Allerførst vil jeg sige, at vi jo er enige i de langsigtede perspektiver.
Det er jo gode ministerord, som enhver god fødevareminister selvfølgelig vil tage i sin mund, at tingene skal hænge sammen på længere sigt.
Og det er fint nok, at vi så får kommissionen til at kigge på de her ting, og så forholder vi os til det, når de kommer med noget.
Men når regeringen selv er i stand til at skrive sådan meget præcist, at Danmark skal være et landbrugsland i udvikling – man kan også i regeringen i forbindelse med regeringsgrundlaget være ret præcis, med hensyn til at der skal komme nogle nye krav og byrder – så er det også bare, at jeg efterlyser:
Hvor er så lige de konkrete tanker om de nye initiativer til at forbedre konkurrenceevnen?
Lad mig så bare lige føje til det, som ministeren jo selv siger om den her omlægning af ting, der skal være med til at gøre erhvervet grønnere:
Jamen fint nok, men det er jo også nogle ting, der sådan lå lidt i pipelinen i forvejen, og man kan vel nærmest sige, at det er lidt som at fodre hunden med sin egen hale, for det er jo nogle penge, der kører lidt rundt; det er jo ikke nye penge, der så at sige er blevet tilført qua alle de omstillinger, der skal til.
Så det er jo rigtigt, som fødevareministeren selv sagde, at det er nogle omlægninger.
Så hvis man forestiller sig, at man sidder med ved skrivebordet hos den enkelte landmand, der helt professionelt skal have sit budget, sin kalkule til at hænge sammen, hvor ligger forbedringerne i det her så på bundlinjen?
Lad mig så bare lige minde om, at jeg ikke i det her spørgsmål har taget op, at der skulle sprøjtes mere eller noget som helst.
Vi er jo i Venstre fuldstændig enige i, at vi skal have en intelligent omlægning af pesticidafgiften, som fjerner de dårlige midler, tager de gode midler ind, og det kan, om jeg så må sige, virke incitamentsskabende med nogle afgifter.
Men de nye midler skal jo være til rådighed, for ellers får vi bare fødevarerne ind ad bagdøren via import.
Og når vi i forvejen har de bedste fødevarer i Danmark, skal vi selvfølgelig passe godt på dem.
Så jeg mangler ligesom de nye initiativer, der skal til for at hjælpe den enkelte landmand.