Spm. nr. US 39

Jeg har et spørgsmål om noget andet, men jeg vil alligevel fortsætte i det spor, som hr. Kristian Jensen sluttede i, nemlig tab af arbejdspladser. Det er jo desværre en kendsgerning, at det er det, der foregår i Danmark. Der er rigtig mange virksomheder, som er meget, meget bekymrede for regeringens stigende skatter og afgifter, og det har jo en sammenhæng med den debat om fattigdom i Danmark, vi har lige nu, og som fru Özlem Sara Cekic og hr. Joachim B. Olsen egentlig har indledt.

For der er næppe tvivl om, at tab af arbejdspladser – som vi desværre har, og som vi får – er en kendsgerning og også betyder, at det her problem virkelig må drøftes og debatteres. Og der synes jeg jo, at det indtil nu har været en meget, meget elendig debat fra regeringens side. Man er som i så mange andre sager kommet meget skidt fra start i forhold til den her debat – det har været noget af et selvmål.

Men det er jo meget væsentligt, og landets socialminister tager så op i dag, at vi er nødt til at tage den her debat. Gør din pligt, og kræv din ret. Det er ganske vise ord, og jeg har ofte brugt dem selv i eksempelvis årsmødetaler. Det der med at gøre sin pligt og kræve sin ret er noget, der ligger mig meget nær. Det er faktisk det, jeg er vokset op med. Det var noget, min mor lærte mig, og hun sagde, at det skal være i den rigtige rækkefølge, ikke omvendt. Det skal være: Gør din pligt, og kræv din ret. Så det er jeg meget enig i.

Så kan jeg bare ikke få det til at harmonere med, at regeringen har fjernet en lang række ydelser, som netop motiverer folk til at komme ud på arbejdsmarkedet, altså også i det arbejde, som måske ikke er så morsomt: stå tidligt op om morgenen, måske arbejde om natten, måske sidde ved kassen i et supermarked. Altså, hvad angår alt det, der hedder lavtlønsjob, synes jeg jo, at regeringen har fjernet motiveringen, incitamentet til at tage de job. Jeg kan ikke rigtig få den debat til at harmonere – jeg synes, at den flagrer noget, og jeg vil gerne have den på det rene, og det er derfor, jeg spørger statsministeren nu.

Statsministeren.

Det er jo rigtigt, som fru Pia Kjærsgaard siger, at der er alt, alt for mange mennesker, der er på passiv forsørgelse. Det er en alvorlig udfordring, og det er også et af de problemer, vi arver fra den tidligere regering. Man kan jo godt undre sig over, at det efter i hvert fald nogle gode år – det var der i starten – så ikke er lykkedes at sikre, at flere mennesker bliver en del af samfundet og har et arbejde. Det er rigtig, rigtig trist, at det er sådan.

Det ændrer ikke ved, at vi sådan set er enige i, at det, der skal være bærende for vores samfund, er, at mennesker ikke skal regne med, at samfundet forsørger dem, hvis de ellers på nogen mulig måde kan forsørge sig selv. Det har egentlig altid været den tankegang, jeg er gået ind for, og det betyder netop, at jeg er helt enig med fru Pia Kjærsgaard i, at man først og fremmest skal gøre sin pligt for sig selv, sin familie og samfundet, og derefter kan man så kræve sin ret.

Jeg tror, at der er sket et normskred i hele den her forbindelse, og jeg tror, det er vigtigt, at vi diskuterer de her ting, hvad social- og integrationsministeren så også startede på at gøre i dag. Det er rigtig, rigtig vigtigt, for ingen mennesker, som overhovedet kan tage et lønnet arbejde, skal på passiv forsørgelse, på kontanthjælp, og det er meget vigtigt at præcisere det.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg vil gerne spørge statsministeren, om det så ikke var noget af et selvmål, Socialistisk Folkeparti udførte? Nu skal man jo ikke glemme, at Socialistisk Folkeparti er en del af regeringen. Altså, at tage en person frem, som får 16.000 kr. om måneden – hvor der er protester i dag fra folk, der har et lavtlønsarbejde og får langt mindre ud af det – var da noget af et selvmål og en helt forkvaklet debat. Jeg vil godt have en indrømmelse af, en konkret indrømmelse fra statsministeren af, at der har regeringen – for Socialistisk Folkeparti er jo regeringsparti – simpelt hen gjort i nælderne, og at den her debat er startet på et helt forkert grundlag.

