arbejdsløshed, fordi man har haft behov for at give danskerne et billede af, at man nu gør noget for at løse krisen for at kunne vinde en valgkamp. Men sagen er, at regeringen selv har svaret, at de skaber yderligere et sted mellem 3.000 og 5.000 arbejdsløse, mennesker, der bliver skubbet ud i arbejdsløsheden. Vi har haft en lang diskussion i nogle dage og især inden for det sidste døgn om fattigdomsydelser. Mit enkle spørgsmål til statsministeren er: Er statsministerens holdning, at man er fattig, når man får en af de såkaldte fattigdomsydelser – ja eller nej?

Statsministeren.

Først og fremmest skal jeg sige, at det, vi har udtalt os om også i det svar, som jeg går ud fra at hr. Anders Samuelsen har fået, jo er den strukturelle beskæftigelse. Jeg tror bare lige, at det er vigtigt at holde fast i, at vi har sagt, at den strukturelle beskæftigelse bliver reduceret med mellem 2.000 og 3.000 fuldtidspersoner, og det er ikke helt det samme, som ordføreren nævnte. Det er vigtigt, at man ikke blander de to ting.

Det er jo rigtigt, at det har nogle konsekvenser at ændre på fattigdomsydelserne, men vi mener, og det har jeg sagt før, at det kan være meget vanskeligt, hvis man er en fattig familie, at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Vi mener også, at der skal være en vis værdighed omkring, hvordan danske familier lever og måske i særdeleshed, hvordan deres børn lever. Jeg medgiver, at den familie, der blev debatteret i går, opfatter jeg egentlig heller ikke som værende under fattigdomsgrænsen – sådan en har vi jo ikke – og det er også det, social- og integrationsministeren har sagt. Derfor var diskussionen i går lidt afsporet, og vi har sådan set fattige i Danmark. Derfor handler spørgsmålet stadig om, hvorvidt vi ønsker at have fattige i Danmark, og om hvorvidt vi mener, at det at være fattig bringer folk hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet, og det gør vi ikke.

Hr. Anders Samuelsen.

Det var jo lidt svært at få et klart svar på, om statsministeren mente, at man er fattig, hvis man er på en af de såkaldte fattigdomsydelser. Det blev der ikke svaret klart på, og det er måske – kan man sige – begrundet i, at hvis svaret havde været ja, havde statsministeren været uenig med sin egen socialminister, som jo har udtalt det samme, som statsministeren lige har stået her og sagt, at den meget omtalte anonyme Carina ikke er fattig, på trods af at hun er på en fattigdomsydelse. Omvendt, hvis der blev svaret nej til spørgsmålet, kan man spørge sig selv, hvorfor det så er, at man skal afskaffe fattigdomsydelserne. Sandheden er jo, at det reelt set bliver en endnu dårligere situation for Carina, når man nu afskaffer fattigdomsydelserne i hvert fald i forhold til motivation til at tage et arbejde. Altså, giver det mening at gøre sin pligt i stedet for kun at kræve sin ret? Så jeg kunne stadig væk godt tænke mig at vide, om der er et klart svar på, om man er fattig, når man er på fattigdomsydelser – ja eller nej.

Som opfølgning på det spørgsmål vil jeg spørge: Når nu der hele tiden bliver sagt også fra statsministerens side, at det her er et meget dårligt eksempel, har statsministeren så selv medbragt nogle konkrete eksempler på fattige?

Statsministeren.

Jeg er ked af at måtte sige det, men hr. Anders Samuelsen roder lidt rundt i det, tror jeg, for jeg ved ikke noget om, hvorvidt den pågældende person, som blev omtalt i går, var på fattigdomsydelse. Vi ved, at hun var på kontanthjælp, men jeg vil sige, at det er meget sjældent, at enlige forsørgere er på fattigdomsydelse. I 2008 var der 6.500 personer, der var omfattet af loftet, og kun 650 af dem var enlige, og de havde næsten alle sammen børn. Så vi ved jo reelt ikke, om personen – jeg ved det i hvert fald ikke – var på kontanthjælp eller var på en lavere ydelse, altså på fattigdomsydelse. Det ved jeg ikke om hun var, og det ved jeg ikke om ordføreren er klar over.