Statsministeren kan så bruge sin taletid på at forklare, at man er enig med mig, men der, hvor jeg mangler nogle svar, er, med hensyn til hvorfor man fjerner starthjælpen, hvorfor man fjerner kontanthjælpsloftet, altså de incitamenter, som faktisk gør, at folk tager de job, som statsministeren selv fremhæver. Jeg kan altså overhovedet ikke få tingene til at hænge sammen, og jeg synes, at regeringen på det her punkt er noget på gal kurs.

Ministeren.

Jeg vil godt sige det klart og tydeligt. Jeg mener fuldstændig det samme som min social- og integrationsminister, som var ude at sige, at hun ikke kunne se, at det her var en person, som var egentlig fattig. Det kan jeg heller ikke, og jeg synes, det er vigtigt at tage den diskussion.

I forhold til at vi har fjernet fattigdomsydelserne, vil jeg sige, at det er jeg meget tilfreds med. Vi har desværre en situation i Danmark, hvor der er mennesker, der er fattige, og diskussionen i går afsporede jo så i virkeligheden den diskussion, som er langt, langt vigtigere. Vi har fattige mennesker i Danmark, og det, vi bare må spørge os selv om, er: Tror vi på, at jo fattigere folk bliver, jo mere vil de være i stand til at blive en del af samfundet? Der har vi så den holdning – og den tror jeg så ikke at jeg deler med fru Pia Kjærsgaard – at man også kan blive så fattig, at man bliver skubbet væk fra samfundet, frem for at man får en hånd og bliver trukket tilbage i samfundet. Det er vores holdning i de her spørgsmål, og der har vi formentlig en politisk, ja, måske oven i købet en ideologisk forskel. Men det er altså grunden til, at vi er meget tilfredse med, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg kan stadig væk ikke få tingene til at hænge sammen. Nu taler man om et forsigtighedsprincip, og det gjorde man sådan lige i den allerallersidste del af valgkampen, men ellers brugte man jo valgkampen til at love og love. Og der, hvor jeg synes at regeringen og statsministeren går galt i byen, er, når man siger, at der er nogle, der godt kunne have behov for noget mere i det her samfund. Der er jeg til gengæld ganske enig, for hvad med de 5.000 kr., som regeringen – det var både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – lovede folkepensionisterne i valgkampen? Der kunne man måske sætte ind, for det er jo en prioritering af indtægter og udgifter i det her samfund.

Så kan jeg bare konstatere, at den her tiltrængte debat er Det Radikale Venstre ikke enig i. Altså, det kører lidt skævt i den her regering. Det Radikale Venstre synes, at det var dårlig timing, et rigtig dårligt tidspunkt at indlede den her debat på. Jeg vil da godt erklære mig enig i, at jeg synes, at det var et rigtig godt tidspunkt. Det var dårligt begyndt, men det kan da være, at det ender nogenlunde fornuftigt.

Men det, jeg bare vil tilbage til, er, hvorfor i alverden man ikke gør det på den ordentlige måde, hvor man virkelig motiverer folk, så René, der i dagens aviser fortæller om de 1.500 kr., han mangler ved at være i arbejde i forhold til en kontanthjælpsmodtager, får det noget bedre og får mere ret?

Det er statsministeren, der skal svare. Værsgo.

Først skal jeg lige sige, at det ikke er helt korrekt, at det var i sidste del af valgkampen, at vi introducerede forsigtighedsprincippet. Der blev faktisk i første del af valgkampen afholdt et pressemøde med S og SF, hvor vi gjorde det til en del af vores valggrundlag, at vi ville have et forsigtighedsprincip. Så det er ikke helt korrekt, og det håber jeg så også, at fru Pia Kjærsgaard ikke vil gentage. For det er simpelt hen ikke rigtigt.

I forhold til det her med fattigdomsydelserne vil jeg sige to ting. For det første vil jeg sige, at det ikke er sådan, at vi tror, at bare man gør mennesker fattigere, så har de en nemmere vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det har vi ikke troet på før, og det gør vi heller ikke nu, og det er årsagen til, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne.

For det andet vil jeg, når man så har hele diskussionen om, hvorvidt det skal kunne betale sig at arbejde, og alle de her ting, godt sige, at det selvfølgelig skal være sådan, at man tjener mere ved at gå på arbejde end ved at være på en ydelse, men det er også grundlaget her. Grundlaget skal være sådan, at det jo ikke er et valg, den enkelte har. Kontanthjælpsmodtageren kan jo ikke sidde og vælge: Næh, jeg ønsker egentlig ikke at gå på arbejde. Hele pointen med kontanthjælp er jo netop, at hvis man på nogen mulig måde kan påtage sig et arbejde, skal man søreme gøre det.

Tak. Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til statsministeren er fra hr. Frank Aaen. Værsgo.