Men i forhold til det generelle her vil jeg sige, at det, der er vigtigt, er, at vi har fattige i Danmark, og det vil vi gerne gøre noget ved, fordi vi ikke mener, at det bidrager til, at man kommer tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man lever i en fattig situation. Det bidrager tværtimod til, at man kommer længere væk fra arbejdsfællesskabet, og det er derfor, vi har afskaffet fattigdomsydelserne.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg tror, at statsministeren i høj grad selv er med til at forvirre begreberne ganske voldsomt. Vi har haft en valgkamp, hvor S og SF er gået til valg på, at nu skulle man afskaffe fattigdomsydelserne, og nu bliver det meget uklart, hvem det egentlig er, der er på fattigdomsydelse, og hvem der ikke er. Her er tale om en kvinde, som er på kontanthjælp. Det er det konkrete eksempel, som der er blevet taget udgangspunkt i, og som i hvert fald får økonomiske fordele af, at man nu afskaffer de såkaldte fattigdomsydelser, fordi man nu ikke bliver ramt af kontanthjælpsloftet, og dermed får man mere til sig selv hver måned. Men lad det nu ligge.

Jeg har et opfølgende spørgsmål, og det er: Nu har den her debat raset så ganske voldsomt, og jeg ville egentlig have forventet, at statsministeren stillede sig herop, når det nu ligesom blev antydet, at problemet for fru Özlem Cekic var, at det var et dårligt eksempel, man kunne jo nemt have fundet et bedre eksempel. Det er bare eksemplet, der er dårligt. Det er jo bare ikke sagen, for uanset hvem man er, hvis man er enlig mor, er ydelserne de samme. Der er ikke forskel på, om det er i København eller ej. Derfor havde jeg forventet, at statsministeren havde stillet med en række, 4-5, helt konkrete eksempler, som ligesom fuldstændig kunne tage luften ud af den her debat. Har statsministeren nogle konkrete eksempler med på fattige?

Statsministeren.

Når jeg gik lidt op i det der med fattigdomsydelser, var det, fordi ordføreren kom til at sige det forkert. Jeg synes bare, at det er vigtigt, fordi det jo afsporer diskussionen en lille smule. Jeg ved reelt ikke, om den enlige kvinde, vi taler om her, var på fattigdomsydelse. Jeg ved ikke, om ordføreren ved det, og vi har ikke fået det opklaret. Det, der er mest sandsynligt, er, at hun ikke er det, fordi man sjældent har enlige forsørgere på fattigdomsydelse, men jeg ved det jo reelt ikke. Når det er vigtigt, er det jo, fordi det kan betyde, at man diskuterer tingene på en lidt forkert måde, hvis man tror, at hun var på fattigdomsydelse, hvis hun i virkeligheden ikke var det.

Jeg synes jo ikke, at man skal drive politik ud fra enkeltstående eksempler. Jeg synes, at vi skal have en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere fattigdom i Danmark, og jeg synes også, at vi skal diskutere, hvad fattigdom i Danmark egentlig er for en størrelse. Det er derfor, at vi i vores regeringsgrundlag har sagt tydeligt, at det vil vi nu til at diskutere. Vi vil have en fattigdomsgrænse, for vi vil kunne diskutere, hvad det egentlig betyder at være fattig i dagens Danmark, og jeg synes, at diskussionen, som vi nu har haft over 2 dage, er en meget vigtig diskussion, fordi det bringer os tættere på at diskutere med hinanden, hvad det er at være fattig i Danmark, hvordan livsvilkårene er, når man er fattig i Danmark, hvad vi i givet fald kan gøre ved det, og om det at være fattig bringer en tættere eller længere væk fra det arbejdsfællesskab, som vi ønsker at de allerallerfleste skal deltage i.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til statsministeren er fra hr. Mike Legarth, værsgo.